Planet Pulp

Fringe debuterede på de amerikanske TV-skærme den 9. september 2008. Serien er skabt af bl.a. J.J. Abrams, som naturligvis også var én af mændene bag Lost, der på dette tidspunkt holdt pause mellem sin 4. og 5. sæson.

Navnet J.J. Abrams er i fankredse måske falmet en smule efter dengang, både på grund af den skuffende Star Trek Into Darkness (2013) og den tredje Star Wars-trilogi, hvor Abrams stod bag både The Force Awakens (2015) og The Rise of Skywalker (2019).

Men tilbage i 2008 var Abrams et ultravarmt navn; en rigtig Hollywood-kæledægge, der lagde guldæg efter guldæg.

Abrams, Orci og Kurtzman

Abrams skabte Fringe i samarbejde med Alex Kurtzman og Roberto Orci, der begge har arbejdet sammen med Abrams siden TV-serien Alias (2001-06), og som bl.a. også skrev manus til Abrams’ Mission: Impossible III (2006) og de to Star Trek-film, Abrams stod bag.

Abrams’, Orcis og Kurtzmans direkte input i seriens 100 episoder er dog relativt begrænset; Abrams er manus-krediteret på seks episoder og Orci og Kurtzman på hver tre.

De fleste manuskripter til serien var, som det er typisk for denne type af serie, lagt ud til et større writers’ room, hvor de helt væsentlige mytologi-afsnit blev skrevet af seriens daglige showrunners J.H. Wyman og Jeff Pinkner; i femte og sidste sæson dog kun Wyman, da Pinkner havde forladt serien på det tidspunkt.

En halv snes afsnit blev også skrevet af én af Hollywoods lidt større drenge, den dygtige, men kvalitativt ekstremt svingende Akiva Goldsman, der fra og med sæson 2 også er krediteret som “consulting producer”.

Uden X-Files, ingen Fringe

Det er både forsimplet og reduktivt at sige, at Fringe er The X-Files (1993-2002) for en ny generation, men det er heller ikke forkert.

Der er ingen tvivl om, at uden The X-Files, så havde der ikke været nogen Fringe, og de to serier deler da også DNA på helt afgørende punkter.

Således er Fringe en serie, der handler om en FBI-agent, der efterforsker tilsyneladende paranormale sager og i et format, der veksler mellem enkeltstående afsnit (det, der i X-Files-sammenhæng ofte kaldes “Monster of the Week”-episoder) og afsnit, der handler om seriens overordnede mytologi.

Men der er også væsentlige forskelle. Hvor X-Files favnede både regulært paranormale fænomener og fænomener, der kunne forklares videnskabeligt, er Fringe fokuseret på fænomener, der har en videnskabelig forklaring.

Dog ikke “videnskab” i gængs forstand. Deraf også seriens titel, der henviser til såkaldt “fringe science”, altså videnskab, der handler om “randfænomener”, der ikke dækkes af videnskabernes kerneområder.

Det er med andre ord ting, som vi i den virkelige verden ville kalde enten paranormale eller relateret til områder, hvor videnskaben i dag ikke har svar.

Mere serialiseret end X-Files

Der er også andre væsentlige forskelle, for hvor én af kernedynamikkerne i The X-Files var mødet mellem skeptikeren Dana Scully og den “troende” Fox Mulder, er der ikke meget skepsis i Fringe.

Derudover er Fringe også en mere serialiseret serie end The X-Files var. Godt nok er der, særligt i de første to sæsoner af Fringe afsnit, der kan klassificeres som enkeltstående, og som man godt kan se uden at have fulgt med.

Men disse afsnit er klart i mindretal, bl.a. også fordi en del af de enkeltstående afsnit alligevel viser sig at have én eller anden form for forbindelse til seriens overordnede mytologi.

I The X-Files var det kun de rent mytologiske afsnit, der kunne være svære at følge, hvis ikke man havde fulgt med siden starten. I Fringe bliver man ret hurtigt koblet af, hvis man ikke følger med, eller hvis man springer et afsnit over hist og her.

Senere bliver serien stort set rent serialiseret og helt fokuseret på seriens mytologi, men det er først fra begyndelsen af sæson 3.

Endvidere er de to seriers mytologier naturligvis vidt forskellige: I The X-Files er det rumvæsner og deres kolonisering af Jorden, der udgør kernen i mytologien; i Fringe er det eksistensen af et alternativt univers.

Opløst kropsvæv

Fringe begynder, da et fly fra Hamborg ved hjælp af en avanceret autopilot lander sig selv i Bostons Logan-lufthavn. Alle ombordværende, også piloterne, er døde. Deres kropsvæv er blevet “opløst” til en gennemsigtig, geleagtig substans.

