Planet Pulp

Den temmelig ukendte instruktør George Ratliff, som ikke har den store spillefilmserfaring, har før Joshua instrueret dokumentarfilmene Plutonium Circus (1995) og Hell House (2001). Han har desuden ageret medforfatter på manuskript til Joshua, der på coveret lover “en intelligent, isnende uhyggelig psykologisk gyser”. Store ord.

Uhyggelige børn

Uden at bruge for meget tid på at nævne andre film med temaet “barn besat af ondskab”, kan jeg hurtigt slå fast, at Joshua ikke en gang er værd at sammenligne med andre. Karakteren Joshua kan slet ikke komme på samme skræmmeniveau, som f.eks. Damien i Richard Donners The Omen (1976), og hvor The Omen henvender sig til det bredere publikum, er Joshua nok mere møntet på at skræmme forældrepublikummet. Forventningerne var måske små, da jeg skimmede plotresuméet, men i det mindste kunne filmen byde på en filmfotograf som Benoit Debie, som tidligere i sin karriere har skabt uhyggelige, stemningsfyldte billeder i blandt andet Irréversible (2002).

Filmens hovedkarakter er det niårige vidunderbarn, Joshua. Han spiller dybsindig, mørk klavermusik, interesserer sig for balsamering på den gamle brutale måde, og er søn af et ambitiøst New York stræber-par. Problemet er bare, at knægten ikke holder af sine forældre, og søger en helt anden kærlighed, end den gennemsnitlige. En lillesøster er kommet til verden, og Joshua forsøger at følge normen som søn, dog uden held.

Skumle begivenheder

Lillesøsters ankomst sætter gang i en masse små begivenheder, som senere viser sig at være Joshuas psykologiske manipuleringstricks. Lykken over endnu et barn varer dog ikke længe med den gyser af en familie, parret kommer fra. Lillesøster græder pludselig uafbrudt, der høres uforklarlig støj på babyradioen, og alt sammen vækker den fødselsdepression, moderen havde med Joshua, på ny – hun må på piller, og gæt hvem der vist fik pillet ved doseringen. Der kommer sære lyde fra den tomme lejlighed ovenpå, alle kæledyrene i Joshuas klasse dør pludseligt, det samme gør fars elskede hund, hvorefter knægten imiterer faderens sorg på syret vis.

Nu udvikler far en vældig sund skepsis overfor sin søn, der altid har været så anderledes, end ham selv. Hvor farmand forsøger at være en kammerat, og gøre ham tilpas, har sønnike andre planer, end at nøjes med andenrangskærlighed. Joshuas frustration over den mærkelige type kærlighed, han søger, og som ikke kan findes hos forældrene, udvikler sig nu til ren hævnakt. Hans allerede vaklende mor bliver endelig så ustabil, at hun ryger på stærk medicin, og mister overblikket totalt. Han får hende til at lege gemmeleg en aften og spiller hende et pus så snedigt, at hun går amok, da hun indser hvad han har gang i. Hun indlægges på et psykiatrisk hospital, hvorefter far er alene med Joshua og datteren.

Dræber farmor

Her begynder det nu at gå op for far, at hans søn har nogle temmelig suspekte motiver for sin opførsel. Han konfronterer sin søn med det, og får kun overlegent skuespil tilbage, hvorefter der kommer lås på køkkenskufferne, børnepsykolog bliver tilkaldt med et uheldigt udfald, og datteren holdes under konstant overvågning. Farmor dræbes af den lille gnom ved at blive skubbet ud over en trappe, minutter efter hun lige har reddet lillesøster fra at blive dræbt af Joshua.

Især her måtte jeg krølle tæer over instruktørens uoriginale niveau – selvfølgelig må han som enhver fantasihæmmet instruktør referere til Eisensteins Bronenosets Potyomkin (Battleship Potemkin) fra 1925, da han lader Joshua forsøge at rulle barnevognen ud over en høj trappe. Den klassiske kliché-reference til massakre og kaos, som vi har set en million gange før. Suk. Og mere skal der ikke afsløres af det frygtelig makværks handling.

Iskoldt overklassemiljø

Som nævnt gjaldt forventningen sådan set kun fotograferingen, men her er kamera-arbejdet ikke videre imponerende. Det mest interessante, jeg kan sige om det, er at det lykkes for Debie og set-designerne at formidle et iskoldt overklassemiljø totalt renset for hygge og varme, og Debie får filmet traditionelle familiescener i et køligt, kvalmende lys. Men traditionelle vinkler på den onde dreng, der skuler ondt og beregnende for sig selv, eller Joshuas lille afslørende nat-hjemmevideo, får altså ikke oprigtige gys frem.

Klipningen er ikke værd at omtale nærmere, og lydsiden byder mest på tungsindig klassisk klavermusik, spillet af vidunderbarnet. Kun Joshuas lille, uhyggelige sang og klaverspil i filmens sidste to minutter vækker uhygge. Samt en lille scene, hvor sønnike optræder med klaverspillet ved skolens musikarrangement. I stedet for det klassiske, han havde øvet på, starter han med at spille “Twinkle, Twinkle, Little Star” som fik ham til at kaste op, da familien sang den for lillesøster. Herefter begynder han at digte videre på børnesangens melodi, og gør den ulidelig og desperat abstrakt at høre på, inden han falder om. Resten af tiden er klavermusikken dog brugt lidt for ofte og bliver for tung at danse med. Sønnike er dyster – ok, vi fatter det!

Amatørarbejde

Skuespillerne skal have ros for deres kamp med rollerne. Den oprigtigt bekymrede Jesus-elskende farmor spilles flot af Celia Weston, og den skrantende, hysterisk anlagte moder bliver spillet troværdigt af Vera Farmiga. Sam Rockwell er bedst i de scener, hvor han får lov til at vise åbenlys undren over sønnens opførsel, og i den anden halvdel af filmen, hvor fløjlshandskerne er smidt overfor sønnen. I en lillebitte birolle er Michael McKean fin som faderens effektive chef. Jacob Kogan i rollen som Joshua kan med sin stive mimik og skulen sagtens ligne en sociopat – men så er der vist heller ikke meget mere at byde på.

I mine øjne er Joshua ikke værd at bruge de 101 minutter på, som filmen varer – et stykke amatørarbejde fra en instruktør, der er for optaget af at skille sig ud fra Hollywood-stilen. Plottet fanger ikke, og skuespillerne har for lidt at arbejde med. Det hele skal være åh så psykologisk skræmmende, men det hele forgæves. Medmindre du er til gysere, hvor det uhyggelige karakteriseres ved et køligt stræbermiljø med gode vækstmuligheder for sociopattendenser, kan jeg slet ikke anbefale Joshua.

Joshua er venligst stillet til rådighed af SF Film.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Onde Børn