Der er ingen forbryder, der undslipper Judge Dredd, og slet ikke i længden. En af undtagelserne er PJ Maybe. Dette album samler alle historierne om den morderiske Mega-City One-dreng Philip Janet Maybe (PJ), hvis største talent, på trods af sin unge alder, er mord og at slippe godt af sted med det.
PJ huserede for første gang i de tidligere halvfemseres 2000 AD-progs med historierne om, hvordan han gang på gang snørede dommerne – specielt Dredd – og ikke blev fanget for sine mange udspekulerede og bestialske mord. Mord han for det meste begår for egen vindings skyld, og som ofte er kamufleret som uheld. Nogle sker dog ud af ren kedsomhed og nysgerrighed fra PJ’s side.
Wagner er hovedmanden
Selve formen er, gennem hele albummet, at det er PJ selv, der på ret barnlig vis fortæller om sine eskapader. Her ser man altså ikke hovedsagelig historierne fra Dredds vinkel, som man ellers plejer. Dredd optræder mere som en biperson i forhold til PJ, hvilket han fungerer godt som.
Nok netop fordi læserne på forhånd kender Dredd og hans personlighed, så der skal ikke meget “screen time” til, for at man stadig kan følge med i, hvad Dredds bevæggrunde og motivationer er. Det er tydeligvis også et koncept, der har moret John Wagner, Dredds far, der har skrevet et utal af Dredd-historier, og næsten alle historierne i dette album.
Denne nye vinkel på Dredd har åbenbart i en sådan grad været givende for Wagner, at han med jævne mellemrum er blevet ved med at vende tilbage til PJ. Der er derfor dukket nye historier op med PJ fra starten af halvfemserne og helt frem til 2005-udgaverne af Judge Dredd Megazine, hvor de sidste historier i dette album er fra.
Nok står Garth Ennis og Alan Grant også krediterede som forfattere, men Ennis har dog kun bidraget med én historie om den snu og morderiske psykopatknægt, og det eneste Alan Grant har haft at gøre med dette album er, at han har forfattet den første historie i albummet – som er på otte sider – sammen med John Wagner. Alle de andre historier er skrevet af Wagner, så man må sige, at det endnu engang er Wagner, der lægger sig i selen som den store Dredd-forfatter.
Uden at afsløre for meget om historien, kan jeg dog sige, at Dredd selvfølgelig på et tidspunkt fanger PJ, men at PJ med sin kløgt på et senere tidspunkt kommer ud i friheden igen og endnu engang snyder Judge Dredd, således at historierne med PJ kan forsætte. En del af fornøjelsen ved historierne er også at se, hvordan PJ kynisk planlægger det hele og manipulerer med folk. At lade den indre psykopat i os alle sammen lege med tankerne om, hvad man kunne gøre, er vel altid et hit, lidt i retning af Hannibal Lecter, Fu Manchu eller doktor Moriarty.
Mange tegnere
At denne samling Dredd-historier trækker materiale fra en femtenårs periode gør naturligvis, at der er mange forskellige tegnere, og deres stil er meget forskellig. Ikke bare på grund af deres forskellige, personlige streg, men også fordi tegneserieteknologien har ændret sig, og med den også formatet af 2000 AD‘s prog-hæfter.
De allerførste historier er sort/hvide, de lidt senere er i farver, håndkoloreret, og de sidste er farvelagt med computer, som 2000 AD er nu til dags. Og man kan vel sige, at der må være noget for enhver smag – også fordi at tegnernes stil hver især har et meget individuelt præg, som 2000 AD er kendt for.
Omvendt betyder det også, at der næsten med garanti er tegninger heri, som man vil synes mindre om end andre. Mine personlige favoritter er Liam Sharps skarpe, sort/hvide og klassiske 2000 AD-pulpstil fra de allerførste historier, og helt i den anden ende af spektret, blandt de nyeste historier, er det Chris Westons hypernaturalistiske, detaljerede og kantede tegninger. Det er også en fornøjelse at se, at en gammel 2000 AD-tegner som Carlos Ezquerra, der har været med fra begyndelsen, stadig kan forny sig uden at miste sin personlighed og stadig tegne overbevisende, selv om han er en ældre herre – han har tegnet albummets sidste historie.
På down-siden er så tegneren Anthony Williams, hvis stil jeg bare ikke er begejstret for. Jeg synes den er lidt flad, fjollet og uden dynamik – og hvorfor tegner han dommernes hjelme så åndssvagt? Som om det var kinesiske rishatte.
Leverer varen som altid
Tegneren Liam Sharp er for øvrigt den, der har redigeret albummet. Han har desuden også skrevet et efterskrift om, hvordan han kom på 2000 AD-holdet og var med til at skabe PJ, efterfulgt af nogle af hans covers og overskydende tegninger.
Liam Sharp startede i 2000 AD, men har efterfølgende tegnet for både Marvel og DC. Sharp dedikerer albummet til den afdøde “letterer” Tom Frame, der blev 75 år – ja han hedder sgu’ “Frame” – måske et kunstnernavn, hvem ved? Sharp gør samtidig opmærksom på, hvordan letterers er industriens “unsung heroes behind the scenes” – de er f.eks. ikke engang med i Planet Pulps infobokse!
Som altid leverer John Wagner varen hvad angår underholdning. En af finurlighederne ved albummet er dog, at hvor PJ går fra at være barn til at blive ældre og ender med at være en gammel mand, så ældes Judge Dredd naturligvis ikke, i hvert fald ikke på den synlige del udenfor hjelmen.
Judge Dredd: The Complete PJ Maybe er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Forfatter: John Wagner, Alan Grant, Garth Ennis
Tegnere: Liam Sharp, Chris Weston, Anthony Wlliams, Peter Doherty, Ben Oliver,Carlos Ezquerra
Forlag, år: Rebellion, 2006
Albumlængde: 208 sider
Judge Dredd: The Complete PJ Maybe samler historier fra 2000 AD-progs. 534 (1987), 592-594 (1988), 599 (1988), 632-634 (1989), 707-709 (1990), 820-822 (1993), 1204 (2000), 1210 (2000), 1211 (2000) og Judge Dredd Megazine 221-222 (2004) og 231-234 (2005).
Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006
