Planet Pulp

Ligesom en stor del af Rebellions andre albumudgivelser er Invasion! en af de helt gamle, klassiske 2000 AD-serier, som er blevet hentet frem fra arkivernes mørke.

Men i modsætning til en del af de andre klassiske genoptryk, der, selv med over 20 år på bagen, stadig virker friske, aktuelle og vedkommende, og som faktisk næsten er mere almengyldige og uprægede af den tid de er skrevet i, så forholder det sig stik modsat med Invasion!-serien. For hvor de andre udgivelser er præget af deres tid, men samtidig sætter sig ud over den (så som Judge Dredd, Rogue Trooper og D.R. & Quinch), er Invasion! mere et billede på sin tid, uden at sætte sig ud over dette.

Hvor både humoren og historien ved de andre til dels er underspillet, underforstået og som oftest med diverse twists til slut, så er både humoren og historien i Invasion! helt straight og lige ud ad landevejen. Serien taler meget mere direkte til den tid, den er blevet skrevet i, nemlig Storbritannien i slutningen af halvfjerdserne under den kolde krig, end de ovennævnte, og man skulle nok have været der, første gang serien kørte, for virkelig at kunne værdsætte dette genoptryk.

Invaderet af russere.. øh.. volganere

Selve hovedplottet i Invasion! er, at Storbritannien bliver invaderet (heraf navnet) og helt rendt over ende af “Volgans”, hvilket tydeligvis blot er et andet navn for Sovjetunionen. Selv folk, der er født og opvokset efter den kolde krig, vil med det samme kunne genkende volgans som russere, og i halvfjerdsernes England har der naturligvis ikke været nogen tvivl.

Pat Mills har skrevet forordet til denne genudgivelse, og han fortæller da også, at det i Invasion! oprindeligt bare skulle have været russere, men at der i sidste øjeblik blev nedlagt veto mod dette fra den øverste redaktions side, da de alligevel fik kolde fødder. Derfor måtte Mills og hans medskaber af serien, tegner Jesus Blasco, hurtigt ændre på navn og logo, således at det ikke mere var russere med hammer og segl, men volgans med deres kranielogo.

Alligevel undgik 2000 AD ifølge Mills’ forord ikke at blive anklaget af dagspressen for at opildne til yderligere koldkrigshad og -panik – hvad kunne man da også forvente, når nu volgans tydeligvis er russere af alt andet end navn. Men dårlig omtale er altid bedre end ingen omtale, og Invasion! blev da også en succes blandt fansene.

Som allerede nævnt, så bliver England invaderet, hvilket sker i løbet af seriens to første sider. Den kvindelige premierminister bliver hængt på parlamentets trappe af de invaderende styrker (Thatcher nævnes ikke ved navn, men…) og en 50 megaton atombombe sprænges over The Midlands. Hele Storbritannien bliver løbet over ende i en lyninvasion.

Alt dette foregår i historien faktisk i 1999, uden at det dog gør den store forskel. For i Invasion! ligner 1999 i det store hele det 1977, serien blev skabt i. At den foregår i 1999, bliver sådan set kun brugt til at give lidt kunstnerisk frihed, og en gang imellem bliver der introduceret en eller andet lettere futuristisk gadget, der som oftest lige redder dagen (sammen med vores helt). Ellers gør det egentlig ikke den store forskel, om det nu er 1977 eller ej.

En rigtig mand

Vores helt i serien er Bill Savage. Før invasionen kom, var han en lastbilchauffør fra London. Da han kort efter invasionen kommer hjem fra en køretur nordpå til London, finder han ud af, at hans kone og børn er blevet dræbt og deres hus ødelagt af en bombe i invasionens første dage. Der er nu ikke andet at gøre, end hvad enhver rigtig mand ville gøre i den situation, nemlig at tage koldblodig hævn og rydde op på ægte macho-manér – ene mand mod hele den volganske overmagt.

Bill Savage er, som man kan regne ud, en rigtig mand. Han går konsekvent i sit arbejdstøj, det vil sige jeans, sort læderjakke og halvfjerdser-rullekravesweater, taler ikke-pænt cockney-engelsk og ryger og drikker. Hans favoritvåben er hans gamle jagtvåben, en haglbøsse, hvormed han nedlægger stribevis af volgans. Først er det egentlig et almindeligt dobbeltløbet jagtgevær, indtil han kommer i besiddelse af en pump-action i stedet.

