Frankenstein

Mary Shelleys roman Frankenstein, der blev udgivet første gang i 1818, har været opsat som teaterstykke mange, mange gange og det er blevet til mindst lige så mange filmatiseringer. Den mest navnkundige er nok Universals udgave, som ansporede en hel serie, der begyndte med Frankenstein i 1931 og effektivt set blev afsluttet med House of Frankenstein i 1944.

Engelske Hammer Studios havde også meget succes med deres Frankenstein-serie, og en lang række TV-produktioner er også løbende blevet udsendt. Fælles for både teaterstykkerne og filmene er, at de forholder sig meget frit til det oprindelige forlæg. Enkelte er naturligvis ganske præcise, men det er et absolut fåtal. Hovedparten forsøger snarere at fange essensen i Shelleys historie, og det er måske i virkeligheden også godt nok, for sandt at sige er der meget i romanen som slet og ret er ligegyldigt.

Både – og

Da den dengang feterede Kenneth Branagh proklamerede, at han ville udsende en Frankenstein-filmatisering i 1994, var det derfor straks noget der optog medierne meget. Man forventede, at Branagh med sin klassiske engelske skuespillerbaggrund og sit meget litterære image, ville være præcis den rette til opgaven, og da filmen tilmed i visse sammenhænge blev lanceret som Mary Shelley’s Frankenstein, havde mange det håb, at de endeligt ville komme til at se en filmatisering, der kunne udfolde romanen på det store lærred, så det både visuelt og indholdsmæssigt ville præsentere fortællingen i al dens storhed.

Lykkedes det Branagh? Både og – for Frankenstein er på sin vis en imponerende bedrift, der fanger en stor del af både stemningen og Shelleys malende naturbeskrivelser lige på kornet. Nogen trofast filmatisering er det imidlertid ikke, for der er blevet indgået mange kompromisser, og hen imod slutningen forlader manuskriptet helt romanens handling og skaber sin egen fortælling.

Generelt har manuskriptforfatteren Steph Lady været meget grundig, og han har fanget særdeles mange detaljer fra romanen. Faktisk er en meget stor del af de ændringer, der optræder i filmen, gjort for at forenkle handlingen eller for at udglatte de mere banale dele af historien. Det er der ikke noget forgjort i, men mere tvivlsomt bliver det de steder, hvor Steph Lady forsøger at føje nyt til fortællingen. Her falder han igennem med bravur, men lidt mere om det senere. Lad os kort få styr på handlingen.

En alvorlig ung mand

Vi befinder os i 1700-tallets slutning. Præcis som i romanen, følger vi vores hovedperson Victor Frankenstein fra barnsben. Han er en alvorlig ung mand, der sværger at han vil bekæmpe døden, da hans moder omkommer i en ung alder. Victor rejser derfor fra sin hjemby Geneve, for at begynde lægestudiet i Ingolstadt.

Allerede tidligt begyndte vores hovedperson at udføre naturvidenskabelige eksperimenter, og da han kommer til universitetet er han hvad man nok vil kalde en halvstuderet røver. Unge Frankenstein kan en masse, men han mangler egentlig videnskabelig teori at indpasse denne kunnen i. Den får han, da han sammen med sin eneste ven, Henry Clerval, kommer under den kætterske professor Waldmans vinger. Professoren har tidligere været dømt for at udføre forbudte eksperimenter.

Waldman er, præcis som Frankenstein, af den opfattelse, at liv kan skabes og forbedres af mennesket. Han har opdaget, at man gennem elektricitet kan styre legemet, men endnu mangler han at finde den energikilde, der kan etablere konstant energi i en krop. Det eneste Waldman således har opnået, er momentant liv. Han animerer eksempelvis en abearm for øjnene af Victor og Henry, men de store resultater er udeblevet. Victor bliver hurtigt opslugt af sine dystre studier, og glemmer mere eller mindre sin familie.

Hjemme i Geneve, venter Victors gamle far og hans forlovede, Elizabeth, på, at han skal færdiggøre sine studier. De længes efter hvert eneste brev han sender, og da strømmen af post fra Victors hånd gradvist stopper, bliver de bekymrede. Da Elizabeth således får nys om, at en koleraepidemi er udbrudt i Ingolstadt, bliver hun desperat, for måske er Victor bukket under for sygdommen. Det er han nu ikke, men helt velforvaret er han heller ikke.

Et tilbud, Frankenstein ikke kan afslå

I Ingolstadt er koleraen ganske rigtigt brudt ud, og den kommer til at koste Professor Waldman livet. Dybt ulykkelig over dette, stjæler Victor sin læremesters notater, og er nu fast besluttet på at skabe liv, så verden kan blive et bedre sted for alle. Frankenstein begynder at indsamle ligdele og makabre råmaterialer som fostervand, der alt sammen skal bruges i arbejdet. Resultatet bliver et hæsligt mandslegeme, der bliver vækket til live præcis samme dag, som Elizabeth ankommer til Ingolstadt.

