Planet Pulp

Jeg vil anbefale, at du inviterer John Wick med hjem i din samling. Det vil du bestemt ikke fortryde. Men hvad skal vi nu med en gammeldags actionfilm?

Tilbage til de gamle dage

Nogen gange ønsker man sig tilbage til de gode gamle dage. Til dengang hvor man eksempelvis kunne lave ordentlige actionfilm med seje helte og ikke bare CGI. Om det skyldes nostalgien eller om det rent faktisk var bedre i gamle dage, kan ofte være svært at skelne imellem.

Når der er tale om actionfilm vil jeg dog påstå, at de blev lavet bedre i 80’erne og 90’erne. Eller i hvert fald bedre i forhold til, hvordan jeg personligt gerne vil have min action serveret.

Hvad enten det er Bruce i Die Hard (1988), Arnold i Predator (1987), Seagal i Out for Justice (1991) Van Damme i Universal Soldier (1992) eller Chow Yun i The Killer (1989). Den type film, med den hårde maskuline helt (ofte alene mod en overmagt og ofte ude på hævn), var bedre i de gamle dage.

I dag er actionfilmen noget andet. Og det er måske også meget godt. Tiden løb lidt fra den gamle actionhelt, der endte med at udvande sig selv, da der kom så mange film, der lignede hinanden – måske er det samme ved at ske med Marvel-filmene?

På et tidspunkt når publikum et mætningspunkt. Og de gode gamle actionhelte når også en udløbsdato. Det er bare ikke gået op for dem alle, men det er en helt anden historie.

Det kan også skyldes, altså det med at vi mangler de gode gamle actionfilm, at vi bare ikke p.t. har de rigtige stjerner. At vi i 80’erne og 90’erne havde et kuld actiondrenge, som man ikke bare kan erstatte.

Man slår ikke hunde ihjel!

Med John Wick får vi så en blodig og veloplagt actionfilm som man lavede dem tilbage i tiden, før det hele gik op i CGI og superhelte. Et ubetinget og brutalt hit til actionfolket.

John Wicks kone dør af sygdom. Og kort efter myrder nogle russiske gangstere John Wicks hund og stjæler hans 1969 Ford Mustang. Det skulle de ikke have gjort. Det viser sig nemlig, at John Wick er en legendarisk lejemorder, der forlod branchen, da han mødte konen. Så nu skal John Wick have hævn.

Keanu Reeves spiller hovedrollen som John Wick, og på rollelisten finder man også navne som Willem Dafoe, John Leguizamo og Michael Nyqvist.

Normalt er jeg bestemt ikke fan af den gode Reeves, men her gør han det fremragende. Faktisk er han ganske rørende.

Maskerade som vi ser det hos vampyrerne

Den simple historie – og arketypisk for actiongenren med fokus på tab og hævn/selvtægt – er fortalt med fin sans for tempo. Actionscenerne, og dem er der mange af, er iscenesat som en smuk voldsballet med tydelig inspiration fra Hong Kongs actionfilm.

Filmen er mørk, dyster og meget underholdende og er en af de senere års bedste actionfilm. På overfladen er den meget simpel, men med spændende tolkningsmuligheder, hvis man eksempelvis ser den, og hele den skjulte underverden i filmen, som en vampyrfilm uden vampyrer: En maskerade hvor de kriminelle forsøger at holde sig skjult for de almindelige mennesker.

I det hele taget er John jo næsten også sejere end samtlige vampyrer, vi har set i filmhistorien, uden at han dog er vampyr i ordets klassiske forstand. Men han lever jo også af blod. Og så ellers ikke mere om den tolkningsmulighed.

Filmen føles ægte

Det der for alvor gør, at John Wick rykker forbi de fleste andre moderne actionfilm er, at den ikke bare er lavet som en homage til “de gode gamle actionfilm”. Der er ikke dette selvbevidste glimt i øjet, som det nærmest kun er Tarantino, der kan slippe afsted med, og filmen føles ægte.

Den føles som en rigtig actionfilm og ikke bare som en kopi af noget, som producenterne tror, vi gerne vil se. Nej, det her er den ægte vare, og det må gerne være en tendens, der fortsætter. En film som Jack Reacher (2012) har noget af det samme over sig. En ægthed, som filmbranchen, og særligt actiongenren, har manglet.

Så de varmeste anbefalinger kommer herfra til den gode John – en mørk actionhelt, der formår at smadre som i de gode, gamle dage.

Anmeldt i nr. 122 | 13/12/2015

Stikord: Hævn