Planet Pulp

I 1979 udgav Hermann det andet bind i den i dag ganske omfattende serie om strejferne Jeremiah og Kurdy Malloy. Sammen driver de omkring i et Amerika, ødelagt i en racekrig af uhyrligt omfang og med uoverskuelige konsekvenser. Herhjemme udkom det andet bind i 1981 under titlen Ørkenens Fribyttere.

Stram actionfortælling

Præcis som i det første album er det en nogenlunde stram actionfortælling, der udgør rammen for begivenhederne. Der er gået en rum tid, siden vi forlod de to hovedpersoner i det første album, men næppe specielt længe.

Jeremiah og Kurdy er på en eller anden måde havnet i et goldt ørkenområde uden helt at være udstyret til at rejse i den gloende hede. De småskændes som altid, men midt i deres mundhuggerier opdager de en skikkelse der beskydes.

Sagen undersøges naturligvis nærmere, og skikkelsen viser sig at tilhøre soldaten David Correy – et medlem af en borgermilits, der beskytter pengetransporter mellem byerne. Den pengetransport Correys gruppe bevogtede blev overfaldet af røvere, men det lykkedes imidlertid for Correy selv og gruppens kaptajn, Kenney, at flygte med pengene og begrave dem et sikkert sted.

Røverne fangede desværre kaptajnen kort efter, men Correy undslap dem og er nu havnet hos Jeremiah og Kurdy. Røverne er nu ude efter de gemte penge, men spørgsmålet er hvem der finder dem først.

Bipersoner i fokus

Sådan udspiller optakten sig til Ørkenens Fribyttere. Mere eller mindre ufrivilligt bliver de to hovedpersoner rodet ind i sagen om pengene, og må stå ansigt til ansigt med såvel blodtørstige banditter som gale militsfolk. Plottet er ligefremt, men med enkelte krumspring hist og her, der viser at det bestemt ikke er alle i historien, der har rent mel i posen.

Relativt hurtigt bliver Jeremiah og Kurdy skilt fra hinanden, og vi følger fra da af og helt frem til slutningen deres forsøg på at finde hinanden og de forsvundne penge. Det er naturligvis en halsbrækkende affære, der er ved at koste dem begge livet et par gange.

Jeremiah bliver stadig portrætteret som en ung knægt med et hidsigt temperament og et hjerte af guld, mens Kurdy fremstår som hans skyggeside. Da de to ikke tilbringer ret meget tid sammen i denne historie, er det gennem interaktionen med albummets øvrige, ganske farverige personer, at Ørkenens Fribyttere blomstrer op og viser sine kvaliteter.

Foruden de generelt skurkagtige militsfolk og banditter, er det bandens anfører – en mystisk kvinde ved navn Sharita – og den gale militsmajor der stjæler billedet. Det vil dermed også sige, at det allerede er i de tidligste albums, at Hermann etablerede traditionen for det forskruede persongalleri, der er blevet så kendetegnende for serien.

Hvordan udfaldet af det hele bliver, vil nok ikke være rimeligt at forklare i detaljer, men det skal dog nævnes, at der som altid i Jeremiah-universet, er langt flere skurke end man umiddelbart forventer.

Handlingen i forgrunden

Historien flyver af sted med 100 kilometer i timen, og der er ikke megen tid til refleksion eller unødvendig dialog. Det er handlingen der er i forgrunden, og Hermann viser præcis som i det første bind, at han har flair for spænding. Set i bakspejlet, er det forbløffende hvor meget western der er over de tidlige albums, og hvor langt Hermann har flyttet sig fra sit udgangspunkt siden hen.

Godt nok rider de meget mexicansk-udseende banditter rundt på kameler og der bruges våben af nyere dato, men det er grundlæggende en stemning af wild west der gennemsyrer alt. I både stil, stemning og billedernes kompositioner, er det formsproget fra de klassiske westerns, Hermann benytter sig af, men måske netop fordi han har valgt at omsætte den til et postapokalyptisk Amerika holder klichéerne og får et nyt liv.

Værdig opfølger

Ørkenens Fribyttere er ganske flot og dynamisk tegnet. Flere af de større billeders udtryk kender man kun alt for godt fra filmens verden, men som stribeillustrationer gør de sig overraskende godt. Der leges ikke meget med formen, men alligevel fornemmes der en interesse hos Hermann for at sprænge den alt for bundne stribekonstruktion.

Farvelægningen er lidt hidsig og ser noget antikveret ud i dag, men når man først er kommet et stykke ind i historien glemmes den kraftige farveholdning, og man lader sig rive med.

Ørkenens Fribyttere er et album, der på en gang viser hvor Jeremiah er på vej hen, men også et vidnesbyrd om, at Hermann endnu på dette tidspunkt er en smule famlende over for sin nye serie. Fascinationen af westernuniverset er stadig det bærende, men det er også tydeligt, at Hermann har ideer der trækker i andre retninger.

Ørkenens Fribyttere er en absolut værdig opfølger på Rovfuglenes Nat, seriens første bind, men nok ikke helt så god som denne. Det andet album har en historie, der som en spiral udvider sig flere gange, inden den endelig kan komme til sit dramatiske højdepunkt og slutte som det hele begyndte.

I dette mister Hermann desværre Jeremiah og Kurdy lidt af syne. Der bruges meget tid på bandens interne kævlerier og generelt sluger det store persongalleri i historien meget stribeplads – plads der med fordel kunne være brugt på de to hovedpersoner. Nogen egentlig karakterudvikling finder der altså ikke sted, og det er derfor også ret begrænset hvad Jeremiah og Kurdy bruges til. Som nævnt tidligere er det et yderst interessant udvalg af bipersoner Hermann leverer, så hvor stort problemet reelt er, må nok siges at være en smagssag.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika