Glimt

I ny og næ kommer man som anmelder ud for at skulle se på omstændighederne omkring tilblivelsen af en film frem for det færdige resultat. Det kan muligvis lyde lidt tåbeligt, men det er tilfældet med Glimt. Naturligvis er det det færdige resultat, der i sidste ende tæller, men en gang imellem er det også på sin plads at hylde et projekt og selve forsøget.

Rodet omgang

Glimt blev optaget i sommeren 2005 af en flok frivillige amatører. Det tog 31 dage og kostede det beskedne beløb af 25.000 kr. Og så har vi vel at mærke at gøre med en spillefilm, hvor længden er på intet mindre end 108 minutter.

Selve filmen er en rodet omgang, hvor der er langt mellem snapsene, og hvis den kom frem i de danske biografer, hvilket den aldrig gør, ville den med al sandsynlighed blive sablet ned. Som en sidebemærkning kan jeg dog nævne, at Martin Schmidts makværk af en gyser Kat (2001) kom op i de danske biografer, så man skal aldrig sige aldrig.

I Glimt er der flere ganske flotte, visuelle passager og mange af de rendyrkede horrorsekvenser fungerer optimalt. Så jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det kunne være blevet til, hvis man i redigeringen havde fjernet 20-30 minutter og havde strammet Glimt gevaldigt op. Historien, og selve manuskriptet, har ikke nok materiale til at kunne bære de 108 minutter, som længden er. Men mere om det senere, efter en lille gennemgang af filmens handling.

Kæresten drukner – eller gør hun?

Hovedpersonen er den unge medicinstuderende Morten, der er bosat i København. Han er søn af en kendt kvindelig læge, og denne arv følger ham på uddannelsen. Han har fundet kærligheden gennem den smukke japanske pige Reiko, som hans far introducerede ham til.

Ret hurtigt i filmen sker der noget mystisk: Morten besvimer en aften, og da han vågner op, finder han Reiko druknet. Alle tror, der er tale om selvmord, Morten inklusiv, undtagen en nævenyttig politimand. Efterfølgende kommer begravelsen, og Morten må tage fri fra sit studium for at pleje sine sorger.

Men så begynder der at ske sære ting; lamper blinker, vand driver ud af en vaskemaskine, klaveret spiller af sig selv, og Morten begynder at få underlige drømme. Kort efter får Morten tilsendt et nodehæfte, som er adresseret til Reiko. I dette ser man, sideløbende med noderne, forskellige gådefulde tegninger, der viser en langhåret kvinde, der sidder ved en å. Og man ser asiatiske mænd slå hinanden ihjel.

En mulig forbandelse

Tiden går, og Morten kommer ud på et skråplan, der kulminerer, da han ser en mørkhåret kvinde, der til forveksling ligner Reiko. Han har kun sin gode studiekammerat Søren, der overspilles til en Razzie af Jesper Aagaard Placing, til at støtte sig op ad.

Desuden dukker Reikos bror Hiro op, og denne sætter Morten ind i sagerne om en forbandelse, der muligvis har ramt vores hovedperson. Den handler i bund og grund om, at et familiemedlem til en morder vil blive hjemsøgt af et spøgelse, indtil morderen bliver myrdet. Lidt langt ude, men sådan er det jo i den genre.

Morten bliver mere og mere desperat og begynder at mistænke alle i sin familie. Det vil sige hans mor Liz og hans far Verner, der også begge opfører sig noget mærkværdigt. Og så er det at handlingen for alvor tager fart, vel at mærke næsten 50 minutter inde i filmen. Afslutningen er ganske habil og kommer et par gode overraskelser.

Decideret kedeligt

Filmens problem er længden og dramaturgien – selve essensen af historien og dens konflikter har ikke stof til mere end en lille time. Men det største problem er, at filmen tager så lang tid om at komme i gang. Det kan forsvares med, at genren den læner sig op ad – J-Horror, fællesbetegnelsen for den nye bølge af japanske gyserfilm – tilnærmer sig det malende og langsomme tempo, man eksempelvis ser i Ringu (1998) og Ju-On (2000).

