Man skal vel have boet i en hule i de sidste seks år for ikke i det mindste at have hørt om Ringenes Herre (The Lord of the Rings) – den engelske forfatter J.R.R. Tolkiens’ verdensberømte fantasyroman, der i 2001-03 blev omsat til en succesrig filmtrilogi af den New Zealandske instruktør Peter Jackson.
Der er ingen tvivl om, at Ringenes Herre, som udkom i 1954-55 er Tolkiens bedst kendte værk, men foruden dette hans hovedværk, så udgav Tolkien (1892-1973) også en række andre bøger i sin levetid.
Hobbitten (The Hobbit), der udkom i 1937, er forgængeren for Ringenes Herre; en fantasybørnebog, der ikke bare foregår i Midgård (Middle-earth), den samme fiktive verden, som Ringenes Herre foregår i, men hvis handling spiller en meget vigtig rolle for, hvordan voksenromanen Ringenes Herre udformer sig.
Det kan man læse meget mere om andetsteds, og jeg skal ikke her gå ind i en redegørelse for handlingen i hverken Hobbitten eller Ringenes Herre, og her vil jeg blot som en sidebemærkning nævne, at Tolkien også udgav bøger, som ikke foregik i Midgård.
Der er dog ingen tvivl om, at Midgård var Tolkiens primære værk – og værk er også en rammende betegnelse for selve settingen, for den fiktive verden var et livslangt projekt for Tolkien, og den mest detaljerede fiktive verden, der nogensinde er skabt.
Tolkien var sprogforsker, og Midgård udviklede sig til dels på grund af Tolkiens kærlighed til sprog. En anden væsentlig baggrund for, at han satte sig for at skabe Midgård, dets historie og mytologi, var desuden en følelse af, at der manglede en ægte engelsk mytologi.
Også dette emne – Tolkiens motivationer og inspiration – er for vidtgående et emne at gå nærmere ind på her, men sideløbende med, at han begyndte at opbygge sin fiktive verden, skabte han samtidig flere af de sprog, som blev anvendt i universet. Det drejede sig primært om de to sprog Quenya og Sindarin, der i Midgård blev talt af elverne; en fiktiv race, Tolkien ligeledes opfandt, og som har meget lidt at gøre med det, der kaldes alfer eller de væsner, vi kender som elvere i danske folkesagn.
Her er det måske på sin plads lige at gøre opmærksom på, at selv om Midgård er en fiktiv verden, så var den aldrig tænkt fra Tolkiens side som en alternativ verden til vores egen – han forestillede sig Midgård som Nordvesteuropa i en fjern, fjern fortid, og derfor eksisterer der naturligvis også mennesker i Midgård.
For at kunne placere Húrins Børn i sin rette kontekst, er det faktisk nødvendigt ganske kort at opridse Tolkiens kosmologi helt generelt, men inden jeg kaster mig ud i det, er det også nødvendigt at nævne forfatterens søn, Christopher Tolkien.
Sagen er nemlig den, at J.R.R. Tolkien døde i 1973 på et tidspunkt, hvor han endnu var i fuld gang med at arbejde på de myter og historier, der tilhørte Midgårds fjerneste fortid. De var altså endnu ikke publiceringsklare ved Tolkiens død, og sønnen Christopher (f. 1924) har siden 1973 virket som sin fars litterære eksekutor. Det førte i første omgang til, at Christopher Tolkien sammensatte og redigerede de ting, hans far havde fået skrevet om de ældste tider.
Det blev til Silmarillion (The Silmarillion på originalsproget), der udkom i 1977. Efterfølgende kastede Christopher Tolkien sig ud i den enorme opgave, det var at få styr på alle sin fars noter og manuskripter, hvilket blev til tibindsværket The History of Middle-earth, der udkom mellem 1983 og 1996, og hvori Christopher Tolkien møjsommeligt redegjorde for, hvordan Midgård havde udviklet sig siden J.R.R. Tolkien skrev de første råskitser i Første Verdenskrigs skyttegrave og til sin død i 1973.
Silmarillion er ikke en roman i gængs forstand. Det er i stedet en samling af kortere og længere enkeltstående afsnit, der tilsammen tegner et billede af det, der kaldes for “Den Første Alder” i Midgård.
