Planet Pulp

DR Koncerthuset satte rammerne for Danny Elfmans musik fra Tim Burtons film torsdag den 18. august 2016. Indenfor de sidste par har Elfman haft stor succes med livekoncerter til stor glæde og fornøjelse for alle fans.

Selv har jeg været fan af Tim Burtons film gennem mange år og via hans film lærte jeg Elfman at kende og blev mere og mere optaget af hans musik, også til andre film end lige Burtons.

Min første oplevelse med en Tim Burton-film var Beetlejuice (1988), som jeg så i fjernsynet, da jeg bare var en lille knægt. Filmens sprælske og maniske energi var som at se en Looney Tunes-tegnefilm på syre, og det gjorde et stort indtryk på mig.

Dengang anede jeg dog ikke, hvem der havde lavet filmen, da jeg ikke vidste hvem, der lavede hvad dengang. Senere blev jeg mere nørdet med film og blev klogere på Burtons film. Jeg så hans andre film i hjemmebiografen og siden Sleepy Hollow (1999) har jeg set alle hans film i biografen.

Oingo Boingo

Før jeg kommer ind på koncerten, vil jeg lige kort præsentere Danny Elfman. Han blev født den 29. maj 1953 og blev interesseret i musik takket være mesterkomponisterne Bernard Herrmann og Franz Waxman.

Elfman er fuldstændig selvlært som komponist, da han aldrig tog en formel musikuddannelse. Hans vej ind i musik var via broderen Richard Elfmans avantgarde band The Mystic Knights of the Oingo Boingo, som senere blev til det alternative rock og popband Oingo Boingo. Bandet eksisterede fra 1972 til 1995 og Danny Elfman var med siden 1974, bl.a. som forsanger.

Elfmans første mulighed for at lave filmmusik kom med Richard Elfmans kultfilm, fantasy-musicalen Forbidden Zone (1980). Danny Elfman optræder selv i filmen som selveste Satan og synger Cab Calloway-sangen “Minnie the Moocher”!

Selvom filmen blev set af ganske få, blev den dengang ukendte Tim Burton opmærksom på Elfmans særprægende musikalske evner og hyrede ham til at komponere musikken til sin debutfilm Pee Wee’s Big Adventure (1985).

Det blev starten på et fantastisk samarbejde. Siden har Elfman komponeret musikken til næsten alle Burtons film; dog ikke til Ed Wood (1994) og Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (2007), ligesom han ikke skal levere scoret til den kommende fantasyfilm Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children (2016).

Til nogle af sine filmmusikkoncerter har Elfman selv optrådt på scenen og sunget Jack Skellington-sangene fra dukkefilm-klassikeren The Nightmare before Christmas (1993). I Danmark fik vi desværre ikke Elfman at se, så derfor var der ingen sange fra Nightmare Before Christmas, om end der var musik fra den.

Musik med filmklip og tegninger

Dette var første gang, jeg var i DR Koncerthuset, og bygningen imponerer. Det var som at være inde i en gigantisk træhytte! Jeg sad på en af balkonerne og havde et fedt udsigt over hele herligheden.

Koncertens dygtige dirigent Sarah Hicks styrede showet med charme og havde tydelig flair for Elfmans farverige kompositioner, der blev spillet af DR SymfoniOrkestret. Meget af Elfmans musik indeholder også korpassager, og i den anledning medvirkede to kammerkor, Camerata og Hymnia.

Til alle suiterne var der klip fra filmene og Tim Burtons finurlige tegninger, hvilket var et stort plus. Alle, der kender Burtons film, ved, at man får en uovertruffen visuel filmoplevelse, der måske af og til ikke er perfekt historiefortælling.

Filmene er snart mere følelsesladede og ekspressionistiske i udtrykket, snarere end udtryk for rationalitet og logik. Billederne, der akkompagnerede koncerten, mindede mig om, hvorfor jeg blev Burton-fan til at begynde med.

Første halvdel af programmet

Koncerten lagde ud med den herlige, bombastiske temamelodi fra Charlie and The Chocolate Factory (2005, dansk: Charlie og chokoladefabrikken), der fint satte stemningen for aftenen.