For han bliver nemlig ikke ved med at kæmpe helt alene mod overmagten. Det britiske militær, eller det der er tilbage af det, har nemlig organiseret sig i en undergrunds-oprørsorganisation, og de får forholdsvis hurtig kontakt til Bill Savage, efter at have set, hvad han kan udrette (det vil sige hvor mange volgans, han har slået ihjel). Bill bliver tilknyttet dem, og får sin egen meget freeroaming oprørscelle under sig, der gør livet svært for volganerne.

Men Bill Savage, som den rigtige mand, han nu er, har det bestemt ikke godt med autoriteter, og det kommer da også til nogle konflikter mellem ham og de pæne, ordentlige og engelske officerer i oprørsbevægelsen. Her viser det sig naturligvis altid, at det er Bill Savage med sin snusfornuft, der får ret, og de andre der tager fejl. En gang i mellem bliver der også for meget taktisk snak for ham i lejren, og Bill smutter simpelthen, fordi nu vil han fandme ud og slå nogle volgans ihjel! Og Bill Savage klarer naturligvis altid ærterne; det går ham aldrig dårligt.

Ingen overraskelser

Albummet består af en række små episoder på ca. 4 til 5 sider. Hver episode er for så vidt en helt afsluttet historie, men naturligvis hænger alle historierne sammen rent kronologisk, hvad angår Bill Savages kamp mod volganerne. Hver episode er selvsagt helt tight konstrueret. Typisk er der et problem, endnu en uretfærdighed eller svinestreg fra volganernes side, som Bill Savage naturligvis til sidst overkommer, for det meste ved at slå en masse volganske soldater ihjel.

Her adskiller Invasion!-serien sig igen fra de andre 2000 AD-serier. For hvor der hos de andre altid opstår en krise, som helten skal overkomme, og hvor afslutningen altid har et twist, så den ender anderledes end lige forudset (et af kriterierne for at skrive de klassiske 2000 AD Future Shocks på 5 sider er, at afslutningen SKAL have et twist til sidst), så forholder det sig anderledes med Invasion!

Nationallummert og overgearet

Her er Bill Savage aldrig i krise, det er altid kun de andre, der er det, og afslutningen er altid, som Bill forudsiger det i starten, at han nok skal få skovlen under de volgansvin, så de kan lære at komme ud af hans land. Der er kort sagt ikke nogen overraskelser overhovedet.

Ligeledes er skurkene (altså volganerne) overraskende endimensionelle. Der bliver ikke vakt nogen som helst sympati for dem, og man lever sig som læser heller ikke ind i dem. De er ikke engang fascinerede skurke på den ene eller anden måde, som f.eks. Judge Death i Judge Dredd eller The Traitor General i Rogue Trooper. Nej, de er bare kanonføde, man på forhånd ved er onde og skal dø, fordi de har besat Storbritannien – slut færdig!

Dermed bliver hele albummet meget ens, selv når man nøjes med at læse en historie i ny og næ. Ligeledes er der en meget moraliserende og nationalistisk tone, der måske ikke har været så tydelig eller gjort så meget for en britisk læser i halvfjerdserne, men for én, der læser tegneserien efter den kolde krigs halvfjerdsere, og som ikke er britisk, virker det hele meget nationallummert og overgearet.

Bliver lidt bedre hen mod slutningen

Bill Savage starter selvfølgelig sin oprørsvirksomhed i London, men efter en del afsnit, det vil sige efter, at alle de gode historie-locations i London er brugt op (f.eks. har oprørerne deres base på Isle of the Dog midt i Themsen), ja så bliver det for “hot” i London for Bill Savage og hans crew, og efterfølgende rejser de derfor rundt i hele Storbritannien for at lave anslag mod volganerne.

