Planet Pulp

Frances var den tredje og sidste film, John Barry komponerede musik til i 1982. Efter Hammett leverede Barry musik til Richard Chamberlain-thrilleren Murder By Phone (hvorfra musikken aldrig er udkommet), og sidst på året havde Frances så premiere.

Filmen er en biopic om skuespillerinden Frances Farmer (1913-1970), der levede et tragisk og omtumlet liv. Efter at have påbegyndt sin skuespilkarriere som både film- og teaterskuespiller, blev Farmer i 1943 indlagt og diagnosticeret med skizofreni. Herefter fulgte adskillige års indlæggelser, inden hun endelig blev udskrevet i 1950.

Farmers liv var tragisk nok i sig selv, men der er blevet sået tvivl om dele af hendes posthumt udgivne selvbiografi, hvor visse elementer sandsynligvis er frit opfundet af Farmers bofælle Jean Ratcliffe.

Dertil kommer, at ét af de mest uhyrlige overgreb, Farmer udsættes for i filmen, også er frit opfundet, nemlig den lobotomi, som forfatteren William Arnold i sin bog Shadowland (1978) hævder, at Farmer blev udsat for under sin indlæggelse.

Arnold blev tvunget til at gå til bekendelse, da han sagsøgte producenterne bag Frances, der ikke havde købt rettighederne til hans bog.

Frances Farmers liv er med andre ord blevet et klassisk Hollywood-eksempel på, hvordan fakta og fiktion vikler sig så meget ind i hinanden, at det kan være svært at finde ud af, hvor det ene stopper og det andet starter.

Vil man høre nærmere om Farmers tragiske historie og om, hvordan den er blevet delvist fiktionaliseret, anbefaler jeg på det varmeste, at man lytter til afsnit fire af den fremragende podcast You Must Remember This. Heri trevler værten, Karina Longworth, Farmers historie op og formår på overbevisende facon at skille fakta fra fiktion.

Filmen Frances, hvortil John Barry altså leverede musikken, blev pænt modtaget af kritikerne, men især blev Jessica Langes præstation i titelrollen rost til skyerne. Hollywood kvitterede da også med en Oscar-nominering til Lange, der dog tabte til Meryl Streep (for Sophie’s Choice).

Trøstesløst

Scoret til Frances er på stort set alle punkter typisk for den modne Barry, både hvad angår det adstadige tempo og orkestreringen, hvor strygerne er klart dominerende. Barry bruger dog også både harmonika og akustisk guitar, hvilket er med til at give orkestreringen lidt kulør.

Måske knap så typisk for Barry er, at store dele af scoret fremstår så trøstesløse, som de gør. Det er faktisk ret sjældent, at John Barrys musik er helt så depressiv, som store dele af Frances er.

Det er sandt, at Barry excellerede i at komponere smuk og ofte ganske traurig musik, men det var alligevel sjældent, hans musik blev decideret mistrøstig. Det er der pænt store dele af Frances, der er, og det gør, at scoret som helhed ikke er den bedste lytteoplevelse.

Som eksempler på denne mistrøstige og mørkt dramatiske stemning kan fremhæves cues som “Late to Work” (nr. 4), “Uproar” (nr. 5) og “Frances and Doc” (nr. 6), ja i virkeligheden gælder karakteristikken for store dele af scorets – eller i hvert fald albummets – midte.

Det betyder ikke, at musikken er dårlig eller uimponerende – tværtimod skaber Barry på effektiv vis en både mørk og ensom stemning; hør f.eks. de ensomme flygelanslag fra 0:30 i “Frances and Doc”. Det er bare ikke musik, man føler sig fristet til at vende tilbage til særligt ofte.

Et af Barrys smukkeste temaer

Som altid, når det handler om John Barry, er Frances-scoret meget solidt tematisk forankret, selvom hovedparten af scoret i dette tilfælde ikke konstant cirkler om det egentlige hovedtema. Det er heller ikke det sekundære tema, der udgør scorets primære rygrad.

