Furiosa: A Mad Max Saga

Ni år efter Mad Max: Fury Road fik vi endelig instruktør George Millers prequel til / spin-off.

Efter en voldsomt begejstret modtagelse på årets filmfestival i Cannes, skulle den ekstremt skuffende indtjening og i stigende grad moderate anmeldelser vise, at George Miller denne gang nok har placeret sig mellem et par stole.

Kultdyrkede milepæle

For en aldrende filmnørd som mig er Mad Max nærmest religion. Mad Max (1979) skulle jeg i en meget ung alder se igen og igen på VHS, og Mad Max 2 (1981), der i USA fik navnet The Road Warrior, så jeg i hedengangne Kino-Palæet i Randers.

Disse australske sensationer var fulde af ægthed, energi og nerve (nærmest dødsforagt), og denne kreativitet skulle blive en renæssance indenfor den postapokalyptiske genre. Særligt stilen i Mad Max 2 skulle sætte standarden, og filmen er en af de mest imiterede og efterlignede film i historien.

Den tredje film, Mad Max Beyond Thunderdome, kom i 1985, og på dette tidspunkt var filmenes hovedrolleindehaver, Mel Gibson, blevet den internationale stjerne, han var bestemt til at blive fra det øjeblik, han trådte ind foran et kamera.

Beyond Thunderdome er mere poleret og Hollywood-strømlinet og ligner nærmest en stylet musikvideo. Historien med at Max skulle redde nogle børn gav en familievenlig aldersgrænse, og det føles, som man er i Peter Pans Neverland, fremfor The Wasteland. Den har dog sin del af lækre ting.

Mad Max virkede færdig, og instruktør George Miller bevægede sig over i noget helt andet. Han fik mastodont-hits i form af familiefilmene Babe (1995 – på dansk Babe – den kække gris), og Happy Feet 1 + 2 (2006 og 2011). Mel Gibson skulle gå videre og få en imponerende Hollywood-karriere som både skuespiller og instruktør.

30 år skulle der gå

Tilbage i 2003 kom der en reel tilkendegivelse fra George Miller om, at der nu var et manus til en fjerde film, som han ønskede at lave. Men der skulle gå yderligere 10 år, før noget begyndte at materialisere sig.

Produktionen blev hele tiden udskudt og skrinlagt, Mel Gibson takkede nej, og så ønskede Miller at lave en 3D-animeret film og nærmest genopfinde universet med inspiration fra de japanske Akira-film. Han brugte mange år på dette projekt.

Men pludselig lavede Miller en kovending, og i 2010 blev det bekræftet, at Miller havde startet pre-production af den fjerde Mad Max-film, og optagelserne ville finde sted i Broken Hill, New South Wales i Australien, hvor også Mad Max 2 blev filmet.

Og således var der den 14. maj 2015 premiere på Mad Max: Fury Road – 30 år efter Beyond Thunderdome. Der var tale om en af de mest ventede fortsættelser i filmhistorien. Men for os inkarnerede tilbedere af Mad Max, der mente, den tredje film nok skulle have været den sidste, var det med stor skepsis.

Genredefinerende, Oscarvindende action

Men vi blev bogstaveligt talt blæst totalt bagud! Ved Oscaruddelingen i 2016 var Mad Max: Fury Road nomineret til hele 10 statuetter!

Filmen vandt seks Oscars, som alle var til den tekniske afdeling, men den var nomineret som både bedste film og Miller som bedste instruktør. Man mærker tydeligt, at George Miller havde brugt mange år på at arbejde med filmen som animation.

Hvert eneste skud i filmen er barberbladsskarpt skåret, og alt ved filmen og dens visionære stil er orkestreret til fuldendt perfektion. Samtidig er alt lavet ægte i den grad, det er muligt, og lader CGI (brugen af computerskabte effekter) være et sekundært hjælpemiddel.

Der er svimlende stunts og ægte køretøjssmadder i overflod! Som det var varemærket i de oprindelige Mad Max-film.

Nærmest in medias res bruges der kun få minutter til at forklare en futuristisk og ukendt verden, hvorefter handlingen foregår med 200-300 km/t i en byge af kamp, smadret metal, kugler, eksplosioner, blod og indvolde – og stadig med et fantastisk persongalleri, hvor alle karaktererne har både dybde og nuance. Vi forstår dem, og de udvikler sig individuelt og interagerer.

Furiosa: A Mad Max Saga – 9 år senere

Og med den ovenstående beskrivelse af, hvad der gør Fury Road tæt på et fuldendt mesterværk (den manglede Mel Gibson!), kan man så begynde at se på, hvor Furiosa: A Mad Max Saga kører af vejen.

I de godt 15 år, han arbejdede med Fury Road, havde George Miller skrevet en omfattende baggrundshistorie til karakteren Imperator Furiosa.

Ikke længe efter premieren på Mad Max: Fury Road i 2015, luftede Miller, at han havde ambitioner om at lave en spin-off, der ville handle om denne kriger-amazone.

