Testing The Ends Of What They’ll Put Up With

I en tid hvor punken igen navigerer rundt i den store mainstream, er det interessant at lytte til en gruppe som Near Miss – et band der fandt sammen i 2001, og allerede året efter udsendte deres første album – The Gentle Art of Making Enemies.

Den første plade var en generelt velmodtaget udgivelse, der tydeligvis demonstrerede at de texanske punks havde mere på hjertet end som så. To af medlemmerne, Max Béchard og Jeremy Hernandez, havde allerede spillet sammen i Bigwig, men forlod gruppen for at afsøge en mere moden stil. Det lykkedes dem, og resultatet blev energiske EMO. Det er selv samme produkt, Near Miss nu vender tilbage med.

Blandet landhandel

Testing The Ends Of What They’ll Put Up With er bandets seneste udspil, der udkom den 16. maj i år; en plade der leverer 12 sange af svingende kvalitet. Først og fremmest skal det dog bemærkes, at Near Miss i dag er en trio, men ellers er der ikke meget, der har forandret sig siden det første album. Lyden er stadig den skarpe, klassiske amerikanske EMO-punk, som vi kender det fra dengang Bad Religion stadig vidste, hvad det handlede om.

Dette krydrer de så med lidt metal og happy-go-lucky skatepunk i NOFX-traditionen. Både Bad Religion og NOFX er da også grupper, Near Miss selv nævner som deres inspirationskilder, foruden bands som Helmet, Fugazi og Minor Threat. Det lyder måske som en blandet landhandel, og det er det sådan set også.

Går galt efter første nummer

På den nye plader åbner Near Miss med den fremragende “Serious mess”, der går rent ind. Havde nummeret ikke haft et par trommesamples midtvejs, var sangen et glimrende eksempel på musikken, som den lød i begyndelsen af 90’erne. Som sagt: første sang rykker, men så går det galt for bandet.

Albummet savner fokus, og numrene stikker i alle retninger. Vi kan både høre hårde udspil, som det første, men i andre kammer det helt over og ender i patetiske rockballader. Det bliver med ét klart, at Near Miss ikke aner hvor de skal hen. Musikken bliver mere et spørgsmål om at tilegne sig en stil, end selv at udvikle noget. Det betyder, at man konstant sidder med en fornemmelse af, at have hørt numrene på pladen før.

Near Miss har kvaliteter, og de kan helt sikkert lave musik der holder. I hvert fald tre af sangene er helt i top, og albummet har den rigtige lyd. Steve Kravacs produktion fremhæver de centrale elementer i musikken, og forsangerens stemme er god. Måske er alt dette imidlertid et af albummets problemer. Når alt lyder som det skal, og produktionen er i top, begynder man at undre sig over, hvor Near Miss som band bliver af.

Bevares, sangteksterne er særdeles følsomme og handler i høj grad om svig, nærvær og lidt samfundskritik, men gør alt EMO ikke det? Man savner en klar profil, der rager ud over stereotyperne. Sangene er ganske enkelt for skabelonagtige og i sidste ende lidt uinteressante.

Trofaste

Indledningsvis blev det sagt, at det var sjovt at lytte til et band som Near Miss i en tid, hvor guitarpunk er blevet stueren. Det skyldes, at Near Miss for det første har valgt at undgå alle de elementer der kendetegner så meget af den musik, der slæber sig af sted i slipstrømmen på Green Day.

For det andet fordi de næsten konsekvent vælger at satse på velprøvede formler frem for at forsøge sig med nye perspektiver. Sammenlignet med en gruppe som eksempelvis Billy Talent, fremstår Near Miss som en gammel hyggeonkel på trods af at de to bands i virkeligheden burde have meget mere til fælles end blot det, at eksistere i mainstream-punkens periferi. På den led påkalder Near Miss sig en del respekt. De er trofaste over for deres forbilleder, og det er ikke meget forurening der får lov at slippe ind i deres 90’er-osteklokke.

Ufokuseret

Med skam må det konkluderes, at trods et særdeles stort potentiale og flere gode sange, falder Testing The Ends Of What They’ll Put Up With igennem som helhed. Det er et solidt udspil, der er langt bedre end de fleste lignende bands, og til tider overgår Near Miss måske endda deres inspirationskilder, i hvert fald der hvor disse befinder sig i dag.

Desværre er pladen ufokuseret, springer for meget i tempo, og formår i sidste ende ikke at træde ud af sin egen genres skygge. Det ønsker Near Miss nok i virkeligheden heller ikke, men så havner vi der, hvor man må spørge sig selv, om vi vitterligt er klar til et så loyalt retroudspil som bandets nye plade er det. Jeg er i hvert fald ikke klar til det, og kommer nok næppe til at høre Testing The Ends Of What They’ll Put Up With ret mange gange.

Det betyder imidlertid også, at jeg vil gå glip af et par gode sange, men dem er der jo mange af og mon ikke Near Miss har brug for en plade til, før de for alvor finder deres stil? Det skal i øvrigt her på falderebet nævnes, at selveste Greg Hetson fra Bad Religion gæstemedvirker på albummet, og det er vel i virkeligheden larmende symptomatisk. Kom igen Near Miss – men Hetson behøver ikke kigge forbi studiet næste gang.

Albummet er venligst stillet til rådighed af Takeover Records.

Nummerliste:
1. Serious mess (Near Miss) (3:17)
2. Call for help (Near Miss) (1:23)
3. Now rectify (Near Miss) (3:22)
4. Falling out (Near Miss) (3:09)
5. Take it back (Near Miss) (3:29)
6. In a daydream (Near Miss) (2:52)
7. Feel when you find (Near Miss) (1:57)
8. Last goodnight (Near Miss) (3:58)
9. The choice (Near Miss) (3:12)
10. At one place (Near Miss) (3:40)
11. We all bleed (Near Miss) (1:21)
12. You’ve mistaken (Near Miss) (3:18)

Total spilletid: 31:57

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006