De to FBI-agenter Olivia Dunham (Anna Torv) og Mark Valley (John Scott), der i al hemmelighed også er kærester, kaldes til stedet, hvor de mødes af den ledende agent Broyles (Lance Reddick) fra Fringe-afdelingen.

I løbet af efterforskningen bliver Scott udsat for de samme kemikalier, der har dræbt de ombordværende på flyet, og Dunham må nu kæmpe mod tiden for både at redde Scott og finde ud af, hvad der foregår.

Gal videnskabsmand

Den eneste person, der lader til muligvis at kunne hjælpe Scott – og medvirke til at opklare sagen – er den geniale videnskabsmand Walter Bishop, der imidlertid har været indespærret på sindssygehospitalet St. Claire de sidste 17 år, efter at et eksperiment ved et uheld slog én af hans assistenter ihjel.

Der er ingen adgang til Bishop uden et familiemedlem, og dem er der kun ét af tilbage: Sønnen Peter Bishop, der lever et omstrejfende liv og bl.a. har arbejdet som pilot og brandmand.

Peter Bishop er også lidt af et geni, der godt nok ikke har gennemført en uddannelse, men bl.a. har faket sig til en stilling som professor i kemi og taler adskillige sprog.

Dunham finder ud af, at Peter nu befinder sig i Irak, så hun rejser derover for at hente ham hjem. Det indvilger han modvilligt i, og det lykkes dem at få Walter ud af sindssygehospitalet.

Nu er kernegruppen i Fringe samlet, for det er trioen Dunham, Walter og Peter, der udgør rygraden i Fringe, suppleret af agent Broyles, Dunhams ven og FBI-kollega Charlie Francis og agent Astrid Farnsworth, der får til opgave at bistå Walter i hans laboratorium.

Sidstnævnte ligger på Harvard og har henligget ubrugt, siden Walter forlod det. Nu får han det op at køre igen, og laboratoriet kommer til at udgøre en slags base for vores hovedpersoner.

Mønstret

Seriens mytologi udfolder sig stille og roligt i løbet af første sæson. Dunham bliver en del af Fringe-afdelingen; en særlig afdeling i FBI, der undersøger “mærkelige” sager.

Mange af disse sager refereres til som værende en del af “Mønstret”. Det er sager, der på én eller anden måde synes at hænge sammen, og som alle lader til at være et resultat af, at nogen laver videnskabelige eksperimenter på uanende ofre.

En del af sagerne peger også i retning af megafirmaet Massive Dynamic, der blev stiftet af en anden genial videnskabsmand, William Bell, som Walter i sin tid arbejdede sammen med.

Og til sidst finder vi ud af, at det hele (eller det meste, i hvert fald) på én eller anden måde har at gøre med eksistensen af et alternativt univers, som Walter og William Bell har fundet ud af at åbne en dør til.

Og ikke bare det: Walter og Olivia har en forbindelse, som Olivia har glemt alt om. Nogle eksperimenter, Walter og Bell for mange år siden foretog på Olivia – og en del andre børn.

Sammenhængende mytologi

Sammenfattet som ovenstående lyder plottet i Fringe vildt søgt, og det er det naturligvis også.

Men showrunnerne og manuskriptforfatterne får det hele til at hænge ret godt sammen undervejs – også selvom man må sluge tilfældigheder såsom f.eks. Walters og Olivias forbindelse i fortiden.

Her må man også rose showrunnerne – og formentlig også Abrams, Orci og Kurtzman – for, at mytologien faktisk hænger godt sammen.

Det antyder, at den har været ret gennemarbejdet fra begyndelsen, også mere end den var i f.eks. Lost, hvor man fornemmer, at mytologien blev udarbejdet løbende, med deraf følgende huller i den interne konsistens.

Mytologien udfolder sig som nævnt stille og roligt i løbet af første sæson, men bliver dog mere og væsentlig, jo længere hen i sæsonen, man kommer.

I første sæson må de mytologi-tunge afsnit dog i ret høj grad dele rampelyset med afsnit, der står for sig selv og enten slet ikke eller kun perifert har forbindelse med seriens overordnede plot.

X-Files-ligheder i de enkeltstående afsnit

I første sæson er både mytologiafsnittene og de enkeltstående afsnit generelt af meget høj kvalitet, og der er faktisk ingen, jeg vil karakterisere som decideret dårlige.

De enkeltstående afsnit er også der, hvor inspirationen fra The X-Files er tydeligst. Faktisk kunne adskillige af disse afsnit uden problemer have været skrevet til The X-Files.