Victor afviser hende og hengiver sig helt til sit arbejde, men da han ser skabningen, han har vakt til live, fortryder han. Heldigvis for Frankenstein flygter skabningen ud i byens gader, og han slipper derfor indledningsvist for at tage stilling til sagen. Han overbeviser nemlig hurtigt sig selv om, at skabningen er blevet dræbt af koleraen. Victor tager derfor hjem til familien i selskab med Henry, og sammen med Elizabeth vil de nu begynde et nyt liv i skønsom treenighed.

Helt så let slipper han bare ikke, for monstret, Victor skabte, er ikke dødt. Det er flygtet ud af byen, hvor det opnår kundskaber om livet ved at belure en fattig familie. Her lærer det at læse, skrive og tale. Viden er imidlertid ikke altid en velsignelse, og som skabningen begynder at forstå sin situation, indser det hvor grufuld en skæbne, det må lide. Skabningen forstår med ét, at det er en anormalitet, der aldrig vil kunne leve blandt mennesker. Derfor ønsker det nu hævn over sin skaber, og ved hjælp af Frankensteins dagbog, som den ved et tilfælde er kommet i besiddelse af, drager det nu mod Geneve.

Vi skal ikke her gå nærmere i detaljerne omkring den fortsatte handling, men blot konstatere, at monstret tager en blodig hævn, før det giver Frankenstein et tilbud, han ikke kan afslå – eller kan han? Se det selv, men hvis du har læst romanen, kender du jo begivenhedernes videre forløb.

Gudsjammerligt kedeligt

Handlingen er minimeret en del i forhold til romanen, og Victor kommer eksempelvis ikke til England i filmen. Han drager heller ikke til Italien med Elizabeth. I stedet isoleres begivenhederne omkring Frankensteins hjem i Geneve. Det fungerer meget godt, og de mange unødvendige rejser, som hovedpersonen foretager i romanen, er der næppe mange som vil savne.

Periodisk er det faktisk en ganske spændende historie, Kenneth Branagh fortæller med filmen, men det ubestridte højdepunkt kommer inden for den første time, da Victor skaber monstret. Her leveres en fabelagtig scene, der visuelt og stemningsmæssigt næsten gør det værd at se hele filmen.

Men også kun næsten, for helheden er gudsjammerligt kedelig og til tider særdeles irriterende. Det skyldes to ting. For det første udspiller en meget stor del af handlingen sig i kulisseagtige tableauer, der spiller på en form for teatervirkning. Husenes indre er tomme, og man mangler helt enhver fornemmelse af virkelighed eller troværdighed. Det er valgt helt bevidst, og den slags kan virke meget godt i nogle film, men når det som her, kombineres med en opstyltet dialog, der forsøger at simulere teatrets virkemidler, bliver det for meget. Tilmed er dialogen holdt i en forsøgt arkaisk stil, der skal henlede tankerne til “gamle dage”. Det er til at brække sig over.

Pågående, pompøs og forfejlet

Det andet store ankepunkt er selve skuespillet, der primært drives af Kenneth Branagh i hovedrollen som Frankenstein. Han fører an i en overdreven, teaterlignende stil, der kommer til at præge alle de medvirkendes præstationer. Selv Robert De Niro, der spiller monstret, gribes af dette. Når man så føjer generende biroller som den yderst belastende Elizabeth – spillet af Helena Bonham Carter – og den bøssede Henry Clerval, der bliver spillet af Tom Hulce, er skandalen næsten fuldendt. Som et kuriosum, har man mulighed for at se John Cleese i en alvorlig, ikke-komisk rolle. Cleese spiller Professor Waldman, men også han lider under det manierede overspil.

Det er en pine at sidde filmens to timer igennem, for på den ene side er det en film af den type som burde være fremragende og storslået, men den er så pågående, pompøs og forfejlet, at man hurtigt mister enhver respekt. Ser vi bort fra skabelsesscenen, der som sagt er fabelagtig, har Frankenstein 10 gode minutter, der kommer omtrent en time og tre kvarter inde i handlingen. Begivenhederne her har intet med bogens handling at gøre, men de er så tilpas blodige, at man løsrives fra Branaghs sukkersøde stil.

Jeg er helt sikker på, at hvis Stig Rossen skulle lave en filmatisering af Frankenstein, ville den komme til at ligne Kenneth Branaghs version til forveksling. Branagh burde have lavet en teaterforestilling hjemme i London og turneret verden rundt med denne i stedet for at spilde vores tid med denne film.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Filmatisering, Frankensteins monster