Planet Pulp

Hjemmet er noget helt andet end Færgen. Hvor Færgen var et udstyrsstykke med 1200 statister og mere blod, end Peter Jackson kunne bruge på tre film, er Hjemmet – det ligger næsten i titlen – en langt mere intim sag.

Hvor Færgen handler om epidemisk vampyrisme, kaos og katastrofer, er horror-laget i Hjemmet langt hen ad vejen et mere anonymt væsen, den klassisk gotiske afart, hvor spøgelser, besættelser, marer og andre, mere private rædsler bor.

Strandberg demonstrerer ganske overlegent, at han kan skrive begge dele. Han har beholdt de skiftende fortællervinkler, men reduceret dem fra Færgens skrigende kor af stemmer til to gamle venner, der har været adskilt i tyve år, og nu tvinges sammen om den samme morbide historie.

Et tredje fortællerspor dukker op en sjælden gang imellem, og dette spor tilhører det titulære plejehjem, hvor historien udspiller sig.

Rædslernes hus

At placere handlingen på et demenshospital er ekstremt effektivt, for selv før man overhovedet når til det overnaturlige, er man ilde til mode, grebet af skrækken for en dag at havne sådan et sted.

De gamles konstante ydmygelse og de pårørendes frygt for en dag at ende som en tom skal af et menneske, uden evnen til at genkende sine elskede, sine venner, sine børn (en frygt der hurtigt smitter læseren) er noget, Strandberg formår at beskrive indgående, men nøgternt, uden at smøre tykkere på end det er nødvendigt.

Demensen er selvfølgeligt også uhyggeligt god til at understøtte mysteriet, for på et hjem, hvor beboerne i forvejen ser ting, der ikke er der, hører stemmer, ingen andre kan høre, lever i glemte tidsaldre og ikke aner, hvor de selv er, er grænsen mellem det naturligt forklarlige og det rædselsfuldt unaturlige allerede flydende.

Den alvidende fortællerstemme som plejehjemmet, Fyrreskyggen, har i romanen virker ret stærk, fordi den på en måde fungerer som alle de gamles og de ansattes og de pårørendes fælles stemme, men også som selve bygningens – en bygning hvor døden er en konstant følgesvend, et sted hvor liv altid slutter.

Godbid for horror-fans

Sproget er uudsmykket, som i en moderne kriminalroman, hvilket gør læsningen til en flydende fornøjelse. Det vil nok ikke tiltale den mere intellektuelle læser, men som afslapningslæsestof er Hjemmet et særdeles godt valg.

Afsnittene om demensen, om desperationen og de pårørendes sorg, forvirring og lede skurrer imod læserens rygrad hele bogen igennem og giver uvægerligt én lyst til at ringe til sin familie og bare snakke om stort og småt… For tænk hvis de en dag ikke kan huske dig!

Hjemmet er en horror-godbid, som alle fans af genren burde unde sig selv at læse. Den gør det, som horror er sat i verden for: Den forbereder os på det værst tænkelige, og gør det på en underholdende måde.

Skarpslebne og realistiske hovedpersoner, drama på både det meget jordnære og det helt æteriske plan, samt en læselighed, hvor alle kan være med, sikrer Hjemmet den samme gode karakter, som forgængeren modtog.

Hjemmet er venligst stillet til rådighed af forlaget Modtryk.

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017