På mange måder var 1986 lidt af et annus horribilis for John Barry. Godt nok var det naturligvis for intet at regne, sammenlignet med 1988, hvor Barry næsten mistede livet efter at have indtaget en importeret helsedrik. Men fra et filmmusikalsk synspunkt var 1986 et skuffende år for Barry.
Barry startede ganske vist året med at modtage en Oscar for bedste score for sin musik til Out of Africa, men af de tre scores, Barry komponerede i 1986, blev kun ét brugt, sådan som Barry havde tænkt det – Peggy Sue Got Married.
Af de to andre blev The Golden Child næsten helt kasseret og erstattet med et score af Michel Colombier, mens Howard the Duck, som vi skal se på her, blev delvist erstattet af musik af Sylvester Levay, selv efter Barrys forsøg på at imødekomme instruktørens ønske om justeringer.
En anden type film
Generelt kan man sige, at Howard the Duck er lidt af en anomali i Barrys output. Ikke musikalsk set, for som vi skal se, er scoret faktisk klassisk Barry, i hvert fald for langt størstepartens vedkommende. Men at Barry valgte at arbejde på netop denne film, er temmelig usædvanligt.
Howard the Duck var en helt anden type film end dem, Barry normalt blev tiltrukket af. I interviews har Barry givet udtryk for, at den primære grund til, at han var interesseret i at komponere musikken, var, at det var hans første mulighed for at samarbejde med George Lucas, der stod som executive producer på filmen.
Det blev en skuffelse for Barry. Både fordi han aldrig kom til at møde Lucas, og fordi selve filmen slog ham som amatøragtig. Ikke bare var det svært for Barry at skulle komponere musik til scener, hvor effekterne ikke var færdige; selv den færdige film forekom Barry at være amatøragtigt ringe.
Barry har siden sagt om projektet, at det var “the worst thing that I ever did.”
Her må Barry imidlertid mene filmen, for hans score fejler absolut ingenting, og det tvivler jeg også på, at Barry mente.
Det er sandt, at Barrys Howard the Duck-score stilistisk stikker i mange retninger på én gang og på den måde aldrig kommer til at føles som en solid helhed, men enkeltdelene fejler bestemt ingenting.
Howard the Duck-scoret er måske lidt af en rodebunke, men på den måde passer scoret nok meget godt til filmen.
Mangefacetteret musik
Men hvorfor er Barrys score så stilistisk mangefacetteret, som det er? Igen skyldes det naturligvis filmen og måske også det faktum, at Barry her – hvad angår selve filmen – var udenfor sin komfortzone.
Barry var, særligt i denne del af sin karriere, kendt for at komponere sin musik med udgangspunkt i rollernes indre følelsesliv, snarere end med udgangspunkt i den konkrete handling på lærredet. Og lige hvad det angår, var Howard the Duck nok en udfordring.
Man kan sige, hvad man vil, om Barrys valg af film gennem tiden, men Howard the Duck må så absolut være den mest latterlige film, Barry komponerede musik til.
På den led har jeg fuld forståelse for, at Barry havde svært ved at finde ind til det indre følelsesliv hos en cigarrygende and fra en fremmed planet.
Disse omstændigheder tvang nok i højere grad end normalt Barry til at komponere sin musik med udgangspunkt i de ydre omstændigheder, altså de konkrete begivenheder på lærredet. Musikken, der kom ud af dette, er alt andet end ringe, men den er som sagt også stilistisk mangefacetteret.
Når man hører albummet igennem fra ende til anden, forekommer scoret derfor en smule rodet og ufokuseret, selvom de tilbagevendende ledemotiver dog er med til at give scoret en gennemgående rød tråd.
I modsætning til mange andre Barry-scores er denne røde tråd dog ikke ensbetydende med en helhedspræget lytteoplevelse.
Kernen af problemet
Oveni dette kan man så lægge, at filmfolkene heller ikke var tilfredse med Barrys score – eller dele af det i hvert fald. Filmens supervising music editor, Christopher Brooks, har siden udtalt følgende om Barrys musik:
“He’s a beautiful, lyrical writer. He certainly did what he meant to do and he did it well. [But] I think they felt that [some parts] were too old-fashioned. The pace for the action was not what they were looking for.”
