Planet Pulp

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?!? Svaret hænger i det uvisse, men ikke desto mindre er Jason Voorhees tilbage i dette stykke skodmakværk af en film – nr. syv i rækken.

Ved slutningen af den foregående film, Jason Lives (1986), lykkedes det Tommy Jarvis at tage livet af Jason ved at sende ham tilbage til bunden af Crystal Lake med en kæde om livet og bundet til en stor sten. Det var meget godt for Tommy, taget i betragtning at det var hans egen idioti, der var skyld i, at Jason overhovedet stod op af graven efter faktisk at være død ved slutningen af The Final Chapter, film nr. fire i serien (1984). Kendere vil vide, at “Jason” i den femte film, A New Beginning (1985), faktisk slet ikke var Jason, men det er en forklaring, jeg ikke gider kede nogen med.

Hele to prologer

The New Blood starter med ikke én, men hele to prologer! Først får vi en klodset sammenfatning, der med klip fra de foregående film opridser begivenhederne indtil nu. Det er set før, men denne gang får vi tillige forklaret sagens udvikling ved en voice over (i øvrigt forsynet af Walt Gorney; skuespilleren der spillede Crazy Ralph i de to første film).

Herefter kommer filmens anden prolog. Den lille pige Tina befinder sig i et hus ved Crystal Lake sammen med sin mor og sin voldelige far. Da faderen slår moderen, flygter Tina ud i en båd, og padler lidt ud på søen. Faderen kommer for at prøve at få Tina ind til bredden igen, og da hun råber noget i retning af, at hun ville ønske, at han var død, sker der med ét noget. Søen begynder at boble, og bådebroen falder sammen og slår farmand ihjel. Umiddelbart tror seeren naturligvis, at det er Jason, der har hørt Tinas bøn, men faktisk viser det sig, at det er fordi, at Tina har telekinetiske evner. Det er med andre ord hende selv, der slår faderen ihjel.

Gimme’ a fucking break!

Handlingen springer nu en del år. Tina er blevet en køn ung kvinde (Lar Park-Lincoln), der tilsyneladende er blevet særdeles fucked up i hovedet på grund af skyldfølelse over faderens død. Hun er nu vendt tilbage til Crystal Lake sammen med sin mor (Susan Blu) og lægen Dr. Crews (Terry Kiser). Dr. Crews påstår at han herved vil kunne hjælpe Tina med at komme over sine psykiske problemer. I virkeligheden er han et dumt svin, der bare gerne vil kunne udnytte Tinas telekinetiske evner – formentlig så han kan blive berømt. Derfor har han fået pigen og moderen med op til søen, hvor Tinas mentale problemer begyndte.

Samtidig forbereder en flok unge mennesker sig på at holde surprise-party for fødselsdagsbarnet Michael i nabohuset. Michael og kæresten er på vej til festen i bil, men de når aldrig frem. De bliver nemlig Jasons første ofre. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang. For først skal Jason jo lige op af sin våde grav. Han flyder stadig under søens overflade, lænket til en sten.

Da Tina står ude på den genopbyggede bådebro og stille hvisker til sin døde far, at hun ville ønske, at hun kunne vække ham til live, sker der ting og sager. Det er sørme ikke farmand, der kommer op af søen, men i stedet Jason, og han virker rimelig pissed over at have tilbragt nogle år på bunden af Crystal Lake. Det er tonstung symbolik, der kommer i spil her – Jason som en direkte manifestation af Tinas mentale problemer. Gimme’ a fucking break!

Øv, en tiger…

Selv om Jason straks ser Tina, da han som en halvrådden dødning stavrer op af søen, slår han hende ikke ihjel, men det kan han naturligvis heller ikke – som seere ved vi jo udmærket godt, at Tina er vores final girl, og at hun selvfølgelig klarer skærene. Hun er jo naturligvis også en sød, kysk pige – ikke lige som pigerne i festhytten.

