Planet Pulp

Det har ærgret rigtig mange filmmusikfans, inklusive undertegnede, at John Williams af forskellige årsager aldrig fik mulighed for at følge Harry Potter-serien til dørs. Ikke kun fordi Williams’ scores til de tre første film alle var aldeles fremragende, men også fordi det ville have været en fantastisk musikalsk oplevelse at følge, hvordan Williams udviklede og brugte sine temaer over et forløb på i alt otte film.

Meget få komponister har leveret mange scores til én filmserie. Williams har selv stået for i alt seks scores til Star Wars-sagaen (og er ombord på den kommende trilogi), men derudover kan jeg kun komme i tanker om John Barry, der leverede i alt 11 scores til James Bond-serien.

Men hvor Barrys 11 Bond-scores blev komponeret over en 24-årig periode og Williams’ Star Wars-scores over en periode på 28 år (dog reelt to gange seks år med en lang pause imellem de to trilogier), ville de otte Harry Potter-scores i givet fald være faldet inden for en periode på “kun” 10 år. Det ville formentlig have givet dem en fantastisk tematisk sammenhængskraft og det tilmed af maestroen himself.

Sådan skulle det ikke gå, men man har jo altid lov at forestille sig, hvor storslået det ville have været. For storslået er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville have været; især ikke når man betænker, at det tredje Harry Potter-score, Williams’ sidste i serien, er ét af Williams’ bedste scores i det hele taget inden for de sidste 15 års tid. Man kan kun drømme om, hvad Williams kunne have gjort med det videre materiale i serien.

Et væld af temaer og motiver

Det er bestemt ikke fordi Williams’ første score, som vi skal beskæftige os med her, er dårligt, for det er det slet, slet, slet ikke – det er bare ikke helt oppe at ringe, der hvor Harry Potter and the Prisoner of Azkaban er, og det er heller ikke så varieret som som scoret til film nummer to, Harry Potter and the Chamber of Secrets. Men særligt Azkaban-scoret nyder også godt af flere ting; dels at historien er mere dyster og mere moden, dels at Williams havde lavet al grundarbejdet med sine første to scores.

Harry Potter and the Philosopher’s Stone er et forrygende fantasyscore, der som vanligt for Williams er orkestreret for stort symfoniorkester tillige med kor og som byder på et væld af temaer og motiver foruden velkomponeret underscore inden for snart sagt alle genrer.

En konservativ optælling ved gennemlytning af scoret når rask væk op på omkring et dusin temaer og motiver, men der er næsten uden tvivl flere, som jeg ikke har været opmærksom på. Alle temaerne og motiverne væver Williams ind og ud af sin musik og skaber på den måde den samme form for effektive musikalske forankring af handlingen, som han f.eks. også gjorde i musikken til de tre gamle Star Wars-film og Indiana Jones-filmene.

Når den tematiske rigdom er nævnt, må det også med det samme siges, at det især er en lille håndfuld af dem, der dominerer, og Williams er meget rundhåndet med hovedtemaet i det første score. Det er bl.a. også det, der er med til at gøre de efterfølgende to scores en anelse bedre i min optik, for de er ganske enkelt mere varierede.

Temaerne

Jeg vil ikke gennemgå alle temaerne og motiverne slavisk, for det ville være kedelig læsning for alle andre end hardcore filmmusik- og/eller Harry Potter-fans, men jeg vil lige nævne nogle af de væsentligste.

Det allervigtigste tema er naturligvis seriens hovedtema, som desværre også er det eneste af Williams’ temaer, der er blevet anvendt af de senere komponister på serien. Sjovt nok hedder hovedtemaet ikke “Harry Potters Theme” eller noget i den retning, men har i stedet navn efter Harrys ugle Hedwig. Således er det egentlige navn på Harry Potter-seriens hovedtema Hedwigs tema. Det anvendes mange gange i scoret, og er også det, der åbner albummet i “Prologue” (nr. 1), og på vanlig Williams-manér får temaet også sit egen koncertarrangement, der høres i “Hedwig’s Theme” (nr. 19).

Hedwigs tema er et forrygende og iørefaldende eventyrtema, hvis stemning af det eventyrlige også understreges af orkestreringen, idet temaet bl.a. høres fremført på celesta, der giver en både æterisk og let mystisk klang. Hedwigs tema har allerede og fuldt fortjent skrevet sig direkte ind i bogen af klassiske Williams-temaer, som de fleste filmfans i dag vil kunne genkende uden problemer.

Desuden er temaet ikke bare ét tema, men faktisk – som også f.eks. ”Raiders March” fra Indiana Jones-filmene – opbygget med både et A-tema og et B-tema, der ofte følges ad, men som også anvendes hver for sig. A-temaet er det, de fleste forstår ved selve hovedtemaet fra Harry Potter, mens det drillende og energiske B-tema bl.a. anvendes i forbindelse med flyvescenerne.

