Planet Pulp

Da jeg første gang hørte rygter om et nyt indslag i Halloween-serien, var jeg noget skeptisk, eftersom de sidste par stykker har været en blandet fornøjelse. Personligt synes jeg, filmene holdt op med at være interessante efter nummer to – med undtagelse af Halloween III: Season of the Witch (1982), som dog ikke er en rigtig Halloween-film, da Michael Myers ikke er med. Så at lave endnu et indslag i en serie, der for længst er skindød, kunne kun resultere i endnu en fiasko.

Dødfødt remake?

Som tiden gik, blev rygterne til virkelighed, men der var ikke tale om en decideret ny film, men en decideret remake af John Carpenters originale Halloween! Hvordan kunne det komme på tale? At genindspille en af de største og mest uhyggelige gyserfilm nogensinde? Efter Rob Zombie blev knyttet til projektet, og snakkede om at ville lave sin egen version af Halloween-historien og myten bag Myers, kunne jeg ikke lade være med at grue for resultatet, som måske kunne ende i stil med hans første film House of 1000 Corpses (2003).

En genindspilning af en gammel gyser kan vel være ligeså godt som et nyt, men livløst, kapitel i en meget lang serie af film om diverse horrorikoner som Jason, Freddy, Pinhead og Michael Myers? Eller hvad? Igennem længere tid har Hollywood haft fingrene i kassen med klassikere, og hevet gamle film frem for at give dem et makeover, så de passer til tidens unge og kan tjene nogle hurtige penge. De fleste remakes af hæderkronede klassikere har imidlertid været dødfødte, og på den baggrund kunne man tro, at Rob Zombie måske også vil springe over hvor gærdet er lavest, og ødelægge en af de bedste gyserfilm, der er lavet.

Udvider på historien

Men med Halloween er Zombie gået ind bag masken på den stumme kæmpe for at vise os, hvad der skete med Michael Myers i den tid, han var indlagt. Dette gør, at Zombies version af filmen snarere er en “udvidelse” end en rendyrket genindspilning.

Til dem, som ikke skulle have set eller hørt om den originale Halloween, kan handlingen hurtigt ridses op, da Rob Zombie løfter det meste af handlingen direkte fra John Carpenters version fra 1978. Som dreng myrder Michael Myers sin stedfar, søster og søsterens kæreste på Halloween, og skåner kun sin lillesøster samt sin mor, der er på arbejde denne aften (i den originale dræbte han kun sin søster). Efter mordene bliver Michael spærret inde i flere år, hvor Dr. Sam Loomis (Malcolm McDowell) prøver at hjælpe ham. Efter 15 år slipper Michael fri, og vender tilbage til fødebyen Haddonfield, hvor han slagter uskyldige babysittere.

Dette er de primære træk, som de to versioner deler, hvor Rob Zombie vælger at bruge en del mere tid på at vise os, hvordan Michaels familie er, og hvordan han bliver til det monster, som vi allesammen kender. Der bruges faktisk rigtig meget tid på hospitalet, og de mange samtaler med Dr. Loomis, der prøver at komme igennem til ham, og hjælpe ham.

Mange vil måske finde det interessant at vide, hvordan, eller hvorfor Michael blev til den stumme kæmpe, han er, men det, som virkelig gjorde Myers uhyggelig i den originale film var, at vi intet vidste om ham! Han var bare denne person med et forstyrret sind, som var sluppet ud, og nu jagede unge babysittere i sin gamle fødeby. Hvorfor jager han netop disse piger, og hvorfor har han ventet 15 år på at bryde ud? At vi ikke vidste noget om ham, gjorde at vi som publikum kunne se, at enhver person faktisk kunne være en gal morder – man behøver ikke være iført rød kappe og vampyrtænder for at være en galning! Det kunne være din nabo, din ven, din chef, eller personen, der sad ved siden af dig sidst du var i biografen!

Derfor falder det lidt til gulvet, når Zombie forsøger at udforske Myers’ baggrund, og forklarer hvem han er, og hvordan familien og opdragelsen kan have noget at gøre med, hvad han er blevet til. Vi når ikke at blive rigtige bange for ham, imens han slagter de unge mennesker, og til tider får man som publikum medlidenhed med den stumme kæmpe i stedet for at frygte det, han egentlig er.

