Ved slutningen af Fort Navajo, første bind i Løjtnant Blueberry, så det sort ud for kavaleristerne i Fort Navajo. Efter indianerhaderen major Bascoms svigagtige opførsel overfor høvding Cochise, ser alle håb om forhandling ud til at være udslukte, og da ingen af fortets depecher nåede igennem Apachernes linjer for at skaffe hjælp, er Fort Navajo nu isoleret midt i fjendeland.
Ultimatum
Ved historiens begyndelse ankommer en enlig rytter til fortet. Det er en hvid mand, og det viser sig at være én af de lokale, som har været taget til fange af indianerne. De har sluppet ham fri, så han kunne aflevere et ultimatum til kavaleristerne. Apacherne kræver, at kavaleristerne slipper de fanger fri, som de tog i forbindelse med Bascoms fælde. Hvis det sker, vil soldaterne få frit lejde til Tucson eller Albuquerque. Hvis ikke, så iværksætter Apacherne et angreb på fortet.
Bascom lader sig naturligvis ikke true og sender i stedet én af de indianske fanger af sted med en besked: Kun hvis Cochise overgiver sig betingelsesløst, vil Bascom forhandle. Og for at sætte streg under sin alvor, planlægger Bascom at hænge én af sine indianske fanger ved solopgang.
Herfra tager handlingen for alvor fart. Blueberry og hans ven løjtnant Graig indser, at deres eneste chance er at få oberst Dickson på benene igen, men han er stadig meget syg af det slangebid, han fik kort før han skulle være mødtes med Cochise. Det nærmeste sted at få fat i serum er hos lægen i Tucson, og missionen kræver, at Blueberry krydser Apachernes linjer ikke én, men to gange.
Blueberry tilbyder Bascom at forsøge at bryde igennem indianernes linjer og hente medicin og forstærkning i Tucson. Han har fundet på en afledningsmanøvre, der måske vil tillade ham at slippe igennem, og det lykkes ham at få Bascom til at gå ind på planen.
Desperat flugt
Samme nat som Blueberry skal af sted, sker der dog noget andet. En af kavaleristerne, den halvt indianske Crowe, kan ikke længere acceptere den måde, hans røde brødre bliver behandlet på, og beslutter sig for at flygte sammen med dem. Det er imidlertid ikke Crowes eneste motiv: Han håber også på at kunne opspore de indianere, der virkeligt bortførte ranchejerens søn, så han kan bevise, at Apacherne intet har med sagen at gøre og dermed stoppe krigen.
Denne udvikling får dog ikke Blueberry til at ændre planer. Efter en hæsblæsende tur til et evakueret og næsten mennesketomt Tucson, vender Blueberry uden forstærkninger tilbage til Fort Navajo, som han også finder mennesketomt. Eller næsten: Crowe venter på ham dér, og kan fortælle, at fortet er blevet overrendt. Det lykkedes Crowe at sikre de overlevende fri passage til Fort Bayard, men han kan bl.a. fortælle, at Bascom blev dræbt under kampen.
Nu vil Crowe have Blueberry til at tage med sig af sted for at opspore ranchejerens søn, så de kan få sat en ende for blodsudgydelserne. Crowe har et spor at gå efter, og efter nogle dage lykkes det for ham og Blueberry at opspore Mescaleroindianerne på den anden side af grænsen, i Mexico. Hvordan det hele ender, må du selv læse dig til, men historien fortsætter i tredje bind, Ensomme Ørn.
Handlingsmættet historie
Som det nok har kunnet fornemmes på handlingsreferatet, så sker der rigtig meget i Torden i vest, og selv om den refererede handling dækker det meste af albummet, så fortæller den ikke så nær hele historien. Især Blueberrys mission til Tucson er stopfyldt med spænding og action: Ikke alene er Blueberry nær ved at komme af dage i ørkenen – han bliver også taget til fange af mexicanske banditter, og da han endelig når frem til Tucson, er det kun i tide til at være i byen, da Apacherne angriber!