Silmarillion er skrevet i et sprog, der er bevidst inspireret af både oprindelsesmyter, folkesagn og sagaer og redegør som sådan for alt mellem Jordens skabelse og afslutningen af Den Første Alder, der markeredes ved, at Morgoth, den primære guddommelige trussel i mytologien (og som sådan en pendant til Satan) blev kastet ud i Intetheden.
Kosmologien kan – meget, meget groft – genfortælles som følger: I begyndelsen skabte Eru (mytologiens svar på Gud) Ainurne, som også i mytologien er en slags gudelignende væsner, og som beskrives som avlet direkte af Erus tanke.
Han bød dem at synge for sig, og deres sang vævede med tiden Erus vision om Eä, Universet, som Eru på et tidspunkt gjorde virkeligt – altså den reelle skabelse.
Ingen af Ainurne havde på noget tidspunkt kendt til hele Erus tanke, men den mest magtfulde af Ainurne, Melkor, vidste mere end de andre, blev utålmodig med den lange proces, og skabte disharmoni i Ainurnes sang. Der etableres allerede her et motiv med Melkor som korrupt og magtgal, hvilket udbygges senere.
Da Eru skabte Eä valgte mange af Ainurne at stige ned og blive en del af Eä, hvorefter disse Ainur kaldtes Valar. Melkor var blandt de Ainur, der gik ind i Verden og blev en Vala, men Valarne fandt, at Jorden endnu ikke er skabt. Det gik de derfor i gang med, blot for at Melkor til sidst gjorde krav på Jorden som sin egen.
Valaen Manwë gik imod Melkor, som til sidst førte krig mod de andre Valar uden at sejre. Melkor formåede dog at spolere Jordens perfekt symmetriske kontinent, hvorved blev skabt kontinenterne Aman mod vest og Midgård mod øst. Mens Valarne bosatte sig i Aman, byggede Melkor sig en fæstning i det nordlige Midgård, hvor han samlede alskens ondskab omkring sig.
Med tiden “vågnede” elverne – deres opdukken forklares ikke i detaljer – som var den første af de racer, Eru i sin tanke havde skabt. Hermed startede også Den Første Alder i Midgård. Elverne beskrives af Tolkien som menneskelignende, men smukkere og mere noble, forelskede i naturen og glade for sang, viden og poesi.
Ikke mindst var elverne udødelige, men trods de ovennævnte træk, må man ikke fejltolke Tolkiens beskrivelse af elverne som om, de er pacifistiske hippietyper. Elverne i Tolkiens verden er fuldt ud i stand til at føre krig og have lavere tanker, om end de aldrig beskrives som så magtglade som menneskene, der først dukker op senere.
Valarne var var klar over den trussel, Melkor udgjorde i forhold til elverne, og til sidst førte de krig mod ham, besejrede ham og førte ham til Aman som fange. Valarne indbød elverne til at komme til Aman og bo med dem der, hvilket førte til opsplittelsen af elverne i forskellige grene. De der tog mod indbydelsen, de der ikke gjorde, og de der tog imod indbydelsen, men fór vild på vejen og således aldrig kom med over havet.
På dette tidspunkt var Aman oplyst af de to træer, Telperion og Laurelin, som Valarne havde skabt, efter at Melkor havde ødelagt Ardas første lyskilder, de to Lamper. Blandt de elvere, der i sin tid var taget med til Aman (og som blev kaldt Noldor) fik den første konge Finwë sønnen Fëanor. Fëanor var en af de dygtigste håndværkere blandt elverne, og han skabte Silmarillerne – tre ædelsten, hvori var fanget lyset fra De To Træer.
Da Melkor havde udstået sin straf, lod Valarne ham gå, men han var ikke reformeret, og startede straks på sine gamle ondskabsfuldheder. Han såede strid blandt Noldorne og begyndte at begære Silmarillerne mere end noget andet. Derfor slog Melkor sig sammen med en anden ond ånd i form af kæmpeedderkoppen Ungoliant.
