Planet Pulp

Hobbitten, eller Ud og hjem igen (The Hobbit, or There and Back Again på engelsk, hvor den dog også er mest kendt som The Hobbit og i resten af denne anmeldelse omtalt Hobbitten) er først og fremmest en hyggelig bog.

Det er den slags roman, man har lyst til at læse under dynen, i hulen i trækronen eller på græsmarken en sommerdag. Det er også en roman, som kan læses af både unge og gamle. Som barn var det et fantastisk eventyr, og når jeg nu genlæser den, er den stadig et fantastisk eventyr – nu bare tilsat nostalgiens trylledrik.

Tolkien skrev Hobbitten mens han arbejdede på Oxford University. Tolkien har selv fortalt, at han en dag sad og kiggede på et tomt stykke papir. Han blev inspireret og skrev ”In a hole in the ground there lived a hobbit”: “I et hul i jorden boede der en hobbit” – resten er historie.

På eventyr med Sækker

I Herredet bor den lille og fredelige hobbit Bilbo Sækker. Han bor alene i sin lille hule (hule er måske en lidt misvisende betegnelse, da det mere er som et lille klunkehjem/hule), og han er ikke meget for forstyrrende elementer. Hans dage går i haven, foran komfuret, ved spisebordet og i sengen. Og han nyder gerne god tobak og god øl. Hans fødder er dækket med hår, som det nu er hos hobbitter, og han kan bedst lide præcist at vide, hvad der sker den efterfølgende dag.

En dag kommer troldmanden Gandalf på besøg, og så er det ellers slut med hyggethe og en morfar i lænestolen. Gandalf har anbefalet Bilbo til et rejseselskab af 13 dværge: Bilbo skal være selskabets tyv, og snart invaderes Bilbos hule af de førnævnte dværge. Og så starter det store eventyr ellers i det små. En lang rejse venter for gruppen af eventyrere, før de måske kan gense dværgenes skat.

Som man nok kan fornemme er Hobbitten en meget simpel fortælling, hvor det er Tolkiens mange fine detaljer, der hæver romanen over mange lignende fantasyromaner. Tolkien formår så at sige at puste ægte liv ind i en fantasiverden. Og hans primære værktøj er at tage de højtflyvende fantasyelementer helt ned til jorden, så det virker som det mest naturlige i verden. Og det smitter af på læseren og den primære målgruppe, som er børn.

Mærkelige væsner

”Der lever mærkelige væsner i damme og søer i bjergenes indre: fisk, hvis forfædre er svømmet ind, for himlen må vide hvor mange år siden, og som aldrig er svømmet ud igen, deres øjne er blevet større og større i deres forsøg på at se i mørket; og der var andre væsner, som er mere slimede end fisk.”

Denne passage kommer lige før, Bilbo møder Gollum. Den lange sætning, som er splittet op af et kolon og semikolon, egner sig perfekt til oplæsning. Samtidig er bjerget, noget vi alle kender til, tilsat noget ualmindeligt i form af de andre væsner. Og da Tolkien kort efter introducerer Gollum, tror man som læser på, at et sådant væsen har levet i bjerget. Det er ganske enkelt og effektivt. Hele romanen er spækket med mærkelige væsner: Der er trolde, orker, kæmpeedderkopper, en drage og meget andet, og det er rent guf for børn og barnlige sjæle, når væsnerne præsenteres med Tolkiens fremragende og enkle sprog.

Hobbitten blev meget populær, både hos køberne og anmelderne, og Tolkiens forlægger Stanley Unwin efterlyste ret hurtigt en efterfølger. Tolkien gav ham idéer til The Silmarillion, men Unwin ville have flere hobbitter! Så Tolkien begyndte arbejdet på ”Den nye hobbit”, som siden hen blev til The Lord of the Rings, der først udkom i 1954-55, men som var blevet skrevet i perioden fra 1937, lige efter Hobbitten, og frem til 1949.

En sjov detalje i den sammenhæng er, at Tolkien ændrede elementer i senere udgaver af Hobbitten for at få det til at passe bedre sammen med den senere fortælling. Eksempelvis bliver Gollum gjort mere fjendtlig, og følgende passage er blevet tilføjet til andenudgaven for netop at give Gollum et motiv for siden hen at kravle ud af sin hule: ”Tyv, tyv, tyv! Sækker! Vi hader den, vi hader den for evigt!”

Jordnært mesterværk

Hobbitten er mere jordnær og børnevenlig end den efterfølgende mastodontroman The Lord of the Rings. Det skyldes primært, at historien er hundrede procent forankret i Bilbos rejse og ikke i en verdensomspændende konflikt, som det er tilfældet i The Lord of the Rings.

Samtidig er der undladt alt for mørke og dystre passager, og handlingen forløber meget som et klassisk eventyr med hjælpere, farer der skal overvindes og magiske genstande, der hjælper vores helte. Handlingen er dog ikke helt blottet for den melankoli og det forfald, vi møder til overflod i efterfølgeren, så på den måder hænger de to værker fint sammen. Og så glemte jeg helt at nævne Gandalf som limen, der binder værkerne sammen. Han er en meget spændende karakter, som konstant formår at overraske.

I en anden målestok end sin efterfølger er Hobbitten et vaskeægte mesterværk, som bør nydes sammen med The Lord of the Rings, The Silmarillion og en god pibe tobak og en ostemad med rigeligt smør. Og det kan så gøres, mens vi i spænding venter på filmatiseringen, som i mine øjne har et ”nemmere” filmatisérbart forlæg end det var tilfældet med filmatiseringen af The Lord of the Rings: Der er tale om et simpelt eventyr spækket med fede fantasyelementer. Hvad kan gå galt, fristes man næsten til at spørge.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Drager, Fantasy, J.R.R. Tolkien, Middle-earth