Planet Pulp

At skulle forfatte et blot nogenlunde fyldestgørende resumé af handlingen i Kushiel’s Chosen er ikke nogen nem opgave.

Ligesom etteren, Kushiel’s Dart, er der tale om særdeles grandios fantasy, der breder sig vidt både psykologisk og geografisk.

Den fortællende hovedperson, kurtisanen Phèdre, er mærket af Kushiel, en slags straffende ærkeengel. Phédres skæbne er at fungere som Kushiels værktøj på jorden, hvilket er en blandet velsignelse.

På den ene side bruger hun de talenter, Kushiel har udstyret hende med, til at bekæmpe forræderi mod kronen i hendes højtelskede, bogstaveligt talt gudsbenådede hjemland, Terre d’Ange. På den anden side koster det hende en uendelighed af smerte – fysisk, mental og spirituel – som hun inderligt nyder, i stigende grad mod sin vilje.

Phèdre er oplært som spion og – af mangel på et bedre begreb – som en hellig skøge, der sælger sig selv til rigets højtstående sadister. Samtidig forsøger hun at få sit kærlighedsforhold til præstekrigeren Joscelin til at fungere, hvilket bestemt ikke er nemt.

Den Europa-inspirerede verden, der blev præsenteret i den første bog, udvides ganske gevaldigt i Kushiel’s Chosen, med nye lande og folkeslag.

Hvor man i bog et mødte folk, der svarede til frankerne, germanerne, pikterne og kelterne, møder man i bog to grækere, venetianere og kretensere. I begge bøger stifter man bekendtskab med ækvivalenter til jøder og sigøjnere, der traditionen tro er statsløse folk, som man kan møde alle steder.

Meget af alt

Plottet er, som i Kushiel’s Dart, en forrygende blanding af labyrintisk hofintrige og hæsblæsende eventyr. Det er romantisk og storslået a la Greven af Monte Christo, men altså dyppet i low magic fantasy.

Sproget er om muligt endnu mere sprudlende end i første bog; sine steder vil jeg påstå, at vi har at gøre med engelsk på Shakespeare-niveau: Vanvittig poetisk, men også humoristisk og actionpræget, som i mesterens allerbedste skuespil.

Terre d’Anges trone er igen truet af indre splid og højforræderi, og det er Phédres utaknemmelige opgave at trevle intrigerne op og redde hele kongeriget. Hendes modstander, den enigmatiske, gudesmukke og blodtørstigt sadistiske Melisande, er et sted derude og lægger planer, og hun må standses for enhver pris.

Undervejs møder vi oprørske håndværkerlav, sleske adelige, vilde pirater, profeter og forrædere en masse. Til trods for sprogets tyngde, de uendelige krøller på historien og et persongalleri, der fylder fem tætskrevne sider (i stikordsform), er det hele utroligt medrivende.

Kushiel’s Chosen er bare ikke helt lige så god som sin forløber. I bogens midte finder man hundrede sider, der strengt taget godt kunne undværes – men værdsætter man selve sproget, er de ekstra hundrede sider jo bare en gevinst.

Et enkelt sted forefindes et tilfælde, der har enorm indflydelse på resten af bogens handling. Dette er et ubegribeligt tilfældigt tilfælde, som svarer til at hovedpersonen faktisk finder den berømte nål i en høstak.

Og når man først har læst etteren med dens hyppige, overlegent velskrevne og vildt frække sexscener, føler man virkelig manglen på dem i toeren, særligt i den sidste halvdel.

Jeg gav den første bog de sjældne seks stjerner. Den her burde egentlig også få topkarakter, hvis den blev målt på en hvilken som helst anden skala, end den som Jacqueline Carey selv har etableret.

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Stikord: 2’er, Fantasy, Fortsættelse, Trilogi