John Boorman har både skrevet, instrueret og produceret Zardoz, der således kan betegnes som et auteur-værk. Boorman er nok mest kendt for Deliverance fra 1972 (dansk: Udflugt med Døden), som var hans første store produktion, men af Planet Pulps læsere burde han også i særdeleshed være kendt for den storslåede Excalibur (1981).
Zardoz er fra 1974, men blev ikke nogen udpræget succes, da den havde premiere. Siden har den dog opnået status som kultfilm, om end en marginal én af slagsen. Der er flere grunde til at kategorisere Zardoz som kult, og der en ligeledes en del grunde til at se filmen, især hvis man interesserer sig for 70’er-science-fiction. Zardoz er nemlig på mange punkter arketypisk for periodens lettere blåøjede, men samtidigt voldsomt prætentiøse fremtidsfabler.
Andre – for ikke at sige mange – fokuserer måske nærmere på hovedrolleindehaveren Sean Connerys minimale kostume (knælange læderstøvler og orange, ble-lignende lændeklæde med matchende patronbælter!) eller måske den tidstypiske mængde af bare bryster.
Det er da sandt at sige også svært at finde en anden film, hvor man får lov til at se Connery i en tilsvarende rolle og den dertil hørende mundering. Man kan tilmed også se ham klædt ud som brud! Boorman har selv udtalt, at han fik Connery billigt fordi denne havde problemer med at undslippe typecasting i kølvandet på Bond.
Den grundlæggende præmis i filmen, som også gør den til en science fiction-film og ikke bare “scienceploitation”, er et samfund, der gennem teknologi har opnået udødelighed. Meget af filmen går med forsøget på at skildre dette samfund og i særdeleshed, hvad det betyder for samfundet og menneskene, at døden ikke længere eksisterer. Denne fiktive undersøgelse af udødelighedens konsekvenser er da også efter Boormans eget udsagt hans mål med filmen.
Som om dette var en historisk film om fremtiden, fastlægges årstallet i starten af filmen, “Set in the year 2293”. Selvom det ikke er helt klart fra filmens begyndelse, foregår begivenhederne flere hundrede år efter civilisationens uspecificerede sammenbrud.
Nogle få privilegerede, de såkaldte “Eternals” (herefter De Evige), har lukket sig selv inde i et beskyttet samfund kaldet The Vortex, imens resten af menneskeheden, kaldet “the Brutals”, er henfaldet til stenalderniveau. Det må formodes, hvilket også antydes i filmen, at der findes flere af disse Vortices, men præciseret bliver det aldrig.
De udødelige har delegeret arbejdet med at holde styr på verden udenfor osteklokken til en mand ved navn Arthur Frayn. Frayn har løst problemet med at holde barbarerne nede ved at skabe gudebilledet Zardoz i form af et stort flyvende stenhoved, som barbarerne tilbeder.
Gennem Zardoz har Frayn fremelsket en eliteklasse blandt barbarerne, de såkaldte “Exterminators”, der, som Zardoz’ hellige krigere, har opgaven at holde bestanden af barbarer nede.
Filmen indledes af Arthur Frayns ansigt der, som en tydelig reference til hans falske gud Zardoz, svæver over sort baggrund og på bedste pseudo-Shakespearianske manér informerer os om, at han også er skabt, skabt for at underholde os.
Dette er kun blevet til som bagtanke, på studiets opfordring, efter at publikum under testscreenings havde problemer med at forstå filmen. Egentligt er det helt overflødigt og ved siden af resten af filmen, men på en eller anden måde fungerer det alligevel meget godt. Monologen er nemlig ganske morsomt skrevet – “Is God in showbusiness too? …” – og en reference til Merlin bliver det også til: “I am a fake god by occupation and a magician by inclination. Merlin is my hero!”
