Planet Pulp

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden har det lidt dårligt med altid at skrive så mange af de samme ting ved hver anmeldelse af Judge Dredd Case Files-opsamlingerne. Ikke fordi jeg ikke mener de ting jeg skriver, det gør jeg hver eneste gang. Men fordi jeg tænker, at det i længden må være trættende for læserne igen og igen at høre på, hvordan Judge Dredd er en af de absolut bedste 2000 AD-serier, ja endog blandt de bedste tegneserier nogensinde! (Men hvad andet kan man forvente at høre fra en gigantisk Dredd-fan?)

Det samme gælder de gentagne pointer om, hvordan det i serien er byen Mega-City One med dens vanvittige beboere og omgivelser, der er seriens egentlige hovedperson. Eller hvordan Judge Dredd, med sin helt firkantede og endimensionelle personlighed ikke er den, man identificerer sig med, men atr han nærmere er den sammenknyttede faktor i historierne, fordi han som en naturkraft altid er det element, der afslutter historierne helt ubønhørligt, ofte brutalt, og på en måde, som læserne eller de involverede i historien aldrig helt havde regnet med.

Men det gør det naturligvis ikke mindre rigtig, og heller ikke mindre relevant for dette bind i serien. Stenansigtet Dredd er den eneste konstant i Mega-City One, og i lige så høj grad en del af historiernes struktur som af historiernes univers. På den måde er Dredd-historierne derfor hele tiden noget nyt og helt andet, og samtidig repræsenterer de en velkendt, supertight struktur, hvilket er det, der har gjort serien så langtidsholdbar. Vi er her, med bind ni i Rebellions kronologiske genoptryk af alt Judge Dredd, nået til perioden fra slutningen af 1985 til slutningen af 1986. Serien har altså på dette tidspunkt efterhånden næsten ti år på bagen, og har allerede da et bagkatalog på flere tusinde sider. Der er jo siden seriens start udkommet mindst en ny Dredd-historie i ugen, eftersom der altid er mindst én i 2000 AD-bladet, der udkommer hver uge.

Kæmpe reservoir af Dredd historier

Mængden af Dredd-materiale er så stor, at selv ikke de største af de amerikanske tegneserier helt kan være med. Det er stadig forfatterparret Alan Grant og John Wagner, der igen-igen-igen har stået for alle historierne i dette 320 sider store bind. Det gør de sammen med en ordentligt håndfuld tegnere, hvoraf en del af de tegnere, der er med i dette bind, er nytilkomne på serien. En del af de gamle, klassiske Dredd-tegnere er dog stadig med, så som Ron Smith og Carlos Ezquerra. Men et par af de klassiske Dredd-tegnere, som Mike McMahon og Brian Bolland, er på dette tidspunkt faldet fra serien. På trods af alt dette vil jeg dog stadig sige at dette, det niende bind, er det bedste og mest essentielle bind af dem alle i denne helt overdrevet fantastisk og ambitiøse albumserie.

Det skyldes, at fortællingen er helt klar, ren og skåret ned til dens geniale kerne. I modsætning til de foregående bind er der nemlig ingen lange eller forsættende historier i dette bind, det er en masse korte historier af en længde på 5 til 10 sider per styk, måske 15-20 sider, når bølgerne går højt. Det er en god ting, at der kun er korte historier, for her kommer selve Judge Dredd-konceptet virkelig til sin ret. I korte, små, stramt skårne historier, fyldt med bizarre idéer, skarp sarkasme og sære indfald, fortalt med skarpe sving og overraskende drejninger på deres handling og afslutning, der altid indeholder Dredd og The Judgement Department. Man er konstant underholdt, og kan ikke give slip i dette monster af et album, hvor den ene historie griber den anden.

Disse korte, hypertighte og skarpt sammenskruede historier minder i deres idérigdom, plottwists og i kraft at være ”mindblowing” om de klassiske science fiction-noveller fra pulpbladenes storhedstid, som vi kender dem fra forfattere som Robert Heinlein og Philip K. Dick. Det er jo bestemt ikke nogen dårlig ting, faktisk er det i min bog én af de største komplimenter, jeg kan give. Men dette er også et helt fantastisk album i en formidabel serie. The Complete Case Files 09 er Judge Dredd-serien, når den er absolut bedst, hvilket vil sige fænomenalt god.

