Planet Pulp

Sidst vi forlod Blueberry og kompagni, var Blueberry, mestitsen Crowe og den gamle guldgraver McClure med nød og næppe sluppet fra den skurkagtige mexicanske guvernør Armendariz og hans folk, der gerne så de tre dingle for enden af et reb.

Ved begyndelsen af Det store opgør er Blueberrys mission klar: Nu må de finde frem til Cochise så hurtigt som muligt, så Blueberry kan forsøge at mægle fred med Apacherne. Men så enkelt er det bare ikke, for Blueberrys nemesis, den blodtørstige indianer Quanah, er stadig på krigsstien og er ikke interesseret i, at Cochise skal lytte til Blueberry.

Mexicanske våben

Crowe tager af sted og får også foretræde for Cochise, der lover Blueberry frit lejde. Men da Crowe er på vej tilbage til Blueberry og McClure, faldes han i ryggen af Quanah og hans folk. Inden han dør, når han dog at skrive en note ned, der beskriver situationen for Blueberry: Cochise vil nok lytte til Blueberry, men er ikke interesseret i fred, for indianerne får snart mad og våben af mexicanerne, og så kan de tage kampen op mod blåfrakkerne på lige fod.

Nu er gode råd dyre, for Blueberry ved, at den eneste måde han kan få Cochise til at gå ind på fredsforhandlingerne er, hvis våbnene aldrig ankommer. Derfor sætter han og McClure af sted for at finde ud af, hvor Armendariz opbevarer forsyningerne, så de kan ødelægge dem og dermed tvinge Cochise til forhandling.

Spøgelsesby

Det fører Blueberry og McClure til spøgelsesbyen San Feliu, der ligger ved en udtømt mine, hvor Armendariz opbevarer våbnene og forsyningerne. Minen er stærkt bevogtet, men heldet tilsmiler Blueberry i form af den gruppe tidligere sydstatssoldater, som han løb ind i i Dødens hovslag.

De er naturligt nok ikke umiddelbart interesserede i at hjælpe ham. De opholder sig bare i nærheden af minen for at se, om det skulle kunne lade sig gøre at røve én af vognene, når forsyningskonvojen sætter ud. Blueberry formår dog at overtale sydstatsfolkene til at hjælpe sig ved at love dem, at han vil prøve at skaffe dem amnesti, så de kan vende tilbage til USA.

Foruden at have sydstatssoldaterne til at lave en afledningsmanøvre, er det også et held, at McClure kender en gammel mexicansk minearbejder, der stadig bor i San Feliu, og kender bjerget som sin egen bukselomme. De sniger sig ind i byen, og der lykkes det dem at overtale den gamle mand til at hjælpe dem med at finde en uset måde at komme ind i minen på.

Det er en dristig, og ikke mindst farlig, plan, Blueberry har fostret, og det vrimler med mexicanske soldater omkring den udtømte mine, så spørgsmålet er, om alle kommer fra situationen med livet i behold. Og selv hvis det skulle lykkes, så skal Blueberry stadig nå tilbage til Cochises lejr, inden hans deadline udløber, og overtale indianerhøvdingen til at holde fred. Sidst, men ikke mindst, er der stadig Quanah, der ikke ønsker andet, end at hænge Blueberrys skalp fra sit bælte.

Hvordan dette afsluttende bind på den fem album lange historie, der indleder Blueberry-serien, afsluttes, fortæller jeg ikke her – det må man selv læse sig til.

Episk islæt

Det store opgør er endnu en handlingsmættet westernfortælling fra Charliers hånd, hvor der sker utroligt meget på de 46 sider, historien forløber over. Ikke alene er den velkonstrueret som basal spændingshistorie, hvor især sekvensen i San Feliu og indtrængningen i den gamle mine er glimrende pacet, men den har også et episk islæt.

Sidstnævnte får handlingen bl.a. fordi indsatserne er så høje på begge sider – det er fred eller blodig krige, det handler om, og den endelige deadline nærmer sig med stormskridt. Men det episke islæt kommer også, fordi Charlier denne gang tager livet af en karakter, der har været med i alle foregående fire bind – mestitsen Crowe, der er Blueberrys ven og en uvurderlig hjælp i indianerterritoriet.

Mordet på Crowe, der er skildret ganske brutalt, tilføjer historien en ekstra vægt, og er naturligvis også med til endnu engang at understrege, at Quanah er en modbydelig satan, der kun vil have krig. Den garvede McClure tilføjer som altid en smule comic relief, men ikke så meget, at det går ud over historiens overordnet set meget seriøse tone.

Mere moden streg

Girauds stil modnedes over de første fire bind af serien, men det er her i Det store opgør, og for alvor i det efterfølgende bind, Manden med sølvstjernen, at dette træder tydeligt igennem.

Hans streg er ikke længere helt så løs, som den var i begyndelsen, og han har efterhånden et langt mere sikkert greb omkring sine ansigtstegninger end ved seriens begyndelse. Kender man de senere bind i serien vil man vide, at Giraud fortsat udviklede seriens – og Blueberrys – look, men ansigtstrækkene og den karakteristiske boksertud er nu solidt på plads.

Hvad angår de miljøer, Det store opgør foregår i, så er der måske ikke det store nye under Mexicos bagende sol. Det er stadig de afsvedne vidder, Blueberry rider rundt i, men spøgelsesbyen San Feliu og hele den efterfølgende minesekvens giver dog Giraud mulighed for at prøve noget nyt. Her må især farvelægningen af natsekvenserne fremhæves som særdeles vellykkede og stemningsfulde – i øvrigt er det vistnok Giraud selv, der stod for farvelægningen.

Det store opgør er alt i alt en fornem afslutning på den lange historie, der indledtes helt tilbage i Fort Navajo. Over de fem album er historien skredet logisk og stringent frem, og der er ingen af albummene, der mangler fokus på den centrale problematik omkring konflikten mellem de hvide amerikanere og de indfødte indianere. Til gengæld er det efter fem bind om indianerkrigene også en god ting, at Charlier nu kunne sende Blueberry ud på et nyt og helt urelateret eventyr.

Hvis man gerne vil se mere til indianerkonflikterne, kan man passende tage et kig på John Fords klassiske Kavaleri-trilogi, der sammen med de virkelige hændelser, Blueberry-historierne er løseligt baseret på, også må anses som en væsentlig inspirationskilde for Charlier, da han udarbejdede historierne.

Titlen på det første bind, Fort Navajo, kan ses som en direkte cadeau til den første film i Fords trilogi, westernklassikeren Fort Apache (1948), mens plotelementer fra alle tre film (de to følgende er She Wore A Yellow Ribbon fra 1949 og og Rio Grande fra 1950) indgår spredt i de første fem bind af Løjtnant Blueberry.

Publiceringsdetaljer hentet fra ComicWiki og BDoubliees.com.

Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008

Stikord: Indianere, Western