De kommer blandt andet rundt til Cheddar-dalen, Dartmoor, Liverpool, Hadrian’s Wall osv. Kort sagt rundt til alle de britiske seværdigheder. Bemærk for øvrigt også coveret, lavet specielt til dette album af Cam Kennedy, der ellers ikke har tegnet noget til Invasion!-serien, hvorpå volganerne har indtaget Stonehenge, som Bill Savage tydeligvis er i gang med at generobre.

For få er nemlig helt så britiske, på en sådan lad-from-the-pub-arbejderklasse-agtig måde, som Bill Savage og hans mænd er. På et tidspunkt advarer de endda nogle om en forestående sabotage, således at deres favorit eel-pie-stå-op-og-spise-sted ikke bliver sprængt i luften! Hen mod de sidste dele af albummet begynder historierne dog at blive lidt mere nuancerede, hvor Bill Savage faktisk næsten er i stand til at komme i rigtige problemer, og der dukker også lidt mere spændende skurke op, så som colonel Rosa Volgaska. Dette gør det hele lidt mere spændende og ikke så anstrengt. Men ikke nok til at gøre dette til et godt tegneseriealbum.

For nostalgikere og briter

Selv om Pat Mills (kendt fra Sláine) har været med til at skabe seriens oprindelige koncept sammen med tegneren Jesus Blasco, så er det veteranen Gerry Findley-Day, der har stået for at skrive næsten alle historierne. Findley-Day trak sig midt i firserne helt ud af branchen (hvilket også forklarer, hvorfor det er Mills og ikke ham, der har skrevet indledningen til genoptrykket), men han blev kendt for at have skabt en række 2000 AD-klassikere, så som Rogue Trooper, The V.C.’s og Fiends of the Eastern Front. Som man nok kan se ud fra dette, er Findley-Day meget optaget af krig i sine kreationer, og han arbejdede da også oprindeligt på krigstegneserier som Battle, før han kom over til 2000 AD.

Selv om det klart ikke er Findley-Days bedste arbejde, så er Invasion! da tydeligvis i sin kerne også en krigstegneserie, selv om det drejer sig om en fiktiv invasion og ikke en rigtig historisk én af slagsen. For det er da en klassisk drenge-“fantasi”, at fædrelandet, de omgivelser man kender, kommer under angreb, og man nu skal kæmpe for at tilbageerobre dem.

Dette skal man nok have i baghovedet, når man prøver at forstå fascinationskraften ved Invasion! for britiske pre-teen-drenge i halvfjerdserne. Jeg havde faktisk glædet mig meget til denne udgivelse, fordi Invasion! var blevet rost til skyerne på de engelske hjemmesider og forummer, men jeg må sige, at det ikke var den oplevelse, jeg havde regnet med.

For man skal nok være i besiddelse af en stor del nostalgi (hvilket så også betyder, at man læste Invasion! da den udkom første gang, hvilket igen betyder man er en rimelig gammel støder), og/eller bare være glødende (halvfjerdser-)britisk for virkelig at værdsætte Invasion!

Ikke interessant nok til at bruge penge på

Når man ikke helt er nogle af delene, så er der nok noget væsentligt, der går tabt, selv om tegneserien selvfølgelig er et interessant billede på en anden tid og et andet sted. Den er bare ikke interessant nok til at bruge penge på. En ting jeg dog er helt pjattet med er tegningerne i dette album. Stilen er naturligvis ren tresser-halvfjerdser pulp-krigstegneserie-agtig, men hvad kan jeg gøre? Jeg elsker den slags, og indenfor genren er det virkelig også stærke folk, der kan deres kram, som er repræsenteret her.

Specielt Jesus Blasco, der har tegnet de første par episoder, er helt eminent. Men også Eric Bradbury fortjener at blive nævnt (han har også senere tegnet noget til Findley-Days Rogue Trooper) samt Ian Kennedy og Pat Wright. Alle sammen var kendte navne i halvfjerdserne, men bortset fra Ian Kennedy og Eric Bradbury fulgte ingen af dem 2000 AD meget længere end i de indledende år.

Efterfølgeren til Invasion!, nemlig Savage! skulle allerede være på vej mod trykkeriet nu, men helt ærligt så håber jeg ikke, Rebellion bruger alt for meget mere krudt på denne serie i stedet for på andre af deres genoptryk.

Invasion! er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: 2000 AD