Det overordnede metaplot i dette album er et, vi har set brugt mange gange før i Judge Dredd, mest mindeværdigt og måske tidligst i The Cursed Earth-serien – genoptrykt i The Complete Case Files 02. Nemlig at Dredd, på grund af det ene eller det andet problem, må drage ud i ødemarken udenfor Mega-City Ones mure, også kaldet The Cursed Earth, enten alene eller som leder for en gruppe, for der at finde en løsning på, hvad det så end er, han søger.
Hotdog Run
De enkelte afsnit i historien optræder episodisk, hvor Dredd på bedste road movie-vis kommer til et nyt sted med nye møder med den forbandende jords bizarre befolkning og med nye konflikter. Det er et koncept, der altid virker.
I dette album er baggrunden for denne Judge Dredd-ekspedition til The Cursed Earth, at Mega-City One pludseligt og uden varsel angribes af en stor flok Dune Sharks. Dette er hajer, der svømmer gennem luft og sand på samme måde som en almindelig haj svømmer gennem vand, og så har de en størrelse og en blodtørstig sult som en meget stor hvid haj. Derudover er de så en del sværere at dræbe.
Efter at nogle Dune Sharks har dræbt en større mængde af Mega-City Ones borgere i et selvmordsangreb, bliver Dredd sendt ud for at finde deres oprindelse og årsagen til deres angreb. Med sig på denne mission har han en gruppe af kadetter fra dommerakademiet, hvor denne tur er deres sidste skridt på vejen til at blive dommere.
Dette er et såkaldt “Hotdog run”, hvor fårene vil blive skilt fra bukkene på turen gennem The Cursed Earth. Hver af dem har selvfølgelig et eller andet problem eller en mangel, som de endnu ikke helt har bevist, at de kan overkomme, og som er grunden til, at de endnu ikke er blevet gjort til rigtige dommere.
Grel ironiseren og kritik af Amerika
Der er Kadet Renga, der muligvis har taget alvorlig skade af at skulle infiltrere en gadebande undercover; Kadet Bodine, der mangler aggressivitet og gå-på-mod i sin optræden; Kadet Stark, der er en britisk udvekslings-dommerkadet og endelig den næsten lidt for stabile kadet Washington.
Dredd har da derfor også en anden dommer med som hjælper; den kvindelige dommer Demarco. Og selv om Dredd ikke er den store romantiker – for at sige det mildt – så gør Demarcos tilstedeværelse dog, at der er en smule lir, om ikke andet så i tegningerne af hende i den stramme dommeruniform – der skal jo også være noget for husarerne.
At inkludere kadetterne og Demarco er kløgtigt gjort af forfatteren John Wagner. For man ved jo, at Dredd nok altid skal klare sig, men man kan ikke være sikker på, at de fire kadetter og Demarco ikke bliver slagtet, eller det der er værre, undervejs.
Med hver deres personlighed kommer de også til at betyde noget for læseren. Undervejs gennem den forbandede jord støder de, som kutymen er, på mange besynderligheder, men i dette album synes langt de fleste af dem at bære præg af en grel ironiseren over og kritik af det amerikanske samfund.
Det er jo et nærmest fast element i Judge Dredd, men her er den blevet skruet et par takker op. De støder blandt andet på den lille by Americana, der ihærdigt prøver at bevare og genskabe alt, hvad der var af ægte amerikansk i deres by. For eksempel ser borgmesteren ud og opfører sig som Uncle Sam. Alt virker godt her i forhold til ødemarken, men selvfølgelig er der noget skjult, som Dredd og co. må afsløre og overvinde.
Magtgal klovn
Ligeledes støder Dredd og hans kadetter på en gruppe militante survivalists, hovedsageligt bestående af børn, der naturligvis ikke har tillid til regeringen – som her vil sige dommerne – der jo bare prøver på at fratage dem deres frihed og deres våben. Så her kommer det naturligvis med det samme til konfrontationer.