Instruktøren Willard Huyck uddyber:
“In the scoring sessions, some of it we didn’t feel was working. There was an ultralight sequence at the end, which he rewrote, but it still didn’t have the right tone. John’s music for James Bond is wonderful, because it’s sort of monolithic. But it’s very slow and serious. When it came to placing that in the film, it was like we were making fun of James Bond movies, which wasn’t really the intention.”
Begge ovenstående citater stammer fra filmens fine liner notes, skrevet af filmmusikjournalisten Jon Burlingame, og så er vi ved at være inde ved kernen af problemet.
Musik med pokerfjæs
I virkeligheden kan man nok diskutere, om ikke det nærmere er filmen, den var gal med, snarere end Barrys musik, og i Hollywood er det jo velkendt, at hvis der er noget galt med en film, så er musikken det første, man prøver at lave om på.
Ikke desto mindre må man give Huyck ret i, at store dele af Barrys action- og suspensemusik er komponeret med et fuldkomment perfekt pokerfjæs, og det er yderst sjældent, at Barry i sin musik gør nogle indrømmelser til, at Howard the Duck også har komiske elementer.
Alt dette gav sig i første omgang udslag i, at instruktøren Willard Huyck (der også skrev filmen sammen med Gloria Katz) bad Barry om at indspille nogle alternative versioner af diverse cues.
Da dette stadig ikke blev vurderet til at være godt nok, blev Sylvester Levay bragt ombord. Den ungarske komponist, der var aktiv i Hollywood fra starten af 1980’erne til midten af 1990’erne, havde et ry som musikalsk fikser eller reparatør, om man vil.
Med andre ord blev Levay i denne periode ganske hyppigt bragt ind på film, hvor bagmændene mente, at der var noget galt med musikken – enten for at komponere et helt nyt score, eller for at erstatte enkelte cues. Derudover skal det lige siges, at Levay også er en fin komponist i sig selv, men det er en anden sag.
Gavmild udgivelse
Disse omstændigheder har resulteret i den yderst gavmilde udgivelse, der kom fra Intrada i 2019. Her får vi, fordelt på tre CD’er, hele John Barrys score, Barrys alternative cues, Sylvester Levays rescore-cues, de otte sange, der indgår i filmen samt det originale soundtrack album.
Inden jeg kaster mig ud i selve anmeldelsen af musikken, vil jeg dog påpege et ulogisk element ved udgivelsen.
For selvom hovedparten af Barrys alternative cues ligger som nr. 1-9 på CD #2, så ligger fem af dem på CD #1, sammen med Barrys oprindelige udkast.
Hvis der havde været pladsproblemer på CD #2, ville jeg have kunnet forstå Intradas dispositioner, men det er ikke tilfældet. Tværtimod er der rigelig plads på CD #2 til, at skiven også havde kunnet rumme de alternative cues, der nu ligger indlejret på CD #1.
Det er naturligvis en mindre anke, men ikke desto mindre et lidt forstyrrende element, hvis man forsøger at danne sig et indtryk af flowet af Barrys oprindelige score i forhold til hans alternative udkast.
Tematisk uhyre rigt – selv for John Barry
Howard the Duck er, selv for John Barry, et tematisk uhyre rigt score. I min egen analyse af scoret har jeg identificeret hele 13 fuldbyrdede tematiske idéer og yderligere 13 mindre motiver.
Af de sidste 13 er det dog kun en lille håndfuld, der bruges i mere end ét cue, mens det for de fuldbyrdede temaers vedkommende gælder for hele ni!
Det skal dog lige nævnes, at to af de fuldbyrdede temaer hver især kun optræder i ét af Barrys alternative cues, således, at Barry i det oprindelige score opererede med 11 temaer, hvor altså hele ni optræder mere end én gang.
Det vil gå alt for vidt at gå ind i en fyldestgørende redegørelse for samtlige temaer og motiver, så i det følgende vil jeg koncentrere mig om de mest markante sammen med en generel karakteristisk af den øvrige musik.
Ikke helt på hjemmebane
Det hyppigst anvendte tema i Howard the Duck-scoret er også det, man må forstå som scorets hovedtema. Det er et heltemodigt lille tema, der fremstår ukarakteristisk for Barry ved at være så optimistisk og positivt, som det er.
