Planet Pulp

Sergio Martinos I corpi presentano tracce di violenza carnale, med den engelske titel Torso, er en giallofilm af de bedre. Såmænd ikke fordi handlingen er synderligt original eller plottet er særligt godt skruet sammen. Heller ikke fordi filmen kan bryste sig af flotte effekter eller fordi den er visuelt prangende. Nej, I corpi presentano tracce di violenza carnale hører til blandt de bedre gialli, fordi den bare er svinegod underholdning, og nå ja, så må man heller ikke glemme, at den scorer virkelig godt på lummerhedsfaktoren.

Solidt greb om suspense

Sergio Martino, der både skrev manuskriptet (sammen med Ernesto Gastaldi efter en historie af Martino selv) og instruerede, er én af de italienske instruktører, som vi er meget glade for her på Planet Pulp. Dels lavede han i 70’erne en række indflydelsesrige giallofilm, dels satte han i 1978 tænderne i kannibalgenren med La montagna del dio canibale.

I den lille booklet, der følger med filmen, fremhæver Torben Simonsen nogle af de elementer, der kendetegner Martinos gialli sammenlignet med en mand som f.eks. Dario Argento. Simonsen fremhæver bl.a. en mere “rent” erotisk betonet seksualitet, frem for Argentos mere sygeligt tematiserede anvendelse af erotik i sine film. To andre elementer, Simonsen fremhæver, er Martinos mere “straight” opbygning af suspense á la f.eks. Alfred Hitchcock, samt de mere logiske plots i hans film, hvor f.eks. Argento ofte tilsidesætter plot til fordel for form.

“Logisk” er dog ikke ligefrem det ord, jeg ville bruge til at beskrive det bagvedliggende plot i I corpi presentano tracce di violenza carnale – tværtimod er tale om et helt klassisk gialloplot, hvor årsagen til den gale morders hærgen først giver mening, da den forklares til allersidst. Og selv da man får forklaringen, vil jeg vove at påstå, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om det hele hænger sammen.

Det er dog helt ligegyldigt, når først musikken spiller, for til gengæld må jeg give Simonsen ret i, at Martino har solidt greb om opbygningen af suspense. I I corpi presentano tracce di violenza carnale kommer dette især til udtryk i filmens klimaks, hvor den ene resterende hovedperson befinder sig alene i et stort hus sammen med morderen.

Bryster efter 20 sekunder – sådan!

Hvis man læser bag på coveret til Another World Entertainments fine udgivelse af filmen, kan man læse: “Fire unge smukke studiner mødes i en ødebeliggende villa for at studere italiensk kunsthistorie. Det varer naturligvis ikke længe, før bøgerne afløses af fest, og for nogens vedkommende erotik… Men de unge kvinder bemærker ikke øjnene, som iagttager dem fra det øde terræn bag villaen, og de når ikke at reagere, da de én efter én møder deres blodige skæbne.”

Uden at dette dog på nogen måde skal forstås som en advarsel, må jeg have lov at gøre opmærksom på, at denne beskrivelse tangerer falsk varebetegnelse! De fire studiner når nemlig først frem til villaen præcis halvvejs inde i den 89 minutter lange film, og at sige, at de når en blodig skæbne én efter én er også ganske misvisende.

Filmen starter nemlig overhovedet ikke på landet, men i storbyen. Det sker efter de indledende credits, der – helt i den ånd, som filmen tydeligvis er lavet i – byder på nøgenhed. Der går tyve sekunder, og så er der bryster – det er noget, vi kan li’! At de orgielignende begivenheder under de indledende credits også spiller en rolle i plottet, afsløres først til allersidst, og her skal jeg naturligvis ikke sige noget om, hvordan det hænger sammen.

Mange røgspor

I begyndelsen af filmen følger vi en række kunststuderende ved et universitet i Italien. Der er Jane (Suzy Kendall, kendt fra bl.a. Argentos L’ucello dalle piume di cristallo fra 1970), Daniela (Tina Aumont), Katia (Angela Covello), Ursula (Carla Brait), Florence (Patrizia Adiutori) og Carol (Conchita Airoldi). Vi møder dem indledningsvist til en forelæsning med kunsthistorielæreren Franz (John Richardson), som Jane har et godt øje til. Men snart er det andre begivenheder, filmen sætter sig for at vise os. Først tages Florence og hendes kæreste af dage. De hygger sig på bagsædet af kærestens bil, da de opdager en hvidmaskeret mand belure dem. Kæresten løber efter manden, og det skulle han naturligvis ikke have gjort.