Det er altså en særdeles handlingsmættet historie, Charlier har fået skrevet til dette andet bind af Løjtnant Blueberry. Ikke desto mindre lykkes det, godt hjulpet af Girauds fine tegninger, at få hele handlingen afviklet i løbet af bare 46 sider, uden at det på noget tidspunkt kommer til at fremstå forceret. Det er faktisk ganske imponerende, for i mindre talentfulde hænder kunne de mange forskellige handlingsdele sagtens have fået Torden i vest til at virke overlæsset.
Det gør albummet heldigvis ikke, og det til trods for, at vi denne gang får serveret en solid dosis klassiske westernklichéer. Her tænker jeg ikke så meget på selve fjendskabet mellem kavalerister og indianere (selv om det jo naturligvis også er en klassiker), men nærmere på Blueberrys helt bogstavelige ørkenvandring, de mexicanske bandidos og jagten på den kidnappede dreng. Her får man virkelig westernvaluta for pengene, og det mener jeg i bedste forstand.
Kavaleristen Blueberry
Samtidig lærer vi også nye sider at kende af vores hovedperson. På trods af sin grundlæggende humane natur og det faktum, at han i virkeligheden ikke har noget imod indianerne, så lades ingen i tvivl om, at Blueberry er en ægte kavalerist. Der er ingen blødsøden pladderhumanisme her – hverken i den måde, han omtaler indianerne på (“de sataner”, “svin” og “udyr” er blandt Blueberrys gloser) eller i hans reaktion på Crowes forræderi.
Desuden kan det da lige nævnes, at hans afledningsmanøvre, der satte ham i stand til at komme igennem indianernes linjer, involverede en vogn med en krudttønde og en forsinket lunte, der tog adskillige Apacher med i købet. Det lykkes altså også Charlier at vise os andre sider af Blueberry end den meget humanistiske sjæl, vi så i Fort Navajo, og alligevel er man ikke i tvivl om, at manden dybest nede respekterer indianerne, og heller ikke vil se mere af deres blod spildt i en meningsløs krig. Det er da også en af grundene til, at han indvilger i at tage med på Crowes redningsmission.
I en stor del af Torden i vest følger vi kun Blueberry, så det er begrænset, hvad vi ser til de bipersoner, der begyndte at tegne sig i Fort Navajo – vigtigst her naturligvis løjtnant Graig. Til gengæld er der igen en del bipersoner i det næstfølgende bind i serien, Ensomme Ørn, selv om Graig også her langt hen ad vejen glimrer ved sit fravær og først dukker op hen mod slutningen.
Visuel udvikling
Allerede i denne anden Løjtnant Blueberry-historie fornemmer man, at Giraud er blevet fortrolig med universet, og de lidt usikre elementer, der bl.a. prægede nogle af baggrundene i det første album, er ikke længere til stede. Selv om Giraud fortsat skulle komme til at udvikle Blueberry rent visuelt, så er han nu oppe i omdrejninger og bliver i øvrigt bare bedre, album for album.
Torden i vest er et glimrende album, og en rigtig god fortsættelse til Fort Navajo. Som led i en fortsat historie (Torden i vest er jo heller ikke afsluttet) fungerer den optimalt. Ikke alene lægger den sig helt uproblematisk ind efter handlingen i Fort Navajo, men den fortæller også en spændende selvstændig historie, og lægger endeligt også fint op til det næste album.
Hvis man blev hooked på Løjtnant Blueberry i Fort Navajo, så kan det absolut anbefales at fortsætte med Torden i vest. Det er mere af det samme – det er bare endnu bedre!
Originaltitel: Tonnere à l’ouest
Seriens titel: Løjtnant Blueberry
Seriens originaltitel: Blueberry
Forfatter: Jean-Michel Charlier
Tegner: Jean Giraud
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Inge Då
Udkom første gang på fransk som føljeton i bladet Pilote (nr. 236-258) i 1964.
Udkom første gang som album i Belgien i 1966.
Udkom første gang på dansk som føljeton i seriebladet fart og tempo fra nr. 2, 1970 til nr. 12, 1970.
Udkom første gang som album i Danmark i 1978 på Serieforlaget.
Anmeldelsen er baseret på den udgave af Torden i vest, der indgår i Egmont/Serieforlagets bog Blueberry: Fort Navajo (2006) (Blueberry Bog 2).
Publiceringsdetaljer hentet fra ComicWiki og BDoubliees.com.
Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008