Ganske morsomt hvis man betænker, at John Boorman senere lavede Kong Arthur-filmen Exalibur. Selv om filmen sagtens kunne have klaret sig uden denne monolog, så perspektiverer, eller i al fald kommenterer, sekvensen ganske fint på historien om den falske gud Frayn. Forholdet mellem skaber og hans skaberværk, eller mennesket der spiller gud.
På samme måde er skuespillet i filmen på mange måder nærmere bygget op som et stykke klassisk teater end som film. Både med hensyn til filmens dramaturgi, dialogen og den måde, skuespillerne nærmest fremsiger deres replikker som i teater. Man kan generelt sige om skuespillet, at det i en del passager fungerer rigtigt godt, mens det i mange andre virker rigtigt dårligt.
Under forteksterne ser vi stenhovedet (Zardoz) flyve over et tåget landskab, der øjeblikkeligt leder tanken hen på de nordlige egne af de britiske øer (filmen er da også optaget i Irland, tæt på Boormans hjem i Annamoe, County Wicklow). Stenhovedet, som John Boorman i øvrigt selv har stået model til, lander i det golde og forblæste landskab, hvor mennesker stimler sammen for at hylde deres gud.
Disse er de såkaldte Exterminators, udvalgte Brutals, der af Zardoz har fået den hellige mission at slå de andre Brutals ihjel for at holde dem nede, så de ikke forpester Jorden. Scenen skal forstås som en slags flashback, hvor vi ser, hvordan Zardoz taler til sine undersåtter: “…The gun is good! The penis is evil. The penis shoots seeds, and makes new life to poison the earth with a plague of men, as once it was. But the gun shoots death, and purifies the earth of the filth of brutals. Go forth and kill! Zardoz has spoken.”
Hvorefter stenhovedet spytter en veritabel syndflod af skydevåben ud af munden! Disse modtages af dræberne med barnlig og overspillet lykke. Her introduceres vi også, ganske kort, til Zed (Sean Connery), der er en af disse Exterminators, idet han affyrer sin pistol ind i kameraet.
Det næste vi ser, efter resten af teksterne til tonerne af Beethovens syvende symfoni, er, hvordan Zed rejser sig fra en dynge af korn, med pistolen først, som en anden Lady of the Lake (fra Excalibur). Han befinder sig i en hule af en slags, men det bliver hurtigt klart, at han faktisk er inde i stenhovedet.
Da Zed får øje på en mand, som vi ved, er Arthur Frayn fra introen, skyder han ham prompte, og Frayn falder ud af stenhovedets mund, mens han råber “How pointless, how pointless!”. Hermed påbegynder Zed sin rejse ind i Vortexet ved at myrde sin gud. Som man nok kan regne ud, er dette en central pointe i filmen, men mere om det senere.
Så lander stenhovedet i Vortexet, og Zed begynder at gå på opdagelse. Han ser De Eviges mølle eller bageri, der er forladt, men hvor de ellers bager deres grønne brød! Her finder han en hemmelig dør, der fører ham op på loftet, hvor Arthur Frayn har sit hemmelige tilholdssted. Zed roder nu lidt rundt og forvirres over De Eviges teknologi og Frayns samling af tingeltangel; stedet ligner i det hele taget en tryllekunstners arbejdsrum, hvilket vel også er meningen.
Derefter fortsætter Zed sin udforskning at Vortexet, men indfanges dog hurtigt af en af De Evige – en kvinde ved navn May (Sara Kestelman). Sammen med en anden af De Evige, Consuella, spillet af en ung og ikke helt uattraktiv Charlotte Rampling, studerer May Zeds erindringer for at finde ud af, hvordan han er kommet ind i Vortexet og hvad der er blevet af Arthur Frayn.
Zed er åbenbart i stand til at blokere disse forsøg på at tankelæse ham, og de bliver ikke meget klogere. De finder dog ud af, at Arthur Frayn er død, men rekonstruktionen af hans krop er allerede igangsat. De Evige bliver nemlig genskabt af Tabernaklet, deres supercomputer, hvis de skulle gå hen og dø!