Måske af samme grund føles det også en smule undervældende; som om Barry har forsøgt sig med at komponere et heroisk, næsten muntert, tema, og næsten er sluppet godt afsted med det.
Det heroiske hovedtema er helt bestemt ørehængende, men det forekommer også – for Barry – usædvanligt simpelt og naivt, og det er det aspekt af scoret, hvor man måske tydeligst hører, at Barry ikke er helt på hjemmebane her.
Hovedtemaet dukker første gang op i “Disco Duckland” (CD #1, nr. 2), hvor det fremføres af strygerne i et adstadigt tempo henover det easy listening-jazz, der udgør resten af cuet. Den første mere regulære fremførelse kommer i “Main Title” (CD #1, nr. 3) ved 1:56.
Forrygende kærlighedstema
Hvor man med hovedtemaet godt kan få fornemmelsen af, at Barry er lidt på udebane, er det samme bestemt ikke tilfældet med det næste af scorets centrale temaer, nemlig kærlighedstemaet, der første gang dukker op i “You’re the Duckiest” (CD #1, nr. 8).
Det er et klassisk stykke Barry, måde melodisk og i sin konstruktion. Hovedtemaet høres først fremført af fløjte over varme strygere og dernæst af flere strygere, stadig over en bund af varme strygere. Herefter introducerer Barry et B-tema, fremført på saxofon, inden A-temaet vender tilbage.
Det er endnu et forrygende kærlighedstema fra Barrys hånd. Ja, faktisk er det så fint, at man kan ærgre sig lidt over, at det havnede i en film af så tvivlsomme kvaliteter.
Det heroiske hovedtema og kærlighedstemaet er de to fuldbyrdede temaer, der går oftest igen i musikken – enten i deres komplette form, eller skåret ned til mere subtile antydninger.
Men der er også et tilbagevendende tema for skurken Dark Overlord, der første gang høres i det alternative cue “Dark Overlord – Introduction” (CD #1, nr. 26). Også her har vi at gøre med en klassisk Barry-konstruktion: To ostinati – én for flygel og én i strygerne – gentages, inden det egentlige tematiske indhold lægges herover, fremført på fløjte.
Temaet kan bedst karakteriseres som et stykke skummelt suspensemusik, og det ville på ingen måde føles malplaceret i ét af Barrys Bond-scores fra 1980’erne.
Mere Bond
Foruden de tre ovennævnte temaer, der høres i hhv. 15, ni og fire cues, er der yderligere tre temaer, der hver høres i tre forskellige cues.
I “My Eyes, My Eyes” (CD #1, nr. 21) har vi igen fødderne solidt plantet i Bond-territorium. Her i form af et langsommeligt suspensetema, der i sin opbygning giver klare mindelser om det klassiske Bond-cue “Capsule in Space” fra You Only Live Twice (1967).
Vi har her den repeterende lilletromme, en flygelostinato og en strygerostinato, der danner bund for det overlejrede tema i messingblæserne – også selve temaet er konstrueret som en kombination af to ostinati. Altså igen en fuldstændig typisk Barry-konstruktion uden antydning af glimt i øjet.
Det samme kan siges om det dystre suspensetema i “He’s Got a Whole Gang” (CD #1, nr. 27), som Jon Burlingame i sine liner notes mener er identisk med Dark Overlord-temaet, men som jeg faktisk mener er tilstrækkeligt anderledes til at identificere som sit eget tema. Det er klart beslægtet med Dark Overlord-temaet, men ikke melodisk identisk.
Og endelig er der actiontemaet, der er knyttet til de tre “Ultralight”-cues, der blot er nummereret som “Ulatralight #1” og så fremdeles (CD #1, nr. 35, 37 og 39).
Også her bevarer Barry pokerfjæset og giver os et actiontema, der er direkte ud af hans James Bond–playbook.
Noiragtigt jazztema
Foruden de temaer, jeg har redegjort for, er der som sagt flere, herunder et jazzet, noir-agtigt tema, knyttet til Howard. Det høres et par gange, bedst i “Lullaby of Duckland” (CD #1, nr. 1) – her er vi i samme område, Barry betrådte i sit score til Body Heat (1981).
