Planet Pulp

Goldfinger
He’s the man
The man with the Midas touch
A spider’s touch
Such a cold finger
Beckons you to enter his web of sin
But don’t go in

Sådan lyder første vers i det, der vel nok er alle tiders bedste, og mest kendte, James Bond-sang – titelsangen fra Goldfinger (1963). I ”Goldfinger” er det skurken Auric Goldfinger, der ildevarslende beskrives som manden, hvis berøring gør alt til guld, men i John Barry: The Man With the Midas Touch er beskrivelsen positivt ment.

John Barry: The Man With the Midas Touch er anden udgave af bogen John Barry: A Life in Music, der udkom i 1998. Anden udgave kom i 2008, og er naturligvis opdateret på forskellige områder, men hvori de præcise forskelle derudover består, ved jeg ikke, da jeg ikke har læst førsteudgaven.

Bogen er skrevet af Geoff Leonard, Pete Walker og Gareth Bramley, hvoraf det kun er Leonard, der rent professionelt har en tilknytning til filmverdenen, idet han arbejder for IMDb. Ifølge forfatterbiografierne på bogens smudsomslag, arbejder de to andre forfattere henholdsvis på en jobformidling og i bankverdenen, og John Barry: The Man With the Midas Touch er dermed det, man kan kalde en fanbaseret bog. Ikke at dette i udgangspunktet er negativt, men det forklarer måske, hvorfor bogen er disponeret som den er, med meget stor fokus på Barrys tidlige år sammen med The John Barry Seven.

Disponeringen af bogen

John Barry: The Man With the Midas Touch er på i alt 304 sider, inkl. indeks, og består efter et forord (skrevet af Barrys mangeårige samarbejdspartner Don Black) og et indledende kapitel af 29 kapitler fulgt af en oversigt over priser, Barry har vundet, en omfattende diskografi, forfatternes takkeliste samt et indeks.

Bogen er disponeret som en blanding af kronologisk fremadskridende redegørelse og tematiske kapitler. Således brydes kronologien i en række kapitler, der i stedet har tematisk fokus, f.eks. kapitlet om Barrys James Bond-scores, der behandler alle Bond-scores i ét kapitel. Imidlertid fungerer opbygningen ganske udmærket og bogen giver som en helhed et godt overblik over Barrys lange karriere frem til 2008.

De første ca. 75 sider af bogen er dedikeret til Barrys tidlige år og særligt til hans arbejde med The John Barry Seven, samarbejdet med sangeren Adam Faith og hans indsats for konstant at forbedre sine evner som arrangør og producer. Heri ligger måske også ét af bogens få reelle problemer. Det er nemlig ret tydeligt, at det særligt er Barrys karriere som beatmusiker, de tre forfattere har kastet deres kærlighed på.

Det betyder bl.a., at kapitlerne om The John Barry Seven indeholder en masse information om musikerne i bandet, hvem de tidligere har spillet sammen med osv. Uden et indgående kendskab til den gryende rock ’n’ roll-scene i Storbritannien i de sene 1950’ere og tidlige 1960’ere løber man nemt surt i de mange navne, som det er de færreste yngre læsere, der vil genkende og have noget forhold til.

Selv om disse kapitler uden tvivl er gennemresearchede og indeholder mange vigtige pointer angående Barrys vækst som musiker, komponist, arrangør og producer, kunne de sagtens have været bearbejdet og beskåret en del; det ville have gjort bogens første tredjedel betydeligt mere læsevenlig.

Faktuelt, men uden passion

Efter de relativt mange kapitler om Barrys arbejde med The Seven, Adam Faith m.fl., gennemgås hans filmmusikalske arbejde over de næste mange kapitler. Heraf er enkelte som sagt tematiske – f.eks. behandles alle Bond-scores i ét kapitel, mens det samme gør sig gældende for de scores, Barry leverede til instruktøren Bryan Forbes’ film.

Herefter er materialet mere kronologisk disponeret med kapiteltitler som ”Swinging Sixties”, ”Early Seventies” osv. Men også kapitler med et navn som f.eks. ”Britain – Majorca – New York” er faktisk kronologisk orienterede.

I disse kapitler gennemgås Barrys filmscores, idet der gives baggrund for Barrys involvering i de enkelte film og der berettes kortfattet om filmmusikken samt musikkens eventuelle tilgængelighed på album. Med en samlet længde på kun ca. 300 sider (og hvor de første 75 er dedikeret til Barrys arbejde, før han slog igennem som filmkomponist), siger det sig selv, at det er begrænset hvor meget plads, der er dedikeret til hver enkelt score. Alligevel får man igennem kapitlerne et overordnet godt indtryk af Barrys output igennem årtierne.

