Planet Pulp

“Jeg troede ikke du hørte R.E.M.?”, spurgte min bedre halvdel, da hun kom ind i mit studerekammer mens tonerne fra danske On Trials nye skive, Forever, strømmede ud af højtalerne. Forurettet svarede jeg afvisende, men en nagende tvivl havde aligevel sat sig fast, og så snart jeg igen blev alene, måtte jeg tjekke CD-skuffen, om der var sket en forbytning. Det var der desværre ikke. Som musikken på pladen skred frem, og R.E.M-dunsten stadig hang i luften, bredte mismodet sig.

Slående lighed med R.E.M.

On Trial er blevet sammenlignet med Monster Magnet, men det er en noget søgt sammenligning. Der er ingen tvivl om, at der på lydsiden er hentet en vis inspiration hos Monster Magnet, men det er der så mange steder. Det der er virkelig slående ved musikken på Forever, er ligheden med R.E.M. Kæresten hørte det med det samme, og da jeg selv fik ørene op for det, var der intet at tage fejl af.

Musikken på Forever lyder ualmindelig meget som R.E.M.’s tre klassiske firseralbums Fables of the Reconstruction (1985), Lifes Rich Pageant (1986) og Document (1987).

Den eneste forskel på disse plader og Forever er, at On Trial har en lidt mere beskidt og skramlet lyd. Dengang i firserne kunne man med en vis ret stadig kalde R.E.M. en slags indieband, men selv fra Warnerudgivelsen Monster (1994), hvor R.E.M. for en kort bemærkning vendte tilbage til guitarrocken, har On Trial tydeligvis hentet idéer.

Endelig er det også utroligt, hvor meget On Trials forsanger lyder som Mike Stipe. Det er ikke kun de tos stemmer, der har en vis lighed. On Trial sangeren intonerer og fraserer fuldstændig som Stipe.

Skuffer fælt

On Trial beskriver selv deres musik som psykedelisk retrorock, der holder sig fri af diverse stereotyper. Line-uppet er det klassiske: sanger, to gange guitar, bas og trommer. Endelig er det københavnske Bad Afro, der normalt holder en særdeles høj udgivelsesstandard, som står bag udgivelsen. Det lyder jo alt sammen tiltalende, men resultatet skuffer fælt.

Egentlig lyder On Trials musik som om de gerne vil være vældig seriøse og tages meget alvorligt. Derfor har de pillet vildskaben og det barske lige-på-og-hårdt-agtige ud af garagerocken, og forsøgt at skrive nogle lidt mere komplekse numre. Desværre har seriøsiteten og alvoren kvalt energien og originaliteten, og i stedet har kedsomheden sneget sig ind, og vi er tilbage ved sammenligningen med R.E.M.

Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med On Trial før, men dette er det første udspil siden Guf Lorenzen og Anders Skjødt gik ud, og valgte at satse 100 % på Baby Woodrose. Der er nok ingen tvivl om, at der har været mere slag i bolledejen, dengang de to stadig var med. Det kan også tænkes, at On Trial i lyset af Baby Woodroses nylige succes gerne ville markere en musikalsk forskel. Det er i høj grad lykkes dem, men hvor de tidligere makkere i Baby Woodrose er en sand rockeksplosion, er On Trial desværre en fuser.

Energiforladt og uengageret

Kort sagt har On Trial formået at begå en plade hvor ingen af de elleve skæringer på albummet fænger. Der er mange ting i vejen med musikken på Forever. For det første er der som nævnt ingen numre, der skiller sig ud fra de andre. Det gør de godt 40 minutter, pladen varer, temmelig monotone at komme igennem. Næsten alle numre befinder sig i et middel tempo. Især bassen, men heller ikke trommer, rytmeguitar og vokalen kan sige sig fri for at ligge ret langt tilbage på beatet.

Det har den uheldige konsekvens, at pladen kommer til at virke lad og energiforladt. Man frygter hele tiden, at musikken skal gå i stå. Pladens numre er desuden skrevet i en moltung stemning. Man skal være en mere end ualmindelig dygtig sangskriver, hvis den formel skal holde et helt album igennem!

En anden ting der mangler på Forever er energi og spilleglæde. Om disse to vigtige elementer vitterligt er totalt fraværende hos On Trial, eller om det bare ikke er lykkes at indfange i pladestudiet, er svært at sige, men resultatet på Forever er forstemmende. Et eksempel er vokalen: den er mikset langt tilbage i det samlede lydbillede, hvilket fungerer godt for sangere af råbe-typen, der kører en aggressiv stil.

Dette er bare ikke tilfældet med On Trials vokalist, der har en mere klassisk sangstil. Når han er mikset så langt tilbage, kommer hans sang til at lyde ligeglad og uengageret. Det er dog ikke kun sangeren, der trækker ned i det samlede indtryk. On Trial gør sig bemærket med en sjældent hørt mangel på engagement, hvilket giver et slapt og impotent resultat.

Kedelig

On Trials Forever kan ikke anbefales. Pladen er simpelthen for kedelig til, at den er værd at beskæftige sig med. Der bliver spillet uden lyst og energi, og dette kombineret med en inspiration fra R.E.M., der er så tyk, at det nærmer sig det plagierende, gør, at enhver seriøs fan af garage- og retrorock bør holde sig langt væk.

Forever er venligst stillet til rådighed af Bad Afro Records.

Nummerliste:
1. Mountain (On Trial) (2:54)
2. Speaking of Witch (On Trial) (2:43)
3. Black Seagull (On Trial) (2:56)
4. Kill City Lights (On Trial) (3:34)
5. One Good Morning (On Trial) (3:18)
6. Blood River (On Trial) (5:26)
7. Every New Direction (On Trial) (4:52)
8. Believe (On Trial) (3:30)
9. Too Late To Loud (On Trial) (3:12)
10. Morning Sun In Burg Herzberg (On Trial) (4:06)
11. Going North (On Trial) (4:54)

Total spilletid: 41:32

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006