Consuella er fjendtligt sindet over for Zed fra det øjeblik, hun ser ham, og forlanger at May slår ham ihjel med det samme. Det er dog også tydeligt allerede her, at Consuella er tiltrukket af Zed. Den åbenlyse tolkning er, at grunden til at Consuella ønsker ham dræbt, er at hun ikke vil, eller kan, acceptere sin kærlighed til det, hun mener, er et undermenneske.
Da May og Consuella er uenige om Zeds skæbne, fremføres han for resten af Vortexet, således at de kan stemme om hvad, der skal ske med ham. De Evige har nemlig en form for direkte demokrati og stemmer om alt. Zeds erindringer gennemlæses endnu en gang. Vi ser, hvordan Zed og hans fæller jagter barbarer på stranden og Zed voldtager en kvinde, “Took a woman, in his name, Zardoz!”
May bliver givet tre uger til at studere Zed i, hvorefter han skal tilintetgøres. Samtidig med at May skal undersøge ham, sættes han til at hjælpe Friend, spillet af John Alderton, med dennes opgaver i Vortexet. Friends passion er fortiden, og han bestyrer museet, hvor alskens kunstskatte fra før sammenbruddet er samlet sammen.
Friends anden opgave er at bringe brød rundt til Vortexet. På denne tur rundt i Vortexet bliver vi introduceret til De Eviges retssystem, der via direkte afstemning udmåler straf i form af ældning til de, der måtte bryde reglerne, “…they make you old, but they won’t let you die…” som Friend forklarer Zed.
Vi følger gennem nogle scener en retssag imod en af De Evige, hvor den tiltalte holder forsvarstale, der bliver leveret ganske mindeværdigt af Bosco Hogan, “I hate you all. I hate you all. Especially me!” Ligeledes introduceres vi til de to grupper af udstødte i De Eviges samfund.
“The Renegades” er dem, som har brudt reglerne så meget, at de er idømt evig senilitet og en bizar tilværelse i hvad der synes, at være et permanent afdansningsbal i en gammel forfalden dansebar. Sceneriet med de gamle forhutlede og bidske mennesker i deres smokings og kjoler tangerer det foruroligende og kunne have været virkeligt skræmmende, hvis det ikke samtidig havde set så fjollet ud, som det gør.
Den anden gruppe er “The Apathetics”, som er ofrene for en “apati-sygdom”, der spreder sig gennem Vortexerne. Det er menneskene, som ikke kan klare udødelighedens stiltiende protest, en slags sitdown-aktion overfor livet, der er blevet et statisk helvede.
May finder gennem sine undersøgelser ud af, at Zed er en “mutant”; et overmenneske der er alle i Vortexet fysisk og mentalt overlegen. Så mægtig, at han efter Mays ord kan gøre alt og være alt. Hun lover Zed at holde sin viden for sig selv, men kun med den bagtanke, at Zed er godt avlsmateriale, som hun siger.
Herefter tager begivenhederne fart. Friend har luret, hvad May vil med Zed, og da han nægter at dele sine tanker med de andre Evige (gennem meditation selvfølgelig) udstøder de ham og erklærer ham “Renegade”.
Da Zed opsøger Friend hos de andre Renegades, vil de først slå ham ihjel, men han holder de ynkelige stakler stangen og i stedet forklarer de nu Zed, at de ønsker en ende på deres elendighed; de ønsker at dø. Ja, faktisk ønsker de, at hele menneskeheden udslettes fra den “smukke Jord”, som menneskene har besudlet alt for længe. På den måde gentager Friend og de øvrige Renegades faktisk Zardoz’ ord om menneskeheden, der ikke er andet end en plage.
