Planet Pulp

Allerede året efter at Jack Finneys roman The Body Snatchers udkom i 1955, kom Don Siegels filmudgave af romanen under den let ændrede titel Invasion of the Body Snatchers. Der er tale om en ganske tro filmatisering af romanen, selv om der naturligvis hist og her er foretaget enkelte ændringer.

Filmen tager sin begyndelse, da lægen Miles Bennell vender tilbage til sin konsultation i den californiske lilleby Santa Mira. Han har været på konference, men er taget hjem i utide, da hans sekretær har informeret ham om, at der tilsyneladende er noget på færde i byen: et utal af mennesker har ringet for at få en tid hos lægen, uden at sekretæren dog ved, præcis hvad baggrunden er.

Mystiske hændelser

Allerede på vej i bilen hjem oplever Miles den første hændelse, der umiddelbart synes harmløs, men som senere viser sig at være et tegn på det, der foregår i byen: en lille dreng løber ud foran bilen i vild flugt fra sin mor, som påstår, at det er fordi drengen ikke vil i skole. Miles slår det hen, og får først lejlighed til senere at revurdere sagen.

Vel tilbage i sin klinik kan Miles konstatere, at halvdelen af hans aftaler er blevet aflyst – endnu et tegn på, at tingene ikke står så skidt til i Santa Mira alligevel, eller hvad? Nej, tværtimod. Også dette viser sig senere, at være et symptom på det onde, der nu huserer i byen.

Miles får sit første indtryk af, hvad der har grebet Santa Mira, da han opsøges af sin ungdomskæreste Becky, der for nylig er flyttet tilbage til byen. Hun er nervøs for sin kusine Wilma, som lider under den besynderlige vildfarelse at hendes onkel Ira ikke længere er den rigtige onkel Ira, men en slags bedrager. Miles lover at finde tid til Wilma, men tager ikke umiddelbart sagen seriøst. Men da bedstemoderen til den lille dreng, der tidligere løb ud foran bilen, sidst på dagen dukker op i klinikken, og fortæller nogenlunde den samme historie, begynder Miles at undre sig. Drengen påstår, at hans mor ikke er hans rigtige mor, og han vil ikke hjem.

Imitation

Nu er Miles nysgerrig blevet vækket, og han tager forbi Wilma for at se hendes onkel Ira ved selvsyn. Wilma bor hos sin onkel og tante, og da Miles ankommer, kan han konstatere, at der absolut intet anderledes er ved Ira. Wilma giver ham ret i, at der på overfladen ikke er noget anderledes med hendes onkel, men påstår, at han alligevel er anderledes – som om der ikke er nogen ægte følelser længere, kun imitationen af følelser. Det lykkes Miles at overtale Wilma til at tale med hans gode ven, psykiateren Dan Kaufman, og da Miles senere selv løber ind i Kaufman kan psykiateren fortælle, at han har haft adskillige patienter med samme symptomer, og kan ikke forklare det nærmere, end at der er tale om en slags smitsom massehysteri. Miles, der vedkender ikke at have særlig meget forstand på psykologi, stoler umiddelbart på Kaufmans udlægning, men meget snart får han lejlighed til at revurdere situationen.

Da han og Becky er på vej ud at spise, bliver Miles kaldt ud til en lokal forfatter, Jack Belicec, og hans kone Theodora. I kælderen har Jack og Theodora fundet et lig – eller noget, der umiddelbart ligner et lig. Problemet er, at liget virker “ufærdigt”, som om det mangler rigtige karaktertræk. Jack sammenligner det med en mønt, der mangler det endelige præg, og da Miles tager ligets fingeraftryk, opdager han, at der ikke er nogen!

Nu begynder en frygtelig mistanke at tage rod i Miles, og den bliver snart bekræftet. Der er ikke tale om et lig, men om noget, der er i færd med at udvikle sig til en perfekt imitation af Jack Belicec! Herefter starter en kamp mod tiden for Miles, Becky, Jack og Theodora for at finde ud af, hvad der foregår, og det lykkes dem til sidst at konkludere, at noget frygteligt er kommet til Santa Mira fra rummet: nogle mærkelige frøkapsler med evnen til at imitere mennesker, hvorefter de overtager originalens sind. Med enkelte undtagelser, nemlig følelser. Og hvad sker der med de mennesker, der bliver kopieret?

Klaustrofobisk paranoia

Som sagt er Siegels filmatisering af Finneys roman meget trofast, hvilket også betyder, at en stor del af filmens styrke ligger i den klaustrofobiske paranoia, der sætter ind, da det går op for vores lille gruppe af hovedpersoner, hvad der er ved at ske i Santa Mira. For hvem kan de i det hele taget stole på? Og hvordan skal de undgå selv at blive ofre for denne udenjordiske sammensværgelse, når kopieringen sker, mens man sover?