Det er i stedet nogle mindre motiver, hvoraf især ét er bærende. Det er et dramatisk motiv på ti toner, der første gang høres i nr. 4 ved ca. 0:17. Her er motivet orkestreret for strygere over lave messingblæsere og i en stærkt dramatisk udgave. Motivet findes dog også i en mere afdæmpet variant for flygel, som i slutningen af samme cue ved ca. 0:50.

Selvom især det dramatiske motiv fungerer som rød tråd gennem scorets midterste del, er det de to fuldbyrdede temaer, man husker fra Frances-scoret, og det er også dem, man vender tilbage efter.

Selve hovedtemaet er et stykke klassisk Barry. Det er også et af Barrys allersmukkeste temaer, og det siger ikke så lidt!

I modsætning til det meste af det øvrige score, er hovedtemaet ikke mistrøstigt, men melankolien er der naturligvis – ikke bare fordi det nu engang er en sørgelig film, musikken blev komponeret til, men også fordi melankolien var så gennemgående for Barrys temaer, som den var.

Temaet introduceres i “Main Title” (nr. 1), og høres i to forskellige orkestreringer: som rent strygerarrangement (fra ca. 0:25) og orkestreret for flygel, akkompagneret af strygere og senere mundharmonika (fra ca. 1:24).

Det er også generelt de to orkestreringer, temaet optræder i, når de i øvrigt dukker op. Efter introduktionen i “Main Title” forsvinder hovedtemaet imidlertid i en større del af scoret, og dukker først op igen i første del af nr. 8, “Okay Dad” Herefter indgår temaet prominent i de to afsluttende tracks, der har en samlet spilletid på omkring 14 minutter ud af albummets i alt ca. 36 minutter.

Romantisk tema

De sidste to tracks indeholder også begge flere fremførelser af det andet fuldbyrdede tema i scoret. Det introduceres første gang i “Meeting Harry” (nr. 2) ved ca. 0:21. Temaet er her orkestreret for mundharmonika, akustisk guitar og strygere.

Også dette tema er absolut glimrende; stille og romantisk, men stadig med en snert af melankoli. Mundharmonikaen giver temaet en personlig, intim og samtidig også lidt ensom lyd, som løbende understreges af det afdæmpede, men effektive guitarakkompagnement.

Det sekundære tema høres først igen i nr. 11, inden det som sagt dukker op flere gange i løbet af de to sidste numre på albummet. Her høres det både i orkestreringen med mundharmonika, guitar og strygere og i en orkestrering udelukkende for strygere.

Anbefales på grund af det formidable hovedtema

De to egentlige temaer i Frances-scoret er i høj grad med til at opbløde den ellers dominerende trøstesløshed, og var det alene temaerne, man skulle vurdere scoret på baggrund af, ville Frances ligge helt i toppen af Barrys output.

Sådan er det dog ikke, for selvom resten af scoret ingenlunde er dårligt, så blegner det dog noget sammenlignet med især hovedtemaet.

Effektivt eller ej, så er den midterste del af Frances-scoret ret svær at komme igennem, ligesom man godt kunne ønske, at Barry her varierede musikken i lidt højere grad end tilfældet er. Der trækkes store veksler på det dramatiske 10-tone-motiv, og det er motivet i sidste ende ikke helt stærkt nok til at holde til.

Så på trods af et overordnet set noget middelmådigt indtryk, er Frances ikke desto mindre et score, Barry-fans bør overveje at anskaffe sig. Ikke for scoret som helhed, men for at have det formidable hovedtema i samlingen.

Nummerliste:
1. Main Title (4:03)
2. Meeting Harry (2:33)
3. Upset (0:58)
4. Late to Work (1:14)
5. Uproar (1:53)
6. Frances and Doc (1:06)
7. Walk (1:35)
8. Okay Dad; Mother Shut Up! (2:52)
9. Sonata in A Major, K331 (W.A. Mozart) (1:47)
10. Bug House (2:30)
11. Free at Last (1:35)
12. Home Again; Things are Going to be Slow From Now On (7:13)
13. A Portrait of Frances (6:44)

Total spilletid: 36:03

Anmeldt i nr. 175 | 13/05/2020