Idéen om at lade Freddy Krueger fra A Nightmare on Elm Street-serien (1984-1994) og Jason Voorhees fra Friday the 13th-serien (1980-2001) møde hinanden går helt tilbage til 1987, hvor New Line Cinema, der ejede rettighederne til Freddy Krueger-figuren, forsøgte at stable en aftale på benene med Paramount, der ejede rettighederne til Jason Voorhees.
Projektet blev aldrig til noget, men efter at Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989) blev et voldsomt flop for Paramount, solgte de rettighederne til New Line, og så skulle vejen jo være banet.
Der kom dog til at gå en rum tid, inden filmen endelig kom, men at de to figurer er blevet introduceret for hinanden, blev man allerede forvisset om i afslutningen af Jason Goes to Hell: The Final Friday (1993), hvor man, som det allersidste, så Freddy Kruegers behandskede hånd gribe op og hive Jasons ishockeymaske med ned under Jorden – formentlig til helvede, som titlen antyder.
Selve mødet mellem de to legendariske bussemænd fik publikum dog ikke at se før i 2003, hvor Ronny Yus Freddy vs. Jason havde premiere.
Baggrunden for filmen er, at Freddy Krueger er på røven! Han er bortvist til helvede, og kan ikke vende tilbage til Springwood-børnenes drømme, fordi byens forældre har tiet ham ihjel – og de børn, der ved lidt for meget, har de sendt bort til et sanatorium, hvor de bliver fyldt med eksperimenterede stoffer, der undertrykker deres drømme.
Når ingen børn og unge husker Freddy, kan de heller ikke være bange for ham, og det er jo igennem børnenes frygt, at Freddy får sine kræfter. Det er jo noget lort for børnemorderen, men han er en snedig rad, så Freddy udtænker en plan. Han vil vække Jason Voorhees til live, så Jason kan tage til Springwood og skabe noget rædsel. Ikke alene vil denne frygt være guf for Freddy, men hvis nogen tilmed skulle komme til at lade navnet “Krueger” slippe ud til ungerne, så ville det jo være helt perfekt!
Som sagt, så gjort. Freddy opsøger i et drømmesyn den døde Jason i skikkelse af hans gamle mor, og beordrer Jason til at vende til live igen. Det gør Jason naturligvis gerne – det er jo mor, der taler – og snart er der gang i handlingen.
I Springwood følger vi en lille gruppe unge, anført af den jomfruelige Lori (Monica Keena), og som bl.a. også tæller pigen Kia, spillet af Kelly Rowland fra Destiny’s Child. De to og en veninde har en lille hyggefest sammen med nogle fyre, da Jason dukker op, og gør det, han nu engang gør bedst: tager sig af unge, der dyrker sex før ægteskab.
Nu er der skabt noget rædsel, og da en af de unge overhører navnet “Krueger” blive nævnt, er Freddys plan snart sat på skinner. Indledningsvist er han dog stadig ikke stærk nok til at skade de unge i deres drømme, så han må sørge for, at Jason holdes i aktion, hvilket bl.a. sker til en udendørs ravefest, hvor en god del af byens unge må lade livet.
I mellemtiden har vi også fulgt et par unge fyre, der har været spærret inde på et nærliggende sanatorium under falske forudsætninger, fordi de tidligere har været hjemsøgt af Freddy. Der bliver de, sammen med mange andre, behandlet med de drømmehindrende stoffer.
Problemet er bare, at den ene af de to ungersvende, Will (Jason Ritter) er Loris ekskæreste. Da de ser i TV, at der er blevet begået et mord i Loris hus, beslutter Will sig for, at bryde ud af sanatoriet for at sikre sig, at Lori er okay.