Der er også et storladent, episk tema, der er som taget direkte ud af f.eks. High Road to China (1983). Det dukker op et par gange, første gang et minut inde i “Main Title”.
Dertil kommer de temaer, der kun høres en enkelt gang – f.eks. det fine og luftige “flyvetema”, der er i Barrys alternative version af “Ultralight #1” (CD #1, nr. 34), og som slår en mere optimistisk tone an end Barrys originale udgave af samme cue.
Eller det tilsvarende fine actiontema, der høres i den alternative udgave af “Shoot to Kill” (CD #1, nr. 25) – i øvrigt endnu et cue direkte ud af James Bond-bogen.
Seriøs arbejdsmoral og tone
Ja, som sagt er Howard the Duck-scoret spækket med tematiske idéer, og det er endda uden at vi har kigget nærmere på de mindre motiver.
Det er imidlertid karakteristisk for størstedelen af scoret, at Barry er gået til opgaven med en seriøsitet, der er beundringsværdig, og som, hvad musikkens kvalitet angår, svarer lidt til den professionalisme, som Jerry Goldsmith også udviste, selv når han komponerede musik til de mest tvivlsomme film.
Barrys seriøsitet strakte sig imidlertid ikke kun til hans arbejdsmoral, men også til den tone, han generelt slog an i scoret, og som de ovenstående citater fra Christopher Brooks og Willard Huyck også var inde på.
Som det nok fremgår, så lyder en del af Barrys temaer ganske rigtigt som noget, man kunne støde på i ét af hans Bond-scores fra samme periode, og det kan i øvrigt siges at gælde for scoret helt generelt.
Sparsom komik
Som tidligere nævnt er det også kun meget få steder, man hører Barry gøre nogen form for indrømmelser til det faktum, at Howard the Duck også er en slags komedie.
Det sker dog enkelte steder, f.eks. i begge “Taxi Ride”-cues, såvel det originale (CD #1, nr. 10) som det alternative (CD #1, nr. 9). Hvor det oprindelige cue er en munter march, er det alternative i udgangspunktet en anelse mere alvorligt, men får det komiske islæt ved hjælp af trækbasun.
Derudover er det sparsomt med de komiske aspekter, men interessant nok lader det ikke så meget til at være dette faktum, Willard Huyck reagerede på – i hvert fald ikke, når man lytter til de rescore-cues, Sylvester Levay indspillede og som blev brugt i scoret.
Alternative cues
Barrys oprindelige score til Howard the Duck er en skattekiste af tematiske idéer, men med alt fra noiragtig-jazz og det ukarakteristisk muntre hovedtema over øm kærlighedsmusik og storladen epik til såvel suspense- som actionmusik, der er som taget direkte ud af James Bond-traditionen, er det også et score, der stikker i mange retninger, og som aldrig opnår et virkelig godt helhedspræg – til trods for de mange temaer, der ellers binder scoret sammen.
Men hvad så med erstatningerne? Om Barrys egne alternative cues, hvoraf nogle som sagt ligger indlejret på CD #1, og hvor resten ligger som de første ni tracks på CD #2, er der helt kort det at sige, at de ikke adskiller sig tonalt fra hans oprindelige score.
Enkelte cues er ekstremt lig de oprindelige, mens andre er noget anderledes, uden at det dog ændrer på den overordnede tone. Her handler det i stedet om, præcis hvilke temaer, Barry bringer i spil, men det er altså ikke sådan, at musikken i de alternative cues ændrer væsentlig karakter i forhold til de originale.
De er som sådan sjove at have, men de fortæller ikke historien om en komponist, der var parat til at lave store forskelle på det, han allerede havde komponeret, men nærmere at han forsøgte at bytte lidt om på den rækkefølge, han blandede ingredienserne i.
Sylvester Levays rescore
Her er Levays rescore-cues betydeligt mere anderledes, hvad der da også kun er forventeligt. En del af Levays cues er godt nok baseret på tematisk materiale fra Barrys score, men enten bliver det peppet lidt op i tempo eller også bliver det tilsat en portion tidstypisk synthesizer, herunder rytmer, der klart er med til at give dem en mere energisk karakter.