Efter denne rystende oplevelse opsøger Zed May, som han finder stående under et batiklagen! Det er jo trods alt 70’erne den her film er fra, hvis man skulle have glemt det. Han vil have hjælp til at ødelægge Tabernaklet og dermed gøre en ende på udødeligheden og Vortexet, men May forlanger, at han først fortæller hende hvordan han kom ind i Vortexet og hvorfor.
Det forklarer Zed så for hende, eller nærmere viser hende det, i hvad der nærmest ender i en sexscene, som Consuella dog afbryder. Vred angriber Consuella Zed mentalt, men han kan ikke længere holdes nede af De Eviges psykiske evner. Scenen er underligt pinlig, men ender med, at Zed blændes af Consuella for så umiddelbart efter at reddes af Avalow – en af de andre Evige, der er synsk og har set enden komme.
Hun kalder Zed for “The One”, og betegner ham som den, der skal befri dem alle. Avalow hjælper dog kun Zed, hvis han lover at befri hende først, når tiden kommer. Herefter heler hun Zeds blindhed og giver ham et blad, der skal spises, når hans ellers så store styrke forlader ham. Derefter får Zed noget af historien om Vortexets tilblivelse, men overfaldes så igen af en rasende mængde, anført af Consuella, som atter vil slå ham ihjel. Han undslipper naturligvis, i øvrigt ved at bryde igennem noget “indestructible” klar plastik og blænde mængden med mel!
Nu går den vilde klapjagt til gengæld efter Zed, hvor alle De Evige jager Zed på Consuellas bud. Zed må flygte over hals og hoved og gemmer sig først hos “The Apathetics”, som dog pludseligt begynder at live op, da de smager på hans sved! Idéen er selvfølgelig, at Zeds vitalitet og energi bringer dem tilbage til livet igen.
Dette har dog ikke rigtigt nogen sammenhæng med resten af Zardoz-universet. Hvilket er et glimrende eksempel på, at Zardoz er fyldt med idéer, måske endog for mange idéer. I sidste ende undslipper Zed ved at spise sit blad og smutte væk i forvirringen.
Efter at have fået appetitten på livet igen, går De Apatiske imidlertid amok. De begynder at dyrke uhæmmet sex og slå vilkårligt ihjel – de har med andre ord fået en del af Zeds barbariske natur. I denne forvirring, hvor også Consuellas bande hærger rundt, lykkes det for Zed, forklædt som brud af De Udstødte, der også blander sig i ødelæggelserne, at finde frem til Friend.
Zed, Friend og May, mødes i museet og indgår en pagt. May og de kvinder, der følger hende, indvilger i at lære Zed alt, hvad de ved, således at Zed kan forsøge at ødelægge Tabernaklet og dermed Vortexet. Til gengæld skal Zed så inseminere, som de så klinisk udtrykker det, kvinderne i henhold til Mays plan om at skabe en ny generation af overmennesker.
I en visuelt imponerende scene underviser kvinderne så Zed gennem berøring. Det hele er naturligvis en gang vås, der dog ikke desto mindre er meget flot lavet og som indeholder en vis logik. Scenen, der også godt kunne tolkes som et orgie, handler om udvekslingen af informationer: Kvinderne giver Zed deres viden, og Zed giver kvinderne sin genetiske information!
Dermed er Zeds udvikling til overmenneske og frelser næsten fuldbyrdet. Dette symboliseres ved et kostumeskifte. Zed bærer herefter den samme type tøj, som De Evige – han er ikke længere en barbar eller at regne som et dyr. Zed rummer nu ikke alene sine supermutantgener men også hele menneskehedens viden; eller rettere, det som de evige har formået at redde.
Det eneste han nu mangler at gøre er at dø og genopstå for derved at blive den sande frelser. Som for at understrege dette, vender Arthur Frayn netop på dette tidspunkt tilbage fra de døde. Frayn er nu blevet genopbygget. Han dukker op som tryllekunstner, citerende T.S. Eliot, “I am Lazarus, come from the dead. Come back to tell you all. I shall tell you all.” Frayn giver Zed det afgørende sidste spor i jagten på Tabernaklet, og således lader Boorman den genopstandne Lazarus hjælpe frelseren med at fuldbyrde sig selv.
