Planet Pulp

Marcus Nispels version af Friday the 13th er kort sagt bare endnu en traditionel slasherhistorie, hvor Jason får lov til at rende frit rundt og slagte sig igennem anonyme teens, og er det dét, man er kommet efter, vil man sikkert kunne finde noget i denne nyfortolkning af Cunninghams originale Friday the 13th (1980). Men hvor de originale havde charme og ånd, virker Nispels version en anelse ligegyldig og tom.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg er utrolig stor fan af den hockeymaskebærende morder Jason Voorhees. Det var med Friday the 13th-serien, at jeg i mine teenageår virkelig blev interesseret i horror og især slasherfilm, så derfor har Jason altid været et stort ikon for mig.

Det er selvfølgelig ikke alle filmene, der er lige interessante, især de sidste par film i serien, har virkelig haft nogle famlende historier, men så længe Jason var der til at slagte nogle teens, var jeg glad og tilfreds. Her nogle år senere kan jeg stadig ikke lade filmene ligge og jeg har en fast tradition med at se filmene når kalenderen engang imellem siger fredag den 13.

Nispel og Bay – tak for kaffe

Det sidste vi så til Jason var i Ronny Yus Freddy vs. Jason (2003) (som er en af mine favoritter), så det var en glædelig nyhed, da der var snak om en ny film i serien her i 2009. Glæden dalede godt nok en del, da det kom frem, at der var tale om et remake af de første tre-fire film, proppet sammen i en spillefilm for et nyere publikum – og glæden sank yderligere, da det blev offentliggjort, at Marcus Nispel skulle instruere og at produceren var ingen ringere end Michael Bay.

Nispel var som bekendt manden bag den hæslige remake af The Texas Chainsaw Massacre, der kom i 2003, og den stod Michael Bay også bag. De fremtidsudsigter jeg som fan havde dannet mig, faldt hurtigt til jorden efter disse nyheder, men da filmen kom i biffen, blev jeg alligevel nødt til at gå ind og se den, for det kunne jo være jeg tog fejl, og at Nispel måske godt kunne noget alligevel.

Mildest talt gjorde biografturen ikke noget for at overbevise mig om Nispels evner. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at publikummet bestod af hormonforstyrrede teenagepiger, der skreg og hvinede, bare man nøs imens der var stille i salen. Efter forestillingen gik der ikke længe før det meste af filmens handling var glemt og sevet ud af min bevidsthed. Det var ikke før for nyligt, at jeg fandt filmen på brugt DVD til en 50’er.

Bedre på DVD

Sandt at sige var gennemsynet på DVD en del bedre end turen i biografen – mest af alt fordi man slap for den evindelige hvisken og dumme kommentarer fra publikummet.

Har man set de første tre-fire film i serien om Jason, vil der ikke være meget nyt under solen. Kort sagt er Nispels version af Friday the 13th et opkog af de væsentlige historier i de fire første originale film, sat sammen i en enkelt spillefilm, så et yngre publikum også kan være med – og så der kan produceres en masse nye efterfølgere.

Vi får derfor ikke set ret meget til Jasons mor Mrs. Voorhees (som vi jo alle ved var morderen i den allerførste film) udover i filmens prolog, hvor hun får hugget knoppen af. Derudover får vi faktisk både Jason iført hans lærredssæk og senere den ikoniske hockymaske.

Spild af tid

Efter filmens prolog og credits følger vi en lille gruppe af teens, der er ude at campere – ja, ok, faktisk er de ude for at finde en hashplantage, som de har fået et tip om, samt dyrke sex og drikke. Og vi ved jo alle godt, hvad der sker med unge mennesker, der ryger, drikker og dyrker sex i slasherfilm – ja, de får kniven.

Det lægger op til en masse vold og masser af blod – og det får vi også leveret her. MEN! Den første halve time af filmens 1 time og 40 minutter bruges på at introducere os til disse karakterer (meget overfladisk selvfølgelig), så vi også lige ved, hvem der er hvem (nørden, den billige pige, den sjove osv.) – hvorefter de bliver slagtet og Nispel starter forfra og introducerer en hel ny gruppe unge mennesker, som vi så følger den resterende time.

I slasherfilm er det selvfølgelig ikke altid nødvendigt at bruge lang tid på at introducere de flade karakterer, da de ofte funger som kanonfoder, men her virker det helt unødvendigt, at følge disse karakterer og så starte forfra en halv time senere. Som publikum får vi heldigvis et par blodige scener, hvor Jason slagter de liderlige teens, men på trods af det, virker hele optakten bare malplaceret, og kunne sagtens være klippet ned til 5-10 minutter.

