Planet Pulp

Efter en lang række mindre produktioner udsendte John Carpenter sin syrede rumfilm Dark Star i 1974, der hovedsageligt var et projekt, han løbende havde arbejdet på. Assault on Precinct 13 fra 1976 blev dermed hans første film, der var produceret under mere almindelige vilkår, og denne var i høj grad med til at indvarsle den voldsomme succes, Carpenter skulle komme til at opleve med sine næste mange film.

Assault on Precinct 13 var en ganske enkel og uhyre billig produktion, der dog glimrede ved sit solide kameraarbejde og stramme komposition. Da filmen derfor efterfølgende indtjente sig selv mange gange, havde Carpenter fået blod på tanden og genbrugte stort set samme recept i sin næste produktion, Halloween – på dansk Maskernes nat. Genremæssigt og i indhold havde de to film intet tilfælles, men tilgangen og Carpenters filmiske forståelse går igen i begge produktioner.

Lejrbålshistorie

I al sin enkelthed tager Halloween afsæt i de klassiske lejrbålshistorier om den morderiske psykopat, som undslipper sindssygehospitalet og nu sniger sig omkring i nattens mørke. Handlingen er blevet genbrugt utallige gange, primært på grund af Halloweens enorme succes, men Carpenters film var sådan set ikke den første, der benyttede sig af dette plot. På den led kan man sige, at Halloween dykker lige ned i de fælles amerikanske ungdomsoplevelser og visualiserer de mareridt, som amerikanske børn gennem generationer havde fortalt hinanden.

Hos John Carpenter får psykopaten navnet Michael Myers. Som seksårig myrdede han sin søster på Halloween og lige siden har han været indespærret på en anstalt. Nu er året 1978, og Myers er blevet 23 år gammel. På grund af generel letsindighed på anstalten er det lykkes ham at flygte, og psykopaten har kun én tanke – Mord!

Myers styrer direkte mod sin gamle fødeby, den stereotype lilleby Haddonfield, hvor han ankommer dagen før Halloween, og så er fanden ellers løs. Ret hurtigt begynder han at drive sit uvæsen, og af en eller anden grund udser han sig den unge teen Laurie Strode som sit primære offer. Det er i hvert fald hende Myers begynder at forfølge, og da det først går op for Laurie, at hun bliver udspioneret, er den gæve pige alt andet end tryg ved situationen.

Myers og køkkenkniven

Natten sænker sig over Haddonfield og alle Halloweens onde ånder slipper løs i gaderne, Michael Myers inklusiv. Igennem et opbrudt forløb begynder handlingen at krydsklippe mellem Laurie og hendes to veninder, der hver især tilbringer den dystre aften på forskellig vis. Den ene er ude for at feste med kæresten, mens både Laurie og Annie skal babysitte. Lige alvorligt tager de dog ikke opgaven, for Annie får hurtigt tørret sin unge af på Laurie, der nu sidder med to børn, mens Annie, præcis som Lynda, er ude med kæresten.

Helt ubemærket har Myers forsvinden ikke været, og psykologen Dr. Sam Loomis forfølger Myers til Haddonfield. Her er der ikke noget der peger på, at psykopaten opholder sig, og politiet er derfor alt andet end samarbejdsvillige.

Loomis er imidlertid helt sikker på, at Meyers vil dukke op, og derfor får han efter noget insisteren en smule opbakning og begynder, sammen med sherif Leigh Brackett, at patruljere gaderne. Timerne slæber sig af sted, og alt lader til, at Loomis og Brackett har spildt deres tid. Det tror de i hvert fald, for imens de to ældre mænd går omkring på villavejene, følger vi de tre teenpigers mareridt.

Ret hurtigt begynder Myers nemlig at spøge i kulissen, og gennem en nærmest allestedsnærværende tilstedeværelse, dukker han op over alt, hvor man mindst venter det. Bevæbnet med en enorm køkkenkniv begynder han at udføre sin slagtergerning, og der skal flyde en hel del blod før Haddonfield indser at Michael Myers er tilbage.

Den rene ondskab

Halloween må utvivlsomt regnes som en af gysergenrens mesterværker. Ved at røre lige dele gods fra den amerikanske kulturarv sammen med iscenesættelsen af den sorgløse teenagetilværelse, skaber Carpenter en platform for et særdeles troværdigt horrorscenarium, hvor det genkendelige og hjemlige omvendes til et frygteligt fængsel, hvor de stakkels piger, som ellers stortrives i Haddonfield, bliver en form for jagtvildt.

I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed.

Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt.

Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.

Vi kender dermed ikke Myers’ ansigt, og er helt ude af stand til at tolke nogen reaktioner fra den tavse kæmpe. Masken er helt blank, og måske er det derfor så let at skrive sine egne præferencer og sit eget verdenssyn ind på den hvide flade.