Det lykkes nu Consuellas bande at trænge ind i museet, som de så hærger i slowmotion! Consuella selv konfronterer Zed alene og vil stikke ham ned bagfra, men kan ikke, og i stedet erklærer de to pludseligt deres kærlighed til hinanden. Consuella giver, i åbenlys reference til ægteskabspagten, sin krystalring til Zed, der erklærer, at hvis han overlever, skal de leve sammen.
Det lykkes endda at klemme et Nietzsche citat ind, “He who fights too long against dragons, becomes a dragon himself” – med reference til at De Evige selv er blevet til barbarer i deres jagt på Zed, men citatet tjener jo også til at understrege referencen til Nietzsches overmennesketeorier. Derefter sender Zed Consuella væk og forbereder sig på det sidste opgør med Tabernaklet.
Det lykkes naturligvis for Zed at finde og ødelægge Tabernaklet i en meget lang og syret sekvens med masse af spejle. Dermed slår han endnu engang gud ihjel. Tabernaklet udnævner endda sig selv til guddom, defineret som alvidende og allestedsnærværende.
For at undslippe Tabernaklets ødelæggelse, må Zed også selv dø og i den eneste del af spejlsekvenserne, der bare har lidt berettigelse, slår Zed sin gamle persona, barbaren, ihjel, således at der kun er det fuldbyrdede overmenneske tilbage. Således vender Zed tilbage fra mordet på Tabernaklet med superkræfter, og med disse redder han sig selv såvel som sine allierede fra de hærgende horder.
May og hendes terner forlader nu Vortexet for at starte et nyt samfund, mens alle de andre Evige, der nu kan dø, bliver mejet ned af de Exterminators, som trænger ind i Vortexet. Scenen er ikke uden en vis ufrivillig komik, “kill me!”, “kill me too!”. “I’m not dead!” – og De Evige får så sandelig den død, de så brændende ønskede.
Zed selv undslipper med Consuella, og de skjuler sig i det faldne stenhoved. Filmen toner her ud i en sekvens, hvor vi ser Zed og Consuella få en søn, blive gamle og dø.
Der ikke så meget at sige om personerne eller skuespillet i Zardoz. Det er, betragtet over en bred kam, ikke specielt godt. Connery har frem for alt en fabelagtig screen presence, og det er næsten det eneste, der er værd at sige om hans præstation i filmen.
Desværre er der mange scener, hvor han ikke rigtigt kommer til sin ret, dels på grund af sit absurde kostume og dels de mange endnu mere absurde optrin. Ikke desto mindre personificerer Connery karakteren Zed ganske godt og spiller egentligt denne karakters udvikling godt i filmen. Hans præsens kommer da også for alvor til sin ret, når han skal personificere overmennesket til sidst.
Både Rampling og Kestelman, som henholdsvis Consuella og May, gør det ganske hæderligt, men ingen af de to kommer vi nærmere ind på overhovedet; de opfylder nærmest bare funktioner i historien frem for at være personligheder. Spillet mellem Rampling og Connery fungerer dog efter hensigten, og Rampling formidler sin rolles eneste reelle følelese, begæret eller hadet til Zed, ganske fint.
Den der klart gør det bedst er John Alderton, som spiller Friend. Han spiller rollen som den desillusionerede og rebelske udødelige med meget større dybde og menneskelighed end nogen af de andre medvirkende. Samtidig bliver Friend gennem Aldertons spil den mest interessante personlighed af dem alle. Han giver den ellers lidt stereotype rolle charme, sarkasme og en bitterhed, der gør ham langt mere levende end de øvrige roller.
