Planet Pulp

For et nærmest ikke-eksisterende budget lykkedes det Arch Oboler i 1951 at lave den fremragende postatomare skrækfilm Five. Oboler var et ikke helt ukendt navn i 1950’ernes amerikanske radiounderholdning, men som det multitalent han var, sad han også i instruktørstolen nogle gange.

Det var ikke mange film Oboler lavede, og han huskes bedst for eventyrfilmen Bwana Devil (1952) og sci-fi-filmen The Bubble (1966). Det absolutte hovedværk er og bliver dog Five.

Manuskriptet til filmen skrev Arch Oboler sammen med James Weldon Johnson, men ideen kom fra Oboler selv. De uhyre få virkemidler såvel som locations, ville nok næppe heller have fungeret, med mindre både idé og manuskript var fostret af den samme mands vision.

Bomben

Det hele begynder med bomber. Paddehatteskyer lyser himlen op, og sort røg trækker ind over verdenskendte ikoner såvel som monumenter, eksempelvis Big Ben, Eiffeltårnet og New Yorks skyskrabere. Det er død og undergang, Oboler skildrer i prologen til Five. Uden ord, kun eksplosioner, sættes vi ind i det, der går forud for filmen, og vi forstår, at det er slutningen på verden som vi kender den.

Handlingen er såre enkel, men ved at blande gribende dialog og stemningsfuld fotografering skaber filmen et både skræmmende og smukt univers. Historien udspiller sig i nærheden af kysten – hvor ved man ikke præcist – et sted i USA. Filmen blev skudt i Californien, og det er da også hen i den retning, man tænker, når man ser den øde natur og de lange, tomme kyststrækninger.

Her, midt ude i ingenting, samles fem mennesker af mere eller mindre tilfældige årsager. Fælles for dem alle er, at de har overlevet atomkrigen der kom så pludseligt, at ingen nåede at beskytte sig. De fem overlevende, der udgør den samlede rollebesætning i filmen – fraregnet den baby der fødes midtvejs – er en ung kvinde og så fire mænd af forskellig alder.

Overlevende

Den første person vi stifter bekendtskab med er Roseanne, som omtåget og i chok har kæmpet sig frem til det hus, der skal komme til at danne base for de fem. Huset tilhørte Roseannes søster, men hun er nu død og forsvundet som alle andre. Vi møder hende, mens hun vandrer alene gennem en forladt landsby, hvor hun søger efter andre overlevende. Hjerteskærende skriger hun først “Hallo!”, men disse råb bliver snart mere og mere desperate, for så til sidst at munde ud i et knusende “I’m still alive! Alive!”.

Tonen for filmen er dermed sat. Roseanne spilles af Susan Douglas Rubes; en relativt ukendt skuespillerinde. Som en søvngænger når hun frem til søsterens hus, men da Roseanne slår døren op og ser, at der er tændt bål på gulvet, mister hun bevidstheden. Huset er blevet indtaget af den unge Michael – en New Yorker der på den ene eller anden måde har forvildet ud af storbyen. Michael spilles af William Phipps, et kendt ansigt fra 50’ernes westerns og sci-fi-film (Bl.a. The War of the Worlds fra 1953).

Michael plejer Roseanne i nogle dage, da vandringen til huset og hendes choklignende tilstand har svækket den unge dame betydeligt. Langsomt kommer hun på benene, og de to begynder nu at drøfte situationen sammen. Meget håb er der ikke, og Michaels evige sortsyn hjælper dem ej heller meget. Det er ensomt og nedtrykkende at overvære samlivet mellem de to, og navnlig da det nærmest uundgåelige voldtægtsforsøg kommer, er det svært ikke at lade sig gribe af den yderst håbløse situation.

Et frisk pust af håb

Som et forløsende signal gjalder der pludseligt et bilhorn gennem de to overlevendes triste hverdag, og med næsten lige så stor begejstring som Roseanne og Michael, modtager vi de næste personer der introduceres i filmen. I en jeep ankommer Charles, en midaldrende sort bankvagt, og den aldrende bogholder Mr. Barnstaple.

Charles spilles af Charles Lampkin, der havde sin debut med Five. Senere medvirkede han bl.a. i The Black Godfather (1974) og TV-serien Roots: The Next Generation (1979). Mr. Barnstaple spilles af Earl Lee; en skuespiller der aldrig nåede at medvirke i synderligt mange film.