Sammen med Ungoliant trængte Melkor ind i Aman, dræbte De To Træer med Ungoliants edder og stjal Silmarillerne, idet de dræbte Finwë i processen. Til sidst flygtede Melkor til Midgård, hvor han holdt til i fæstningen Angband, og hvor han placerede Silmarillerne i sin jernkrone.
På opfordring fra Fëanor vendte de fleste Noldor på den ene eller den anden måde tilbage til Midgård, hvor de indledte en krig mod Morgoth, som var det navn, Fëanor nu havde givet Melkor. Det lykkedes ikke at besejre Morgoth og vinde Silmarillerne.
Nu skabte Valarne solen og månen af det eneste, der var tilbage af de to træer, og lyset forpurrede mange af Morgoths planer, da mange af hans væsner frygtede både solens og månens lys. Elverne indledte nu en belejring af Angband, der skulle komme til at vare 400 år.
Nu vågnede også menneskene – den anden race af Erus børn – og de vandrede fra øst ind i det vestlige Midgård, hvor de lærte elverne at kende, og mange af dem allierede sig med elverne i kampen mod Morgoth. Morgoth var imidlertid langt fra slået, og hans styrker samlede kræfter under belejringen, som det til sidst lykkedes dem at bryde.
Her kommer vi til den første af to meget vigtige historier i Tolkiens store opus. Den ene er historien om Beren og Lúthien, mens den anden er netop Húrins Børn. Historien om Beren og Lúthien er historien om mennesket Beren, der forelskede sig i elvermøen Lúthien og ønskede at gifte sig med hende. Lúthiens far, elverkongen Thingol, ville dog ikke indvilge i giftermålet med mindre Beren kunne fremskaffe én af de Silmariller, Morgoth i sin tid stjal.
For at gøre en lang historie kort, lykkedes det til sidst Beren ved Lúthiens hjælp at trænge ind i Angband og stjæle én af Silmarillerne, der dog hurtigt blev tabt af ham, da hans hånd blev ædt af den store ulv Carcharoth, der bevogtede Angbands port. På grund af den smerte Silmarillen forvoldte, flygtede ulven og gjorde stor skade i Thingols kongerige Doriath.
Det lykkedes til sidst Beren at dræbe ulven, men han blev selv dødeligt såret. Som det sidste overrakte han Thingol Silmarillen, som han skar ud af ulvens bug. Lúthien døde af sorg, og kom derefter til valaen Mandos’ haller, hvortil elverne – men kun elverne – kommer, når de dør. Her sang hun sin sorg for Mandos, der følte så stor medlidenhed, at han både vakte Lúthien og Beren til live – blot måtte Lúthien nu leve som dødelig.
Den sidste krølle på historien om Beren og Lúthien er, at Silmarillen efter lang tid og mange mellemliggende begivenheder hjalp søfareren Eärendil og hans kone Elwing til at nå Valinor – et andet navn for Aman – hvor de bønfaldt Valarne om hjælp i kampen mod Morgoth. Valarne indvilgede, og i den afgørende kamp mellem Valarne og Morgoth, blev Morgoth besejret og kastet endegyldigt ud i intetheden, hvilket afsluttede Den Første Alder.
Det er imellem historien om Beren og Lúthien og Morgoths endelige fald, at historien der fortælles i Húrins Børn udspiller sig. Ovenstående referat af begivenhederne i Den Første Alder er ekstremt, og jeg mener vitterligt ekstremt, kortfattet, og yder på ingen måde Tolkiens narrativ retfærdighed. Begivenhederne, både i Aman og senere i Midgård, er umådeligt meget rigere, og langt mere komplicerede. Ovenstående er dog et hæderligt sammendrag af de meget overordnede begivenheder, og hvis man vil vide mere, så må man selv læse sig til det i Silmarillion.
Den historie der bliver fortalt i Húrins Børn indgår faktisk også i Silmarillion om end i en langt mere kortfattet version. Som Christopher Tolkien redegør for i efterskriftet i Húrins Børn, så eksisterer fortællingen faktisk i adskillige udgaver i Tolkiens efterladte papirer, og det er en blanding af disse forskellige udgaver – sammenredigeret af Christopher Tolkien – der udgør den bog, der altså nu er udkommet.
