Hatchet

På samme måde som de tre Feast-film (2005-2009), er de tre første film i Hatchet-serien sammenhængende. Bogstaveligt talt.

Slutscenen i film et og to er også startscenen på den efterfølgende film. Så reelt er der tale om en fire timers lang hack & slash-film (hver film er relativt kort – kun 80 minutter give and take) Og for dælen, hvor der bliver hakket og flænset!

Indvoldene spredes

Allerede i startscenen, hvor vi har et gæstevisit af et andet horrorikon, nemlig Robert Englund (Mr. Freddy Krueger), spredes indvoldene ud over skærmen.

Historien begynder for alvor med et hold turister, som er taget på en nat-tur i Louisianas sumpe. Her håber de at se spøgelser og andre spooky ting.

Blandt deltagerne på båden er to unge håbefulde ”skuespillere” – to piger (Misty spillet af Mercedes McNab og Jenna spillet af Joleigh Fiore), som sammen med en ”instruktør” Dough (spillet af Joel Murray) skal optage scener til en kommende voksenfilm. Pigerne har mere deres toppe af end på.

Der er også et ældre ægtepar udstyret med matchende campinghabit og hatte (Jim spillet af Richard Riehle og Shannon spillet af Patrika Darbo), to unge fyre (Ben spillet af Joel David Moore og Marcus spillet af Dean Richmond) og en stille pige (Marybeth spillet af Amara Zaragoza).

De ledes ind i sumpen af en ung knægt, som tydeligvis ikke aner, hvad han laver. Han hedder Shawn, og spilles af Parry Shen.

Det var vist hele castet – altså foruden Kane Hodder som Victor Crowley selvfølgelig, og så lige en fin lille rolle til Tony Todd, som vi kender som Candyman fra filmserien om den gnavne mand uden hånd, men med krog. I Hatchet spiller han en selvudnævnt præst med navnet Reverend Zombie.

Nå, tilbage til båden og sumpen

Vores ven og tourguide Shawn aner som nævnt ikke, hvad han laver – og da de naturligvis støder på grund, finder turisterne ud af, at det kun er Shawns anden tur i sumpen, og at hans spøgelseshistorier ikke helt passer.

Men, men, men… en af dem er nu rigtig nok. Det er historien om Victor Crowley.

Victor var et misfoster, som boede ude i sumpen med sin far (som sjovt nok i flashbacket spilles af Kane Hodder – som far så søn). Han blev naturligvis mobbet voldsomt af de andre børn, og derfor holdt han sig mest hjemme i huset i sumpen.

Men en dag – en Halloween nat (naturligvis) – bliver mobningen mere end blot skældsord. Tre drenge smider fyrværkeri ind mod huset, hvor Victor er alene hjemme. Desværre går der ild i huset, og Victor er fanget.

Victors far når hjem, og han hører sin søn kalde på ham. Han griber en økse og forsøger at hugge døren ned. Men Victor presser fra den anden side, og ved et uheld får han øksen i hovedet og dør.

Nu siger sagnet, at Victor går rundt ude i sumpen og kalder på sin far, og at han genoplever denne frygtelige nat – hver nat. Og at han slår alle, som kommer i nærheden af huset, ihjel.

Tilbage til nutiden. Mens de kravler i land fra den synkende båd, overfaldes Jim af en alligator, og det får Marybeth til at vise sit sande jeg. Op flyver en pistol, og alligatoren er nu historie.

Men pistolen får naturligvis de andre til at undre sig. Og så erfarer vi, at Marybeth er datter af Robert Englund – ja altså ikke skuespilleren, men den karakter han spillede i den første scene i filmen.

Hun er taget ud i sumpen for at finde ham og sin bror og for at dræbe Victor Crowley. For hun er sikker på, legenden er sand.

Opfindsomheden er overvældende

Det finder de andre lynhurtigt ud af også. For fra nu af er det et sandt orgie i afrevne lemmer, sprøjtende blod og bizarre drabsmetoder.

For Victor Crowley er opsat på, at ingen skal forlade sumpen i live (eller i et stykke). Jeg har sjældent set så mange nye måder at dræbe folk på. Ikke engang Jason er så voldsom.

Mordscenerne bør ses og ikke bare genfortælles her, men jeg kan da røbe, at du kommer til at se et hoved blive flået midt over, arme revet af og en underkæbe skåret af med en elektrisk sav.

Filmen slutter næsten som den første Fredag den 13. (1980), men som nævnt i begyndelsen stopper filmen midt i en scene, som havde du trykket på pauseknappen – og startknappen finder du først i den næste film.

Forbigået og genopfundet

Og jeg synes du bør finde den startknap, for filmserien om Victor Crowley er voldsomt underholdende – plat og forudsigelig, ja – men skæg og blodig.

Hovedrolleindehaveren Kane Hodder var ellers en ret bitter mand, inden denne film kom på banen. I 2003 var han – til manges forbløffelse (mig selv inkluderet) – blevet forbigået, da filmen Freddy vs. Jason blev lavet.

Rollen som Jason gik til Ken Kirzinger. Og det tog Kane ret personligt. En fin forklaring og beskrivelse af dette forløb kan man læse i bogen Unmasked: The Story of the World’s most Prolific Cinematic Killer eller den fantastiske dokumentarfilm To Hell and Back: The Kane Hodder Story fra 2017.

Men heldigvis fik instruktøren Adam Green den idé at sende manuskriptet til Hatchet til Kane, og det skulle vise at være en god beslutning – både for Adam og Kane. Og som nævnt er der nu hele fire film om Crowley – det er ren guf for slasherfans.

Anmeldt i nr. 155 | 13/09/2018

Stikord: Slasher