Planet Pulp

Scoret til Indiana Jones and the Last Crusade er et langt mere modent score end sine to forgængere, derom skal der ikke herske nogen tvivl. Især bemærkes dette ved en meget mere kontrolleret brug af den velkendte ”Raiders March” (Indiana Jones-hovedtemaet), som kun benyttes flygtigt i scoret, flettet ind i forskellige cues. Faktisk føler man til tider, at temaet mangler på scoret, der af og til får en lidt for fersk og “selvstændig” feel, men her må man imidlertid bemærke, at “The Raiders March” faktisk benyttes mere i filmen, end man får indtryk af, når man lytter til albummet.

Knap så varieret som forgængerne

Årsagen til, at temaet på CD’en nærmest glimrer ved sit fravær skyldes altså, at meget af filmens musik ikke er kommet med på albumudgivelsen. Det eneste sted, hovedtemaet høres fuldt udviklet er i “End Credits (Raiders March)” (nr. 13), der samtidig er en glimrende medley med scorets vigtigste temaer.

Ikke desto mindre er der med Indiana Jones and the Last Crusade tale om et meget, meget godt score, hvor der er lidt for enhver smag, selv om det er knapt så varieret som mesterværket Raiders of the Lost Ark (1981). Faktisk er Indiana Jones and the Last Crusade forbløffende stift på mange områder, sammenlignet med de to foregående scores, der først og fremmest har været ren eventyrmusik. Dette skyldes måske den mere seriøse tone, der slås an i forholdet mellem far og søn i filmen – desuagtet at dette også er anledning til en hel del utidig komik, som også træder frem i musikken.

Veloplagt actionmusik

CD’en åbner med den lange “Indy’s Very First Adventure” (nr. 1), der indledningsvis er meget atmosfærisk og mørkt, men som snart slår over i et veloplagt actioncue. Især bør man lægge mærke til, hvorledes Williams får rytmen fra det tog, der spiller en væsentlig rolle i prologen, med i scoret.

Andre actionnumre, der kan fremhæves, er det mere seriøse, men stadig legende, “Escape from Venice” (nr. 5), og især “Belly of the Steel Beast” (nr. 10), der er et tungt og rytmisk actioncue fra en af filmens helt centrale og mest alvorlige actionsekvenser. Scorets måske bedste actionnummer – ja måske det bedste nummer i det hele taget – er dog i den lettere ende. Der er tale om den luftige og ganske humoristiske “Scherzo for Motorcycle and Orchestra” (nr. 3).

Et andet cue, der bærer præg af filmens mere humoristiske side er det drillende “No Ticket” (nr. 6), som Williams i øvrigt mere eller mindre direkte kopierede i sit score til Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002).

Mere seriøs tone

Man kommer imidlertid ikke uden om, at det faktisk overvejende er en ganske seriøs tone, der slås an i Indiana Jones and the Last Crusade. Det er der adskillige cues, der er gode eksempler på, og her spiller graltemaet en væsentlig rolle – for det er jo Den Hellige Gral, der er omdrejningspunktet i filmen. Graltemaet er et smukt og højtideligt tema med en iboende blidhed, der f.eks. ikke fandtes i den religiøse musik fra Raiders of the Lost Ark, der i stedet satsede på en gammeltestamentlig stemning af ærefrygt. I Indiana Jones and the Last Crusade fornemmer man tydeligt, at det er Kristus, der er omdrejningspunktet for filmens religiøse gimmick, og ikke den gammeltestamentlige Gud, der var det tilsvarende centrum i Raiders of the Lost Ark.

Graltemaet benyttes adskillige steder i musikken, f.eks. i anden halvdel af “Ah, Rats!!!” (nr. 4), “The Keeper of the Grail” (nr. 7) og – måske flottest – i begyndelsen af “End Credits (Raiders March)” (nr. 13).

Af andre cues, der ligger i den seriøse ende er “X Marks the Spot” (nr. 2), store dele af “Keeping Up With the Joneses” (nr. 8), “Brother of the Cruciform Sword” (nr. 9) og “The Penitent Man Will Pass” (nr. 12). I disse cues mærker man tydeligt, at de alvorlige dele af filmen virkelig ønskes taget alvorligt, og selv om musikken jo er helt igennem glimrende, så er det på en besynderlig måde også berøvet noget af den kick-ass eventyrlighed, der prægede de to foregående Indy-scores.

Stedvist rørende

Det er jo en smagssag, hvad man foretrækker – personligt er jeg nok mere til den mere eventyrlige side af Indiana Jones-karakteren, og derfor foretrækker jeg også de to foregående scores frem for Indiana Jones and the Last Crusade. Det er dog ikke ensbetydende med, at scoret på nogen måde er dårligere som sådan – måske nærmere, at det bare er lidt anderledes. Og uanset hvordan man vender og drejer det, kommer man ikke uden om, at den mere “modne” tilgang til materialet giver musikken en følelsesmæssig klangbund, der stedvist er med til at gøre scoret direkte rørende.

Den mere “voksne” attitude i scoret til Indiana Jones and the Last Crusade vil måske skuffe dem, der forventer at høre mere til “The Raiders March” eller ønsker et mere straight actionscore som Indiana Jones and the Temple of Doom. Det ville dog være dumt at lade sig skuffe over Indiana Jones and the Last Crusade, for musikken er fremragende, også selv om albummet med sine knap 60 minutter, langt fra repræsenterer det komplette score. Det ændrer dog ikke ved, at den musik, der har fundet vej til CD’en, udgør en aldeles glimrende lytteoplevelse, som kun varmt kan anbefales.

Nummerliste:
1. Indy’s Very First Adventure (8:13)
2. X Marks The Spot (3:13)
3. Scherzo For Motorcycle and Orchestra (3:53)
4. Ah, Rats!!! (3:42)
5. Escape From Venice (4:25)
6. No Ticket (2:46)
7. The Keeper Of The Grail (3:25)
8. Keeping Up With The Joneses (3:38)
9. Brother Of The Cruciform Sword (1:56)
10. Belly Of The Steel Beast (5:30)
11. The Canyon Of The Crescent Moon (4:18)
12. The Penitent Man Will Pass (3:24)
13. End Credits (Raiders March) (10:37)

Total spilletid: 59:02

Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008

Stikord: Arkæologi, Indiana Jones, McGuffin, Naziskurke, Okkultisme, Pulp