Planet Pulp

Endelig, for vi er nogle fans, der har ventet utålmodigt, udgiver G. Floy Studio et nyt bind i Mignolas Hellboy-serie. Det er albummet og historien The Conqueror Worm, der på dansk har fået titlen Kæmpeormen. Både Mignolas fortælleevne og tegninger er af den helt vanlige formidable kvalitet, hvilket også er ét af hans kendetegn. Mignola ændrer eller udvikler sig måske ikke, men det gør i hans tilfælde ikke noget. For hans stil, både som historiefortæller og som illustrator, er så speciel, så unik og samtidig så god, at man kun kan ønske, at han bliver ved med at gøre, hvad han gør, for ellers vil vi alle sammen have mistet noget.

Inspiration fra Poe og Stoker

Kæmpeormen rummer alle de elementer, vi kender fra Mignolas Hellboy-historier: en sammenblanding af virkelige og fiktive myter, middelaldermagi, rumvæsner, fjerne, europæiske bjergtoppe og dertilhørende øde borgruiner, okkulte nazister og gale videnskabsmænd (gerne kombineret) samt chtulhuid horror kombineret med groteskhed, bundet op på Mignolas ikoniske tegnestil. Selve hovedinspirationen til historien er ikke, som ved mange andre, kortere Hellboy-historier, hentet fra virkelige folkesagn og myter, som Mignola ellers ynder at gøre. Inspirationen kommer denne gang i stedet fra rædselslitteraturen i form af Edgar Allan Poes digt The Conqueror Worm fra 1843 og Poes novelle Ligeia fra 1845, hvori han bruger digtet. Det er her på sin plads at nævne, at Vincent Price-filmen The Conqueror Worm, med den oprindelige britisk/europæiske titel Witchfinder General, ikke har så meget med Poe-digtet at gøre, ud over at Price ved filmens start og slutning læser op af det.

En anden inspirationskilde til albummets indhold, som Mignola ikke selv nævner, men som er tættere beslægtet med Poes digt, er Bram Stokers sidste roman The Lair of The White Worm fra 1911. Selv om Mignola ikke direkte henviser til den, så er det tydeligt, at han kender og trækker på den. Det interessante ved Bram Stoker i den forbindelse er, at han og Mignola har mange arbejdsmæssige ligheder i deres værker, hvor de begge bruger gamle myter og folkesagn som inspiration til deres historier, som de så helt og aldeles gør til deres egne. På klassisk Mignola-vis bliver der naturligt nok også citeret fra Poes novelle Ligeia hele vejen igennem albummet, hvor han bestemt ikke er bange for at vise, hvad inspirationskilderne til Hellboy er, nærmere omvendt, da han viser dem stolt frem.

Dedikeret til Action Man

Dette gælder naturligvis også i dette album, hvor Mignola ud over Poe også dedikerer albummet til klassiske 1920’er- og 30’er-pulphelte som Doc Savage, The Shadow, The Spider og G-8, og de mænd, der skrev historierne om dem. Mignola dedikerer også albummet til den oprindelige, 12 tommer (29 cm) høje G.I. Joe – altså det drengelegetøj, vi herhjemme kalder for Action Man (drengenes modsvar til Barbie), der først kom på markedet i 1960’erne (altså i Mignolas barndom), og som i USA har lagt navn til de senere, mindre (men lige så militaristiske) G.I. Joe-legetøjsmænd, som vi på denne side af Atlanten kender som Action Force. Til enhver, der vil vide mere om denne sag kan jeg bestemt anbefale bogen Achtung Schweinehund: A Boy’s Own Story of Imaginary Combat (2007) af Harry Pearson.

Nazistisk rumprogram

Men lad os lige vende tilbage til selve albummet. Handlingen er, at en ukendt komet dukker op med kurs mod Jorden. Det viser sig at være en gammel rumkapsel, sendt op af nazister, som meget bevidst styrer direkte mod en borgruin i Østrig, Hunte-borgen. Herfra forsøgte nazisterne at starte et rumprogram, ledet af en dr. Ernst Oeming, kendt som “Nazi-Einstein”, men borgen blev lagt i ruiner, efter at Lobster Johnson (som på dansk er blevet oversat til Hummer Johnson) – en af de bedst kendte agenter fra det amerikanske Bureau for Paranormal Efterforskning og Forsvar – under Anden Verdenskrig, sammen med en gruppe soldater, prøvede at forhindre en raketopsending derfra. Det lykkedes dengang for Lobster Johnson at få lagt borgen i ruiner, og dermed få begravet nazisternes rumprogram. Dog skulle det vise sig, at blive Lobster Johnsons sidste mission, for i den altødelæggende eksplosion forsvandt Lobster Johnson og al viden om nazisternes rumplaner også.

