Jeg husker gåturen fra Horsens station. Den er blevet en traditionel pilgrimsfærd for mig nu, men første gang hang der en sort sky af skepsis over mit hoved, mens jeg travede op ad den bakke, hvorpå Fængslet troner.
Dengang, som nu, ligger stationen ved et grønt hul af en brakmark, der vistnok skal forestille en græsplæne. Ombyggede industri-paladser og nuttede forhavekvarterer leder op til den titaniske stenklods, der er Horsens’ gamle statsfængsel, og min første tanke var at den provins-messe, der ventede mig, ville være hurtigt glemt.
Da jeg nåede toppen, var det første der skete, at jeg var ved at blive kørt over af et støjende gågade-tog – den såkaldte ”Krimiekspressen”, hvis vogne var tæt bemandet af ældre damer med blåt hår og bugnende indkøbsnet.
Jeg overvejede at vende om med det samme, flygte fra bøhlandet, og skynde mig hjem til LitteraturHaus og de andre elite-steder i storbyen. Men jeg var kommet for at se den allerførste pris for Årets Danske Horror-udgivelse blive uddelt ved 13-tiden, og jeg kunne vel bide smerten i mig så længe.
Med en følelse af total vildfarelse gik jeg rundt i den lokale sportshal, der udgjorde salgsområdet, og lod mig så fragte op til fængselsbygningerne, hvor interview og foredrag foregik. Og lidt efter lidt ændrede min attitude sig.
De ældre damer var ankommet tidligt. De havde taget turen fra Århus, Ålborg, Sønderborg, Odense, endda København, i propfulde busser for at besøge messen. De var hardcore bogfans, ligesom mig. Messen åbnede sig for mig, og de andre besøgendes iver, fik mig til at slå ørerne ud. Foredragene var lødige, forfatternavnene store og stemningen varm, som en sommerdag ved stranden.
Halshug og grillmad
Jeg er vendt tilbage til messen hvert år lige siden, og i takt med at deltagerantallet er steget, er messen blevet voksen, men heldigvis ikke på den kedelige måde.
Den svedlugtende sportshal er skiftet ud med en af Fængslets satellitbygninger, og messen er rent fysisk blevet centreret om den gamle murstenskæmpe med den lange, tragiske historie.
I år stod Leif Davidsens karakteristiske messe-campingvogn på den plads, hvor Danmarks sidste fredstidshenrettelse fandt sted. Henrettelsen foregik ved halshugning, og det er sgu’ sjovt at se de glade krimi-fans og deres børnebørn, som messen nu har lavet et helt program til, gå rundt her i forårssolen.
Krimiekspressen, som altid burde have heddet Orientekspressen, hvis det stod til mig, er væk, men der er heldigvis ikke på nogen måde gået københavnersnobberi i foretagendet.
Krimigenren er underholdende og folkelig, så Krimimessen sigter efter det samme. Det bedste eksempel er mad og drikke, hvor fx BogForum i Bellacenteret er legendarisk for ekstremt ringe kvalitet til absurd opskruede priser. Den går sateme ikke i Jylland, hvor en håndbajer til Krimimessen koster en tyver og den telt-baserede grillbar kan bespise en middelstor familie for omkring 200 kroner.
Folkeligheden og det jordnære tager til tider lidt overhånd. Et nyt tiltag i år var et musiktelt, hvor de (forbløffende mange) krimiforfattere, der også udtrykker sig musikalsk, indtog en lille scene og gav koncerter. I grunden en god idé, men den var ikke udpræget veludført, og det er vist heldigt, at mange krimiforfattere ikke skal leve af at spille musik.
Det varmede til gengæld hjertet at se det fyldige program, med over 200 punkter, være proppet med faglige bidrag.
Foredrag, workshops og samtaler om plotudvikling, overvågning, retspsykiatri, karakterarketyper og genredefinitioner var næsten lige så mangfoldige som de lidt mere poppede forfatter-interviews – som jeg naturligvis selv leverede et af. På den måde var der altid noget at vælge imellem.
Set fra den anden side
Som branche-person ser man altid messer fra en lidt anden vinkel. I år deltog jeg i udgangspunktet både som presse og som forfatter, men endte også med at være sælger og paneldeltager, og i øvrigt fordybe mig i netværk.
Set med den slags øjne virker Krimimessen også virkelig gennemført, standholderne var glade og forfatterne hyggede sig. Et enkelt skår i glæden er den årlige galla – en slags fætter-kusine-fest for bogbranchen, hvor kuvertprisen for de inviteredes ledsagere sniger sig op på det decideret uhøflige, når man ser hvad der bliver serveret.
Jeg fortrød også ret hurtigt, at jeg kun havde min lille lommelærke med, men det er i virkeligheden mest den valgte venue, Hotel Opus, der bærer skylden. Jeg tvivler på, at der findes andre steder i byen, der kan huse 3-400 fulde litteraturfolk, så messen er lidt pisket til at bruge det.
Som medlem af Dansk Horror Selskab ændrer messens kvalitet sig fra år til år. I år var et af de gode, hvor horror-folket var mødt talstærkt op som aktører, interviewere, interviewede og standholdere.
Ting var dog mere overskuelige dengang, vi havde vores egen scene om lørdagen, og desværre lå horror-arrangementerne ofte oven i hinanden, men intentionen fra messens side har været at styrke horror-genrens udbredelse, og det kan man kun sige tusind tak for!
Jeg er nærmest blevet stedkendt i Horsens af at tage på alle de krimimesser, og jeg kan ikke bestige fængselsbakken uden at mærke et sug af forventning. Den sorte skepsis-sky er blæst helt væk, for Krimimessen forener vitterligt det litterære med det folkelige, det populistiske med det faglige, det dystre med det muntre – på en måde ligesom krimigenren selv gør.
