Planet Pulp

Efter Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989) floppede grusomt, solgte Paramount rettighederne til Jason Vorhees-figuren til New Line Cinema. Selv om der kun er kommet to yderligere film i serien, efter New Line overtog figuren (fraregnet Freddy vs. Jason), har de på alle måder markeret et fremskridt for serien. Hverken Jason Goes to Hell: The Final Friday (1993) eller Jason X (2001) er gode film i traditionel forstand, men de er begge glimrende underholdning af den type, der egner sig til at blive set af en flok venner i selskab med en kasse øl og et par poser chips.

Cronenberg og Jason

Der gik otte år mellem Jason Goes to Hell og Jason X, og da det blev tid at lave endnu et kapitel i serien, besluttede producenterne sig for at prøve noget helt nyt. I stedet for endnu en omgang kødhak på planeten Jorden, sendte de nemlig Jason ud i rummet.

Filmen starter dog på Jorden i året 2010. Der er blevet bygget et forskningscenter ved Crystal Lake, og her holdes Jason indespærret, efter at talrige forsøg på at henrette ham er slået fejl. Nu er man nået til vejs ende, og har besluttet sig for at fryse ham ned, indtil man måske regner ud, hvordan man kan dræbe ham. I filmens begyndelse bliver der dog sat en abrupt stopper for nedfrysningsplanerne, som forskningscentrets labre kvindelige chef, Rowan (Lexa Doig) står for. Hun opsøges nemlig af nogle skumle overordnede, anført af ingen ringere end David Cronenberg, der vil tage Jason med sig, så de kan studere hans unikke egenskaber.

Det siger sig selv, at det må gå galt, og ingen slipper da heller levende ud fra forskningscentret. Det lykkes dog Rowan at få frosset Jason ned, men desværre forårsager Jason en læk i kryo-kammeret, så Rowan også får en tur i fryseren. Der går 450 år.

De har ikke set Alien…

Nu dukker en flok studerende under anførsel af professor Lowe (Jonathan Potts) op i forskningscentret. På nuværende tidspunkt er Jorden ubeboelig, og man forestiller sig at de gode studerende har været på en studietur til planeten, da de støder på forskningscentret. De finder Jason og Rowan og tager dem med sig op på deres rumskib, som sætter kursen mod Jord 2.

Rowan får de snart tøet op, og de anser ikke Jason for at være en trussel, da alle deres målinger viser, at han ikke kan genoplives. Men de tager selvfølgelig fejl, og før man ved af det, render Jason rundt i rumskibet, og tager livet af de ombordværende én efter én.

Foruden de studerende er der også en flok hårdkogte rumsoldater ombord, og på nær den storbarmede blonde studerende, der befinder sig i rummet, hvor Jason vågner op, er det soldaterne, der står for tur først. Og så går jagten ellers ind på de studerende.

Til alt held har én af de mandlige studerende, Tsunaron (Chuck Campbelle), bygget en androide, som viser sig at være en god hjælp i kampen mod Jason. Alligevel brænder lokummet for alvor på til sidst, da Jason finder vej til rumskibets avancerede medicinske rekonstruktionslaboratorium, og på det nærmeste bliver genfødt.

… men det har manuskriptforfatteren

Hvis man synes at handlingsreferatet lyder inspireret af Alien (1979), så tager man ikke fejl. Faktisk har manuskriptforfatteren Todd Farmer bygget filmen op som en decideret pastiche over Ridley Scotts gyserklassiker, og så krydret mixet med elementer fra James Camerons Aliens (1986). Den nedfrosne Rowan, der vågner op langt ude i fremtiden og de hårde rumnegle, der får røven på komedie, er naturligvis fra Aliens, mens handlingen ombord på rumskibet, hvor Jason ordner de ombordværende én efter én, naturligvis er ren Alien. Og det er der mange flere ting, der er.

Inspirationen fra de to film i Alien-serien er med til at gøre Jason X til en særdeles underholdende affære. Det kunne have været pinligt, men det undgår Todd Farmer behændigt på to måder: dels ved, at han ikke lægger skjul på sine referencer, og dels ved at han har konstrueret filmen som en decideret gyserkomedie. Jason X er på ingen måder en film, der tager sig selv seriøst, og derfor kan man også sagtens bare grine af alle Alien-referencerne, og gå til Jason X som en rendyrket fjollefilm, der bare handler om at have det sjovt.

Hen i vejret, sjovt og charmerende

Og utroligt nok ER det hele faktisk rigtig sjovt. Skuespillerne er alt andet end gode, kostumerne og rekvisitterne helt hen i vejret og CGI’en ligner noget en 14-årig kunne lave på sin hjemmecomputer. Men det er unægtelig ret charmerende, og man undgår ikke at more sig over de mange tåbelige one-liners undervejs.

Som f.eks. da Jason overrasker rumsoldaternes hårde sergent (naturligvis er han sort, ligesom Apone i Aliens). Jason stikker ham ned bagfra, og får følgende kommentar: “It’s gonna take more than a poke in the ribs to put down this old dog.” Dette følger Jason op på ved at stikke sin machete direkte gennem ryggen på sergenten, der så må medgive: “Yeah, that ougtha do it.”

We LOVE premarital sex

Det er unægtelig fjollet, grænsende til det tåbelige, men det er også virkelig morsomt. Det bedste kommer imidlertid tæt hen i mod filmens slutning, hvor de tilbageværende studerende forsøger at forvirre Jason ved at skabe et hologram, der forestiller Crystal Lake omkring år 1980. Her finder Jason to yppige unge damer, der driller ham (og det genrevante publikum), da de grinende spørger: “Hey, you want a beer?”, “Or do you wanna smoke some pot?”, “Or we can have premarital sex” – hvorefter de begge smider BH’en, og konstaterer “We LOVE premarital sex!”

Dette er uden tvivl filmens mest selvbevidste, metarefererende scene, og understreger meget godt hele filmens tone. Dermed er det også sagt, at hvis man ønsker en mere straight slasherfilm, er det IKKE Jason X, du skal proppe i DVD-afspilleren. Jason X er lavet for morskabens skyld, og hvis man har det okay med det, så tror jeg, filmen rammer plet hos de fleste. Ønsker man derimod at se en slasherfilm med traditionerne i behold, skal man springe over.

Jeg vil imidlertid ikke tøve med at anbefale Jason X til gyserfans med glimt i øjet. Så længe man er opmærksom på, at vi er ovre i “so bad it’s good”-kategorien, vil Jason X utvivlsomt falde i god jord. Og så kan man jo glæde sig over, at Nightmare on Elm Street/Friday the 13th-crossoveren Freddy vs. Jason (2003) faktisk tager sig selv en anelse mere seriøst, også selv om humoren også heri spiller en væsentlig rolle.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Fremtiden, Intertekstualitet, Nedfrysning, Rip-off, Rummet, Rumskibe, Slasher