Blod og chok frem for stemning

I den originale Halloween var Michael Myers mere en skygge, der stod i baggrunden og lurede på folk, før han dræbte dem. Hvis man ser nøje efter i mange af scenerne, står han i det ene øjeblik og kigger i et hjørne eller bag en rude, hvor han i det næste er væk igen. I Zombies version bruger Myers ikke meget tid på bare at stå og lure, men er lige på og hård, hvad angår mord. Vi ser ham stå og holde øje med sine ofre i et par scener, men det er ikke noget, der bruges synderlig lang tid på. Her er det blod og chok, der sættes højere end en skræmmende stemning. Men vi skal selvfølgelig tænke på, at vi ikke har med John Carpenters mættede stemning at gøre, men en gyser-/splatterinstruktør som Rob Zombie.

Og irritationsmomenterne til trods, har Rob Zombie faktisk begået en rigtig god film her. Hans første forsøg som instruktør med House of 1000 Corpses, var en underlig film, der stort set stjal alt det gode fra de største gyserfilm fra slut-70’erne til midt-80’erne. Som et første forsøg var jeg ikke selv overbevist om, at han skulle forsøge videre ud i en karriere som instruktør, men snarere holde sig til sin musik. Men jeg blev overbevist efter at have set hans næste film, The Devil’s Rejects, som udforskede familien Firefly videre, og fortalte en ganske glimrende og anderledes historie. Med en film som denne, og nu remaket af Halloween, står Rob Zombie som en af de bedre gyserinstruktører for tiden.

Om man så kan lide hans version af Halloween er en smagssag, da mange uundgåeligt vil sammenligne den nye med den originale, og se, hvad der er gjort anderledes. Da jeg først så Zombies remake, kunne jeg da heller ikke lade være med at have den originale i hovedet hele tiden. Men ser man dem som to forskellige film, der prøver at fortælle den samme historie i hver deres tid, byder Zombies version på en masse gode ting.

Opdatering giver skub i handlingen

Den originale film er ikke ligefrem up-to-date længere, så det var fint at se Laurie Strode som en “rigtig” teenager, der ikke er så jomfruelig og hellig, som vi så Jamie Lee Curtis være det i John Carpenters version. Dette er gjort for at gøre filmen nutidig, men hjælper også på, at der kommer lidt mere skub i handlingen. Den anmeldte version er “director’s cut”, som ikke blev vist i biografen. En del scener er blevet skiftet ud, og andre er blevet lavet om.

Scenen hvor Michael slipper fri er blevet ændret, så i stedet for, at årsagen til at han slipper ud, er, at han skal transporteres til et andet sted, er det nu fordi en vagt og hans fætter har travlt med at voldtage en anden patient. Lige præcis denne erstatning er lidt skuffende. Dels fordi den nye scene hverken er særlig grum eller mere uhyggelig, dels fordi scenen virker mærkelig, og ikke passer ind til resten af filmen. Det jeg var mest skuffet over, var dog, at der var nogle glimrende cameos i scenen, hvor Michael skulle flyttes. Vagterne bestod af Zombie-kendingerne Bill Moseley og Leslie Easterbrook, der også gav en god præstation.

Når vi nu er ved de små cameos i filmen, bør også nævnes Sid Haig (også en Zombie-regular), Danny Trejo, Ken Foree, Udo Kier, Brad Dourif samt Sybil Danning. Som i Zombies tidligere film The Devil’s Rejects, bruger han mange kendte horroransigter, som også er med til at give hardcore fans noget at klappe i hænderne over.

Positiv overraskelse trods lang spilletid

Denne version af filmen varer 116 minutter, hvilket er meget lang tid for en film af denne type. Meget af tiden bruges faktisk godt, og det er mest til sidst i filmen, at man rigtig kan mærke den lange spilletid. Det trækker længere og længere ud at en ende på det hele, hvilket er lidt en skam, da resten af filmen ellers har været spændende og medrivende. Skuespillet er generelt rigtig godt, og Malcolm McDowell gør det godt som Dr. Loomis, der i den originale film blev spillet af Donald Pleasence. Daeg Faerch gør det også godt som en ung Michael Myers, selvom det som nævnt fjerner meget af uhyggen ved figuren, at man ser, hvordan han var som barn.

Jeg vil også lige nævne karakteren Annie, som bliver spillet af Danielle Harris, der spillede den lille pige Jamie Lloyd i Halloween 4: The Return of Michael Myers og Halloween 5: The Revenge of Michael Myers. Dette er nok ikke noget almindelige filmseere bider mærke i, men det er et fint easter egg til alle fans af serien.

Rob Zombies Halloween-remake var alt i alt en positiv overraskelse, og kan man se imellem fingre med de små irritationsmomenter og den lidt langtrukne afslutning, bør de fleste finde sig godt underholdt.

Halloween er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Remake, Slasher