Categories: Film

Extraction

I husker det sikkert godt – ellers gør jeres forældre, onkler, tanter og gamle naboer: Jagten på den næste gode actionfilm på tanken/i videobutikkerne.

De lækre VHS-covers lovede guld og grønne actionskove, men ofte blev man skuffet. Der kunne være langt mellem de rigtig gode film; film som var mere end “bare” hurtigt producerede B- og C-film.

Guldet der er gemt i middelmådigheden

Det er lidt den samme følelse, jeg får i kroppen, når jeg hopper på Netflix: Der er langt mellem actionsnapsene!

På den positive side kan jeg, som actionfan, konstatere, at Netflix faktisk producerer en masse actionfilm. Actionfilm der ofte ligner dem fra guldalderen. Actionfilm med ensomme ulve, lede skurke, selvtægt, one-liners og actionscener.

Men som vi alle ved, så er de rigtige ingredienser ikke nok. Doseringen af dem og tilberedningen af retten er dér, hvor man enten skaber makværker, middelmådighed, o.k. underholdning, fine film, fremragende film og mesterværker.

Desværre hører langt de fleste Netflix-producerede actionfilm til blandt middelmådigheden.

Men en gang imellem dukker der noget rigtig, rigtig godt op. Så jeg ender med at sidde og hoppe og danse i sofaen – for jeg kan jo ikke se dem i biografen.

En sådan film er Extraction fra 2020. Den har det hele. Den ensomme ulv, der er plaget af fortiden, men fyldt til bristepunktet med actionevner og et hjerte, når det endelig gælder. Den nederdrægtige skurk, der ikke har noget imod at dræbe børn. Det simple plot. De skønne one-liners og, ikke mindst, et utal af voldsomme og effektive actionscener. Wow.

En dreng kidnappes

Filmen starter in medias res. Vi er på en bro. Der er nogen, der er på flugt. Der skydes. Der blødes og det ser ud til, at manden vi følger, snart vil dø. Så klippes der væk.

Vi er nu Mumbai i Indien, et par dage før hændelsen på broen. Her møder vi Ovi. Ovi er en stor knægt/ ung mand. Ovis far er narkobaron og han sidder i fængsel. Så Ovi bliver beskyttet af faderens højre hånd, Saju.

Men en aften sniger Ovi sig væk for at tage på natklub. Det skulle han ikke have gjort! For Ovi bliver kidnappet og føres til Dhaka i Bangladesh.

Manden, der står bag kidnapningen, er Ovis fars konkurrent, narkobaronen Amir Asif, der vil have en masse penge i løsesum. Men det det vil Ovis far ikke være med til – ja, manden har en del magt, selvom han sidder i fængsel!
Så han beder Saju om at skaffe Ovi tilbage. Så Saju tager kontakt til en gruppe lejesoldater, der blandt andet har speciale i “extractions” – at udtrække, at hente, at få noget væk fra en prekær situation.

Actionhelten aktiveres

Og så klipper handlingen til Australien. Her møder vi Tyler Rake, manden vi så var ved at dø i filmens indledning. Tyler drikker, fortiden plager ham.

Men hans tidligere makker Nik Khan finder frem til Tyler; hun har brug for Tylers hjælp til at redde Ovi. Nik ved godt, at Tyler ikke har det godt og siger følgende til ham:

“You’re hoping if you spin the chamber enough times, you’re going to catch a bullet.” Det har vi hørt før i actionland.

Men hun ved også godt, at den gode gamle Tyler er gemt dybt derinde.

Så den plagede actionhelt må træde tilbage på scenen, og Tyler tager med til Dhaka. Og så kan vi ellers for alvor begynde! Tyler får ret hurtigt fat i Ovi, og Tyler fyrer replikker af som denne:

“If you want to survive you will do exactly as I say.” Ja, den slags har vi også hørt før.

Men det viser sig nemmere sagt end gjort at flygte fra Dhaka, når skurken Asif også styrer det lokale militær!

Handlingen, der er baseret på tegneserien Ciudad, er simpel og lækker: Kidnapning, helten aktiveres, en kaotisk storby, flugt, et utal af skurke og en masse skøn vold.

Et par vigtige brødre

Det er ganske imponerende, at Extraction er den tidligere stuntman og stuntkoordinator Sam Hargraves debut som spillefilmsinstruktør.

Ja, at han har styr på actionsekvenserne kommer ikke som nogen overraskelse, men at han også har styr på alt det andet, er altså ret godt gået. Den rette suspense, de fine stille sekvenser, fyldt med den rette mængde patos, de små kreative detaljer i plottet og en skøn visuel side.