Som allerede nævnt kan skuespillet i Zardoz i vid udstrækning nærmere ses som teaterskuespil end filmskuespil, hvilket skyldes den måde, skuespillerne nærmest fremfører deres replikker i stedet for at spille dem. Samtidig er de fleste passager i filmen så højpandet, at det mere leder tankerne hen på klassisk teater, fordi det på ingen måde virker realistisk.
Alt dette passer dog meget godt til den i hele taget drømmelignende stemning og filmens store ideer, såvel som dens forsøg på at have en nærmest mytisk dimension – noget Zardoz i øvrigt er tæt på at opnå, men ikke klarer i sidste ende.
Zardoz er meget flot fotograferet af Geoffrey Unsworth, som lavede trickfotografi til Superman (1978) før han døde. Filmen er i øvrigt med vilje taget med åben blænde for at give et blødt, til tider nærmest impressionistisk, udtryk, der passer glimrende til det drømmende eller mareridtsagtige miljø.
Mange, om end ikke alle, sekvenser i filmen er utroligt flotte, især hvor Unsworths kameraarbejde møder det smukke irske landskab. Ligeledes er lyset og kompositionen af billederne, igen i visse sekvenser, særdeles flotte. Især passagen hvor Zed undervises af Mays gruppe skal fremhæves, og den burde ses, selv hvis man ikke gider se andet af filmen.
Der er ikke mange special effects i Zardoz, og de der ikke har med masker og blodeffekter at gøre, er alle lavet i kameraet på stedet. Trickfotograferingen og arbejdet med projektioner er i det hele taget ret veludført, især taget i betragtning, hvornår den er lavet. De gode billeder giver generelt filmen både kvalitet og troværdighed. Den ser absolut ikke så billig ud, som mange lignende film fra 70’erne.
Desværre har der nok været for få penge til kulisser, og dem man havde råd til ser ikke troværdige ud. Til deres forsvar kan man sige, at de bedste af dem nærmere har karakter af teaterscenografi end filmkulisser. Et eksempel herpå er rummet, hvor Zed undersøges af May; en scenografi der nærmest kun består af spejle, og som ikke ser realistisk ud overhovedet, men som leder tankerne hen på Dalis billede af den sidste nadver.
Gennemgående forsøges der gennem scenografien at etablere et miljø, som er en blanding af fortid og fremtid, bygget på idéen om, at The Vortex er en slags ark eller tidskapsel, hvor man har forsøgt at bevare det bedste af verden. Denne kombination af nyt og gammelt er ikke altid lige vellykket lavet, men idéen er god og hænger godt sammen med historien om Vortexet.
Et af de sjoveste eksempler på idéen er det “museum”, som Friend tilsyneladende bestyrer, indtil han bliver udstødt. De Evige har åbenbart samlet alskens kunstskatte fra alverdens museer, og berømte statuer står i hobetal blandt transportkasser med påskrifter som “Tate Gallery” og “Kunsthistorisches Museum, Vienna” – en ret sjov detalje. Ligeledes er der samlet diverse berømte malerier, hvor Zed, da han arbejder for Friend i museet, f.eks. stikker sin finger igennem et Van Gogh-selvportræt. Senere ser vi også et vokskabinet med berømte historiske personer som del af samme museum.
Men hvad betyder det hele så? Mange på nettet klager over, at filmen er uforståelig og “mærkelig”, men for mig at se er det ret klart, hvad dem handler om. Der er masser af ting, der kan diskuteres og tolkes på, men det bør der vel også være i en god historie.
Filmen handler grundlæggende om menneskets forbrydelser mod naturens orden. Mennesket har gennem sin teknologi afskaffet døden, men vi er ikke skabt til at leve evigt, og De Evige må da også gennem det åndelige forfald erkende dødens nødvendighed.
Temaet går igen i flere elementer af filmen. Helt centralt er selvfølgelig De Eviges dødsønske, men også antydningen om, at menneskene er eller var en plage på Jorden, peger på dette. De Evige kan ikke dø, og derfor kan de heller ikke længere dræbe eller afslutte den tilstand, de har skabt. De er fanget i deres egen strømhvirvel af endeløse debatter, der ingen steder fører. Hvilket netop også er grunden til at Vortexet hedder som det gør – fordi det er en fælde.