I samme stil er den herlige cirkusagtige musik fra Pee Wee’s Big Adventure og det endnu mere vanvittige tema fra Beetlejuice. Orkestret fangede de pudsige stil- og temposkift i stykkerne uden problemer.

Stemningen blev med ét en hel anden med den dystre og overdådige horrormusik fra Sleepy Hollow. Drengesopran Adam Vind Lykkegaard Nielsen var i fronten af koret og blev bakket godt op af orkesteret.

Bagefter kom man i den helt rette B-film-stemning med Mars Attacks! (1996), en perfekt gengivelse af den musikalske hilsen til 50’ernes sci fi-film. Musikken sluttede godt og præcist med klippet på lærredet, hvor en marsmands hoved eksploderer!

Der var smukke og rørende toner fra Big Fish (2003), som er det eneste af Elfmans scores til en Tim Burton-film, der er blevet Oscar-nomineret.

Første halvdel af koncerten sluttede fornemt af en komplet suite af temaerne fra Batman (1989) og Batman Returns (1992, dansk: Batman vender tilbage). Der er mange, der er mere til Christopher Nolans Batman-trilogi (2005-12), men jeg har stadig en forkærlighed for Burtons udgave af den mørke ridder og det var bl.a. Elfmans musik, der var med til at gøre de to film magiske.

Anden halvdel af programmet

Anden halvdel af koncerten lagde ud med temaet fra Burtons makværk af en remake, Planet of the Apes (2001). Orkestrets fremførsel var noget blandet, men til orkestrets forsvar må det siges, at det ikke er én af de nemme Elfman-kompositioner.

Planet of the Apes-scoret er nok Elfmans mest percussion-tunge til dato, og meget af slagtøjet kom fra Elfmans egen samling af percussion-instrumenter. Den samling har DR SymfoniOrkestret ikke til rådighed, så de måtte spille om kap med noget pre-recorded musik fra det oprindelige soundtrack-album.

Det passede desværre ikke med orkestret, og jeg kunne mærke, at det forvirrede publikum. Der var ikke ligefrem massive klapsavler bagefter, som med de andre numre.

Vellykket var til gengæld orkestrets version af de smukke, melankolske melodier fra dukkefilmen Corpse Bride (2005) og især de gode stemmer fra Camerata- og Hymnia-korene, der sang den herlige “The Wedding Song”.

Den smukke prolog-musik fra Dark Shadows (2012) var lige i skabet, og ligeså de bedårende toner fra Frankenweenie (2012), Burtons flotte stop motion-remake af hans egen kortfilm fra 1984.

Da nu DR Koncerthuset ikke kunne få Elfman til at komme og synge, måtte vi nøjes med ouverturen fra The Nightmare before Christmas, men sikke en ouverture det er!

Elfmans hovedværk for Burton, Edward Scissorhands var et smukt højdepunkt i deres frugtbare samarbejde, og det blev man mindet om, da man hørte musikken. Det var perfekt gengivet, og jeg fik gåsehud.

Hele herligheden sluttede af med en komposition, der ikke var på programmet: Temaet fra Alice in Wonderland (2010), der er den mest økonomisk succesfulde af Burtons film, men ironisk nok også en af hans svageste film. Elfmans lyriske musik fejler dog intet og var én af filmens få positive sider. Adam Vind Lykkegaard Nielsens sangstemme var i centrum, og det var fantastisk at lytte til.

En god aften for Elfman og Burton-fans

Jeg havde en sindssygt god aften, så den gamle fanboy i mig var meget tilfreds. På nær uddraget fra Planet of the Apes gjorde Sarah Hicks og DR SymfoniOrkestret et fremragende stykke arbejde med Elfmans musik. Både jeg selv og det øvrige publikum var fuldt ud tilfredse med deres indsats.

Da jeg gik ud fra DR Koncerthuset, var der en lyskegle op langs på siden af bygningen. Det var Batman-symbolet og med ét spillede det ikoniske Batman-tema i mit hoved. Et fint punktum på en vellykket aften i filmmusikkens tegn.

Udgivet i nr. 131 | 13/09/2016