Så hvor Mad Max: Fury Road havde en åndeløs handling hen over tre dage og to nætter, er den nye film, som det fremgår af titlen, en saga, der udspiller sig fra Furiosa er 10 år gammel, til hun er sidst i tyverne.

Det starter med en ung Furiosa, der bortføres fra The Green Place of Many Mothers af en biker-bande, ledet af Warlord Dementus (spillet af en nærmest uigenkendelig Chris Hemworth).

I forsøget på at redde Furiosa, bliver hendes mor på grusom vis dræbt af Dementus, og fra da af handler hele Furiosas eksistens (og resten af filmen) om at få hævn. Og finde vejen hjem.

På deres færd gennem The Wasteland, støder de på den frodige citadel og Immortan Joe (i denne spillet af Lachy Hulme, da Hugh Keays-Burne gik bort i 2020) og hans War Boys.

So far so good. Snart indser man, at George Miller er trådt langt væk fra alt det, der gjorde Fury Road magisk.

Eyes off the road

Den første konfrontation mellem Dementus og Immortan Joe er på skuffende vis degraderet til en montage, og da man erfarer, at filmen er bygget op i fem kapitler med overskrifter, der strækker sig gennem flere lokationer og perioder, er man så småt ved for første gang at kigge på uret. Der er over to timer endnu.

Efter de to krigsherrer har lavet en form for gensidig våbenhvile, vokser Furiosa op i Immortan Joes citadel forklædt som dreng (og her skal man virkelig lege med, for at det virker plausibelt).

Der er masser af politik og snak mellem de forskellige fraktioner, som det ønskes, vi skal forstå. Først efter en time kommer Anya Taylor-Joy på banen sammen med Tom Burke, der spiller Praetorian Jack, der bliver Furiosas mentor og første kærlighed.

Deres formelle møde er på The War Rig, hvor der er et angreb, 15-minutters action, der efter sigende tog 78 dage at optage. Dette er højdepunktet i filmen. Men et højdepunkt i dette univers skal ikke ligge midt i filmen, det skal traditionelt være klimaks.

Karakterene forsvinder i verdenen

Furiosa: A Mad Max Saga har alle rammerne i orden: Den smukke australske ørken, de fantastiske, tunede, ombyggede køretøjer, mutanter, kostumer.

Men George Millers ambition med filmen er, at vi skal se den futuristiske verden, han kreerede i de mange år, han arbejdede på Fury Road. The Citadel, Gas Town, The Bullet Farm osv.

Det der ovenfor blev beskrevet som det fantastiske ved Fury Road omkring karakterernes dybde og nuance og interaktion – den er der ikke. Og så er det jo underordnet, at man har karakterer med navne som Scrotus, Rictus Erectus, Toe Jam, The Octoboss og The People Eater.

Fremfor at lade Charlize Theron gentage rollen som Furiosa og dermed benytte den forfærdelige de-aging-teknik, valgte George Miller heldigvis at bruge en yngre skuespiller i form af den formidable Anya Taylor-Joy.

Og hun er rigtig fin som en Furiosa nærmest uden replikker (Alyla Browne er også god som Furiosa som barn). Men hendes forhold til Praetorian Jack kan slet ikke føles – det kommer sådan nærmest ud af ingenting.

Det var helt anderledes med Furiosa og Max i Fury Road. Alle karakterer er uden kant, og Chris Hemworth har vist været i Marvel-film for længe, for Dementus er voldsomt overspillet og tegneserie-agtig. Og med mildest talt fjollede replikker.

I et kort øjeblik ses (Mad) Max Rockatansky (spillet af Jacob Tomuri, der var Tom Hardys stuntman i Fury Road). Han ses bagfra på en bakketop ved sin V8 Interceptor, hvor han betragter Furiosa kæmpe sig gennem ørkenen efter at have mistet sin arm. Er det måske Max, der trækker Furiosa tættere på The Citadel?

Det er sikkert ment som en lille cameo eller homage eller easter egg – men det virker mere som en anerkendelse af, at franchisen ikke kan fungere uden denne karakter.

Teknisk er filmen også et godt stykke væk fra Fury Road. Der er mindre ”ægte” action og mere brug af CGI, med en color grading, der flere gange gjorde filmen meget kunstig at se på.

Middelmådig!

Alt det sagt: Sammenlignet med film generelt, er Furiosa: A Mad Max Story en rigtig god film. Den er overordnet lækker, der er masser af uovertruffen George Miller-action og mesterlige ting.

Men filmen føles fra ende til anden overflødig. Der var vel ingen, der efter at være blevet blæst væk af Mad Max: Fury Road havde behov for at få udpenslet og forklaret den verden, vi var kastet ind i, og afmystificere den fantastiske furie, der kæmpede med Max?

Anmeldt i nr. 223 | 13/06/2024

Stikord: 5’er, Fortsættelse, Postapokalyptika, Prequel