Manuskriptforfatteren Daniel Mainwaring har foretaget enkelte ændringer i romanens handlingsforløb, men ikke mange, og på nær et plothul på størrelse med et mindre mellemamerikansk land hen imod filmens slutning, så fungerer alt faktisk optimalt. Med en spilletid på kun godt 80 minutter afvikles handlingen tjept, uden at det føles forceret, og selv om den påklistrede rammehistorie fjerner en del af filmens suspense, så er rammehistorien på den anden side medvirkende til at få selve historien hurtigt op i gear. Rammehistorien betyder nemlig også, at vi i klassisk noir-stil har Miles Bennells fortællerstemme som løbende voice-over igennem filmen.

Af hensyn til de, der ikke ved, hvordan filmen slutter, skal jeg hverken afsløre det ovennævnte plothul (som også vil give sig selv, når man ser filmen), eller fortælle, præcis hvordan filmen slutter. Det skal dog siges, at Don Siegel oprindelig havde planlagt en langt mere grum slutning end den, der blev slutresultatet, og som også havde gjort rammehistorien overflødig. Man kan godt ærgre sig over, at studiet ikke tillod Siegel at lave filmen med den slutning, han havde forestillet sig, men det skal til gengæld også siges, at den ikke ville have stemt overens med romanens slutning. Og hvis man vil se en variation af Siegels slutning, så kan man med fordel investere i Philip Kaufmans særdeles effektive og uhyggelige 1978-filmatisering af romanen.

Allegorisk historie

Der har gennem tiden været mange tolkninger af Invasion of the Body Snatchers (både filmen og Finneys roman), og den mest typiske er, at filmen er en allegori over 1950’ernes kommunistforskrækkelse og en slet skjult kritik af (eller i hvert fald kommentar på) Joseph McCarthys kommunistjagt. Det har Siegel interessant nok selv benægtet, og hævdede altid, at han bare havde lyst til at lave en alien invasion-film. Dette til trods er der ingen tvivl om, at filmen – såvel som romanen – sagtens kan tolkes på den led, men som der også gøres opmærksom på i anmeldelsen af romanen andetsteds her på Planet Pulp, så er der mange flere lag i Finneys historie. Ja, man kan tilmed anskue det fra den direkte modsatte synsvinkel, og se filmen som en advarsel mod de grumme bolsjevikker!

Uanset hvilken tolkning, man vælger at lægge ind over filmen, så må man også konstatere, at det lykkedes for Siegel at dreje en særdeles vellykket alien invasion-historie. Her har han naturligvis været godt hjulpet af et fint manuskript, der havde et glimrende forlæg, men Siegels udførsel er også til UG. Skuespilpræstationerne er derudover fine, med Kevin McCarthy og Dana Wynter i de altdominerende hovedroller som Miles Bennell og Becky Driscoll. McCarthy, der er født i 1914, både lever endnu og er stadig aktiv som skuespiller, og han er prototypen på en mandlig hovedrolleindehaver i 1950’erne. Ligeså prototypisk er den smukke Dana Wynter, og de to udgør et glimrende par.

Stemningsfuld science fiction af høj kvalitet

Invasion of the Body Snatchers er også visuelt en indtagende film. Decideret imponerende vil måske være et forkert ord at anvende, men den er bestemt flot, og Siegel gør fint brug af lys og skygge i nogle af filmens mest intense sekvenser. I dag vil mange måske mene, at filmen mangler tempo, og at den ikke formår at skræmme, men jeg finder personligt stadigvæk Siegels version myrekrybende. Også her har filmen imidlertid meget at takke sit glimrende romanforlæg for, men trods dette må man sige, at Siegel og hans manuskriptforfatter har fanget romanens paranoide stemning ekstremt godt.

Idéen om, at rumvæsnerne ikke er en ekstern fjende, der kan bekæmpes med konventionelle midler, men går efter os personligt, og tager vores sted, er grundlæggende fremragende, og Siegel formår også filmisk at formidle rædslen ved denne tanke. Der er ingen muterede kæmpemonstre i Invasion of the Body Snatchers – kun hovedpersonernes venner og gamle bekendte, der pludselig ikke er venner og gamle bekendte længere, men noget helt andet. Og bestemt ikke menneskeligt.

Indtil videre er der kommet tre yderligere filmatiseringer af Jack Finneys roman, som dog alle nærmere må betegnes som genfortolkninger (selv om Philip Kaufmans version fra 1978 dog også er ganske tro over for bogens handlingsforløb). Men hvis man vil se en decideret filmatisering af The Body Snatchers i dens oprindelige lilleby-setting, så er Siegels version helt uundgåelig, og det mener jeg i øvrigt den er under alle omstændigheder for fans af stemningsfuld science fiction af høj kvalitet.

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: 1950’erne, Alien Invasion, Filmatisering, Paranoia, Red Scare, Rumvæsner, Søvn