De samlede al verdens viden og gav sig selv uendelig tid, men det var ikke nok – som Boorman lader Zed sige: “Knowledge is not enough!” Man kan således sige, at filmens baggrund er, at menneskeheden har forbrudt sig mod naturen. Først gennem civilisationens ødelæggelser af naturen og dernæst gennem etableringen af Vortexet. Zardoz handler så om, hvad der sker, da balancen skal genoprettes.
Selve handlingen er meget enkel, idet den kun består af en sekvens af begivenheder, der sættes i gang, da Zed trænger ind i Vortexet. Hans indtrængen udmønter sig så i fire forskellige grupperingers reaktion på og udnyttelse af hans tilstedeværelse. Historien er basalt set den klassiske fortælling, hvor et samfund præsenteres og perspektiveres gennem en fremmed, der trænger ind i dette miljø.
På sin vis kan plottet sammenlignes med en western. En fremmed kommer til byen, bryder alle reglerne og rusker op i et ellers statisk miljø. Derfor kan man også sige, at Zed er en revolutionær helt, idet han ødelægger det gamle samfund og grundlægger et nyt. Parallellen er da også oplagt – han kommer fra underklassen, rejser sig mod overklassen og skaffer dem af vejen ved en blodig revolution.
Zeds forskellige oplevelser i Vortexet har det primære formål at fortælle historien om Vortexet og De Eviges samfund, der bid for bid afsløres. Ligeledes er historien en udviklingshistorie, der portrætterer Zeds opstigning fra barbarisk dræber til overmenneskelig frelser. Det er næppe tilfældigt, at Zed har fået sit navn. Han er jo netop den sidste, den der sætter punktum for verdensordenen (“z” udtales “zed” på engelsk, red.).
I denne forbindelse skal det lige indskydes, at hvis der er nogen, der undrer sig over de masker, som “Exterminatorne” bærer, så er de en reference til den romerske gud Janus, der netop (blandt andet) var gud for begyndelse og slutning. En gud for overgange, hvilket passer så glimrende på dræbernes funktion, men nok mere en hentydning til Zed som revolutionens instrument.
Zed finder i begyndelsen af filmen en hemmelig dør og dermed Arthur Frayns personlige rum, hvor han har samlet alskens religiøst og okkult gøgl. “In this secret room from the past, I seek the Future” står der endda på væggen.
Dette rum indeholder to afgørende spor i forhold til filmens betydning. Zed er spørgsmålstegnet på væggen efter “Eternal” på Arthur Frayns evolutionære oversigt. Et overmenneske, endnu mere udviklet end De Evige – det næste trin i evolutionen. Morsomt er det, at når man ser denne evolutionære oversigt på Frayns væg, er det taget fra en sådan vinkel, at det næste efter spørgsmålstegnet er et skelet, der står på et stativ i rummet.
Zed er altså både en revolutionær og en frelser. Man kommer jo uundgåeligt til at tænke på Kristus. Parallellen er mere end oplagt, især hvis man bemærker, at Zed, som en slags omvendt Kristus, ikke kommer for at bringe menneskene evigt liv, men netop kommer for at tage det evige liv fra dem. Dette er deres frelse – ikke fra et helvede efter livet, men fra et evigt liv, der er blevet et helvede.
Zed er ikke kommet for at lade menneskene træde ind i Guds rige og dermed for at føre menneskene til Gud – nej han er overmennesket, der slår Gud ihjel og ødelægger dermed Guds rige. Han slår først den falske gud Zardoz ihjel, hvis rige er Vortexet, og derefter slår han den faktiske gud ihjel.