Foruden hovedtemaet er der endnu et tema, der er særligt knyttet til Harry, nemlig det, der kan kaldes Familietemaet. Det stille og længselsfulde tema bruges nemlig især, når Harry tænker på sine forældre, men det dukker også op i “Leaving Hogwarts” (nr. 18), hvor temaet naturligvis får sin relevans, fordi Harry ved filmens afslutning har fået en ny “familie” på Hogwarts.

Hogwarts har sin egen noble march (det høres bl.a. i begyndelsen af nr. 9, “Hogwarts Forever! and The Moving Stairs”), og af andre lokaliteter med tilbagevendende temaer kan også nævnes Diagon Alley, der har sit eget middelalder- og renæssanceinspirerede tema.

Men alt er jo ikke sjov og idyl, og den onde Voldemort har også flere motiver, der bl.a. dukker op i “The Face of Voldemort” (nr. 17). Ét af Voldemort-motiverne – et ondt tre-node-motiv – lader faktisk nærmere til at være knyttet til selve De Vises Sten, men Williams anvender også motivet i scoret til Harry Potter and the Chamber of Secrets, og der lader det til at være knyttet til Voldemort, så reelt er der tale om et Voldemort-motiv. Voldemort bliver ikke tildelt et fuldt udviklet tema, men særligt i begyndelsen af serien er dette meget passende, da Voldemort endnu ikke er andet end en skygge af sit tidligere jeg.

Glimrende underscore

Foruden de nævnte temaer og motiver er der yderligere mindst en håndfuld, der anvendes spredt i musikken, og til sammen er de alle med til at gøre Harry Potter and the Sorcerer’s Stone til et klassisk Williams-score i den forstand, at al musikken – selv meget af underscoren – bindes sammen af en række klart genkendelige musikalske idéer. Derudover er scoret naturligvis propfyldt med veloplagt underscore inden for enhver tænkelig genre: fra det rendyrket eventyrlige til det decideret uhyggelige.

Blandt actionmusikken er det særligt Quidditch-musikken (“The Quidditch Match”, nr. 11), der må fremhæves – endnu et godt eksempel i en meget lang række på, hvordan Williams formår at få yderst kompleks orkestermusik til at lyde legende let. Også “The Chess Game” (nr. 16) er et forrygende actioncue – her i den klart mere seriøse ende, hvor man ikke umiddelbart kan gætte, at musikken er skrevet til en børnefilm.

Den tidligere omtalte “The Face of Voldemort” er sammen med “The Gringotts Vault” (nr. 5) noget af det bedste atmosfæriske underscore på albummet, hvor vi også klart befinder os i den dystre ende.

Fremragende og smukt

John Williams etablerede en masse idéer i dette første Harry Potter-score, og det er de idéer, han byggede videre på i de næste to scores i serien, der begge er endnu bedre: Harry Potter and the Chamber of Secrets marginalt bedre end The Sorcerer’s Stone og The Prisoner of Azkaban markant bedre. Derudover etablerede han også den overordnede lyd, der skulle komme til at definere seriens musik, selv om der selvfølgelig skete visse ændringer i takt med at komponisterne skiftedes ud.

For fans af Williams’ eventyrscores fra perioden mellem de sene 1970’ere og begyndelsen af 1990’erne vil Harry Potter and the Sorcerer’s Stone være det rene guf, og især er det svært ikke at trække paralleller til Hook (1991). Der er med andre ord tale om et fremragende og ofte decideret smukt eventyrscore, som det er meget svært ikke at blive i godt humør at lytte til! Helt fortjent blev scoret da også nomineret til en Oscar, der ved 2001-uddelingen (afholdt i marts 2002) imidlertid, og også helt fortjent, gik til Howard Shore for hans musik til The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001).

Nummerliste:
1. Prologue (2:12)
2. Harry’s Wondrous World (5:20)
3. The Arrival of Baby Harry (4:25)
4. Visit to the Zoo and Letters from Hogwarts (3:23)
5. Diagon Alley and The Gringotts Vault (4:06)
6. Platform Nine-and-Three-Quarters and The Journey to Hogwarts (3:14)
7. Entry into the Great Hall and The Banquet (3:42)
8. Mr. Longbottom Flies (3:35)
9. Hogwarts Forever! and The Moving Stairs (3:46)
10. The Norwegian Ridgeback and A Change of Season (2:47)
11. The Quidditch Match (8:29)
12. Christmas at Hogwarts (2:55)
13. The Invisibility Cloak and The Library Scene (3:16)
14. Fluffy’s Harp (2:39)
15. In the Devil’s Snare and The Flying Keys (2:21)
16. The Chess Game (3:49)
17. The Face of Voldemort (6:10)
18. Leaving Hogwarts (2:14)
19. Hedwig’s Theme (5:11)

Total spilletid: 73:34

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015