Planet Pulp

Allerede i åbningssekvensen lægger instruktøren William Sach ikke fingre imellem, at Galaxina er inspireret af – og spoofer – større science fiction-film. En informerende tekst ruller over skærmen i det ydre rum, hvor seeren hurtigt får de vigtigste informationer.

Året er 3008 og rumrejser er nu blevet en almindelighed. Derfor flyver patruljer af politistyrker rundt i universet for at håndhæve f.eks. fartgrænser (!?). Den informerende ”Star Wars”-tekst, er dog ikke det eneste, Sachs har løftet fra andre film, men mere om det senere.

Som Kaptajn Kirk med roterende fis i kasketten

Efter den rutineprægede informationstekst, følger vi rumskibet Infinity og dets mandskab, ledet af proppen Capt. Cornelius Butt (Avery Schreiber), da de napper et andet skib i at flyve for hurtigt. Dette udvikler sig hurtigt til en kortfattet (og hamrende uinteressant) skudduel, hvor Infinity desværre går ned.

Dette giver så lidt råderum til at få introduceret vores helte. Foruden kaptajnen består besætningen af den cigarrygende Sgt. Thor (Stephen Macht), rednecken Buzz (J.D. Hinton), to gutter, hvis navne og rolle ikke rigtig træder frem i løbet af filmen, og sidst men ikke mindst androiden Galaxina (Dorothy Stratten).

Imens den blonde androide går i gang med at reparere skibet, får vi lidt tid til at lære personerne at kende, men det går desværre op i fjollerier, der ikke lugter meget af egentlig karakterudvikling. Hvad vi som seere dog finder ud af er, at der er en fange ombord (et stenspisende gummimonster), at Kaptajn Butt minder om Kaptajn Kirk med roterende fis i kasketten og at Sgt. Thor, foruden altid at ryge cigar, har et godt øje til den mekaniske Galaxina.

Alien-parodi, intergalaktisk bordel og aliens only-bar

Efter hvad der føles som en halv time, bliver Infinity ringet op af deres leder (han vises som et horribelt hologram), som sender dem på en mission efter en sten kaldet The Blue Star, der befinder sig på planeten Altair One. Missionens destination vil tage 27 år at nå, så derfor hopper besætningen i dvalesøvn, men ikke før de har holdt en stor middag, hvor Kaptajnen indtager et mystisk æg, hvorefter han, i ægte Alien-stil, brækker et lille gummimonster op. Crewet slår i øvrigt også lige et besøg forbi et intergalaktisk bordel.

Det lille gummimonster fra ægget bliver dog hurtigt glemt (indtil det dukker op igen hen imod slutningen), og besætningen går i dvaletilstand. Imens bruger Galaxina tiden på at omprogrammere sig selv, så hun nu kan tale og ikke længere giver stød, når man rører ved hende.

Ved ankomsten til Altair One, møder de igen det mystiske skib fra filmens begyndelse, og vi finder ud af, at den mystiske fører er den mekaniske Ordirc (Ronald Knight), der har i sinde at stjæle The Blue Star. Infinity bliver ramt igen og hele mandskabet (foruden Galaxina) får piskesmæld.

Derfor bliver Galaxina naturligvis sendt alene ned på Altair One for at bekæmpe Ordirc og finde stenen. Hvad der sker på planeten og i de sidste minutter skal naturligvis ikke afsløres her, men nævnes bør et besøg på en lokal ”Aliens Only”-bar og et showdown med en gruppe dansende bikere, der tilbeder en gammel Harley Davidson kværn.

Helt urimeligt tåkrummende

Hvis det ikke allerede er fremgået af dette resume, er plottet ekstremt tyndt. Det er først i de sidste 20-30 minutter, der faktisk sker en form for fremdrift. Den første time bruges på at fjolle rundt, og Sachs forsøger sig ud i at udvikle karaktererne. Det mislykkes desværre totalt, og ikke engang det bizarre kærlighedsforhold mellem Sgt. Thor og Galaxina virker særlig gennemtænkt.

Tanken bag har umiddelbart været at få publikum til at trække på smilebåndet, men de flade personer gør, at man ikke giver en flyvende fis. Dertil kommer at humoren og jokesene ikke har undgået tidens tand, og især første halvdel af filmen er helt urimelig tåkrummende.

Umiddelbart virker det som om at Sachs har udvalgt en håndfuld klassiske sci-fi-scener og -elementer, som han har proppet igennem sin egen fladpandede ”spoof-maskine”. Der er lagt så stor vægt på at have så mange ikoniske parodiscener med, at filmen aldrig får lov til at udfolde sig selv og leve sit eget liv. Den går simpelthen i stå og forfalder til billige jokes og usammenhængende plots, der kun løst forsøges opsamlet i slutningen.

Galaxina burde have været et springbræt for Playboymodellen Dorothy Strattens allerede lovende karriere, men hendes korte tid i showbiz sluttede, da hun som kun 20-årig blev myrdet af sin jaloux mand. Denne tragedie har naturligvis haft en indflydelse på filmen og dens status som kultfilm. Ellers var Galaxina nok gået helt i glemmebogen i dag.

Galaxina er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: Androider, Rummet, Rumskibe