Planet Pulp

Da It Follows fik premiere i 2014 modtog filmen overvældende positive anmeldelser i genrekredse. Hypen omkring filmen startede omgående min bullshitdetektor, men nu, hvor jeg langt om længe har fået mig taget sammen til at se den, må jeg erkende, at der var og er noget om snakken.

It Follows er ikke et mesterværk, men den er én af de bedste horrorfilm, der er kommet indenfor de sidste 10-15 år.

Noget vi ikke kan se

It Follows er instrueret af amerikanske David Robert Mitchell, der spillefilmsdebuterede med dramaet The Myth of the American Sleepover fra 2010. Ligesom It Follows foregår debutfilmen i Detroit, og netop Detroit spiller en vigtig rolle for den trykkende stemning, Mitchell fremmaner i It Follows.

Filmen begynder med en prolog, hvor en ung kvinde pludselig kommer løbende ud af et hus i et tilsyneladende fredeligt villakvarter. Det lader til, at hun løber fra noget, men vi kan intet se. Kort efter løber hun ind i huset igen, ud igen og ind i en bil, som hun kører bort i.

Da hun senere sidder på stranden, med ryggen til vandet, kan vi høre noget, som vi stadig ikke kan se. Et jump cut senere ser vi den unge kvinde ligge død på stranden, radbrækket.

Forbandelsen

Herefter møder vi teenageren Jay (Maika Monroe), der for tiden dater den lidt mystiske Hugh (Jake Weary). Efter at de har haft sex på en date, bedøver Hugh hende, og da Jay vågner sidder hun bundet til en rullestol. Hugh forklarer, at han ikke vil hende noget ondt, men at han er nødt til at overbevise hende om, at han taler sandt.

Noget forfølger ham, forklarer Hugh. Det har altid skikkelse af en person, kendt eller ukendt, og det går altid – løber aldrig. Men man må aldrig lade sig indhente af det; så dør man. Den eneste måde at redde sig selv på, er ved at have sex med en anden. Så giver man forbandelsen videre. Dør man, vil det, der forfølger én, begynde at forfølge den forrige indehaver af forbandelsen.

En nøgen kvindeskikkelse dukker op, hvorefter Hugh stopper Jay i sin bil og kører hende hjem. Hun melder selvfølgelig Hugh til politiet (der selvfølgelig ikke kan finde ham), og lillesøsteren Kelly samt vennerne Paul og Yara overbeviser Jay om, at Hughs historie var en omgang fis.

Men det var det selvfølgelig ikke, og snart finder Jay ud af, at der virkelig er noget efter hende. Noget kun hun kan se, som tager forskellige skikkelser og som altid går, langsomt men uforsonligt.

Mange tolkningsmuligheder

It Follows minder med sin grundlæggende idé om en ”vandreforbandelse” ganske meget om en film som Ringu (1998), hvor den dødbringende forbandelse også fungerer som et slags kædebrev og er noget, man kan give videre.

I It Follows gives forbandelsen blot videre gennem sex, hvilket selvfølgelig har fået mange kritikere til at læse filmen metaforisk og se forbandelsen som et symbol på seksuelt overførte sygdomme. Andre har kritiseret filmen for at videreføre den hæderkronede kliché, særligt kendt fra slashergenren, om, at sex i horrorfilm = død.

Begge læsninger er efter min mening for letkøbte, netop fordi sex i It Follows ikke kun er potentielt dødbringende, men også potentielt livreddende.

Der er mange andre måder, man kan vælge at tolke It Follows på – den britiske filmkritiker Charlie Lyne ser f.eks. forbandelsen som af mere social karakter: En social plet, der klæber til Jay, fordi hendes affære med Hugh endte med at smage lidt af voldtægt.

Denne tolkning er jeg heller ikke selv synderligt begejstret for, men det siger i sig selv en hel del, at It Follows er en horrorfilm, der overhovedet kan tolkes på mange forskellige måder. Horror, der både taler til hjertet og hjernen, er der langt imellem i disse tider.

Detroit – normalitet og forfald

Og It Follows taler i den grad til hjertet, og det er her, jeg for alvor bliver begejstret. For én ting er, at en horrorfilm har subtekster, der kan læses på forskellige måder. Men hvis ikke filmen gør det, en horrorfilm primært skal gøre, nemlig skræmme, så kan alle intellektuelle øvelser være fløjtende ligegyldige.