Problemet er bare, at Glimt ikke har den fornødne stil og stemning til at tage sig tid. Det bliver decideret kedeligt at se Morten vandre fra det ene sted til det andet, uden at det har nogen emotionel effekt på tilskueren. Til dette har forfatteren ikke givet historien eller karaktererne nok dybde.

Men det skal dog siges, at da Glimt efter de første 50 minutter rigtig ruller sig ud, så er der en del at komme efter. Og det leder tilbage til, at den skulle være klippet ned, og man nok burde have sigtet mod novellefilmens tidsramme frem for spillefilmens.

Et muligt talent

På DVD’ens ekstramateriale, der blandt andet indeholder en fin og informativ film om indspilningsprocessen på 60 minutter, gør instruktør, manuskriptforfatter, producent, fotograf, klipper Nicolas Russel Bennetzen det klart, at Glimt på mange måder er en øvelse for ham og de andre medvirkende. Han er den dominerende drivkraft bag filmen og måske han kunne have brugt noget hjælp.

Gennem hans tidligere kortfilm, som man også kan se den ene af på ekstramaterialet, har han eksperimenteret med lyd, billede og dramaturgi, og han mente, at tiden nu var moden til en spillefilm. Han siger, at alle af hans tidligere produkter er lavet, som var de scener i en spillefilm, og det ses på Glimt.

Den enkelte scene fungerer generelt godt. Nogle er tvivlsomme, de fleste vil jeg betegne som o.k., mens der er en fem-seks scener, der er virkelig gode. Måske burde man have brugt noget mere tid på manuskriptet og dramaturgien, da den halter flere steder, men man aner, at vi har at gøre med et muligt talent.

Ringe formidling

Det er i og for sig ikke nogen dårlig idé, når man laver en stiløvelse, at kopiere en genre/historie, som det er tilfældet med Glimt. Historien, såvel som den stemning, Glimt forsøger at ramme, lægger sig op ad J-Horror.

Jeg ville mene, når man har valgt at lade den foregå i Danmark, at man med fordel kunne have grebet historien anderledes an. Et muligt eksempel kunne være at have taget en grønlandsk pige, skabt en gammel inuitlegende og derved give historien et lille skvæt originalitet. For det falder til jorden, når man i den ene overspillede scene efter den anden hører Morten snakke gebrokkent engelsk med den dybt utroværdige Hiro, der spilles meget dårligt af Max Brofeldt.

Legende- og forbandelsesdelen formidles ganske ringe, og det må man sige trækker gevaldigt ned. Generelt er skuespillet meget ujævnt, men heldigvis spiller hovedrolleindehaveren Elias Eliot udmærket som Morten. Hvilket er ganske heldigt, når man tager i betragtning, at han er på skærmen 95 % af tiden.

Meget ujævn

Rent teknisk har filmen mange flotte og velkomponerede billeder, men den formår dog ikke at holde stilen konsekvent. Desuden er lydbilledet rodet, og man er ikke altid klar over, om den musik, man hører, er med til filmens diegese eller omvendt. Det vil sige, om et stykke musik, man hører, er noget, der kommer fra en CD, der afspilles i filmens univers, eller om det er noget, som er ligger udenfor filmens univers. Den slags trækker ned.

Det er tydeligt, at man har haft problemer med den optagede reallyd, og de fleste dialoger er dubbet i redigeringen. Men det er imponerende, at filmen trods alt får skabt et ganske godt klimaks, og det twist, som historiens afslutning tager, er ganske veludført.

Den endelige dom er, at Glimt er en meget ujævn film, som er decideret kedelig til at starte med, men som udvikler sig til en habil spændingshistorie. Originalitet er der imidlertid intet af i filmen. Dog er det værd at hylde et sådant projekt, og man kan sige, den fejler med bravur. Et godt forsøg, og det kan anbefales at anskaffe sig Glimt, se den og se ekstramaterialet. Så får man et ganske godt indblik i en svær proces, og man får en film, hvor den sidste halve time er udmærket.

Glimt er venligst stillet til rådighed af FuldFartFilm.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Danmark, Pastiche