De to nyankomne bringer et frisk pust af håb ind i filmen, og især Roseanne blomstrer nu op. De taler alle muntert sammen og udveksler historier om deres færden efter Bomben. Det eneste der kaster en skygge over selskabet er det faktum, at Mr. Barnstaple tydeligvis ikke længere er ved sine fulde fem. Han tror, han er på ferie og bliver ved med at tale om, at de snart skal hjem igen. Ydermere lider han af strålesyge – i form af store røde plamager på overkroppen og armene.

De andre gør hvad de kan for at hjælpe den ældre herre, men han har ikke lang tid igen. Da Mr. Barnstaple derfor en dag ønsker, at de skal tage ned til stranden, indvilliger de alle øjeblikkeligt. Jeepen bliver startet og sammen kører de af sted.

Her, midt på den øde strand, finder selskabet så den sidste af filmens personer. I brændingen bemærker Michael en mand, der er skyllet op. De får ham hevet ind på land, og hjulpet med et varmt tæppe og lidt omsorg. Den nyes navn er Eric, en rodløs eventyrer og bjergbestiger. Han spilles af James Anderson, der præcis som William Phipps er en gammel kending indenfor 1950’ernes science fiction-film (eksempelvis The Thing That Couldn’t Die fra 1958).

Indre spændinger

Med alle fem samlet, kan dramaet for alvor begynde. Vi følger nu gruppens forsøg på at etablere sig i huset, og vi følger de genvordigheder de må igennem. Naturligvis er det ikke let for nogen af dem, og de indre spændinger i gruppen kommer også jævnligt op til overfladen.

Roseanne, der føder en dreng midtvejs gennem filmen, bliver gruppens midtpunkt. Man får nærmest det indtryk, at det er for hende, mændene forsøger at genopbygge ideen om en civiliseret tilværelse.

Især Michael og Charles kæmper med afgrøder og en gammel benzingenerator. Samtalen vender konstant tilbage til emnet om, hvorvidt der er flere overlevende, og hvad fremtiden mon vil bringe. Det er et smerteligt emne for dem at diskutere, og Arch Oboler benytter da også de fem overlevere til at illustrere flere grundlæggende drifter i os mennesker.

Hvad der imidlertid er vigtigere, er den måde han lader sine roller fare i totterne på hinanden. Eric er tydeligvis af den opfattelse, at Charles – den sorte – er et undermenneske, der ikke burde leve under tag med resten. De andre har svært ved at tackle denne racisme, og vælger måske den værste løsning af alle; de vælger at glatte ud og se til.

Med de begrænsede rammer filmen udspiller sig i, er det let at sige for meget om handlingen. Lad det derfor være nok nu. Blot kan det supplerende bemærkes, at de indre spændinger i gruppen vokser og vokser. Arch Oboler ved hvordan et drama skal iscenesættes, og man bliver ikke skuffet her.

Vellykket samspil

Samspillet mellem de fem er særdeles vellykket. Alle skuespillerne leverer en mere end hæderlig præstation. Især Susan Douglas Rubes som Roseanne er fremragende. Det blomstrende venskab mellem Michael og Charles er ligeledes hjertevarmt spillet, og et lyspunkt i en ellers meget dyster fortælling. Til det kuriøse hører den yderst besynderlige accent James Anderson bruger som Eric – den er umulig at placere, men skal formodentlig gengive en eller anden form for europæisk tone.

Da der ikke sker det store i Five, spiller dialogen en central rolle. Den er fyldig og ganske tyk, dels på grund af den tid filmen blev til i, og dels fordi Oboler har smag for patos. Det kammer over et par steder, som da Charles reciterer et kristent digt, men i størstedelen af filmen er dialogen skrevet og leveret med følelsesnærvær såvel som indlevelse. Den stille sorg de alle føler, løber som en understrøm gennem alle scener. Selv i de muntre øjeblikke glider der skyer for solen.

Drama af stort format

Five er en sort og kompromisløs film. Den skildrer en tilværelse på godt og ondt, hvor det kun er håbet der bærer de overlevende igennem. Det er ikke strålesygen eller hungersnød, der er deres værste fjende, det er dem selv og deres egne idealer, de må slås med, og det overlever ikke alle filmens karakterer.

Det er både smukt og sørgmodigt at se Five. Det langsommelige tempo historien fortælles i er måske lidt afskrækkende i starten, men det tager ikke lang tid for filmen at indfange sit publikum, og denne stil underbygger på bedste vis det triste tema.

Der skal kun lyde de varmeste anbefalinger af Five. Det er en film som det muligvis er svært at finde frem til, da den hverken er udgivet officielt på VHS eller DVD, men måske den kan opspores på eBay eller fanges på en TV-kanal en sen nattetime. Chokerende smuk, sørgmodig og sort – et vellykket lille drama af stort format.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Atomkrig, Postapokalyptika