Men Hargrave har også fået assistance fra nogle af genrens hotteste filmskabere, nemlig Joe Russo og Anthony Russo, nok bedre kendt som The Russo Brothers. De to brødre står bag nogle af de bedste Marvel-film, hvor de, sjovt nok, også ofte brugte Hargreaves som stuntkoordinator.

Brødrene står bag manuskriptet til Extraction, som jeg nævnte var baseret på en tegneserie – en tegneserie som brødrene også er medskabere på sammen med Ande Parks.

Med sig fra Marvel-land har de også taget selveste Thor, altså Chris Hemsworth. Så Extraction er sikret noget maskulin star power. Og jeg må sige, at Hemsworth gør det fornemt som trist actionhelt.

Fysikken er imponerende, og han formår også at give Tyler en tilpas mængde sårbarhed, som gør, at man både tror på ham som karakter og at man også ønsker han skal overleve – ellers havde filmen mistet al sin spænding. Det er skønne sager. Altid godt, når en knækket helt rejser sig fra asken.

To actionhelte!

I forhold til de små kreative detaljer i plottet, som jeg nævnte tidligere, vil jeg fremhæve skurkens Saju – altså manden, der skal skaffe Ovi tilbage.

For Saju er faktisk også en tidligere actionhelt/soldat, der tvinges tilbage i manegen. Han er en supersoldat, og nu familiefar, som må træde i karakter, da hans boss truer med at slå Sajus familie ihjel, hvis han ikke skaffer Ovi tilbage.

Det giver handlingen et bittersødt lag, da Saju både er er skurk og helt på samme tid – og naturligvis har han, da den store regning skal betales, hjertet på det rette sted. Så på den måde opererer filmen kløgtigt med to actionhelte/antihelte/supersoldater, og det giver det simple plot et ekstra krydderi.

Vild action!

Og så er vi fremme ved filmens vigtigste krydderi, og det er de imponerende actionsekvenser. Der er smæk på, blodet flyder, der er opfindsomme kameravinkler, lækre våben, imponerende nærkampsekvenser, lange one-takes spækket med vildskab.

Ja, man har taget virkemidler, der fungerer fornemt i computerspil og first person shooters og transformeret dem, så de giver mening i en filmisk kontekst. Og det skaber det helt rigtige nærvær og en tilpas farlighed i actionsekvenserne. Man bliver næsten helt forpustet.

At Extraction fik en efterfølger med Extraction 2 fra 2023 overrasker nok ikke nogen, og at der allerede er en ny efterfølger på vej, giver skøn mening – specielt også fordi det er samme instruktør.

For her er man lykkes med at skabe en actionhelt, og et filmsprog, som bare er af meget høj kvalitet. En film, der skuer bagud til de gode gamle dage, men også en film med en friskhed, som gør, at den er meget mere end bare nostalgisk guf for kendere. Enkel og effektiv. Flot og velproduceret.

Den ville jeg ønske, at man kunne se i biografen.

Titel: Extraction
Instruktør: Sam Hargrave
Manuskript: Ande Parks, Joe Russo, Anthony Russo baseret på trioens tegneserie Ciudad
Cast: Chris Hemsworth (Tyler Rake), Golshifteh Farahani (Nik Khan), Randeep Hooda (Saju), Rudhraksh Jaiswal (Ovi), Priyanshu Painyuli (Amir Asif)
Foto: Newton Thomas Sigel
Klip: Peter B. Ellis, Ruthie Aslan
Musik: Henry Jackman, Alex Belcher
Spilletid: 117 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2020

Anmeldt i nr. 224 | 13/07/2024

Jacob Krogsøe

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Share
Published by
Jacob Krogsøe

Recent Posts

Leder og indhold – 13. september 2024

Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…

3 dage ago

Beetlejuice

Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…

3 dage ago

Rebel Ridge

Korruptere strømere, uretfærdighed, en amerikanske lilleby OG en helt der hæver sig over loven. Velkommen…

3 dage ago

Indecent Proposal

Der er intet nyt under solen i John Barrys tilgang til musikken i Indecent Proposal,…

3 dage ago

Batman & Robin: The Making of the Movie

Bogen om den meget udskældte Batman-film er ikke et makværk som filmen, den omhandler. Men…

3 dage ago

Tim Burton’s Labyrinth i Berlin – En forrygende tur ind i Tim Burtons hjerne

Tim Burtons event-udstilling Tim Burton's Labyrinth er en stor oplevelse, hvor man får den komplette…

3 dage ago