I Levays cues får musikken derfor helt klart den fremdrift, som særligt citatet af Christopher Brooks antydede, at Willard Huyck savnede.
Som eksempel kan fremhæves “Howard’s Bar Brawl” (CD #2, nr. 10), der hele vejen igennem er baseret på Barrys hovedtema (som også Barrys original var), men som er sat op i tempo og yderligere forsynet med nogle hvirvlende strygere, der giver hele cuet betydelig mere energi.
Et andet eksempel kunne være “I Need Your Body” (CD #2, nr. 12), der de første 38 sekunder udfolder sig præcist, som Barrys originale cue, men som herefter er original musik af Sylvester Levay.
Her får vi synthesizere, bl.a. med rytmer/beats, i kombination med strygere og blæsere, der fremfører et helt nyt tema, komponeret af Levay.
Også Levays versioner af de tre “Ultralight”-cues byder på den karakteristiske 1980’er-lyd, med kombination af orkester og synthesizere, og her også med et nyt tema af Levay, selvom Barrys hovedtema også indgår i musikken.
Har bidraget med tempo
Som det vil fremgå af nummerlisten, så kunne Sylvester Levay ikke nøjes med at indspille én udgave af sine rescore-cues. Tværtimod indspillede han to udgaver af næsten alle, på nær “Howard’s Bar Brawl” og “Smog Inspection”, og ét cue, “Power!” fik sågar tre indspilninger. Indbyrdes er forskellene mellem Levays første rescore-cues og de alternative dog ret minimale.
Levay har helt klart bidraget med at sætte noget tempo på filmen, sammenlignet med Barrys cues, der ofte var komponeret i et mere adstadigt tempo – typisk for Barry i denne periode af hans karriere.
Rent musikalsk er Levays cues måske ikke på niveau med Barrys, men de er bestemt heller ikke ringe. Levay er dygtig til at kombinere symfoniorkestret og synthesizerne, ligesom man om synthesizerne kan sige, at de måske nok klart placerer musikken i 1980’erne, men dog lyder betydeligt mindre alderstegne end så mange andre synths, men kan støde på i scores fra perioden.
Den definitive udgave
Foruden Barrys score og hans alternative cues og Levays rescore-cues, får vi på Intradas udgivelse også på CD #3 de fem sange, der indgår i filmen. De ligger, sammen med nogle alternative udgaver, som nr. 1-8 på skiven, mens de sidste 11 numre er en præsentation af det oprindelige soundtrack-album, der udkom i 1986.
Med Intradas udgivelse må man dermed sige, at vi har fået den definitive udgave af Howard the Duck-musikken, og det er bestemt en udgivelse, jeg vil anbefale til alle fans af John Barry.
Ikke så meget, fordi scoret samlet set udgør en fremragende, helhedspræget lytteoplevelse, men fordi så mange af enkeltelementerne er klassisk Barry og fordi Sylvester Levays bidrag, hvor 1980’er-agtige de end er, også er virkeligt underholdende.