Udlægningen af Myers’ ondskab siger dermed ofte mere om analytikeren end om John Carpenters og Debra Hills monstrøse skabning. Her kan man blot tage et kig på vores hjemlige gyserekspert Rikke Schubarts bøger for at konstatere, hvor fristende det åbenbart er at skrive på Myers’ tabula rasa.

Pinagtigt enkel

Alt dette skal forstås således, at handlingen i Halloween er pinagtigt enkel og genkendelig, hvilket hæver filmens troværdighed. Dette understøttes af det glimrende kameraarbejde, der med dvælende bevægelser iagttager teenagernes dagligdag. Kameraets voyeuristiske tendens udbygges endda til det punkt, hvor Michael Meyers POV bliver et helt centralt udtryk og virkemiddel. Gruen bliver gradvist opbygget ved at vi belurer pigerne gennem Myers’ øjne, og ser deres sysler ind gennem husenes vinduer.

Det hævdes ret ofte, at John Carpenter opfandt dette filmiske trick med Halloween, men det var bestemt ikke første gang, man kunne se det anvendt. Se blot Bob Clarks Black Christmas fra 1974, hvor psykopatens blik optræder på præcis samme måde. Hos Carpenter bruges dette visuelle element dog langt mere eksplicit og ligefremt, hvorfor det også fremstår en del mere dramatisk end hos eksempelvis Bob Clark.

Visuelt er Halloween i topklasse, og John Carpenters minimalistiske synthesizer-tema giver filmen det sidste skub i den rigtige retning. Rørende enkelt og fyldt med en eksplosivt ulmende energi lister tonerne sig ind under huden. Faktisk spiller musikken en særdeles stor rolle, og de fleste vil sikkert allerede nu kunne genkalde sig det uforglemmelige tema.

Pleasence og Curtis

På rollelisten finder vi Donald Pleasence som psykologen Loomis. Pleasence er uomtvisteligt filmens store stjerne, og det navn, der skulle give Halloween et troværdigt ansigt på filmplakaterne. Faktisk fik han lige så meget i løn, som hele filmen kostede. Donald Pleasence var dermed en investering, men også et fornuftigt valg.

Ret beset er Pleasence ikke meget med, men hans karakteristiske udseende og energiske spil gør Dr. Sam Loomis til en vigtig del af filmens univers. Faktisk blev rollen så vigtig en del, at han nævnes i de fleste af filmens efterfølgere.

Den egentlige hovedperson er Laurie Strode, der spilles af den purunge Jamie Lee Curtis. For hende blev Halloween, præcis som The Exorcist (1973) blev det for Linda Blair, vejen ind i filmbranchen, og præcis som Blair havde Curtis store problemer med at ryste biografdebuten af sig. De resterende skuespillere i filmen har hverken store eller nævneværdige roller. De udfylder deres funktion og gør som forventet. Stjernerne er og bliver de to førnævnte, og de to eneste som for alvor bør huskes i denne sammenhæng.

Carpenter leverer råmaterialet, publikum gør resten

Som det sikkert med al tydelighed fremgår, er Halloween en klassiker. Den var med til at bane vejen for 80’ernes entusiastiske tilgang til slasher-horror, og Michael Myers er i dag blevet en ikonisk karakter, som de fleste vil genkende. Den hvide maske er blevet synonymt med horror og det med rette.

Set med nutidens øjne kan Halloween måske virke lidt langsom og blodfattig. Der er ikke meget splat, og rent faktisk dør der kun tre mennesker, hvoraf de to dræbes samtidig.

Hovedparten af filmen består af Myers’ dans om den varme grød, og heri ligger den store styrke. Vi forestiller os meget mere end det, Carpenter rent faktisk viser, og det er beundringsværdigt. Han lader os seere gøre det hårde arbejde, mens han kun leverer råmaterialet.

Senere, i de efterfølgende film, spiller blodet og drabet en langt vigtigere rolle. Det højner måske filmenes umiddelbare underholdningsværdi, men bestemt ikke deres langtidsholdbarhed og kvalitet.

Halloween er et mesterværk, og nok en af Carpenters bedste film. Det var i hvert fald denne film, der for alvor skabte mandens karriere, og for mange også den film, han endnu huskes for. Det er nok ikke helt rimeligt, ensidigt at negligere hans senere værker til fordel for Halloween, men man kommer ikke uden om, at han med denne lille gyser i 1978 indvarslede recepten for det gys, der skulle leve op gennem det meste af 80’erne. Filmhistorisk er Halloween derfor afgørende, men den er så sandelig også en fabelagtig gyser, der ikke bør mangle i nogen DVD-samling.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: Genindspillet, Slasher