Planet Pulp

G. Floy Studio udgiver nu det fjerde bind i Mike Mignolas særdeles roste og anerkendte Hellboy-serie på dansk. Som kendere af serien nok har bemærket, så følger G. Floy Studios udgivelser rækkefølgen fra de oprindelige albumudgivelser fra Dark Horse-forlaget., og nu er turen altså kommet til det fjerde bind, Hellboy: Right Hand of Doom, der på dansk har fået titlen Undergangens Højre Hånd.

Moderne helteskikkelse

For dem der ikke kender Hellboy på forhånd (altså de der hverken har læst tegneserien eller set filmen, lavet efter den), så er seriens hovedperson Hellboy; en stor rød, dæmon. I modsætning til sine infernale artsfæller fra Helvede, er han dog vokset op blandt mennesker i det tyvende århundrede. Nærmere bestemt i en pseudo-statslig institution kaldet Bureau for Paranormal Efterforskning og Forsvar (på engelsk Bureau for Paranormal Investigation and Defence, forkortet B.P.I.D.).

Det er også for dette bureau, Hellboy nu arbejder, og som navnet antyder, går dette arbejde ud på at opspore diverse paranormale væsner og fænomener, der laver rav i den og “tage sig af dem”. For Hellboys vedkommende betyder for det meste at stoppe dem med – blandt andet – en prober næve, så som hans kæmpe, røde, højre dæmonhånd.

Hellboy er, som man måske kan læse ud af overstående, en meget moderne helteskikkelse, der kæmper for at gøre sig fri af sin fortid og sin dertilhørende skæbne (som infernalsk dæmon, der skal ødelægge verden), for at kunne skabe sin egen skæbne og definere sin egen identitet.

Et godt sted at starte

Faktisk er den ene af de to længere historier i den sidste del af albummet, titelhistorien Undergangens Højre Hånd, et godt sted at starte for nybegyndere, for heri bliver hele Hellboys baggrundshistorie genopridset, inklusiv hændelserne i Ondskabens Frø-albummet, og Hellboys problematik som helt bliver gengivet.

Undergangens Højre Hånd indeholder nemlig ikke en lang, fortløbende historie. Den første del af albummet indeholder en række mindre historier med Hellboy, der i gennemsnit er på ca. fem sider. De tager alle sammen udgangspunkt i folkesagn, myter og folklore fra hele verden, som Mignola så har sat ind i Hellboy-universet.

Alt sammen er delt op i grupper af tre, sat nogenlunde kronologisk sammen i forhold til Hellboys historie. Mignola hopper dog gennem hele seriens udgivelser frem og tilbage i Hellboy-kronologien, så det er egentligt ikke noget, han tager så tungt. Men her er historierne nok sat op sådan for bare at give lidt overordnet struktur.

Oprindeligt er disse små korte historier med Hellboy blevet trykt mange forskellige steder. Det vil sige i mange forskellige blade, så som Dark Horse Presents, Dark Horse Presents Annual og Dark Horse Extra.

Vidt omkring

Alt i alt minder den første del af albummet om det tidligere udgivne album Kisten i lænker og andre historier, der også bestod af en masse små historier alle mulige steder fra, baseret på eller inspireret af folkesagn og myter. Der er mange forskellige af slagsen, og vi kommer vidt omkring.

Blandt andet til Skandinavien, nærmere bestemt Norge, med historien Kong Vold, hvor Hellboy møder spøgelseskongen Kong Volmer, der er dømt til at jage i vildt ridt med sine jagthunde over himlen til Gurre hver nat, fordi han i levende live forsagede Himlen for jagten. Denne myte er faktisk bygget over en oprindelig legende om Valdemar Atterdag, hvis navn i folkemunde blev til Volmer.

Men vi kommer også andre steder hen, bl.a. Japan i spøgelseshistorien Hoveder og til Rumænien i Varcolacen med mægtige måne-ædende vampyrer. Den britiske dragedræbermyte om St. Leonard og liljerne tages også under kærlig behandling i Bæstets Natur.

