Hulk

Hulk (2003) kom i kølvandet på andre store Marvel-filmsucceser som X-Men (2000) og Spider-Man (2002), og filmselskabet Universal, som ejede filmrettighederne til Hulk, var ivrige efter at lave en film om den grønne kæmpe. De havde i forvejen lavet den populære tv-serie The Incredible Hulk (1978-82) og efterfølgende forsøgte de i årevis på at lave selve spillefilmen.

De endte med at hyre den anerkendte instruktør Ang Lee, som på det tidspunkt var efterspurgt ovenpå sin succes med den Oscar-vindende Wo hu cang long (dansk: Tiger på spring, drage i skjul, 2000).

Lee var bestemt ikke det oplagte valg til instruktørjobbet, men tanken om at han kunne lave en Hollywood-blockbuster var interessant. Resultatet var en uventet blanding af psykologisk drama og monsterfilm, og det forvirrede publikum – især fans af Hulk-tegneserien – som blev skuffet.

Det indre monster

I en visuelt original åbningssekvens får man historien om videnskabsmanden David Banners uetiske forsøg på sig selv som del af et militæreksperiment for at skabe usårlige soldater. Da hans kone bliver gravid, frygter han, at hans ufødte søn vil arve et muteret gen. Bruce kommer til verden, og hans far ser, at han er anderledes på grund af det særlige gen.

Mange år senere arbejder Bruce (Eric Bana) sammen med ekskæresten Betty (Jennifer Connelly) med forskning i gammastråling; forskning der minder om farens arbejde sammen med. Der sker en ulykke, og Bruce bliver ramt af de farlige gammastråler, men overlever mirakuløst. Dog sker der det, når han bliver rasende, at han bliver til det grønne kæmpemonster Hulk. Militæret ser Bruce som et potentielt våben, og hans nu gamle far (Nick Nolte) kommer tilbage og har grumme planer med ham..

Arthouse møder tegneserieblockbuster

Ang Lees tilgang til Hulk-figuren var mildest talt anderledes i forhold til det, man kender fra den oprindelige tegneserie. Han ville ikke bare lave en typisk bombastisk sommerfilm men også et følsomt drama om, hvordan Bruce Banner bliver til Hulk og hvorfor han er, som han er.

Jeg husker folks reaktion på filmen, da jeg så den i biografen. De og jeg kom for at se Hulk smadre og smadre, og vi regnede ikke med at få psykologiske undertoner midt i det hele. Jeg tog det som en positiv overraskelse, at man kunne lave en kunstnerisk blockbuster med hjerne og hjerte.

Men når det er sagt, er Hulk ikke en perfekt film. Første akt er alt for lang, og der går noget tid, før plottet ruller derudaf. Først tre kvarter inde i filmen ser man selve Hulk, og det er en blandet fornøjelse. Effektmestrene fra ILM (Industrial Light & Magic) fik den svære opgave at skabe en digital Hulk, der kunne se realistisk ud.

Nogle shots virker, mens andre er noget tvivlsomt lavet. Især når Hulk er i fuld dagslys, kniber det med at tro på illusionen. Forrige år lavede ILM den bedste digitale Hulk til The Avengers (2012), og den er lysår foran den digitale Hulk i Lees film. Det viser bare, hvor meget der er sket på et årti indenfor computereffekter.

Unik klipning og solidt skuespil

Filmens styrke finder man især i skuespillerne. Eric Bana tilfører på fornem vis noget mørke og sårbarhed til Bruce og har god kemi med den altid skønne Jennifer Connelly, der gør Betty til mere end en typisk love interest. Veteranen Sam Elliot, der spiller Bettys far General Ross, er perfekt i rollen, og Nick Nolte er forrygende som David. Husk i øvrigt at kigge efter Lou Ferrigno (der spillede Hulk i den gamle tv-serie) og Stan Lee, der har cameoroller som sikkerhedsvagter.

Hulk har en unik redigeringsstil, der efterligner tegneseriemediets grafiske fortællemetoder, og det giver filmen et visuelt særpræg, der gør den til sin helt egen, samtidig med at den holder fast i tegneseriens rødder. For nogle vil det virke meget irriterende i længden, men er man vant til at læse tegneserier, vil man sikkert kunne lide det. Om ikke andet så er det frisk fundet på. Frederick Elmes’ fotografering er vanvittig flot og spektakulær at se på, og det hele bliver bakket godt op af Danny Elfmans musik.

En misforstået freak af en film

Ang Lees film er som Hulk selv en misforstået freak, skabt med gode intentioner trods problemer. Dens usædvanlige kombination af drama og tegneserieaction er fascinerende, men den bliver meget hæmmet af en computerskabt Hulk, der ikke fungerer helt efter hensigten, og spilletiden er for lang, selvom historien har spændende idéer.

Lee & Co. skal dog have ros for at turde gøre noget drastisk og originalt med en populær tegneseriefigur som Hulk. En lille bravo herfra.

Anmeldt i nr. 99 | 13/01/2014