Planet Pulp

Det er altid interessant, når en filmserie skifter komponist: hvordan vil den nye komponist forholde sig til det tematiske materiale, der allerede er etableret? Hvilken overordnet kompositoriske stil vælger den nye komponist? Kan den nye komponist give sit eget indlæg i serien sin egen stemme?

Det er spørgsmål, filmmusikfans gennem tiden har haft lejlighed til stille i forbindelse med en række filmserier. James Bond-filmene er måske det mest oplagte eksempel på en serie med en stærk musikalsk identitet, hvor komponisten (John Barry) undervejs blev skiftet ud. Men også Star Trek-filmene og Harry Potter-serien kan fremhæves som eksempler.

To oplagte kandidater

Da Jurassic Park III var på tegnebrættet var der to oplagte komponister til at komponere scoret. Den ene var naturligvis John Williams, der stod for musikken til både Jurassic Park (1993) og The Lost World: Jurassic Park (1997). Den anden var James Horner, som instruktøren Joe Johnston havde arbejdet sammen med adskillige gange tidligere, og som havde leveret et røvsparkende godt score til Johnstons The Rocketeer (1991).

I sidste ende blev det ingen af de to, der kom til at skrive musikken, men i stedet Don Davis. Davis har komponeret musik til film og TV siden 1980’erne, men i lang tid var han bedst kendt som orkestrator, særligt for James Horner. Man kan sagtens forestille sig, at det er baggrunden for, at Davis fik tjansen på Jurassic Park III.

Varmt navn

I øvrigt var Davis et ret varmt navn omkring år 2000, fordi han i 1999 komponerede den effektive og eksperimenterede musik til Wachowski-brødrenes The Matrix (1999). Siden afslutningen på Matrix-trilogien har Davis dog haft lidt svært ved at holde sig i branchens top, og siden 2003 har han faktisk kun været komponist på otte projekter, heraf flere TV- og direct to video-produktioner samt et computerspil.

Det er som sådan lidt synd, for Davis er en dygtig komponist, der faktisk har en unik stemme som filmmusikomponist – vel at mærke når han får chancen for det. På Jurassic Park III er det desværre ret tydeligt, at han havde fået nogle helt klare retningslinjer, og det betyder at Davis personlige lyd stort set er fraværende. Enkelte steder dukker nogle af de rå blæserarrangementer, som kendetegnede The Matrix, op (f.eks. henimod slutningen af ”Isla Sorna Sailing Situation”, nr. 1), men det er undtagelser fra den generelle regel.

Den bredt malende symfoniske pensel

Overordnet set kan man konstatere, at Davis forsøger at lægge sig så meget i kølvandet på John Williams’ stil som muligt, hvilket vil sige med den bredt malende symfoniske pensel og i øvrigt også med liberal anvendelse af John Williams’ oprindelige Jurassic Park-tema – som på Williams’ eget score til The Lost World glimrede ved sit fravær.

Det betyder også, at Davis heller ikke i den tematiske afdeling har haft mulighed for at bidrage med det helt store – således har Davis ikke komponeret sit eget Jurassic Park III-hovedtema. Det må dog med det samme siges, at Davis har bidraget med et særdeles smukt kærlighedstema, der første gang dukker op i slutningen af ”Raptor Repartee” (nr. 5), og høres fuldt udviklet i ”Tree People” (nr. 6).

Derudover har Davis også komponeret sit eget actionmotiv, der første gang høres i ”Cooper’s Last Stand” (nr. 3), og som går igen adskillige gange i scoret – bl.a. høres det i en noget mere udviklet version i ”Bone Man Ben” (nr. 12). Også her er der faktisk tale om et aldeles fint motiv, og man ærgrer sig lidt over, at Davis ikke i øvrigt lader til at have haft helt frit spil.

Brillerer aldrig

Generelt må det konstateres om Jurassic Park III, at det er et helt igennem kompetent score med noget ganske udmærket suspense- og actionmusik og med nogle flotte fejende udgaver af Williams Jurassic Park-tema – f.eks. i ”The Dinosaur Fly-By” (nr. 2). Genremæssigt dominerer suspense- og actionmusikken helt klart, og cues som ”Raptor Repartee”, ”Tiny Pecking Pteranodons” (nr. 8) og ”Frenzy Fuselage” (nr. 13) skal nok få lytteren ud på kanten af stolen.

Der er desværre bare aldrig tale om, at musikken brillerer, og fra tid til anden degenererer actionmusikken også til organiseret larm, der ikke virker synderligt fokuseret. Her er der tale om underscore i ordets helt grundlæggende forstand, og i disse tilfælde er musikken faktisk ikke specielt interessant, løsrevet fra billederne.

Der er ingen tvivl om, at Jurassic Park III-scoret er bedst i de tematiske passager, og selv om Davis selv har bidraget med et tema og et motiv, er det altså John Williams’ oprindelige tema, der dominerer her. Det betyder, at Davis’ egen musik i høj grad får karakter af temmelig anonym, om end bombastisk, filler-music og dermed, at Jurassic Park III-albummet ikke har den store appel til andre end inkarnerede fans af enten Don Davis eller Jurassic Park-filmene.

Kompetent håndværk

Musikken virker bestemt fint i filmen, men som selvstændigt album er der ganske enkelt ikke nok nyt materiale til, at det for alvor er værd at investere i. Hvis man vil have Jurassic Park-temaerne bør man købe Williams’ score fra den første film, ligesom Williams’ egen suspense- og actionmusik fra The Lost World helt overordnet set er langt mere interessant end det, Don Davis præsenterer os for på Jurassic Park III.

Don Davis score til Jurassic Park III er kompetent håndværk, ingen tvivl om det, men til gengæld er det heller ikke så meget andet.

Nummerliste:
1. Isla Sorna Sailing Situation (4:22)
2. The Dinosaur Fly-By (2:14)
3. Cooper’s Last Stand (2:01)
4. The Raptor Room (2:35)
5. Raptor Repartee (3:06)
6. Tree People (2:03)
7. Pteranodon Habitat (3:03)
8. Tiny Pecking Pteranodons (3:37)
9. Billy Oblivion (2:50)
10. Brachiosaurus On The Bank (2:07)
11. Nash Calling (3:37)
12. Bone Man Ben (7:19)
13. Frenzy Fuselage (4:01)
14. Clash Of Extinction (1:42)
15. The Hat Returns / End Credits (5:09)
16. Big Hat, No Cattle (Performed by Randy Newman) (4:25)

Total spilletid: 54:11

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009