Teasers

Uden at skulle gå i detaljer med indholdet af albummets mange historier, så lad mig her komme med et par eksempler på, hvad de er fyldt med. Der er morderiske, fejlfunktionerende plejerobotter, menneskeædende og formskiftende rumvæsner, forbudte og farlige trafiksurfere, selvbestaltede superhelte, fedmekonkurrencer på tons-niveau, Messerschmitt-kampfly, der kommer til Mega-City One gennem et hul i rum/tids-kontinuumet, massevanvid der føre til lemminge-agtige selvmord, dommere der overtræder reglerne og forråder deres egne, afdøde genganger-bandemedlemmer, kannibalistiske næsten-mennesker fra byens kloakker, unge dommerkadetter fanget i en blokkrig, mutanter på et flyvende spøgelsesskib, psykiske gigant-samuraikrigere, der lægger byen i ruiner, og endelig en kvinde, der forelsker sig i Dredd (det ender naturligvis ikke lykkeligt, eftersom Dredd kun er gift med loven). Et overflødighedshorn af vanvittige og bizarre ideer, hvor jeg ikke har været inde på dem alle.

Som allerede nævnt er en del af de helt klassiske Dredd-tegnere stadig med i dette album, så som Carlos Ezquerra, Dredds første tegner, og Ron Smith med sin sædvanlige fabuløse, groteske og samtidig naturalistiske stil. En del af de andre gamle tegnere er faldet fra, men i deres sted har vi blandt andet Steve Dillon, den senere Preacher-tegner, som vi har mødt i tidligere Case Files-bind, og hvis rene og skarpe stil lægger sig så tæt op ad Brian Bollands, at man næsten ikke savner ham.

Cam Kennedy er en anden gammel kending, der her med sin afmålte og grove streg gør det virkelig godt. Bryan Talbot er endnu en af de store britiske tegnere, der giver sig i kast med Englands største tegneseriehelt i dette album. Tegneren John Higgins følger stilmæssigt direkte i fodsporene på Talbots fascinerede, detaljerede og sært viktoriansk-inspirede tegnestil. Ian Gibson, der er kendt fra Alan Moores 2000 AD-serie Ballad of Halo Jones, er også med for en kort bemærkning, hvor han blandt andet har tegnet den korte og – svarende til hans stil – meget cartoony historie om kvinden, der forelsker sig i Judge Dredd. Gibson er ikke nogen dårlig tegner, men set i forhold til de andre hårde drenge i dette album, er han dog det svageste led.

Det bedste af det bedste

De korte og kontante Dredd-historier er lavet og skrevet således, at alle kan være med. Der kræves stort set ingen forhåndsviden om serien og dens univers. Og hvis man endnu ikke er begyndt at samle på Case Files-bindene, eller bare ikke kender så meget til Dredd, er bind ni det mest åbenlyse sted at starte. Her får man virkelig syn for sagen, hvis man vil vide, hvad der er så fantastisk ved 2000 AD generelt og Judge Dredd specielt. Skulle du kun købe et Dredd-album, så skulle det være dette.

Interesserer du dig bare lidt for tegneserier, bør du have dette album på hylden (og du vil naturligvis ikke kunne undgå at gennemlæse det et par gange). Det britiske pund er i lav kurs for tiden, og albummet har i forvejen en vanvittig lav pris per side, hvor selv mangaer og Jumbobøger ikke kan være med, så der er ingen undskyldninger overhovedet – kun den ubetinget størst mulige anbefaling. Gå ud og køb (eller bestil) dette album nu, gør det nu! Du behøver ikke at tænke på, om du skal have noget andet i stedet, for du skal have dette album, tro mig!

Judge Dredd: The Complete Case Files 09 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Anmeldt i nr. 41 | 13/03/2009

Stikord: 2000 AD, Fremtiden, Judge Dredd