Planet Pulp

Økohorror er én af de mere spøjse subgenrer, der er vokset ud af horrorgenren. De rigtige økohorrorfilm, hvor det på én eller anden måde er menneskets egen skyld, at naturen går amok, opstod i 1960’erne og kulminerede i 1970’erne med film som bl.a. Day of the Animals (1977) og Prophecy (1979). Genren kan ofte være svær at skelne fra de mere monsterprægede film, hvor dyr går til angreb på mennesker, men et nøgleord må være, at der ligger miljømæssige og økologiske overvejelser bag filmens begivenheder.

Således kan hverken Jaws (1975) eller Grizzly (1976) placeres i økohorrorgenren, og heller ikke 50’ernes film med muterede kæmpemonstre kan siges rigtigt at høre til i økohorrorgenren – ikke pga. monstrenes kæmpestørrelse, men mere fordi det ikke var miljømæssige bekymringer, der lå bag 50’ernes mutantmonstre men her mere den kolde krigs atomskræk og -fascination.

Et godt eksempel på genren

Frogs er til gengæld et glimrende eksempel på økohorror og tilmed et meget rent eksempel af slagsen, idet vi ikke et eneste tidspunkt ser andet end rigtige dyr i filmen. Det er måske så også med til at gøre filmen en anelse farveløs og blodfattig, men filmens budskaber trænger på den anden side klart igennem. Selv om der bestemt er tale om en gyserfilm af de mere sobre, så skal der dog heller ikke være nogen tvivl om, at vi har at gøre med en B-film af den type, der bare skulle indtjene nogle penge. Skulle man være i tvivl om dette faktum, så stedes tvivlen til hvile, når man finder ud af, at Frogs blev produceret af American International Pictures.

Filmen starter med, at vi under filmens fortekster følger naturfotografen Pickett Smith (en ung Sam Elliott), der padler rundt i en kano og tager billeder af dyrelivet. Jo længere hen i forteksterne, vi kommer, jo mere ser vi den forurening, der er sket i området. Da Smith når ud på det åbne vand på den sø, han har sejlet rundt på, bliver han næsten sejlet ned af en speedbåd med søskendeparret Clint og Karen Crockett (Adam Roarke og Joan Van Ark). De fisker Smith op af søen og tager ham med tilbage, så han kan få et bad og noget tørt tøj.

Ubehagelige overklassemennesker

Det viser sig, at Clint og Karen, sammen med en større del af deres familie, er på besøg hos den gamle patriark Jason Crockett (Ray Milland), hvis store sydstatspalæ ligger på en ø midt i søen. På nær Karen er det meste af familien nogle forfærdelige overklassetyper, men de tager dog venligt imod Smith, da han dukker op sammen med Clint og Karen. Smith, der var ude at tage billeder for et økologimagasin, finder snart ud af, at der er noget usædvanligt ved naturen. Især er der utroligt mange frøer på øen, hvilket er ved at drive Clints kone Jenny (Lynn Borden) til vanvid. Smith slår det indledningsvist hen som et tilfælde, men senere får han rig lejlighed til at revurdere situationen.

Indledningsvist sker det, da den gamle gnavne Jason Crockett beder Smith om at tage et kig rundt på øen for at se, om han mener, at der foregår noget usædvanligt. Ikke alene finder Smith et enormt antal døde dyr, men han finder også én af Crocketts ansatte liggende død ud i sumpen. Det viser sig snart, at de døde dyr skyldes, at Jason Crockett har fået udlagt gift, så han og familien kan slippe for de utroligt mange frøer. Til gengæld har det også betydet, at et stort antal andre dyr er døde, og det har jo tilsyneladende ikke virket på frøerne!

Men den døde mand, Smith finder i sumpen, er bare den første, for snart begynder familiemedlemmerne at dø ét efter ét, og hver gang skyldes det dyrene, der tilsyneladende har fået smag for at slå mennesker ihjel. Det er klart frøerne, der rent numerisk er i overtal, men til gengæld er det ikke dem, der står for drabene – det gør alt fra taranteller over firben og slanger til alligatorer. Til gengæld virker det meget som om, at det er frøerne, der dirigerer slagets gang, og styrer de andre dyr.

Meningsløs flugt?

