Planet Pulp

Tre år efter den første film i Final Destination-serien havde premiere i 2000, kom fortsættelsen med titlen Final Destination 2.

Med Final Destination 2 befinder vi os i grænselandet mellem fortsættelse og remake. Godt nok er filmen uden tvivl en fortsættelse – det understreges flere gange, at der er gået et år siden begivenhederne i Final Destination – men set i forhold til, hvordan handlingen udspiller sig, lægger den sig så tæt op ad den første film, at man sidder tilbage med en udpræget fornemmelse af dejà vu.

Katastrofalt harmonikasammenstød

Hovedpersonen i Final Destination 2 er den unge kvinde Kimberly Corman (A.J. Cook), der sammen med nogle venner er på vej på ferie i Florida. Hun har til lejligheden lånt fars bil. Ganske som i den første film får Kimberly en skrækkelig forudanelse, i form af en grafisk vision, om et katastrofalt harmonikasammenstød på motorvejen.

Det lykkes Kimberly at stoppe ulykken fra at ske, og så er Fanden ellers løs i Laksegade. Igen. Døden er blevet snydt, og det er han/hun/den/det temmelig mopset over, så alle de, der ville være omkommet i trafikulykken begynder nu at dø på diverse mere eller mindre makabre, mere eller mindre opfindsomme og mere eller mindre underholdende faconer.

Men Kimberly har ikke tænkt sig bare at give op! Hun opsøger Clear Rivers (Ali Larter) – den eneste overlevende fra den første film – for at få hendes hjælp til at snyde Døden. Sammen med de andre ”overlevende”, finder Kimberly ud af, at alle de, der skulle være omkommet i harmonikasammenstødet, i virkeligheden ville være døde allerede, hvis ikke det havde været for de overlevende fra Flight 180 (hovedpersonerne i den første film).

Med andre ord var harmonikasammenstødet Dødens måde at fortsætte oprydningsarbejdet, efter at Alex Browning forstyrrede Dødens plan i den første film.

Som i Final Destination opsøger Kimberly og Clear den superskumle bedemand Bludworth (en fornøjeligt overspillende Tony Todd), der denne gang rent faktisk giver et hint til, hvordan de kan snyde Døden. Spørgsmålet er, om planen virker…

Most under glasrude

Ser man lige bort fra det nye plotelement, der antyder, at Døden rent faktisk kan snydes, udspiller Final Destination 2 sig stort set som en remake af den første film. Hele baduljen er sådan set ikke andet end et påskud for at vise en stribe grafiske dødsfald – akkurat som de fleste slasherfilm, bare uden slasheren.

Endnu engang er det da også ganske festligt – min favorit i denne omgang er knægten, der bliver most (og jeg mener virkelig most!) under en faldende glasrude. Det er helt grotesk overdrevet, ganske latterligt og dermed også ret underholdende. Fyren, der bliver revet midt over af et flyvende pigtrådshegn, kommer på andenpladsen.

Storm P-agtige dødsfald

Idet Final Destination 2 er så meget lig den første film, lider den også under de samme problemer: Plottet er papirstyndt, og filmens eneste raison d’être er de forskellige dødsfald, orkestreret af Døden og ofte i form af sindrige, Storm P-agtige forløb af begivenhed-og-konsekvens.

Underholdende er det da såmænd, men nyhedsværdien er væk i forhold til den første film, og ret beset har Final Destination 2 meget lidt at byde på. Uhyggelig er den da slet ikke.

A.J. Cook (nok bedst kendt af et dansk publikum som JJ i Kanal 5-serien Criminal Minds) er køn at kigge på, men der er ikke tale om stor skuespil. Det samme gælder for resten af castet, inklusive gode gamle Tony ”Candyman” Todd, der ser ud til at have en fest ud af at overspille vildt og voldsomt som bedemanden Bludworth.

Denne omgang er iscenesat af David R. Ellis, der var bedst kendt som stuntman, men som i 2006 også stod bag kulthittet Snakes on a Plane. Manuset er skrevet af J. Mackye Gruber og Eric Bress, der i 2004 sammen skrev og instruerede The Butterfly Effect; en anden film, der også leger med begivenhed-og-konsekvens, men på en betydelig mere fascinerende vis end Final Destination 2.

Forvent ikke det helt store

Final Destination 2 kan, ligesom sin forgænger, fint anbefales til en aften, hvor man ikke lige kan finde på andet at stoppe i sin dvd-afspiller. Underholdningsværdien er da hjemme, men man skal ikke forvente sig det helt store.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: 2’er, Fortsættelse