It

Torsdag den 7. september om aftenen. Min puls pumper som et godt gammelt damptog, hvor der lige er blevet skovlet en masse kul på ovnen.

Jeg er nogle minutter inde i min introduktion før visningen af It. Der sidder ca. 300 mennesker i salen. Da jeg begynder at fortælle om, hvordan Stephen King på loftet fandt en kiste fyldt med pulpmagasiner, begynder flere i salen at skrige. Der er noget bag mig.

Et hovedværk fra 1986

I 1986 udkom Stephen Kings mammutværk It (på dansk Det onde). Romanen er over 1000 sider lang. Den er ambitiøs, og når man ser på Kings samlede forfatterskab, kan man sige, at den destillerer flere af Kings tematikker og virkemidler i én klar og tydelig roman.

Det er en roman, som mange King-elskere vil pege på som forfatterens hovedværk, men det er en helt anden diskussion.

Mogens skriver i sin anmeldelse af romanen følgende om strukturen:

“It er fortalt i to primære tidsmæssige forløb. En handlingstråd finder sted i romanens nutid (1985) og derfra springes der i en række flashbacks tilbage til sommeren 1958, hvor hovedparten af handlingen finder sted. Dette er imidlertid suppleret af en række “interludier” eller mellemspil, der har form som en dagbog, hvor forfatteren (én af romanens hovedpersoner) giver yderligere baggrund om det onde, der er på spil i byen Derry i Maine, hvor romanen hovedsageligt foregår.”

Det onde skal altså bekæmpes i to tider, hvor der klippes mellem de to tider. Den nye filmatisering af It gør noget helt andet, men det vender jeg tilbage til om lidt.

27 er et nøgletal

I 1990 udkom tv-miniserien It som Mogens også har anmeldt her. Jeg er enig i mange af kritikpunkterne, dog har jeg en svaghed for 1990-udgaven, som skræmte mig ganske meget, da jeg så den første gang.

Generelt synes jeg, at stemningen i miniserien er ond, og det ser jeg som et stort plus. Derudover er Tim Curry et decideret scoop i rollen som Pennywise.

Som det er tilfældet i romanen, hvor der går 27 år mellem 1958 og 1985, så skulle der gå 27 år mellem den første filmatisering og så den, der går sin sejrsgang i biograferne i disse dage. Meget passende.

Og så er vi ved at være fremme ved den nye film. Handlingen er rykket frem til juni 1989 (efter den uhyggelige prolog, der foregår i oktober 1988). At rykke handlingen frem giver som sådan fin mening, specielt fordi det også giver mulighed for at ride med på Stranger Things-bølgen, men mere om det om lidt.

I prologen forsvandt den lille dreng Georgie. Da han løber efter en lille hjemmelavet papirbåd møder han en klovn, der gemmer sig nede i kloakken. Haps, siger det så, og blodet flyder. Fin, fin scene.

Året efter begynder det dog for alvor at gå galt i byen Derry. Noget ondt er på spil, der får børn til at forsvinde. Noget der åbenbart trækker sine spor tilbage i tiden. Og noget der tager form af en ondskabsfuld klovn. Så langt så godt.

Det er så op til en gruppe handlekraftige børn, anført af Georgies storebror Bill Denbrough, at tage kampen op mod det onde. Udover den reelle ondskab må vores unge helte også slås med uduelige voksne og ondskabsfulde unge mænd.

Vi følger kun børnene

Og det er så nu, uden at spoile for meget, at filmen adskiller sig mest fra bogen: Vi følger nemlig kun de unge tilbage i 1989. Og, igen uden at spoile for meget, kan jeg godt afsløre, at efterfølgeren (som med garanti bliver til noget, da It allerede har indtjent et blodbad af dollars), kommer til at handle om de voksne.

Det fungerer faktisk ganske fint. Altså det med at de unges historie fortælles ud i en køre. Der er noget uhygge, noget skæbnetungt, fra romanen som går tabt i den ligning, men som enkeltstående film er det godt set.

Det er også klogt af filmfolkene, fordi de ikke kunne være sikre på, at der ville komme en efterfølger. Derfor har de sigtet mod, at den første film kunne fungere som et enkeltstående værk med en afsluttet fortælling, der forløses på tilfredsstillende vis.