Arketyper = cannonfodder

Filmen genoptager handlingen seks uger senere, hvor vi bliver introduceret for Clay Miller (Jared Padalecki). Han leder efter sin søster, der sidst er blevet set i nærheden af Camp Crystal Lake med nogle venner (i historien om de andre teens så vi, at hun måske også er blevet offer for Jasons vrede). Men Clay har ingen spor, og politistyrken i området er selvfølgelig (klassisk for genren) til ingen hjælp. De lokale beboere er yderst mystiske, og snakker om en person i skoven, der helst vil lades alene.

Inde i byen møder han et lille slæng af venner, der er på vej op til et sommerhus, hvor de skal hore, drikke og tage stoffer – yeah sådan! Der opstår hurtigt nogle gnister imellem Clay og den pæne pige Jenna (Danielle Panabaker), hvilket hendes kæreste Trent (Travis Van Winkle) ikke er glad for. Det viser han også ved at opføre sig som en idiot og konstant være så øretæveindbydende, at man allerede glæder sig til at han dør, to minutter efter han er blevet introduceret.

Generelt har Nispel formået at skabe nogle rigtig irriterende og problemsøgende personer (hvor urealistiske og tåbelige de end måtte være), som man ikke rigtig kommer til at føle sympati for, men snarere glæder sig endelig får nådesstødet af Jason. Gruppen består af ”den søde pige”, ”idioten”, ”den billige pige” og så har de slået den obligatoriske sorte person sammen med ”den sjove” og den obligatoriske asiatiske person sammen med ”nørden”, der også fyrer jokes af – og begge af disse karakterer er selvfølgelig også store hashrygere. Så har vi vist alle stereotyperne på plads, og så kan filmen ellers rigtig begynde.

Som formlen forskriver, dukker Jason op, og dræber de unge mennesker én efter én, imens resten af gruppen foretager sig den ene dumme ting efter den anden, der selvfølgelig får dem dræbt. Vi ender til sidst med at have Clay og Jenna tilbage, som må forsøge at stoppe Jason. Men det er her, at Nispels version rykker filmens slutprincip op med rode, og vender det på hovedet. For vores final girl er faktisk ikke lige den, vi allerførst troede det var. Hvem det så er, vil jeg lade stå hen i det uvisse, da det er en af de få glæder ved Nispels version.

En lidt anderledes Jason

Historien er kort sagt bare endnu en traditionel slasherhistorie, hvor Jason får lov til at rende frit rundt og slagte sig igennem anonyme teens. Det er som sådan også, hvad man kan forvente af en slasher, og især de sidste film i den oprindelige Friday the 13th-serie var da heller ikke andet end gode undskyldninger for en masse saftige mord. Er det dét, man er kommet efter, vil man sikkert være godt underholdt med nyfortolkningen.

Den nye Jason er dog en smule anderledes, end hvad vi har været vant til. I de to første film med Jason (altså Friday the 13th Part 2, 1981) og Friday the 13th Part III, 1982), var han en vildmand, der dukkede op forskellige steder og med brutal kraft slagtede sine ofre. Efter Part 3, hvor han fik en økse i hovedet, dukkede han op i Friday the 13th: The Final Chapter (1984) som en udødelig skabning, der nærmest kan betegnes som en zombie.

I ekstramaterialet til den nye Friday bliver det nævnt, at der havde været store diskussioner om, hvorvidt de skulle gøre Jason overnaturlig, så han kunne flytte sig fra sted til sted på sekunder, eller om de skulle gøre ham mere realistisk. Valget faldt på det sidste, og i den nye Friday the 13th er Jason stadig yderst farlig, men ikke fordi han er udødelig eller har overnaturlig styrke, men fordi han har levet alene i naturen i flere år efter sin mors død.

Han er derfor en øvet jæger og bruger også bue og pil på et tidspunkt. Idéen med at han er en supergod jæger, men stadig kun et menneske, er faktisk ganske udmærket, men falder lidt til gulvet i filmens slutning, der ikke skal røbes her, men skylder den originale Friday the 13th en hel del.

Mangler ånd

Friday the 13th mangler meget af den ånd, den oprindelige film havde, og som gjorde den til, hvad den var (og er). Flere steder minder den mere om remaket af Texas Chainsaw Massacre med blandt andet de lokale rednecks og den ældre chauffør, der dukker op imod filmens slutning. Om dette blot er en lille sjov ting, Nispel har brugt for at kunne trække referencer mellem de to film, skal jeg ikke kunne sige, men flere gange glemte jeg, at det var en Friday the 13th-film, jeg sad og så, og ikke endnu en film om morderiske rednecks i stil med Leatherface og Co.