Samtidig er der også plads til mere humoristiske historier som Pandekager, hvor vi ser, hvordan Hellboy i sine meget unge år for første gang fatter kærlighed til denne ret. Det er Mignola og Hellboy på lidt mere slap linie, men det holder også. Sammen med det bizarre og horroren er den tørre og underspillede humor jo en del af seriens karakteristika.

Utroligt greb som fortællingerne og materialet

Ligesom ved Kisten i lænker og andre historier har Mike Mignola skrevet en kort kommentar til hver enkelt historie, hvor han fortæller, hvad der fik ham til at skrive den, hvilket er både underholdende og interessant. Kommentarerne er med til at kaste et nyt lys over de enkelte historier og give dem ny dybde, men jeg vil anbefale, at man læser Mignolas kommentar, efter man har læst hver enkelt historie, da man så får et større udbytte af dem.

Jeg må sige, at jeg synes, det er en fantastisk idé fra Mignolas side at lade Hellboy-figuren gennemleve disse folkesagn og historier. For som oftest er store dele af den enkelte grundstruktur i myten bevaret, blot er hovedpersonen udskiftet med Hellboy. I hvert fald i store træk, og i de myter jeg har kunnet genkende. Det geniale er her, at Hellboy, trods sit dæmoniske ophav, altid opfører sig som en nede-på-jorden og lidt fandenivoldsk person fra det slutningen af det moderne, tyvende århundrede, når han konfronteres med alle disse utrolige og fantastiske hændelser og væsner.

Han bliver, eller er, læserens synspunkt, der er sat ind i disse fantastiske historier, der har rod i tidligere århundreder, og som har deres egen indre logik og en anderledes fortællestil, som Hellboy samtidig kommenterer på en klar moderne måde. Og dette uden at ødelægge hverken de oprindelige myter eller selve Hellboy-historien. Mignola er virkelig lidt af et geni med et utroligt greb om sine fortællinger og sit materiale.

Den sidste halvdel af albummet indeholder de to længere historier Undergangens Højre Hånd og En Æske Fuld af Ondskab, der hænger løseligt sammen. Dette er mere regulære Hellboy-historier, der i lige så høj grad drejer sig om Hellboy-figuren og dennes indbyggede konflikt mellem sit ophav og det liv, han ønsker at leve.

Som nævnt anmeldelsen af de forrige bind, så er store dele af Hellboy-filmens sidste dele taget fra disse to historier. Dog er Mignola betydelig mere suveræn og subtil i sin fortællekunst. I den sidste af disse møder Hellboy bl.a. en gammel bekendt, okkultisten Igor Bromhead, samt den aldrende søn af sin tidligere fjende Professor Malcom Frost, og han lærer også betydningen af sit dæmoniske navn Anung Un Rama.

En mørk Jack Kirby

Som ved Kisten i lænker og andre historier, kan jeg kun endnu engang blive dybt imponeret over, hvor konsekvent og klar Mike Mignola er i sin tegnestil. For albummet indeholder materiale helt tilbage til 1998 og frem til 2003, og akkurat som i Kisten i lænker og andre historier er det ikke muligt at se, hvilke der er ældre historier og hvilke, der er nyere, fordi Mignolas stil er perfekt ens hele vejen igennem.

Det skal dog lige bemærkes, at Varcolacen og Bæstets Natur er blevet gentegnet og opfrisket med farver til albummet. Mignolas tegnestil er, synes jeg, helt formidabel. Han er tydeligvis stærkt inspiret af Marvel-tegnekongen Jack Kirby fra tresserne med sine vilde og bombastiske billeder, der samtidig har et meget statisk udtryk. Dog er Mignola et mørkt svar på Jack Kirby.