Udover at der er rykket i tiden og at strukturen er anderledes, så er der en del ting, der adskiller sig for romanen. Men det kan I afsøge et andet sted på nettet ved blot at google “It book vs movie” eller lignende. Der findes spandevis af analyser.

Det vigtige for mig i den sammenhæng er, at filmen ligner romanen, på overfladen, men at meget af substansen, det der løber bag teksten i romanen, er væk. Man har fokuseret på noget andet, og det er helt fair. Jeg tænker at det yngre publikum (16-20 år) vil elske filmen.

Man fornemmer godt tilhørsforholdet til Kings roman, men selvom mange ting ligner romanen, så er filmen en helt anden størrelse. Der er mere tale om et kulissegys: På overfladen er vi i Kings univers, men når vi kigger bag kulisserne er der lidt tomt, det er kun overflade. Det gør også, at gyset aldrig bliver decideret uhyggeligt, som det er tilfældet hos King.

Det gør, at skrækken bliver umiddelbar, som var du i et spøgelseshus eller i en rutchebane, bygget op omkring veludførte jump scares og klamme optrin. Uhyggen punkteres konstant af humor. I biografen var det tydeligt, at det fungerede: Publikum skreg, ofte efterfulgt af latter.

På den måde legede filmen ganske godt med os. Men det gør også at den snigende uhygge, det vedvarende gys, aldrig udfolder sig som hos eksempelvis Stephen King.

Stranger Things-forbindelsen

Filmen minder visuelt og tematisk meget om Stranger Things hvilket jo er sjovt nok, da Stranger Things har bygget sit fundament på netop Stephen Kings fortællinger.

På den måde påvirker kulturprodukter hinanden ganske godt: Det der i første omgang var en hyldest til Stephen King bliver til det, der inspirerer netop den Stephen King-filmatisering, som hyldesten i første omgang var inspireret af.

At handlingen er rykket fra 1950’erne til 1980’erne gør denne inspirationen endnu mere tydelig og det har med garanti giver skaberne af It nørdorgasmer, når de har leget med filmplakater fra Gremlins (1984) og Beetlejuice (1988) kombineret med at der i biografen i Derry kører film som Lethal Weapon 2 og A Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child, der begge er fra 1989.

Det bliver til metalag, der både underholder og kommenterer på handlingen, og lignende metalag findes naturligvis også i romanen, da Stephen King jo om nogen er bevidst om andre værker og bruger dem livligt i sine egne værker – It er jo i sig selv ganske inspireret af Ray Bradburys Something Wicked This Way Comes fra 1962 og sådan kunne man fortsætte.

Problemet er blot, at hvis disse nik tilbage i tiden tager for meget fokus, kan de også være med til at punktere handlingen, spændingen, uhyggen – og det sker flere steder i 2017-udgaven af It.

Bevares, det er hyggeligt, men det river mig ud af fortællingen, og lige præcis den del, og vægtningen af det, fungerer faktisk bedre i netop Stranger Things.

At en af hovedrolleskuespillerne, Finn Wolfhard, er med i både It og Stranger Things gør sammenfaldet komplet.

Klovnen er skræmmende

Pennywise, klovnen, fungerer fremragende (lidt en blanding mellem Gollum, Heath Ledgers tilgang til jokeren og så noget fra en J-Horror film) – jeg er specielt helt pjattet med den måde, han bevæger sig på. Om man bedre kan lide Bill Skarsgårds klovn end Tim Currys er nok et spørgsmål om, hvilken generation du tilhører.

Så jeg må konstatere, at den nye It er en ganske underholdende og flot film, dog 15 minutter for lang, men at den desværre ikke er specielt uhyggelig.

De utallige jump scares når på et tidspunkt et mætningspunkt som gør, at jeg bliver immun. Mere rendyrket og langsom gys havde været på sin plads, men måske det kommer i kapitel 2?

Tilbage i biografen i Randers. Der er flere, der skriger, og da jeg vender mig rundt, står der en klovn lige bag mig! En fucking klovn.

Efter det første chok aftager samler jeg mig. Jeg vender mig om mod publikum og siger: “Jeg går lige på WC, så kan I hygge jer med klovnen imens”. Publikum begynder at grine. Uhyggen er punkteret og jeg kan komme videre med mit foredrag, da klovnen lister væk.

Anmeldt i nr. 143 | 13/09/2017

Stikord: Filmatisering, Klovne