Tandpastasmil og latterlig dialog

Castet består hovedsageligt af unge flotte mennesker med tandpastasmil og flot hår. Det er sjovt, hvor meget en person i en gyser kan komme ud for og stadig have relativt flot hår. Som det er kotume i nyere gysere (og også en del ældre), bliver der fyret en masse jokes af, så vi kan slappe af og pludselig blive revet ud af vores sindsro, når Jason slår til. Desværre bliver disse jokes bare værre og værre som spilletiden går. Et af de bedste eksempler, er da Chelsea (Willa Ford – den dumme blondine) spørger den obligatoriske sorte fyr Lawrence (Arlen Escarpeta) om han laver rapmusik:

Chelsea: Oh, yeah? Like what kind? Like rap?
Lawrence: Why you gotta go racial? Look, don’t put me in a box, all right? What, because I’m black I can’t listen to Green Day?
Chelsea: You’re right, that was dumb. So, what kind of music?
Lawrence: Rap.

Hvis det er dét, der skal til for at være sjov, burde jeg kunne leve af stand up-komik. Der er mange flere eksempler på den dårlige dialog, men et eksempel er vist nok.

Skuespillet er ikke helt til hundene, men instruktionen og de karakterer, forfatterne har skabt, er så urealistisk tåbelige, at man flere gange sidder og krummer tæer og slår sig til hovedet. I en scene hvor Clay er kørt ud til Trents sommerhus, kommer han i kontakt med Jenna, som ser hans motorcykel, hvorefter hun spørger om den virker. Hallo – hvad tror du selv trunte?

Rådden farvepalette

Billedmæssigt lægger Friday the 13th sig meget op af nyere gysere i stil med Saw-filmene, hvor billederne er grumsede og beskidte, og hvor farvepaletten er domineret af grønne, brune og rødlige nuancer. De sidste par år har det nærmest været obligatorisk for gysere og splatterfilm at være grumsede og ækle at se på. Hvis man ser tilbage, er det faktisk kun ganske få gysere de sidste par år, der ikke har været visuelt beskidte. Film som Saw (2004), The Texas Chainsaw Massacre (2003), Hostel 1og 2 (2005 og 2007), Halloween (2007) og Day of the Dead (2008) er alle holdt i rådne farver.

Det virker ganske udmærket her i Friday the 13th, men hvorfor det er blevet besluttet, at gyserfilm skal være snavsede for at være uhyggelige, kan jeg ikke helt forstå. Man kan vel håbe på, at det er en trend, der snart brænder ud, ligesom man kan håbe på, at idéen med konstant at bruge håndholdt kamera snart stopper.

Det er nemlig også et generelt problem med Friday the 13th. Hver gang der endelig begynder at ske noget spændende, eller Jason hopper frem fra mørket med macheten trukket, klippes der hurtigt til rystede billeder, som om fotografen har fået et epileptisk anfald (og nej, jeg taler ikke om POV-shots, der i sagens natur ofte er håndholdt).

Jeg er ikke fan af det håndholdte kamera, man kan til nød se idéen i film som The Blair Witch Project (1999), [Rec] (2007), Cloverfield (2008) eller lignende. Men Friday the 13th er ikke fortalt som om den er filmet af en amatørfotograf med hans nye iPhone eller et TV-hold, der er ude på optagelser og må flygte fra Jason. Rystelserne ødelægger noget af den stemning, det ellers lykkes Nispel at bygge op, og jeg tog mig selv i flere gange at råbe ”Hold så det kamera i ro!” af TV’et.

So bad it’s stupid

Skal man kort opsummere, må Friday the 13th siges at være en lidt ligegyldig tilføjelse til både Friday the 13th-serien samt det voksende antal af remakes af genreklassikere. Filmen kan til nød nydes af to grunde: hvis man ser bort fra historien og skuespillet og fokuserer direkte på Jasons massakre eller hvis man holder en so bad it’s stupid-marathon med øl, sprut, popcorn og en stak stupide remakes i stil med Nispels forrige makværk The Texas Chainsaw Massacre.

Nu venter vi med angst på genindspilningen af Wes Cravens A Nightmare on Elm Street (1984), der har premiere til næste år. Som det ser ud lige nu, skal man ikke forvente for meget, da det ser ud til at være i samme stil som de to Nispel-film. Det bliver til gengæld spændende, når de begynder at genindspille genindspilningerne – så er der sikkert lagt i ovnen til en stor omgang originalitet og spændende dialog?

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Remake, Slasher