Den næste, der ryger, er Carol, der møder den maskerede morder i en sump. Det sker i øvrigt efter en forrygende morsom og ekstremt lummer sekvens, der foregår i en forladt fabrikshal, hvor en flok unge hippier mødes for at danse, hygge sig og ryge pot. Morderen afslutter denne gang mordet ved at klemme øjnene ud på sit offer, og lige som det også var tilfældet med det første mord, klippes der her til hurtigt indsatte billeder af en porcelænsdukke. Det siger sig selv, at denne dukke har en rolle at spille for plottet, men selvfølgelig får vi først forklaringen til allersidst.

Ofrenes veninder er naturligvis opskræmte over mordene, og fokus kommer hurtig på især én fyr, Stefano (Roberto Bisacco), der har opført sig temmelig stalker-agtigt over for Daniela. For at dulme hendes nerver foreslår Danielas lumre onkel, at hun skal tage ud i hans sommerhus sammen med nogle veninder. Onklen er tydeligvis ked af, at han ikke selv kan tage med, men han skal på forretningsrejse til Paris – eller skal han?

Også onklen fremstilles i hvert fald således, at han er en potentielt mistænkt, og generelt må man sige, at Sergio Martino sørger for at introducere nok skumle personager til, at seeren ikke umiddelbart gætter hvem det er. Det eneste, man næsten fra begyndelsen er sikker på, er, at det ikke er den stakkels Stefano, der er morderen – han bliver simpelthen kørt alt for stærkt i stilling til skurkerollen til, at det er sandsynligt. Men måske leger Martino bare med os?

Klassiske giallotræk

Introduktionen af mange potentielle gerningsmænd er én af giallogenrens fornemste karaktertræk, og det samme er morderens forkærlighed for sorte handsker og blanke våben. Andre træk er også de mange POV-shots og endelig det faktum, at man naturligvis ikke ser morderens ansigt (i hvert fald ikke uden maske) før til allersidst, men kun hans krop og især hænderne.

Torben Simonsen fremhæver i øvrigt i DVD’ens booklet, at Martino var én af de instruktører, der var med til at etablere det klassiske giallomotiv med morderens sorte handsker. Det er da også et klart gennemgående træk i I corpi presentano tracce di violenza carnale, om end der her er tale om kørehandsker.

Nuvel. Pigerne tager afsted op til onklens villa, der ligger flot på en klippe over en lille landsby. Her kan Martino ikke nære sig for at introducere en del humoristiske elementer, da fyrene i landsbyen overbeglor pigerne og taler om, hvad de godt kunne tænke sig at gøre ved dem. Her spiller Martino helt bevidst på filmens lummerhed, hvilket måske er lige lovlig selvbevidst, men ikke desto mindre ret underholdende. Og fyrenes konstante snak om pigerne får da også en rolle at spille for plottet hen imod filmens slutning.

Naturligvis dukker morderen op ved den store villa, der i øvrigt har tremmer for vinduerne. Det er vigtigt for plottet, og bortforklares med, at huset ellers ville indbyde alt for meget til indbrudstyve. For plottet er det væsentligt under filmens klimaks, da de tre af pigerne er døde, og kun Jane er tilbage. Indledningsvist ved morderen ikke, at hun er i huset, men da han går i gang med at partere ligene af de tre andre piger og forlader huset for at begrave dem én efter én låser han hoveddøren efter sig, og den kan ikke låses op indefra!

Fantastisk suspense og solidt håndværk

Den sidste halve time er én lang suspensesekvens, og det er her, at I corpi presentano tracce di violenza carnale virkelig brillerer. Det er regulært nervepirrende, lavet efter alle kunstens regler og fungerer optimalt. Dermed ikke være sagt, at filmens første halvdel ikke fungerer udmærket, men det er klart anden del, der er bedst, og til en vis grad er med til at bære filmen oppe. I modsætning til så mange andre gialli spiller efterforskningen af mordene nemlig en meget lille rolle i I corpi presentano tracce di violenza carnale, og derfor kan filmens første del godt af og til virke en smule planløs.

Det er naturligvis her, at præmissen for resten af filmen etableres, men denne del af filmen kunne måske have været trimmet en anelse. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skal ligge filmen til last, for alt i alt fungerer også den første halvdel rimeligt godt, og underholdningsværdien er under alle omstændigheder i hus – om ikke andet så på grund af filmens gennemgående høje mængde nøgenhed.