Dertil kommer også kapitlerne, der gør rede for Barrys produktion inden for andre områder, f.eks. radio, tv og musicals samt hans koncertoptrædener. Disse kapitler indeholder masser af information, men de er også relativt tørre, sammenlignet med de noget mere levende kapitler i bogens første tredjedel; et andet aspekt, der antyder, at forfatternes virkelige kærlighed ligger i Barrys arbejde som leder af The John Barry Seven.

Man må ikke tro, at disse kapitler derfor er dårlige, for de er også velresearchede og indeholder som sagt en stor mængde faktuel information. Men de er omvendt også skrevet uden den samme brændende passion, der præger kapitlerne om The John Barry Seven.

Ikke en rigtig biografi

Derudover vil det være en fejl at tro, at John Barry: The Man With the Midas Touch er en Barry-biografi. Faktisk er det overordentligt lidt, man får at vide om mennesket John Barry i løbet af bogens ca. 300 sider. Man hører en smule om Barrys baggrund og familie i de indledende par kapitler og der redegøres for hans alvorlige sygdom i slutningen af 1980’erne, men derudover er bogens fokus holdt meget stramt på Barrys karriere og musik.

Det er, afhængig af smag og behag, et af bogens andre problemer: Man får meget at vide om Barrys musikalske arbejde, men hans udvikling som musiker præsenteres stort set fuldstændig løsrevet fra hans personlige liv. Det har tydeligvis ikke været forfatternes hensigt at skrive en biografi om manden John Barry, kun om musikeren John Barry, og som sådan fungerer bogen da også fint. Men man savner ofte den menneskelige og sociale kontekst, Barrys musikalske arbejde fandt sted i.

Imponerende diskografi og godt billedmateriale

Et af de helt store trækplastre ved John Barry: The Man With the Midas Touch er uden tvivl den imponerende diskografi, der findes sidst i bogen. Den fylder ikke mindre end 36 sider og er delt ind i to dele. Første del indeholder singler, EP’er og LP’er, hvor Barry på den ene eller anden måde har været involveret. Enten som fremførende musiker, arrangør og komponist i The John Barry Seven eller som arrangør, bl.a. på Adam Faiths singler og albums.

Første del af diskografien indeholder også en oversigt over kompilationsalbums og genindspillede filmscores, og der er også filmmusik blandt både singlerne og kompilationsalbummene. Diskografiens anden del er udelukkende dedikeret til Barrys filmmusik og musicals.

Diskografien repræsenterer et stort stykke researcharbejde, og især for hardcore Barry-samlere vil den være en uvurderlig hjælp frem til og med 2008. Den er dog også generelt nyttig for filmmusikfans, da man hurtigt kan finde ud af, hvilke Barry-scores, der var udgivet frem til 2008. Herefter er man naturligvis på egen hånd, og diskografien lider naturligvis en del under, at der i disse år udkommer et utal af ældre scores – enten som rene genudgivelser, genudgivelser med ekstramateriale eller scores, der udgives for første gang.

Endelig skal bogens billedmateriale roses: John Barry: The Man With the Midas Touch indeholder et stort antal illustrationer, hovedsageligt fotografier, lige fra 1950’erne og frem til 2000’erne. Det er sjovt at se Barrys udvikling fra ung, nørdet udseende trompetist i de sene 1950’ere og frem til hans alderdom. Derudover er der mange billeder fra indspilninger af forskellige sange og scores, bl.a. med Shirley Bassey, Nancy Sinatra og andre – samt fotos af Barry i andre sammenhænge, sammen med bl.a. Louis Armstrong, Richard Attenborough, Michael Caine m.fl.

Glimrende håndbog

John Barry: The Man With the Midas Touch kan varmt anbefales til John Barry-fans med de to-tre forbehold, jeg har givet: At der bruges for meget plads på den britiske rock ’n’ roll-scene i 1950’erne og de tidligere 1960’ere, at kapitlerne om Barrys filmmusik er skrevet uden den store indlevelse samt at mennesket John Barry er stort set helt fraværende gennem hele bogen.

Som en nyttig samling af fakta, er John Barry: The Man With the Midas Touch imidlertid en glimrende håndbog, og diskografien kan man som sagt have stort udbytte af som fan af John Barrys enorme output.

Anmeldt i nr. 87 | 13/01/2013