Planet Pulp

Den amerikanske instruktør William Girdler satte en dyd i plagiatet. Hans karriere var fra først til sidst udgjort af en stribe film, som med al tydelighed havde lånt med arme og ben fra mere prominente forlæg. Det begyndte med småfilm som Asylum of Satan og Three on a Meathook, begge produceret i 1972, der nok mest af alt trak på tidens populære tendenser i horrorfilmen.

Så kom turen til Abby (1974), der er et hæmningsløst rip-off af The Exorcist (1973), bare med et rent sort cast. Abby var ikke Girdlers første blaxploitationfilm, for tidligere på året i ’74 havde Girdler udsendt seriemorderfilmen The Zebra Killer (1974), der lånte mindst lige så flittigt fra andre, som hans tidligere film. Noget kreativt geni kan man derfor ikke kalde William Girdler, men én ting er dog sikkert, og det er, at hans film rent kvalitativt blev bedre og bedre.

Jaws på landjorden

Hans to første film, Asylum of Satan og Three on a Meathook, var små produktioner, der blev finansieret af det, der svarer til den lokale cityforening. Folkene i Louisville så ganske enkelt den unge instruktørs film som et billigt reklamestunt, men da Girdler begyndte at indspille Grizzly i 1976, havde piben fået en anden lyd.

Der er verdener til forskel mellem de første film og det, instruktøren nu arbejdede på. Alene det faktum, at det var et prominent orkester i London, som indspillede scoret, viser hvor meget, der havde ændret sig. På et punkt var der imidlertid ikke noget nyt under solen, og det var i selve historien. Grizzly er noget der grænser til en genindspilning af Steven Spielbergs Jaws (1975), bare på landjorden.

Forfatterne bag filmen, Harvey Flaxman og David Sheldon, har altid hårdnakket påstået, at de godt nok blev inspireret til at skrive “animal horror” på grund af Spielbergs store succes med Jaws, men at historien i Grizzly helt og aldeles er deres egen. Om den holder i byretten, kan du måske bedst selv bedømme ud fra følgende korte handlingsreferat.

Morderisk bjørn

Vi befinder os i en nationalpark et sted i en Nordamerikansk bjergregion. Det er efterår, men naturparken vrimler stadig med campere, som kommer til bjergene for at nyde de smukke efterårsfarver. Efteråret er højsæson for parken, og en vigtig del af regionens årlige indtægter. Alt ånder fred og ro, men så er det, at kameraet begynder at følge to unge piger, som sidder foran deres telt og hygger sig.

Et eller andet nærmer sig gennem underskoven, men pigerne opfatter først alt for sent, hvad der er los. En gigantisk grizzlybjørn har sneget sig ind på dem, og i en særdeles blodig sekvens bliver den ene af pigerne revet i stumper og stykker. Den anden når at flygte ind i en hytte, som bjørnen kort efter vælter omkuld, og så er denne pige også omdannet til bjørnemad.

Snart efter begynder de lokale rangers at lede efter de forsvundne unge, og da man opdager deres lig, ryster det lokalsamfundet. Naturparkens bestyrer er ude af sig selv, for hvis der løber en morderisk bjørn rundt på fri fod, kan det betyde parkens fallit. Det bliver derfor besluttet, at parken ikke skal lukkes, men at der samtidig skal sættes hårdt ind for at finde det skyldige dyr.

Ingen helt almindelig bjørn

Bjørnen slår ret hurtigt til igen. Der bliver erklæret undtagelsestilstand, og udråbt fri jagt på bjørnen, hvilket jægere fra nær og fjern benytter sig af. Under stort ståhej bliver der indledt en resultatløs drivjagt, som nær koster en af de tåbelige lokale jægere livet. Situationen er på kogepunktet, og netop som man mener, situationen ikke kan blive meget værre, overfalder den store grizzly en lille dreng.

Nu fatter omverdenen interesse for sagen, og medierne belejrer byen. Parkbestyreren aner ikke sine levende råd, og alt ser ud til at kollapse under bjørnens vældige labber. Heldigvis er der dog også fornuftige mænd i byen.

Den unge ranger Michael Kelly (Christopher George) mente, naturparken skulle være blevet lukket med det samme, men bestyreren ville ikke lytte til ham. Nu sidder de i saksen, så derfor må Kelly og den ældre, garvede ranger Don Stober (Andrew Prine) tagen sagen i egen hånd. Svært bevæbnet drager de ud i skoven for at nedkæmpe dræberbjørnen, men foruden deres mange våben – som bl.a. inkluderer en granatkaster – får de også assistance af den halvsære zoolog Arthur Scott (Richard Jaeckel), der er ekspert i bjørne.