Heldigvis virker It Follows efter hensigten. Det er ved at være en rum tid siden, jeg sidst har set en horrorfilm, der regulært skræmte mig. Og her taler jeg ikke om billige jump scares. Bevares, der er da et par stykker i It Follows, og de fungerer også efter hensigten, men hovedparten af den rædsel, It Follows skaber, skaber den på en helt anden måde.

Der er to velfungerende elementer i den måde, It Follows opbygger sin uhygge på. Den ene er den generelle stemning; den anden er de konkret skræmmende og overnaturlige elementer.

Stemningen fremmaner Mitchell, som nævnt ovenfor, ved at gøre god brug af Detroit. På den ene side er den del af Detroit, hvor Jay og hendes venner bor, indbegrebet af amerikansk normalitet. Det er suburbia på godt og ondt, bestemt ikke ulig det miljø, Carpenters klassiker Halloween (1978) foregår i.

På den anden side er der også dele af Detroit, der fremstår forladte og forfaldne, bl.a. på grund af den amerikanske bilbranches stadigt større krise indenfor de sidste 20 år, der har medført en stor fraflytning. Da Jay og hendes venner opsporer det hus, Hugh har boet i, er det i ét af Detroits forladte kvarterer, der er som taget ud af en spøgelseshistorie.

Publikums paranoia

Normalitet og forfald er de to poler i det miljø, It Follows foregår i, og i dette spændingsfelt indsætter Mitchell så det overnaturlige element, filmens egentlige trumfkort.

For det virkeligt geniale træk ved “det”, der forfølger Jay, er, at det er langsomt og snigende. Det er ikke frådende zombier, der kommer stormende op ad vejen og kan ses på en kilometers afstand. Det kan være en helt tilforladelig skikkelse, der går hen ad gaden. Alle i myldret kan i princippet være “det”.

Og siden Mitchell nu lader os, publikum, se “det” (i modsætning til prologen, hvor “det” var usynligt for os), bliver vi på effektiv vis suget ind i filmen og tager aktiv del i Jays paranoia. Man opdager snart, at ens blik ofte flakker væk fra de skikkelser, der er i centrum i den enkelte indstilling, og begynder at afsøge billedets baggrund og kanter.

I tredje akt forfalder handlingen til lidt for meget bulder og brag, da Jay og hendes venner udtænker en plan for at dræbe “det” (hvad de formentlig slet ikke kan, selvom filmen klart og tydeligt viser os, at ”det” er en fysisk entitet). Af bl.a. denne grund kommer It Follows ikke helt op at ramme de højder, hvor jeg tager mesterværksprædikatet i brug.

En anden grund til, at jeg ikke er helt oppe at ringe, er, at It Follows i sin miljøbeskrivelse stedvist kommer til at træde ud af den realisme, som ellers fungerer så godt. En ting, man ikke kan undgå at bemærke, er, at der stort set ikke er nogen voksne i It Follows.

Filmen fokuserer udelukkende på de unge (skuespillerne gør det i øvrigt glimrende), og man spekulerer på, hvorfor de voksne ikke bemærker, at der er noget riv-rav-ruskende galt. Her mister filmen i nogen grad sit greb om den suspension of disbelief, den ellers så forment skaber.

Flot fotografering

Det var langt fra tilfældigt, at jeg tidligere nævnte Halloween, for æstetisk står It Follows helt tydeligt i gæld til Carpenters film (Haddonfield ligger i øvrigt også i Illinois). Det gælder visuelt i både framing og lyssætning, men det gælder også lydligt i form af filmens elektroniske score af Richard Vreeland, der fungerer eminent i filmen.

Derudover skal man bide mærke i filmens adskillige, lange tracking shots, der ikke bare er utroligt flot fotograferede, men samtidig understreger og fremhæver uhyggen – hvad kan vi ikke se der, hvor kameraet ikke er nået til endnu, og hvad kan vi ikke se, der hvor kameraet ikke er længere? Hvad kan vi ikke se ”bag os”? Fotograferingen er med andre ord fuldstændig central for filmens opbygning af uhygge.

Genren lever

I lige præcis tilfældet It Follows er hypen omkring filmen fortjent. Det er vitterligt en ganske fremragende horrorfilm, og man kan kun håbe på, at David Mitchell på et tidspunkt igen får lyst til at kaste sig over horrorgenren. Det er film som It Follows, der bestyrker ens tro på, at genren slet, slet ikke er død endnu.

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017

Stikord: Forbandelser