Da de unge mennesker til sidst begynder at finde ud af, hvad der foregår, slutter de sig sammen med den unge, nytilflyttede politibetjent Scott (Loghlyn Munro), hvis chef ikke vil fortælle ham, hvad der foregår. Men det er først, da Lori kommer på en dristig plan, at det lykkes dem at finde på en løsning på deres problemer. I mellemtiden har Freddy allerede taget livet af en del af dem, men et nyt problem er opstået for Krueger: han kan simpelthen ikke få Jason til at holde op med sine myrderier, hvilket berøver Freddy for al morskaben. Så nu er Freddy og Jason godt på vej til at ryge i flæsket på hinanden. Præcis hvordan, skal ses ved selvsyn, og det siger sig selv, at der ikke nødvendigvis er særlig mange af vore hovedpersoner i live, da det hele er slut.
Freddy vs. Jason er en virkelig underholdende film! Ikke alene er den godt produceret, men manuskriptforfatterne Damien Shannon og Mark Swift (som i øvrigt begge står bag manuskriptet til den kommende Friday the 13th remake) har også ramt den perfekte blanding af gys og humor. A Nightmare on Elm Street-filmene har jo været karakteriseret af en god mængde kulsort humor på grund af Freddy-figurens tendens til at komme med smarte kommentarer, når han ekspederer sine ofre, og dette element har forfatterne formået at blande godt sammen med de mere selvhøjtidelige Friday the 13th-film, hvori de fleste morsomheder har været ufrivillige.
Det bedste ved denne blanding er imidlertid, at det stedvist lykkes for forfatterne at gøre Freddy vs. Jason reelt uhyggelig. Ikke fordi, man ikke ved, hvad der skal ske, men netop på grund af det modsatte. De spiller ganske udmærket på publikums forventninger, men ikke på den komiske måde, som man så det i Jason X (2001), der jo mestendels var en komedie.
Det er ikke fordi filmens gruppe af hovedpersoner er troværdige, for de er netop, som de skal være i en slasherfilm – rendyrkede stereotyper – men på trods af dette, når man faktisk at fatte sympati med dem; en ikke ringe bedrift i en filmtype, hvor den største nydelse tit er at se hovedpersonerne blive onduleret én efter én.
Dette er også med til at sikre, at filmen konstant er spændende – naturligvis godt hjulpet af filmens “no rest for the wicked”-koncept: Jason er fysisk til stede i Springwood, men selv hvis de gemmer sig, har de nu også Freddy at bekymre sig som. Freddy spilles naturligvis af Robert Englund, mens Jason denne gang portrætteres af stuntmanden Ken Kirzinger, og ikke Kane Hodder, der ellers gerne ville have gentaget rollen. Englund er som sædvanlig helt i sit es, mens Kirzinger i sagens natur har en noget mere enkel rolle som den umælende Jason.
Opgøret mellem Jason og Freddy, der dels finder sted i Jasons drømme, dels (til sidst) i den virkelige verden, er også stærkt underholdende. Her kommer komikken i højere grad ind i billedet, for der er naturligvis noget uudtalt komisk i at se disse to ikoner slås med hinanden. Og så kan Freddy naturligvis ikke holde kæft bare ét eneste øjeblik.
Komikken er dog ingen ulempe for filmen, for selv om Freddy vs. Jason tager sig selv langt mere alvorligt end f.eks. Jason X, så skal man jo være i stand til at sluge visse kameler, når man ser en film med en så vanvittig præmis som Freddy vs. Jason.
Visuelt er Freddy vs. Jason en ganske flot film, med udmærkede effekter, og inden for sit eget univers hænger den utroligt godt sammen – bl.a. på grund af en fin indledning med klip fra flere af de ældre A Nightmare on Elm Street Film, der sætter publikum ind i Freddys dilemma.
Slasherfans vil uden tvivl være glimrende underholdt af Freddy vs. Jason, og den tæft for genren, som manuskriptforfatterne udviser, gør faktisk, at man måske ikke behøver være helt så nervøs for den kommende Friday the 13th remake, som man ellers kunne være. Den kinesiske instruktør Ronny Yu, der tidligere har stået bag bl.a. Bride of Chucky (1998), viser også god forståelse for genren, og så må det til alles store fordel siges, at hele herligheden afvikles på en fornuftig spilletid på kun lige over halvanden time.
Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008
Stikord: Slasher
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