Nummerliste:
CD #1:
Original Score
1. Lullaby of Duckland (2:33)
2. Disco Duckland (Original) (0:39)
3. Main Title (2:44)
4. Howard To The Rescue (2:30)
5. Flashback (0:26)
6. Beak Jobs And Tail Tucks (1:18)
7. Special Destiny (0:35)
8. You’re The Duckiest (2:10)
9. Taxi Ride (Alternate) (1:02)
10. Taxi Ride (0:57)
11. Man’s Oldest Fantasy (0:45)
12. Super Powers (0:47)
13. Ascent Of Duck (1:22)
14. So Long Ducky (1:00)
15. Lonely Duck (1:06)
16. Duck Bond I Presume (1:30)
17. Beddy-Bye For Howard (3:25)
18. Experiment Video (1:11)
19. Experiment Video (Alternate) (1:13)
20. Hard Boiled Egg (1:46)
21. My Eyes, My Eyes (1:03)
22. Take His Clothes Off (0:35)
23. So Long, Copper (0:36)
24. Shoot To Kill (4:13)
25. Shoot To Kill (Alternate) (3:07)
26. Dark Overlord – Introduction (Alternate) (1:45)
27. He’s Got A Whole Gang (1:50)
28. Howard’s Bar Brawl (1:39)
29. Give Me The Code Key, Howard (1:23)
30. It’s Closing Time (1:11)
31. Filthy Scum Bucket (2:19)
32. Ultralight Discovery (0:32)
33. Nuclear Drive (0:40)
34. Ultralight #1 (Alternate) (1:38)
35. Ultralight #1 (1:41)
36. Power! (1:12)
37. Ultralight #2 (2:25)
38. Smog Inspection (0:51)
39. Ultralight #3 (3:41)
40. Jenning As Dark Overlord (7:21)
41. Jenning As Dark Overlord – Part II (0:49)
42. Dr. Jenning (0:19)
43. Dark Overlord (5:30)
44. Fallout (1:29)
45. End Credits – Suite (Version #1) (2:16)
Total spilletid CD #1: 79:09
CD #2:
Alternate Score Cues by John Barry
1. Main Title (Alternate) (2:45)
2. You’re The Duckiest (Alternate) (2:10)
3. Man’s Oldest Fantasy (Alternate) (0:46)
4. My Eyes, My Eyes (Alternate) (1:03)
5. Ultralight #2 (Alternate) (2:15)
6. Ultralight #3 (Alternate) (3:35)
7. Jenning As Dark Overlord – Part II (Alternate) (0:46)
8. Dark Overlord (Alternate) (5:21)
9. End Credits – Suite (Version #2) (3:32)
Spilletid: 22:13
Original Rescore by Sylvester Levay
10. Howard’s Bar Brawl (Rescore) (1:33)
11. Shoot To Kill (Rescore) (4:12)
12. I Need Your Body (Rescore) (2:23)
13. Nuclear Drive (Rescore) (0:40)
14. Ultralight #1 (Rescore) (1:47)
15. Power! (Rescore) (1:11)
16. Ultralight #2 (Rescore) (2:36)
17. Ultralight #3 (Rescore) (4:26)
Spilletid: 18:48
Alternate Rescore Cues by Sylvester Levay
18. Shoot to Kill (Rescore) (4:11)
19. I Need Your Body (Rescore) (2:22)
20. Nuclear Drive (Rescore) (0:40)
21. Ultralight #1 (Rescore) (1:47)
22. Power! (Rescore) (1:12)
23. Power! (Alternate End) (Rescore) (1:10)
24. Ultralight #2 (Rescore) (2:36)
25. Smog Inspection (Rescore) (0:51)
26. Ultralight #3 (Rescore) (3:42)
Spilletid: 18:31
Total spilletid CD #2: 59:32
CD #3:
Original Songs and Music – Produced by Thomas Dolby
1. Hunger City – With Extended Intro (Allee Willis/Thomas Dolby) (4:40)
2. Don’t Turn Away (Allee Willis/Thomas Dolby) (5:18)
3. I’m On My Way (Trad., Adapted & Arranged by Thomas Dolby) (2:56)
4. It Don’t Come Cheap (Allee Willis/Thomas Dolby) (4:48)
5. Beverly’s Loft (Howard the Duck – Instrumental) (0:36)
6. Don’t Turn Away – Version 2 (Allee Willis/Thomas Dolby) (6:33)
7. Howard the Duck – Extended (Allee Willis/Thomas Dolby) (5:12)
8. Howard the Duck (Alternate) (Allee Willis/Thomas Dolby/George Clinton) (4:59)
Spilletid: 35:02
Original 1986 Soundtrack Album
9. Hunger City (4:15)
10. Howard the Duck (4:00)
11. Don’t Turn Away (5:07)
12. It Don’t Come Cheap (4:50)
13. I’m On My Way (2:58)
14. Lullaby Of Duckland (2:30)
15. Journey To Earth (2:43)
16. You’re The Duckiest (2:09)
17. Ultralight Flight (2:59)
18. Beddy-Bye For Howard (2:47)
19. Dark Overlord (5:31)
Spilletid: 39:49
Total spilletid CD #3: 74:51
Samlet total spilletid: 213:32 (3 timer, 33 minutter, 32 sekunder)