Nå, men som det er set før, begiver Jason sig ud i skoven omkring Crystal Lake og begynder at tage folk af dage. Først ryger Michael og kæresten, da deres bil er brudt sammen, og derefter tager Jason hvad han kan få, indtil han for alvor kaster sig over de festglade og liderlige teenagere i nabohuset.

I mellemtiden har Tina mødt en af de unge fyre fra nabohytten. Han hedder Nick (Kevin Spirtas) og virker som en flink fyr, der slet ikke er løsagtig lige som alle de andre, der bare tænker på at kneppe. Da Jason først for alvor begynder at hærge, begynder en velkendt situation, hvor Tina forsøger at overbevise Nick om, at der foregår noget frygteligt, og alt imens det sker, tager Jason for sig af retterne.

Ublodige mord

Sidstnævnte gør han desværre på yderst mekanisk vis, og tilmed ekstremt blodfattigt. Det manglende blod skyldes dog, at den danske DVD-udgave er lig med den amerikanske R-ratede udgave, hvor stort set alt blod og vold er klippet ud. En uklippet version har aldrig set dagens lys, selv om Paramount vistnok har pønset på det, og ifølge filmens instruktør John Carl Buechler (én af 1980’ernes special effects- og make up-koryfæer) skulle mordene i The New Blood være nogle af seriens mest blodige. Det mangler vi altså endnu at kunne konstatere ved selvsyn, og i den eksisterende version er filmens mord aldeles tamme.

Det er heller ikke fordi Jasons metoder er synderligt opfindsomme. Heldigvis har en af de to campister, Jason ondulerer i begyndelsen af filmen, nemlig en machete, som Jason kan hugge, og det er jo – alt andet lige – set før. Den kvindelige campist ordner Jason dog lidt anderledes end det er set tidligere: han hiver hende simpelthen ud i soveposen og hamrer soveposen mod et træ! Den skurkagtige Dr. Crews ordnes tillige med et særdeles urealistisk apparat: en buskrydder hvorpå der er monteret en savklinge fra en rundsav! Derudover er der nogle klassikere: Økser, hovedkvasning og udkast gennem vindue. Alt dog helt ublodigt.

Imidlertid havde nogle solidt blodige mord næppe kunnet redde makværket, for filmen er tillige blottet for uhygge. Jasons mord sker så mekanisk og forudsigeligt, at der ikke går længe, før man skæver til DVD’ens display for at se, hvor længe der mon er tilbage. Man lærer ingen af hovedpersonerne det mindste at kende, og det er også én af årsagerne til, at det hele er blottet for bare den mindste grad af spænding. Man er kort sagt fuldkomment ligeglad med, hvad der sker med de unge i nabohytten, og da man ved, at Tina nok skal klare den, genereres der aldrig nogen spænding på den bekostning.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor…?

Den påklistrede historie om Tinas telekinetiske evner er desuden helt latterlig, og selv om hun ikke kan antænde ild af sig selv, lugter det hele alt for meget af Stephen King-filmatiseringen Firestarter (1984). Selvsagt kommer hendes evner til at spille en vigtig rolle i filmens klimaks, hvis absolut latterligste element dog kommer, da Tinas rigtige far dukker op af søen og trækker Jason med ned i hans våde grav. Igen.

Til syvende og sidst er Friday the 13th VII: The New Blood en film af den type, man bare skal gå langt uden om. Der har været stinkere i serien tidligere, men i modsætning til flere af disse, har den syvende film i serien aldeles ingen forsonende træk. Således har flere af de tidligere film været så dilettantiske, at de endte med at blive ekstremt morsomme. Det bliver The New Blood ikke. Den forsøger faktisk at tage sig selv seriøst, og derfor fejler den spektakulært på alle niveauer. Hvorfor, hvorfor, hvorfor kunne Jason bare ikke tage og dø én gang for alle?

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: 7’er, Fortsættelse, Slasher