Zardoz er således Boormans forsøg på at skabe en mytisk fortælling. Det er selve menneskets natur som dødelige væsner, det drejer sig om, og han bruger frelsermyten som grundlag for sin diskussion og kritik af videnskabens blinde idealisme.
Tager man endnu et kig på Arthur Frayns væg, så har han Magrittes “Castle in the Pyrenees” hængende, og bag et forhæng finder Zed et billede, hvor klippen i Magrittes maleri er erstattet med Zardoz-stenhovedet. Referencen til Magritte er interessant, fordi Zardoz helt klart er inspireret af surrealismens interesse for Freuds tanker.
De Evige har f.eks. opnået “total consciousness”, hvilket vil sige, at de ikke længere har nogen underbevidsthed. De sover ikke og drømmer ikke. Hvis vi bliver ved Freud, har det fjernet deres id og forvandlet deres superego til Tabernaklet, der forvalter rigtigt og forkert i Vortexet, idet det styrer afstemningerne og eksekverer straffene. Forbindelserne til Freud og Nietzsche er næppe tilfældige, ud over at det også på den tid var populært at citere de to herrer.
Hvis man på den måde tolker filmen ud fra den tid, den blev skabt i, så fremstår den som en allegori over det opgør med 60’ernes ideologi, der fandt sted 70’erne. Vortex’et er en projektion af et hippiekollektiv. Det fremstår som et tankespil over, hvad der ville ske, hvis verden gik under dengang i starten af 70’erne og den intellektuelle elite, eller dele deraf i al fald, lukkede sig inde i denne tidskapsel.
I sidste instans er billedet udmøntet i, at de alle er forbundet gennem deres anvendelse af meditation og gennem Tabernaklet, der opsamler og opbevarer alle deres tanker og indtryk. Vortexet kan betragtes som et hyper-kollektiv. En karikatur af hippiekulturen projiceret ud i det ekstreme. Zardoz kan, med de sædvanlige forbehold i forbindelse med tolkning, betragtes som Boormans opgør med 68’er-ideologien eller i det mindste ses som en kritik af den.
Det er individet, der ødelægger kollektivet. Boorman lader den ene undertvinge de mange. Zed er som overmennesket den fødte leder, der skal vise de andre vejen, således som han også gør i filmens sidste fase, hvor han overlegent sætter De Evige på plads. Han er den oplyste konge, understreget af at han bliver faderen, patriarken, til sidst.
Zed er et menneske, der i begyndelsen sammenlignes med et dyr, selvom han allerede på det tidspunkt er meget mere, men han har bevaret sin naturlighed, kontakten til det dyriske, og det giver ham en vitalitet, en urkraft, der i sidste ende overvinder tænkerne. Han er en revolutionær helt, der løser problemerne gemmen handling, hvilket vil sige vold, frem for debat og afstemninger.
Interessant er også, hvad der kommer efter revolutionen. Det er tankevækkende, at Zed styrter et samfund, hvor det helt klart er kvinderne, der har mest at sige, selvom alle burde være lige. Bagefter er det helt klart ham, der er overhovedet, og den før så aggressive Consuella bliver blød som smør. Zed stifter så at sige en kernefamilie. De får en søn, ser ham vokse op, hvorefter han forlader dem, da han er gammel nok, og så bliver de gamle og dør sammen.
Filmen slutter med billedet af en huletegning af to hænder, et af de ældste menneskelige vidnesbyrd og måske Boormans kommentar til, at de har fundet den oprindelige og naturlige sociale tilstand for mennesket som modpol til De Eviges uendelige unaturlighed.
Alt i alt er Zardoz en særdeles seværdig film, hvis man interesserer sig for genren, og i det hele taget er den seværdig for sine flotte billeder samt sine idéer og mange detaljer. Der er en del finurligheder og i særdeleshed et plot twist, der ikke er afsløret her, og som gør filmen et særdeles underholdende bekendtskab.
Udgivet i nr. 6 | 13/04/2006
Stikord: Postapokalyptika
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
