Planet Pulp

Kender man til Alejandro Jodorowsky, det være igennem hans spirituelle og surrealistiske film eller hans tegneserier, ved man også, at man altid er sikret en anderledes oplevelse. De der endnu ikke kender til manden og hans arbejde, er til gengæld gået glip af noget helt enestående, og bør få anskaffet sig hans film hurtigst muligt.

Spillefilmsdebut

Fando y Lis er Jodorowskys spillefilmsdebut, efter han lavede de to kortfilm La Cravate (1957) og Teatro sin fin (1965). Spillefilmsdebuten indeholder en del surrealistiske og spirituelle elementer, men sammenligner man med de senere værker, har vi her at gøre med Jodorowsky-light.

Fando y Lis åbner med et billede af den unge Lis (Diana Mariscal), der ligger på en seng og spiser kronen af en hvid rose. Herefter følger en titelsekvens, der slår stemningen an med sort/hvide tegninger og en voiceover af Jodorowsky selv. I introsekvensen får vi at vide, at alle Jordens byer og civilisationer er gået under, men at der findes én by, hvor et menneske stadig kan blive lykkelig – Byen Tar.

Den smukke Lis er lammet og kan ikke gå, og derfor begiver hun sig, sammen med sin forlovede Fando (Sergio Kleiner), ud for at finde den sagnomspundne by for at blive helbredt og leve et langt og lykkeligt liv.

En besværlig rejse

Men det bliver ikke en nem rejse for det elskende par, da ingen ved præcist, hvor byen Tar befinder sig, og det bliver en lang og spændende rejse for Fando og Lis. Lis bliver transporteret rundt af Fando på en vogn sammen med en gammel grammofonafspiller, en tromme og en lille dukke, og er afhængig af hans hjælp for at kunne bevæge sig.

Men på rejsen møder de en masse forskellige (og lettere bizarre) personer, der leder vores to personer i fristelser og fordærv. Dette fører blandt andet til, at Fando bliver forført af en flok transvestitter, og at Lis ufrivilligt må give noget af sit blod til en tørstig gammel mand.

Jo længere parret når på deres rejse, jo større gnidninger kommer der imellem dem, og i flere omgange forlader Fando den lamme Lis for selv at forsøge at komme til Tar. Men på den ene eller den anden måde tvinges han tilbage til sin forlovede. Blandt andet af en gruppe kvinder med bowlingkugler og piske, der jager ham igennem en grusgrav, hvorefter han bytter plads med sin fars lig i jorden, der derefter stikker af med kvinderne (!).

Langhåret og forvirrende

At forsøge at gengive hele filmens handling i denne anmeldelse ville være respektløst overfor både filmen og instruktøren, og jeg vil derfor heller ikke gå i dybere detaljer eller afsløre, om det lykkes for Fando og Lis at finde byen Tar eller ej. Jeg vil derimod lade det være op til dig som læser selv at opsøge filmen for at finde et svar.

Plottet kan virke langhåret og forvirrende, da der ikke gives en egentlig forklaring på de mange bizarre karakterer og optrin. Jodorowsky benytter sig af mange symboler (heriblandt mange religiøse) og lader det være op til publikum selv at tyde meningen; dog har han givet interviews hvor han forklarer noget af meningen bag hans ideer til de forskellige elementer.

Om man vil sidde og nærlæse hver frame og dybdeanalysere Fando y Lis, eller om man bare vil nyde oplevelsen, er helt op til én selv, og begge dele er lige fornøjeligt og en kæmpe oplevelse, som bliver hængende et godt stykke tid efter.

Lydsiden er ikke optimal

Billedsiden er holdt i smukke sort/hvid-billeder, der i enkelte tilfælde desværre godt kunne bruge en anelse mere kontrast. Dette er dog ikke noget, som trækker voldsomt ned i den samlede vurdering, men det er en skam, når opsætningen og billedbeskæringen nu ellers er så vellykket.

Mange af scenerne er optaget i grusgrave, og dette kunne godt være gået hen og blive en kedelig billedside, men fotograferne Rafael Corkidi og Antonio Reynoso har formået at udnyttet settet totalt. Selvfølgelig er de lettere bizarre personligheder og handlinger også med til at gøre billederne helt uforglemmelige. Hvordan kan man glemme scener som den, hvor Fando bliver jagtet af halvnøgne kvinder, der smider bowlingkugler, eller den helt fantastiske kirkegårdsscene, der minder om scenerne fra Easy Rider året efter?

Lydsporet er ikke helt optimalt, da både stemmer og effekter er dubbet senere, og det er ikke altid lige heldigt. Det er især lydeffekterne der generer ørerne, da lydene virker for “overdimensionerede” og til tider nærmest komiske. Om dette er et bevidst valg fra Jodorowskys side, eller om han ikke havde bedre muligheder, skal jeg ikke kunne sige, men det virker ikke særlig godt, når resten nu ellers går så godt i spænd.

Helt igennem værd at stifte bekendtskab med

Af ekstramateriale får man et interview med Jodorowsky, der dog virker en smule amatørpræget hvad angår kamera og lyd. Interviewet er som meget interessant, men man kunne godt have ønsket sig lidt mere guf, som f.eks. et kommentarspor til selve filmen.

Fando y Lis er udgivet i et superlækkert bokssæt fra Anchor Bay Entertaiment, hvor man udover Jodorowskys første spillefilm også får hans kortfilm La Cravate (1957), El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) samt soundtracks til både El Topo og The Holy Mountain. Hele molevitten leveres i et flot papcover med vanvittig fedt design, som fortjener en speciel plads på DVD-reolen.

Leder man efter en anderledes filmoplevelse eller vil man blot udvide sin filmhorisont, går man ikke galt i byen med Fando y Lis og hele boksen generelt. Filmen er til tider en smule dvælende og måske en smule for arty for nogle, men er helt igennem værd at stifte bekendtskab med, og jeg tør godt love, at det er en film, som man kommer til at huske i et godt stykke tid.

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012