Da det nazistiske rumprogram nu ikke ser ud til at være helt så dødt, som alle havde troet, bliver Hellboy og homunculusen Roger (som vi første gang har mødt i Hellboy-albummet Væk Djævlen sendt af sted af deres arbejdsgiver, Bureauet for Paranormal Efterforskning og Forsvar, for at udforske borgruinen. Naturligvis er alt ikke hvad det lader til, og der er mere ved det hele, end som så. Uden at afsløre alt for meget, kan jeg dog sige, at Roger og Hellboy både støder på diverse genfærd fra fortiden, forskellige rumvæsner, og endelig spøger myten om Lobster Johnson hele tiden i historiens baggrund.

Set før – på den gode måde

Det er Hellboy-filmens instruktør, Guillermo Del Toro, der har skrevet bogens (for øvrigt udmærkede) forord, hvor han forklarer, hvad der for ham skiller dette Hellboy-album ud fra de andre. Nemlig hvordan Hellboys vrede synliggøres i tegningerne, da han får at vide af ledelsen i Bureauet for Paranormal Efterforskning og Forsvar, at Roger er blevet udstyret med en bombe, som er fjernstyret, og som kan detoneres, hvis han kommer ud af kontrol. Jeg må sige, jeg er ikke helt enig med Guillermo, for jeg vil mene, vi har set Hellboy blive gal flere gange før i de tidligere bind. Men Guillermo antyder her lidt indirekte, hvad man kan kritisere Kæmpeormen for som historie og album. Det er alt sammen noget, vi har set før i Hellboy og fra Mignolas hånd. Der er for så vidt ikke noget nyt, det er bare mere af det samme. Normalt ville det være en skidt ting, men når man gør det så godt, så underholdende, så grundlæggende anderledes og unikt, så gør det ikke noget. Havde vi haft ti (eller flere) Mignola-kloner i tegneserieverden, så havde det måske været et lidt kedeligt album. Men det har vi ikke; vi har kun én Mike Mignola, og han er helt sikkert på alle måder en ener.

Desuden er der en afgørende nyskabelse i dette album, nemlig karakteren Lobster Johnson (jeg kan ikke få mig selv til at kalde ham “Hummer Johnson”), som slår an, og dukker op i senere Mignola-udgivelser. Han har endog fået sin helt egen miniserie og album i 2007. Lobster Johnson er naturligvis bygget over de voldelige og dystre pulpselvtægtshelte, som Mignola dedikerer albummet til i starten. Han er et sammensurium af disse karakterer, hvor Mignola har taget det bedste fra dem alle. Som for eksempel at han markerer forbrydere, han har straffet, med sit klo-symbol, ligesom The Spider gør med sit Crimson Spider-symbol. Hellboy-universet er kun blevet større, bedre og (endnu) mere dystert og spændende med tilføjelsen af Lobster Johnson.

Fremragende album

Nu har jeg kort nævnt, hvordan Lobster Johnson og The Conqueror Worm er blevet til Hummer Johnson og Kæmpeormen i G.Floys danske udgave, og man kan så vurdere med sig selv, om det er gode oversættelser. Men helt generelt er albummet, som altid ved G. Floy, godt oversat. Det er specielt tydeligt i oversættelsen af Poe-digtet (nu ved jeg ikke, om det faktisk er hentet fra en tidligere dansk oversættelse, men i så fald er det godt valgt) og i de mere fabulerede sekvenser af cthulhuid-kosmisk vrøvl og monologerne fra naziskurkene – Hellboy selv holder sig jo til enstavelsesord. Udformningsmæssigt er G.Floys udgave nærmest helt identisk med den originale Dark Horse-udgave af albummet, men nogle gange er det jo bare rart at have det på dansk. Hvis ikke for andet, så fordi at man lettere kan pushe det til folk, der ikke ville kaste sig over en fremmedsproget tegneserie, og endelig så også fordi, at en dansk tegneserieudgivelse betyder, at serien kommer ud på landets folkebiblioteker, og dermed ud til et helt nyt publikum.

Dette er kort sagt endnu et fremragende Hellboy-album fra mesteren Mignolas hånd. Spørgsmålet er, om man kan kalde sig rigtig tegneserieelsker uden at eje denne serie? Om ikke andet, så fordi man bliver helt blæst væk af Mike Mignolas fantastiske illustrationer og hans evene til at fortælle historier. Så G. Floy – skynd jer at få oversat resten af Mignolas værker, både Hellboy, men bestemt også B.P.I.D. og Lobster Johnson. Det kan kun gå for langsomt – vi er nogle der hungrer efter mere!

Hellboy: Kæmpeormen er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008

Stikord: Naziskurke, Okkultisme