Da først familiemedlemmerne begynder at krepere, opstår der naturligvis splid – især da Jason Crockett viser sig fra sin mest misantropiske og ubehagelige side – og snart er der, foruden Jason Crockett, kun Pickett Smith, Karen Crockett samt Clint og Jennys to børn tilbage. Den rullestolsbundne Jason nægter at flygte, men Smith og Karen har nu indset situationens alvor og beslutter sig for at flygte til fastlandet. Men da er spørgsmålet allerede blevet stillet: er det kun hér på øen, at dyrene angriber, eller er det et mere udbredt fænomen?

Dette spørgsmål skal jeg naturligvis ikke besvare her, ligesom jeg heller ikke skal sige noget om, hvordan flugten ind til fastlandet går.

Dyrenes svar på Night of the Living Dead

Den største styrke ved Frogs er, at det aldrig forklares, hvorfor dyrene går amok. De eneste hints er den store mængde forurening, man ser under filmens fortekster, samt det faktum at Jason Crockett har fået lagt gift ud. Det er måske også forklaring nok, men det vigtige er, at ingen i filmen gør noget for at komme med nogen forklaring. På den vis lægger Frogs sig op ad en film som The Birds (1963) og dens litterære forlæg, ligesom man, med en smule humoristisk sans, også kan betragte Frogs som dyreverdenens svar på Romeros Night of the Living Dead (1968).

Der er nemlig ikke kun de økologiske elementer i filmen, men også nogle klare sociale kommentarer: Den stinkende rige Jason Crockett og hans stinkende rige familie er alle, på nær Karen, nogle i bund og grund ubehagelige overklassemennesker, og naturligvis har Jason Crockett et par sorte tjenestefolk.

Langsom og blodfattig

Desværre er der nogle klare svagheder ved Frogs. For det første går der rigtig lang tid, før der for alvor kommer skred i handlingen, og undervejs i filmen er der mange og ganske lange klip med frøer, slanger, firben og diverse andet kravl. Dette er naturligvis indsat for at skabe noget atmosfære, men i længden bliver det en anelse trættende.

Derudover er filmen en anelse blodfattig – den mest ubehagelige sekvens er klart den, hvor ét af familiemedlemmerne bliver overfaldet af taranteledderkopper eller noget der ligner – øens økosystem er, om ikke andet, varieret!

Sekvensen hvor den sommerfugleinteresserede tante bliver taget af dage er utroligt lang, men har dog en enkelt rimeligt god sekvens, hvor hun falder i et mudderhul og kravler op, dækket af igler. Et lidt komisk drab er det, der sker i drivhuset, hvor det især er firben i alle størrelser, der står for aflivningen af ofret. Bevidst eller ej, så lykkes det firbenene at vælte et glas med gift (som jo hører til i ethvert drivhus) på jorden, som slår én af vore menneskelige hovedpersoner ihjel.

Har sine momenter

Alt andet lige er Frogs en forholdsvis langsom film, hvis man er mere kynisk anlagt ville man måske sige halvkedelig, og det ville også være synd at sige, at den er direkte uhyggelig. Ikke desto mindre er den stedvist ganske atmosfærisk, og så har den helt klart også sine humoristiske elementer, der primært genereres i skuespillet mellem de frygtelige overklassemennesker. Ray Milland er glimrende i rollen som den koleriske og ubehagelige patriark, og ud over Milland er det stort set kun Sam Elliott og Joan Van Ark, man for alvor lægger mærke til. De gør det dog begge to udmærket, og det er faktisk en lettelse, at den spirende romance mellem de to hovedpersoner aldrig bliver til noget.

Hverken filmens instruktør George McCowan eller manuskriptforfatterne Robert Hutchison og Robert Blees er specielt velkendte, og det ville da også være synd at sige, at instruktion eller manus er noget særligt. Frogs har dog helt sikkert sine momenter, og hvis man har en svaghed for animal horror og måske økohorror i særdeleshed, vil man sagtens kunne finde noget at komme efter i Frogs – ellers vil man nok nærmere finde filmen en anelse kedelig.

Under alle omstændigheder skal man være indstillet på, at tempoet er lavt, og at dødsscenerne ikke er vildt intense. De fleste vil dog finde det ubetinget morsomt at se en meget ung Sam Elliott (uden sit karakteristiske overskæg) i hovedrollen, og for os fyre kan det konstateres, at Joan Van Ark altså var lidt af en steg tilbage i ’72.

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Økohorror