Húrins Børn – med den elviske titel Narn i Chîn Húrin – foregår efter, at Morgoth havde brudt belejringen af Angband og påført både elvere og mennesker store tab. Flere kongeriger bestod dog endnu, herunder Thingols rige Doriath, men også riget Dor-lómin, der regeredes af mennesket Húrin Thalion.
Húrin fik tre børn, sønnen Túrin, datteren Lalaith, som døde ung, og sidst datteren Niënor, som endnu var ufødt, da Húrin drog afsted i krig. I det katastrofale slag De Utalte Tårers Slag, blev Húrin fanget i live og ført til Angband, hvor Morgoth kastede en forbandelse over Húrin og hans slægt. Det er denne forbandelse, og hvordan den udarter sig, der er det centrale tema i Húrins Børn, hvilket Christopher Tolkien også gør opmærksom på i sin udmærkede indledning til bogen.
Den egentlige hovedperson i Húrins Børn er Túrin, hvis historie vi følger gennem opvækst og manddom til hans død. Efter De Utalte Tårers slag blev magten i Dor-lómin overtaget af østerlændinge; mænd fra øst, der var i ledtog med Morgoth. De turde dog ikke nærme sig Húrins hus eller skade hans familie, så det lykkedes Húrins kone Morwen at sende Túrin i sikkerhed i Doriath, hvor han voksede op i Thingols hus som Thingols fostersøn.
Da han er blevet voksen, fører Túrins stolthed på et tidspunkt ham til at dræbe én af Thingols rådgivere, hvilket offeret, elveren Saeros, dog selv er ude om. Men da Thingol ikke kender den rigtige baggrund bag drabet og Túrin nægter at undskylde, flygter han i stedet ud i ødemarken. Her slutter han sig til en gruppe fredløse, som han hurtigt bliver leder af, og som han efterhånden formår at gøre til effektive krigere i kampen mod de orker, der i højere og højere grad trænger ned fra Morgoths lande i nord.
På et tidspunkt forrådes de fredløse, og Túrin bliver taget til fange og ført nordpå mod Angband. Han undsættes dog af sin gamle ven, elveren Beleg fra Doriath, men ved et uheld kommer Túrin til at slå Beleg ihjel, da han tror, han er en ork. Herefter går det stærkt mod den endelige katastrofe. Efter en tid lykkes det Túrin at komme til Nargothrond; et elverrige, der længe har holdt sig uden for konflikten med orkerne for derved at holde sig skjult.
Húrins ankomst sætter dog en stopper for denne taktik, og snart går Nargothronds elvere ind i kampen. Derved afsløres rigets eksistens imidlertid også for Morgoth, der til sidst sender dragen Glaurung ud for at ødelægge Nargothrond.
Elverprinsessen Finduilas, der er forelsket i Túrin, bliver taget til fange af orkerne og føres nordpå, men Glaurungs list får Túrin til at opgive at redde Finduilas. Glaurung får nemlig Túrin til at tro, at hans mor og søster er i fare i Dor-lómin. Læseren ved godt, at Morwen og Niënor for længst er kommet til Doriath. Da Túrin endeligt vender tilbage fra sin lange rejse mod nord, finder han ud af, at orkerne har slået Finduilas ihjel.
Sidste led i tragedien er, at Morwen og Niënor har sat ud fra Doarith mod Nargothrond for at finde Túrin. I stedet finder de stedet ødelagt, og de bliver angrebet af Glaurung. Morwen flygter i vanvid ud i skoven, mens Niënor hypnotiseres af dragen, så hun intet husker og derefter vandrer rundt i skovene. Her findes hun til sidst af mænd fra Brethilskoven, hvor hun møder Túrin, uden at nogen af dem ved, de er bror og søster.
Hvad dette skæbnesvangre møde fører frem til, og hvordan den bitre afslutning på historien udarter sig, må man selv læse sig til i Húrins Børn, men der er bestemt ikke tale om nogen lykkelig udgang.