Alt i Hellboy har en mørk og nedslidt (og gribende) tone. Samtidig bruger Mike Mignola også gammelt materiale og billedsprog i sin stil, så som okkulte tegn, illustrationer og symboler, middelalderbilleder, ældre arkitektur og skulpturer. Disse elementer inkorporer han så i sin stil. Der er nok nogle tegneserielæsere, der vil mene, at Mignolas stil ikke er specielt dynamisk. Men samtidig er jeg helt sikker på, at alle kan blive enige om, at Mignolas billeder er dragende, bizarre og dystert fascinerende i sig selv.

Der er ingen tvivl om, at Mike Mignola fortjener al den ros, han har fået, bl.a. fra gamle mestre i genren som Will Eisner og Frank Miller. Og netop som Eisner og Miller er Mignola både forfatter og tegner på sin helt egen serie, hvilket gør bedriften yderligere imponerende. Mignolas præstationer som enten tegner eller forfatter eller serieskaber havde været nok til at gøre ham til en etableret stjerne indenfor tegneserieverden, men Mignola er utroligt nok alle tre ting på én gang, nyskabende på hvert område og uden sjusk eller kvalitetsforringelser.

For en af de mest utrolige ting ved selve Hellboy-serien er, hvor bemærkelsesværdigt kvalitetsmæssigt stabil Mignola er hele vejen igennem, både som tegner og forfatter. Der er ikke noget dårligt album eller dele, hvor man tænker, at Mike Mignola måske ikke lige har været i topform i nogle måneder. Hele vejen igennem er niveauet højt, hvilket gør, at man må sige, at Mignola er en sand professionel, der kører på et helt andet niveau end de fleste andre indenfor branchen.

Endnu en fjer i hatten

Så kort sagt – Undergangens Højre Hånd er endnu et kvalitetsalbum fra Mignolas hånd, der allerede i sin oprindelige udgave er blevet en klassiker. Enhver seriøs tegneseriesamler bør nok have den, og resten af Hellboy-serien, på sin hylde.

Netop samlerelementet rejser et sidste spørgsmål. For dette er jo en oversættelse til dansk, og hvordan klarer den sig i forhold til den engelske original? Oversættelsen er, som så ofte ved G. Floy Studios udgivelser, både god og klar. Næsten alt, udover nogle få ting så som titelpersonens navn og deslige, er blevet fordansket og har fået danske navne.

Der er selvfølgelig truffet visse valg, man kan være uenig i eller ej, men man må træffe et valg ved sådanne ting, og Undergangens Højre Hånd er for mig en god oversættelse af Right Hand of Doom, der er så tæt, man kan komme på det originale forlægs sprog og stadig gøre det til levende dansk.

Minusset er, at G. Floy Studios udgave ud over oversættelsen egentlig ikke er “mere end det”. Fordi den er en nøjagtig gengivelse af Dark Horses (pæne) engelske originaludgave, side for side, bare med dansk tekst, en G. Floy-reklameside til sidst i stedet for en Dark Horse og et G. Floy-logo. Det inkluderer (heldigvis) også de 19 siders skitser fra Mignolas hånd til sidst i albummet. Men man kan sige, at hvis man nu i forvejen har den engelske udgave, eller helt generelt fortrækker at læse ting på originalsproget, ja så er der ikke helt så meget at komme efter i denne udgave set i forhold til forlægget.

Omvendt gør denne oversættelse, at Hellboy kan komme ud til et tegneseriepublikum, der måske ikke lige har blikket rettet mod det amerikanske tegneseriemarked. Samtidig kommer den, som de hidtidige G. Floy Studio-albums, til at komme ud på rigtig mange folkebibliotekers hylder, og derved igen ud til et publikum, der måske netop er i gang med at opdage tegneserier (se mig i øjnene og sig, at det ikke var på et folkebibliotek, du første gang opdagede tegneserier). Dette er i sig selv en bedrift, man kun kan rose G. Floy Studio for, og deres nyeste Hellboy-album er altså endnu en fjer i hatten til dem.

Hellboy: Undergangens Højre Hånd er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Dæmoner, Okkultisme