Dog er kritikken mest grel og klar i historien Fog on The Eerie. Her transporteres Dredd og co. tilbage i tiden, og når til en – for os – nær-fremtid, hvor Amerikas præsident er en vanvittig, selvretfærdig, uvidende, fanatisk religiøs og magtgal klovn, der ikke ryster på hænderne ved at starte en global, altødelæggende atomkrig, så alle andre kan se hvilken nation, der er boss. Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan se nogle umiddelbare paralleller her?
Folkene bag
Det er atter engang The Grand Old man fra både Judge Dredd og 2000 AD, John Wagner, der har skrevet alle historierne i dette album, og han skuffer ikke. O.k., det kan godt være, jeg totalt er hans fanboy, men hvad kan man gøre? Han er jo stabil som en klippe og samtidig fantastisk produktiv!
Ligesom i de andre Dredd-albums, vi har anmeldt her på Planet Pulp, er der en række forskellige tegnere tilknyttet, og i dette tilfælde er det bl.a. Henry Flint, én af de nyeste stjerner på 2000 AD-tegnerhimlen. Dertil Sean Philips – kendt fra Marvel Zombies – og fire tegnere, der alle næsten lige har begyndt deres karriere ved 2000 AD.
Det drejer sig om Trevor Hairsine, Jason Brashill, David Bricham og Calum Alexander Watt. Det er Henry Flint, der tegner både den indledende og afsluttende historie samt den længste af de andre historier, Dance of the Spider Queen – en næsten fantasyagtig Dredd-i-Cursed-Earth-historie.
Stregerne
Jeg synes personligt, at Henry Flint gør det godt, og hans naturalistiske og stadig farvestrålende stil – hele albummet er i farver – har en helt personlig streg. Intet under at han er en af 2000 AD‘s fremadstormende stjerner, som vi sikkert snart får at se i amerikanske udgivelser. Specielt den måde han tegner disse Dune Sharks på er fascinerende. De forekommer virkelig som skræmmende væsner, og det er derfor et godt valg at lade ham tegne start- og sluthistorierne, hvor de optræder.
Sean Philips er kun med for en meget kort bemærkning, faktisk kun seks sider. Men hans sketches til de forskellige dommerkadetter er også at finde bag i albummet sammen med et ultrakort interview med Henry Flint, og de er faktisk mere interessante end hans rigtige tegninger. Alexander Watt gør det også udmærket i den historie, han illustrerer, selv om nogen sikkert vil finde hans stil lidt udynamisk og fotoagtig stiv. Andre vil omvendt sikkert begejstres over hans naturtrohed, også i farvelægningen, og af hans detaljerigdom – for mig slår Flint ham any day, hands down.
Naturtro kan man bestemt ikke kalde Jason Brashills stil, der minder om Simon Bisleys – ham med Sláine og Lobo – bare gået helt cartoon. Den er måske en tand for fjollet og bestemt ikke min favorit i samlingen. Samtidig virker trykningen ikke til helt at have gjort Brashills farver retfærdighed.
David Birchams tegninger bærer også præg af det karikerede, uden at det dog helt tager overhånd, som ved Brashill, men samtidig er de også en anelse anonyme og kedelige.
En newcomer, man til gengæld skal lægge mærke til, er Trevor Hairsine, der på forrygende vis illustrerer historien om byen Americana og dens beboere. Hans streg minder meget om Henry Flints, og deres tegninger passer da også fint sammen, sat op mod hinanden sådan som de er i dette album. Måske er dette den nye 2000 AD-stil helt generelt – man kan kun have lov at håbe.
Kvali-album
For at opsummere har vi her at gøre med endnu et kvalitets-Dredd-album fra John Wagner, faderen til Dredd himself. Specielt hvis man er til historier, der foregår ude i The Cursed Earth – og det fornemmer jeg, at der er nogle der er.
Judge Dredd: The Hunting Party er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Forfatter: John Wagner
Tegnere: Henry Flint, Sean Philips, Trevor Hairsine, Jason Brashill, David Bricham og Calum Alexander Watt
Forlag, år: Rebellion, 2006
Sideantal: 160
Judge Dredd: The Hunting Party samler historier fra 2000 AD progs 1014-1016 og 1033-1049 fra 1996-1997.
Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006
Stikord: 2000 AD, Fremtiden, Tidsrejser