Lad det være sagt med det samme: Húrins Børn er ikke en bog, der vil appellere til dem, der kun kender Tolkien igennem Hobbitten og Ringenes Herre. Det er faktisk en nødvendighed for at forstå bogen, at man har læst Silmarillion og videre, at man finder denne type mytopoesis interessant. Dette anerkender Christopher Tolkien da også i bogens forord (også gengivet på bogens flap), hvor han skriver:
“Denne bog er således primært henvendt til de læsere, der måske erindrer, at Shelobs hud var så skrækkelig hård, at den “ikke kunne gennembores af nogen menneskelig styrke, ikke selv om elvermand eller dværg skulle have smedet stålet, og ikke om sværdet lå i Berens eller Túrins hånd”. Eller som husker, at Elrond i Kløvedal omtalte Túrin som en af “fortidens mægtige elvervenner”, men ellers ikke ved mere om ham.”
Med andre ord er Húrins Børn klart tiltænkt de læsere, der har lyst til at dykke længere ned i Midgårds historie, og som ikke lader sig skræmme af den arkaiske stil, der præger Tolkiens langt mere mytologisk orienterede værker.
Man kan derfor sagtens forestille sig, at nogle læsere vil blive snydt, hvis de køber bogen alene baseret på forfatterens navn og forbindelsen med Ringenes Herre. I hvert fald må man ikke forvente et tæt narrativ, der er komponeret med en klar problemstilling og et klart mål, ligesom Ringenes Herre.
Húrins Børn er i sine temaer langt nærmere beslægtet med klassiske græske tragedier, blot omsat i Tolkiens univers, og skrivestilen ligger meget nærmere islandske sagaer og oldengelske myter med deres store mængde navne, familiesammenhænge og mere eller mindre obskure referencer, der fortaber sig i myternes tåge.
Stilen er naturligvis bevidst valgt af Tolkien – også dette aspekt redegør Christopher Tolkien ret godt for i bogens efterskrift – men det betyder som sagt også, at Húrins Børn, akkurat ligesom Silmarillion, ikke nødvendigvis vil appellere til de, der kun kender Hobbitten eller Ringenes Herre.
Hvis man imidlertid har læst Silmarillion, og synes at det er fascinerende at dykke ned i Tolkiens ufatteligt komplekse og helstøbte mytologiske univers, så er næppe nogen tvivl om, at Húrins Børn vil være endnu en guldklump til samlingen. Det er en smukt fortalt historie, hvor netop det klassisk-tragiske islæt gør sig enormt godt, og som i øvrigt passer umådeligt godt til det arkaiske sprog, historien er fortalt i.
Det er naturligvis netop sproget, de mange navne og familieforbindelser og den tunge tragik, der har fået nogle anmeldere til at vende tommelfingeren nedad i forhold til Húrins Børn, men der må man blot erkende, at de samme anmeldere ville kritisere Silmarillion på samme måde. Húrins Børn bliver derfor til en bog, som man enten elsker eller hader – det er meget svært at forestille sig nogen, der bare synes, at den er “okay”.
Det skal også nævnes, at Húrins Børn er overordentligt smukt illustreret af Alan Lee, der er kendt som én af de fremmeste Tolkien-illustratorer i dag. Lees malerier pryder ikke blot forsiden, men er også indsat som farveplancher i selve bogen, og endvidere er der også en række sort/hvide vignetter, bl.a. ved begyndelsen af hvert kapitel.
Endeligt må det siges, at den danske oversættelse faktisk er rigtig god, hvilket ingenlunde er en selvfølge, når det kommer til Tolkiens gammeldags og stiliserede skrivestil.
Den ret snævre målgruppe gør, at Húrins Børn kun kan anbefales med forbehold – til netop de, der ikke har fået nok Tolkien med Hobbitten og Ringenes Herre. Sammen med Silmarillion er Húrins Børn endnu en brik i det store puslespil, der er Midgård, og blandt inkarnerede Tolkien-fans vil Húrins Børn utvivlsomt vække stor glæde. Det gjorde den i hvert fald hos mig. Til alle andre må tilrådes en vis forsigtighed, og så er det nok under alle omstændigheder bedre at begynde med Silmarillion.
Húrins Børn er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.
Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007
Stikord: Fantasy, J.R.R. Tolkien, Middle-earth
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