En række andre småting er også med til at gøre hele herligheden ekstra underholdende. Nogle stedvist ekstremt påfaldende kameravinkler (typisk for at få nogle gode shots af pigernes kroppe) og detaljer såsom hvinende dæk på en bil, der kører på en græsplæne, gør, at der altid er noget at more sig over. Det betyder dog ikke, at man skal tro, at filmen er amatøragtigt produceret, for det er den ikke. Scenen, hvor Carol myrdes ude i et sumplignende område er atmosfærisk og ret flot fotograferet, og også spændingen op til det første mord er fermt opbygget. Martino kan tydeligvis sit kram, og det er gennemgående solidt håndværk, vi er vidne til.

Filmens effekter er måske det eneste, man for alvor kan sætte en finger på. Der er en vis mængde blod i I corpi presentano tracce di violenza carnale, men her er det bestemt ikke alle scener, der er lige overbevisende – når der skæres, er det overordentligt tydeligt, at der er tale om dårligt sminket gummi. Heller ikke dette skal dog lægges filmen overdrevet meget til last, for det er ikke effekterne, filmen lever på.

Inspiration for slasherne

En kommentar må også knyttes til filmens morder og struktur. Som nævnt tidligere er der stor set ingen efterforskningsdel i I corpi presentano tracce di violenza carnale, hvilket gør den til en lidt atypisk giallo. Når man kombinerer det med filmens morder, der optræder i hvid maske og gerne går efter seksuelt aktive unge kvinder, kan man med en anakronistisk term sige, at I corpi presentano tracce di violenza carnale langt hen ad vejen minder om en slasherfilm.

Der kan da heller ikke være megen tvivl om, at filmen, sammen med Mario Bavas skelsættende Reazione catena (Bay of Blood / Den blodige bugt) fra 1971, må have været iblandt inspirationskilderne til både Halloween (1978) og Friday the 13th (1980).

Motivet med, at morderen går efter de seksuelt aktive er dog ikke rigtigt udviklet i I corpi presentano tracce di violenza carnale, og på den måde kan den ikke retroaktivt klassificeres som en ægte slasher, men befinder sig i stedet mellem den rendyrkede giallo og det, man senere ville kalde en slasher. Dette påpeger Torben Simonsen også i DVD’ens booklet, om end han efter min mening lægger lidt for megen vægt på det han kalder filmens “have-sex-and-die tema”, som altså ikke er helt udviklet her.

Ikke desto mindre er det helt umuligt ikke at se I corpi presentano tracce di violenza carnale som én af inspirationskilderne for de senere slashere, og derfor er filmen også rent filmhistorisk lidt interessant, om end det bestemt ikke er derfor, man skal se den. Det skal man fordi den er regulært underholdende, fordi den til sidst bliver rigtig spændende, og fordi den stedvist er sjov og hele tiden temmelig lummer.

Flot udgivelse fra Another World Entertainment

Another World Entertainment har sendt I corpi presentano tracce di violenza carnale på gaden under dens engelske titel Torso, og i en udgave, der både er ucensoreret og som indeholder andre scener, der ikke har været med i andre udgaver af filmen. Det betyder, at nogle ganske få scener er med italiensk dialog i stedet for den dubbede amerikanske. Da der vitterligt er tale om meget få scener, er dette ikke noget, man for alvor bider mærke i, og Another World Entertainment må igen roses for at gøre alt for at sende deres film på gaden i så komplette og uklippede versioner, som muligt.

Filmens aspect ratio er dog forkert angivet bag på DVD’en, der hævder at filmen er i 2.35:1, mens den i virkeligheden er i 1.85:1. Bemærk i øvrigt, at filmen er produceret af ingen ringere end Carlo Ponti, der var gift hele to gange med Sofia Loren og producerede mere anerkendte klassikere som Doctor Zhivago (1965).

Alt i alt må I corpi presentano tracce di violenza carnale siges at være en gennemgående habil giallofilm, hvor især den sidste del er virkelig god. Hele vejen igennem er underholdningsværdien dog i top, og jeg vil ikke tøve med at anbefale den til italo-fans og generelt til fans af smålumre krimier og bar hud.

I corpi presentano tracce di violenza carnale er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Giallo, Italian Cinema