Planet Pulp

At ligrøveri udgør en glimrende præmis for en gyserfilm er vel noget nær indlysende, men alligevel er konceptet relativt lidt anvendt i filmhistorien. Victor Frankensteins sammenflikkede monster er selvfølgelig et resultat af ligrøveri, men fokus i de mange Frankenstein-film er alligevel et helt andet sted.

Robert Wises The Body Snatcher (1945), baseret på en novelle af Robert Louis Stevenson, er et af de relativt få “rene” eksempler på film, der handler om ligrøveri – i øvrigt med Boris Karloff på rollelisten – og der er da næppe heller megen tvivl om, at Glenn McQuaid, der både har skrevet og instrueret I Sell the Dead, har skævet til den gamle RKO-gyser. Men her holder lighederne også op, for I Sell the Dead er bestemt ingen særlig seriøs sag.

I stedet er der tale om en gyserkomedie, hvis mange overnaturlige indslag langt hen ad vejen er inspireret af The Evil Dead (1981) – uden at der derudover skal drages sammenligninger mellem I Sell the Dead og Sam Raimis klassiker.

Ikke fordi I Sell the Dead er dårlig som sådan, for det er den bestemt ikke, men hverken i fandenivoldsk energi eller iderigdom kommer den op på siden af The Evil Dead. Viljen mangler ellers ikke, og én af de primære ankepunkter man kan have mod I Sell the Dead er faktisk, at den har potentiale til at være meget bedre end den er.

Kadaverjægere

Filmen er fortalt mest en dels i flashbacks, hvor den tilfangetagne ligrøver Arthur Blake (Dominic Monaghan) fortæller sin livshistorie til munken Father Duffy (Ron Perlman). Vi befinder os i Irland et ubestemmeligt sted i slutningen af 1800-tallet. Blake fortæller om, hvordan han som dreng kom “i lære” som ligrøver hos den mere erfarne Willie Grimes (Larry Fessenden), hvis henrettelse vi bliver vidner til i filmens indledning.

De to antihelte har fået sig en aftale med en skummel læge, der skal bruge friske kadavere til sit arbejde, og desværre har lægen krammet på dem. For hvis de to ikke konstant sørger for at forsyne Dr. Quint (Angus Scrimm) med nyligt afdøde af prima kvalitet, går han til konkurrenterne, og så vil det pludselig være Blake og Grimes, der ligger på obduktionsbordet!

Konkurrenterne er i øvrigt den grumme Murphy-klan, der også er i opgravningsbranchen, men som desuden ikke går af vejen for selv at fremstille de kadavere, de skal afsætte. Familien tæller bl.a. den psykopatiske Cornelius Murphy (John Speredakos) og er ledet af Cornelius’ far, der i filmen kun ses som en mørk silhouet for at sløre hans identitet. Præcis hvem han er, har man for længst gættet, da afsløringen kommer, men det er også helt ok.

Filmens primære underholdningsværdi kommer igennem vore to hovedpersoners mange mærkelige – og oftest morsomme – problemer med de afdøde, som ret ofte slet ikke er helt døde. Det er f.eks. vampyrer og andre overnaturlige væsner, og det er særligt i sidste kategori, at Evil Dead-inspirationen giver sig til kende i make up’en. Handlingen kulminerer, da Blake, Grimes og deres nye medarbejder, luderen Fanny, prøver at få fingre i nogle særligt værdifulde levende døde.

Tableaupræget

Ikke et ord mere om handlingen her, bl.a. fordi handlingen i sig selv er utroligt tynd og heller ikke er bærende for filmens egentligt ret solide underholdningsværdi. Det er de forskellige optrin, der er bærer I Sell the Dead.

I Sell the Dead er en meget fjollet film – som f.eks. da Grimes og Blake bliver sendt ud for at grave et kadaver op, og det viser sig at være et rumvæsen af den klassiske X-Files-type. Eller da møder en vampyr, som de har deres hyr med at få til at forblive død.

Det kan godt ske, det er plat, men for mig fungerede det sgu’ meget godt, og jeg var faktisk solidt underholdt hele vejen igennem filmen. Alligevel kunne konceptet have været udnyttet endnu bedre, bl.a. med en lidt mere udbygget handling og med endnu flere af de tåbelige optrin, de to ligrøvere gang på gang kommer ud for.

Skal ikke tages alt for seriøst

Visuelt er I Sell the Dead ganske særpræget og stiliseret med en del brug af CGI, særligt i baggrundene og masser af tåge i nogle scener, sikkert for at skjule omgivelserne (filmen er skudt i USA). Der er da også tale om en low budget-film, men den bevidst stiliserede visuelle stil gør, at man accepterer den som en del af filmens udtryk snarere end at irriteres over den. Et måske lidt unødvendigt kunstgreb er brugen af tegnede vignetter i decideret tegneseriestil, når forskellige personer introduceres første gang, men det er bestemt en mindre anke.

Effekterne og make up’en er heller ikke altid lige gode, men budgettet taget i betragtning accepterer man også det uden de store problemer, og den lidt billige visuelle side er helt klart også en del af filmens charme. I Sell the Dead skal man tydeligvis ikke tage alt for seriøst, for det har folkene bag filmen bestemt heller ikke gjort, og hvis man har den indgang til filmoplevelsen, er I Sell the Dead faktisk en ret charmerende og underholdende oplevelse.

I Sell the Dead er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 57 | 13/07/2010

Stikord: Ligrøveri, Vampyrer