Grizzlyen, der huserer i naturparken, er i øvrigt ikke nogen helt almindelig bjørn. Den er exceptionelt stor, og Arthur, zoologen, forklarer, at det må dreje sig om en forhistorisk race, der har overlevet isoleret i bjergregionen, men nu af en eller anden grund er drevet ned i parken. Dette, som vel egentlig burde være en ret storslået situation, er tilsyneladende ikke noget, som gør stort indtryk på parkens rangers. Forhistoriske dyr er åbenbart mere almindelige på den egn end de er på resten af kloden, men lad nu det ligge.

En meget original historie

Peter Benchley, manden der både skrev romanen bag og dele af manuskriptet til Jaws, bliver ikke krediteret på nogen måde. Næ-nej, for vi må huske, at historien i Grizzly er noget Harvey Flaxman og David Sheldon helt selv fandt på. Yeah right!

Grizzly er vitterligt så tykt et plagiat, at de selv har fået detaljer som Quints (Robert Shaw) dramatiske historie om det havarerede skib og hajernes nedslagtning af de forliste sømænd konverteret til en mindst lige så blodig fortælling om en hel bande grizzlyer, der overfaldt en indianerstamme, mens mændene var ud og jage, så kvinder og børn stod forsvarsløse over for bjørnene. Den eneste forskel er, at rangeren Stober, der fortæller historien, naturligvis ikke selv oplevede det – men han får trods alt nærmest tårer i øjnene, mens han fortæller den.

Plagiat eller ej ændrer det dog ikke ved, at Grizzly faktisk er en fin film. Skuespillerne gør det glimrende. Navnlig samspillet mellem Christopher George og Andrew Prine fungerer rigtig godt. Kærlighedshistorien mellem Michael Kelly (Christopher George) og journalisten Allison Corwin (Joan McCall) er måske en smule påklistret, men det bliver trods alt den måde, Kellys plagede følelsesliv kan eksponeres på, og vores indfaldsvinkel til en dybere forståelse af rollen.

Begge de to mandlige hovedroller medvirkede efterfølgende i en stribe genrefilm, hvor det i denne sammenhæng for Christopher Georges vedkommende nok er mest interessant at pege på film som Lucio Fulcis Paura nella città dei morti viventi (Zombiernes by, 1980) eller William Girdlers anden store animal horror-film Day of the Animals (1977). Andrew Prine kan opleves i film som The Evil (1978) og Amityville II: The Possession (1982) foruden en meget stor mængde TV-produktioner af interesse for genrefans. Begge er altså ansigter, man helt sikkert før eller siden vil møde igen, og det kan man faktisk for en stor dels vedkommende takke Grizzly for.

Kan man lide Jaws…

Det skulle nemlig vise sig, at Girdlers Jaws-plagiat blev en gigantisk biografsucces over hele verden. Den blev den bedst sælgende independentproduktion i 1976, og filmen slog rekorder i Tyskland og Japan for flest solgte biografbilletter. En stor del af denne succes må nok tilskrives det momentum, som Jaws havde skabt for selve “animal horror”-genren, men man kommer stadig ikke uden om, at Girdler havde ramt plet.

Instruktøren kunne derfor fejre sin karrieres første rigtige kommercielle hit, og vejen var nu banet for flere store produktioner fra manden, der kun fire år forinden måtte lade sine film finansiere af den lokale købmand i Louisville.

Grizzly er naturligvis ikke lige så god som Jaws, men den lægger sig så tæt op ad denne, at hvis man kan lide den ene, vil den anden sikkert også falde i ens smag. Man kommer imidlertid heller ikke uden om, at Girdler ikke var nogen Spielberg, og filmen halter derfor på den tekniske side flere steder.

Det faktum, at manuskriptet heller ikke var færdigt, da de begyndte optagelserne, har heller ikke ligefrem hjulpet på de dialogtunge scener, hvor skuespillerne i høj grad improviserede, når manuskriptet slap op. Det er på den anden side også en af lowbudget-filmens chamer, og man skal huske, at Grizzly kun kostede en brøkdel af det, Jaws kostede – også selv om Jaws heller ikke var nogen dyr film.

Ingen dårlig investering

I sidste ende er der nok kun at sige, at Grizzly er en herlig lille lowbudget-film, som byder på en stribe meget voldsomme drab, hvor lemmer flyver gennem luften, samt flotte naturscener krydret med habilt skuespil og fin fotografering. Alt i alt en film, som viser, at William Girdler var på vej frem i verden, og skulle man falde over Grizzly er den slet ikke nogen dårlig investering.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Rip-off, Skove