Det gælder f.eks. episode 12 (“The No-Brainer”), hvor Fringe-afdelingen efterforsker en sag, hvor ofrenes hjerner er blevet opløst, efter at de har set en bestemt video på nettet.

Eller episode 16 (“Unleashed”), hvor en flok øko-aktivister bryder ind på et laboratorium, hvor der foretages dyreforsøg, og finder betydeligt mere end det, de kom efter.

Overraskende grafisk

Selvom enkelte afsnit, såvel blandt mytologiafsnittene som de enkeltstående, rent tonalt stedvist svinger over mod horror, er det altid med benene solidt plantet i seriens forståelse af videnskab.

Rent effektmæssigt er der dog jævnligt pænt makabre og horror-agtige ting på spil; fra tid til anden også ting, der er overraskende grafiske for en netværksbaseret TV-serie.

Heldigvis er effekterne generelt også af høj kvalitet; kun en sjælden gang imellem falder de lidt igennem. Ovennævnte afsnit “Unleashed” kunne være et eksempel.

Produktionsmæssigt imponerende

Produktionsmæssigt er Fringe en overordentlig imponerende serie. Det er tydeligt, at budgettet har været højt, og at der har været fokus på kvalitet.

Fringe er flot fotograferet, der er fundet fine locations, interiørerne er generelt troværdige uden at blive kulisseagtige på den dér måde, hvor man har på fornemmelsen, at væggene er af pap og ville vælte, hvis man gav dem et lille puf.

Dertil kommer, at også de visuelle effekter generelt er overordentligt veludførte. Selvom serien tonalt langt hovedparten af tiden holder benene solidt plantet i seriens forståelse af videnskab og kun sjældent bliver decideret horroragtig, er der rent effektmæssigt jævnligt pænt makabre og horror-agtige ting på spil.

Fra tid til anden er disse effekter endda overraskende grafiske for en netværksbaseret TV-serie, og heldigvis er de næsten altid vellykkede; kun en sjælden gang imellem falder de igennem.

På produktionssiden må endelig også nævnes den glimrende musik, der i første sæson er krediteret til J.J. Abrams faste komponist Michael Giacchino.

Dette er dog en tilsnigelse, for selvom Giacchino arbejdede på første sæson, var det hans to assistenter, Chad Seiter og Chris Tilton, der komponerede hovedparten af musikken, og det gjorde de virkelig godt.

John Noble er et scoop

Også på skuespilsiden er Fringe vellykket. Anna Torv er virkelig god i hovedrollen, og det samme kan siges om Joshua Jackson som Peter Bishop. Det virkelige scoop i Fringe er dog Walter Bishop og skuespilleren bag, John Noble.

Walter er indbegrebet af en gal videnskabsmand, men han er også et kompliceret menneske, der trods fortidens synder har hjertet på rette sted, og så er karakteren skrevet med så mange idiosynkrasier og små, skæve detaljer, at han uden tvivl er seriens mest interessante – og sjove – karakter.

Men rollens kvalitet er kun én side af sagen. Uden den rette skuespiller til at bringe rollen til live, var det ligegyldigt. Og her må man sige, at John Noble er fuldstændig fantastisk.

Før Fringe kendte danske seere bedst Noble som Denethor, Boromir og Faramirs far i Peter Jacksons tredje Lord of the Rings-film, The Return of the King (2003).

Men hvor Denethor i Jacksons udgave bestemt ikke er nogen sympatisk person (han er noget mere kompleks i romanen), så falder man øjeblikkeligt for Walter Bishop i Fringe.

Legenden Nimoy

Resten af castet er bestemt heller ikke ringe. Særligt Lance Reddick er glimrende som Broyles, og Kirk Acevedo er sympatisk som agent Francis.

I en af sæsonens væsentlige biroller støder vi på Jared Harris, mens Nina Sharp, den skumle underdirektør i Massive Dynamic, spilles fint af Blair Brown.

I sæsonens sidste afsnit møder vi da også endelig den flygtige direktør for Massive Dynamic, William Bell, som vi har hørt så meget om. Han spilles af ingen ringere end legenden Leonard Nimoy. Når man genser Fringe i dag, slår det virkelig én, hvor meget man savner Nimoy.

Good stuff!

Hvis man på nogen som helst måde kunne lide The X-Files eller sværmer for effektiv og solidt sammenskruet underholdning med fokus på det fantastiske, så bør Fringe lige være sagen.

Jeg er svært imponeret over første sæson, der både hvad angår plot, enkeltstående episoder, cast og produktion fungerer næsten helt optimalt, med kun få mislyde undervejs. Good stuff!

Anmeldt i nr. 214 | 13/09/2023

Stikord: Alternativt Univers